When Darkeness falls

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang

2Likes
3Kommentarer
334Visninger
AA

3. Alec

Jeg steg langsomt ud af BMW'en og kiggede mig omkring. Den store grå der skole med en masse grønt buskads, foldede sig ud foran mig, virkede underligt farlig og uvenlig, Jeg rystede det af mig og tænkte på det Onkel havde sagt da han satte mig ved det gamle biblotek.  "Jeg tror du og Alec kommer til at passe strålende ind her, der er simpelthen ikke det de ikke har."Havde han sagt med det største smil på læberne. "Jeg mener flotte drenge og sådan" Lo han højt, og gav mig en albue i siden. Jeg rullede med øjnene, og tænkte i al hemmelighed at jeg havde mere end nok i Alec. "Nårgh ja, det kan jo godt være at at Alec ikke bliver så glad for det, meeeeeen, Det skulle undre mig hvis der ikke var bare èn smuk pige der." Han lo højt igen, denne gang var det min tur til at give ham en albue i siden. Jeg smilede, Onkel vidste godt mig og Alec kom sammen, og han havde nu heller ikke noget imod det, men, sådan havde han ikke altid haft det. For dengang jeg mødte Alec havde min sammenstyrtede verden set et lille spinkelt håb, og min onkels havde set det modsatte, for sagen var den at Alec var typen der gjorde mødre søvnløse om natten, han vækkede det værste i pigernes fædre, for at gøre en lang historie kort, var Alec en "Bad Boy".  I starten havde jeg hadet ham for at at få mig til at føle sådan. Og jeg havdet hadet mig selv for det. For at nærmest begære en fremmed. Og en hans første dage  på skolen havde haft Tysk sammen  og var blevet delt in i to-og-to grupper, var vi endt sammen og skulle udspørge hinanden om diverse ting. Han havde han spurgt mig om mine forældrer, og jeg ville fortælle ham om min mors kidnapning  og min fars ulykke, men ordene sad fast i halsen på mig og jeg var stormet ud. Han var løbet efter mig ud på pigetoilettet, og så mig side hulkende og sammenkrøbet under vasken. Jeg gjorde ikke modstand da han puttede mig ind til sig og hviskede beroligende i mit øre. Denne gang sad ordene ikke fast i halsen på mig, så jeg fortalte ham om det hele. Han sagde at han godt  vidste det - jeg troede sikket bare han havde hørt det fra en af de lokale men, så begyndte han at fortælle om hvorfor og hvad han i virkeligheden var. Han sagde noget som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet jeg  skulle høre; at han var en engel.

Skytsengel. Min skytsengel. Han sagde at ærkeengelene havde sendt ham, fordi der var sat en pris på mit og min mors hoved. Af hvem vidste man ikke. Det var derfor jeg følt en lille glød af håb. Min mor. Hun var i live. Han sagde at jeg for alt i verden ikke måtte afsløre ham for nogen.  Men jeg havde tørret tårene væk og sagt noget med at om han prøvede at ydmyge mig foran hele skolen. Jeg havde brugt omkring 11 minutter på at belære ham om at hvor krænkene det var at blive ydmyget med sin døde forældre. Da jeg havde brugt alle rester af vrede, spurgte han tålmodigt "Er du færdig nu?" Jeg skulle lige til at skælde ham ud igen da han foldede to enorme hvide vinger ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...