Krigen

Det handler om en knust og yderst intelligent pige. Hun bliver presset til at være med i krigen, og komme ud i de hårdeste og sværeste udfordringer, men hun giver alligevel ikke op.

0Likes
0Kommentarer
168Visninger

1. Skibet

"Vågn op, Mira!", råber mor højt, mens min lillebror hyler ned under. Uh, hvor jeg dog også hader mandage. Den fører ikke til andet end unødvendige konklusioner og tanker. Fagene er skod. Menneskene omkring mig har ingen anelse om hvor de egentlig befinder sig og hvad der vil ske. De farer rundt som hovedeløse høner og gogger dagen lang. Jeg bryder mig ikke om mennesker. Deres uintelligente og værdiløse meninger om alle og alt. Vi er alle nogle håbløse tilfælde af at være mennesker. Nogen opfører sig ligefrem som dyr. Klamt. 

"JEG KOMMER NU!", råber jeg tilbage. Jeg rejser mig dovent og træt op. Mine hjemmesko slider langs gulvet, og mine arme hænger daskende ved hver deres side. Jeg skal i bad bestemmer jeg mig for, og går så tilbage for at hente et håndklæde. Jeg stopper op da jeg ser 'det'- et fare truende skib. Jeg går nærmere hen mod vinduet nu med faste skridt. Det her kan kun betyde noget dårligt. Sidst jeg så et skib var da min far døde. I har ingen anelse af hvad af en chokbølge der skyllede igennem mig. Det var som om at mit luftrør var stoppet til med sten og at mine muskler var blevet sparket synd og sammen. Jeg lagde mig i senge med krampe-stilling og holdte mine arme rundt om mine knæ. Ikke et ord var kommet ud af min mor. Ikke en tårer havde hun fældet den dag. Hun havde ikke snakket hele dagen, og hendes blik var tåget. Hun kiggede på noget men alligevel intet. Den dag havde været helvedet, bogstaveligtalt. 

Så det er klart at mit hjerte lige banker en takt for meget af bar forskrækkelse. Jeg skynder mig at tage håndklædet med mig og skynder mig ind på toilettet. Vandet skyller ned ad mig og jeg føler mig frisk. 

"Miraaa!", råber min lillesøster nu. "Hvad er der?", siger jeg hårdt tilbage, og kan hører hende sukke. "Jeg skal altså tisse!", pier hun, og hendes hoppende fødder giver genlød i mine ører.

Da jeg endelig har tørt mig finder jeg jeg ud af at jeg vil komme forsent. Jeg tager den stor tykke hættetrøje på og de kedelige sorte joggins bukser på. Som sædvanligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...