Nicole And The Human Killer ! *PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
De to 7. klassere, Nicole Edwards og Jade Benson, er bedste veninder og helt uadskillelige. Pigerne starter i 8. klasse og pludselig sker noget uventet. Jade har besluttet sig at blive lejemorder og er derfor kun i skole hver 2. dag. Det ligger Nicole self. mærke til og en dag pjækker hun fra skolen for at finde ud af hvad der sker!

Vi vil gøre alt for at holde denne movella kørende men der vil blive nogle kapitler der er forsinkede! :)
Tryk på Coveret for at se, det i fuld størrelse!

3Likes
1Kommentarer
608Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Jade’s P.O.V

 

Vredt kiggede jeg ned på min mobil. Den dumme Frederik, havde bare lagt på, uden jeg fik sagt noget. Jeg havde lyst til at smadre noget, derfor greb jeg om glasset der stod på mit lille natbord (Jeg var gået op på mit værelse, da jeg snakkede med Frederik).

Hårdt kylede jeg det ind i væggen og det sprang i mange små skarpe stykker. Et enkelt fløj tilbage mod mig, og skar mig på kinden. Jeg lagde dog ikke mærke til smerten, på grund af vreden i mig.

Jeg hørte fodtrinene der kom mod mit værelse, og min mor kom ind. ”Jade, hvad er der sket?” spurgte hun og så hen mod glasskårene. ”Ik noget, men mor jeg smutter i lidt tid. Jeg har brug for noget luft, og jeg skal nok have min mobil på mig, hvis der er noget!” sagde jeg og kiggede på hende, og håbede på at hun ville sige okay for det.

”Okay søde, men du skal være hjemme inden jeg står op!” sagde hun strengt ”Ja mor” svarede jeg kort, inden jeg var ude fra mit værelse. Jeg fik sko på, og nåede kun lige at få min jakke med farten.

Måske var klokken mange, og der ville sikkert være forkerte typer ude, men luften plagede at afklare min tanker.

Jeg vandrede i godt 20 minutter, inden jeg nåede parken. Den var som mit andet hjem, der havde jeg tit søgt hen for at tænke, og slappe af. Og ikke mindst, komme væk fra alt andet.

Mine fødder, vidste hvor jeg ville hen, og de førte mig lige hen til mit lille gemmested. Det var en gammel bænk, som lå skjult bag nogle træer og buske, alle andre havde glemt den.

Den gamle bænk, kom frem ikke så langt fra mig, og jeg gik lidt hurtigere det sidste stykke. Jeg satte mig først på bænken, an lagde mig så ned, og kiggede op gennem træernes kroner, op på den fine måne, der smilede ned til mig.

Dog smilede jeg ikke tilbage. Jeg lå bare og kiggede op, og tænkte på det Frederik, havde sagt. Hvorfor, var Nicole, endt på vejen? Var det virkelig som han sagde, eller var hun faldet? Måske skubbet?

Jeg havde mange tanker, så det gjorde næsten helt ondt. Men vinden lod dog sine usynlige hænder feje nogle af mine tanker bort, så jeg kunne slappe en smule mere af. Men mine tanker, smuttede hen til, da jeg smadrede glasset, oppe på mit værelse, og riften på min kind. Let lod jeg min hånd, stryge hen over riften, men lille smule smerte bryder frem, men forsvinder igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...