Dark Paradise *PAUSE*

Hun fandt sin bedste veninde død; selvmord. Hendes socialliv gik fortabt, skolen gik fortabt meget gik fortabt - derfor tilbragte hun tiden derhjemme. Det eneste hun havde tilbage af sin veninde, var afskedsbrevet og dagbogen. Hun forstod ikke hvorfor hendes veninde begik selvmord; hun havde jo et perfekt liv, men var der mon en anden side af veninden? Det vil femtenårige Poppy finde ud af, og mere til endda.

2Likes
6Kommentarer
362Visninger

2. Prolog

Jeg brasede døren ind - jeg havde ellers aldrig kunnet gøre sådan noget. Forpustet ledte jeg rundt i værelset, alt var tomt. Vandrende gik jeg mod skrivebordet der var lavet af typisk egetræ, alt var lagt i en pæn orden; som det plejede at være, men et usædvanligt flot skrevet brev lå der og flød. Jeg greb fat i det, og begyndte at læse.

Jeg er ked af det, men jeg kan ikke mere - I må forstå.

Jeg elsker jer,

-Maggie.

 

Frustreret kiggede jeg op, hvad skulle dette nu betyde? Min hjerne fik en dobbeltvridning, og pludselig sagde det 'klik' for mig. Jeg kastede brevet væk fra mig, og løb ud af værelset - hvor kunne hun være? Jeg gennemsøgte alle husets værelser, men da jeg sidst kom til badeværelset var døren låst - jeg var selvfølgelig godt klar over at jeg ikke kunne sparke den ind. Hurtigt fik jeg en idé; jeg gik ud til deres køkkenskuffe hvor nøglerne blev opbevaret, tog én, stak den i hullet, hvor den anden nøgle, på den anden side, faldt ud og låste derefter døren op. Hurtigt luntede jeg ind på badeværelset, hvor var hun altså? Jeg kom i tanke om badekarret; hun kunne ligge i badekarret! Af ren og skær tankespind, tog jeg små museskridt hen til karret. Det allerførste jeg lagde mærke til var, at der intet vand i det var. Hvor jeg derefter fik blik på et ligblegt ansigt, øjne der var åbnet helt op, lidt blå læber og en pakke piller; hovedpinepiller! Pludselig blev jeg svimmel, svimmel af en gennemborende lugt, der var helt uudholdelig. Jeg tog mig for panden, prøvede at holde balancen men faldt hurtigt om. Maggie var død!

***

Seks dage senere

Kisten blev båret langsomt ud af kirken af seks mænd klædt i sort - ligesom resten af os. Mange græd; næsten alle græd - inklusivt mig, for Maggie var jo død og hun skulle ligges ned i den kolde jord, hvor hun kunne blive ren ormemad. Sukkende trak jeg på skuldrene, hvorfor gjorde hun dog det? Eftersom jeg havde kendt hende i mange år, havde jeg for længst opfattet, hendes liv var fuldkommen perfekt - for hun havde jo alt, hvad andre også kunne blive jaloux over! Uden tøven blev den tunge kiste lagt langsomt og roligt ind i lig billen - hendes mor skreg af gråd. Mit blik blev kastet over på hende, hvor havde jeg dog ondt af forældrene, resten af familien, Maggie og sidst men ikke mindst mig selv. Hvad skete der med Maggie? Vi plejede jo at fortælle hinanden alt, hvad der var i gærde - men der følte jeg mig som en dårlig ven, for hun havde jo ikke snakket med mig om sådan noget. Hun havde faktisk slet ikke fortalt mig noget om død og selvmord - men hvis hun havde, var hun i hvert fald ikke gået bort; takket være mig.  Endnu en tårer faldt ned af min kind, jeg savnede hende så forfærdeligt!

"Klare du den?" spurgte Mrs. Fockson; moren. Hun tørrede en tårer væk med sin sorte handske. "Det tror jeg nu ikke," svarede jeg lavmælt. "Det gør jeg nok ikke, i den nærmeste fremtid." Hun tog mig blidt i favnen, hun duftede præcis som Maggie gjorde - det fik endnu en klynke sat i gang. "Så, så." tyssede hun mig, men det hjalp ikke. "Søde, Poppy. Det går nok, hun ønsker vi kommer videre - også selvom det er virkelig svært." Hun havde mit ansigt i sine hænder, så hun kiggede mig dybt ind øjnene. "Derfor vil jeg altså gerne give dig noget, hun havde kært." Hurtigt trak en bog frem fra sin lædertaske. Hun gav mig den," det var hendes dagbog, tror jeg nok. Værsgo. For hvis der er nogen der skal have den, er det dig." Jeg kiggede lidt på omslaget; et meget fint omslag. Det var en fin laksefarve, som jeg vidste var hendes ynglings farve, der stod også hendes navn på midten, med en fin skråskrift i uægte guld. Et lille smil blev plantet på mine læber, tænk hun havde en dagbog - hvor sødt, egentlig. Uden tøven, knugede jeg den ind mod mit bryst. "Tusind tak," svarede jeg. "Tusind tak.".    

___________________________________________________

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...