Det er jo bare jordens undergang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 23 maj 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du bruge din sidste tid på jorden hvis du vidste at det var din sidste? Med familien? Med venner? På en bar uden nogen du kender?

2Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

1. I min sidste tid

”Bliv nu ikke alt for fanget i verden omkring dig,” sagde hun ”en dag vil alt det du har givet, blive taget tilbage. Vær' nu ikke så naiv, skat.” Det var det min mor havde sagt. Nu ser det ud som om at mor havde ret, nu bliver jorden forventet tilbageleveret, men hvem ville nogensinde have den tilbage? Den er blevet alt for brugt, og kan slet ikke sælges til startpris. Men på den anden side, jeg går op i genbrug. Ikke at jeg forventer at den bliver genbrugt. Meteoren der er på vej mod os nu, ser ikke synderligt ud til at gå ind for fairtrade. Jeg sidder på den bar jeg altid sidder på. Her har jeg jo siddet siden Lene … forsvandt. Hvilket er præcis tre år, fem måneder, én uge og 6 dage siden. Lene ville have grinet af alle de folk der lige pludselig tror på Gud. Jeg har aldrig set kirken være så fuld før. Selv ham den hjemløse satanist nede isboden sidder nu inde i kirken og mumler noget med at, ”han mente det jo ikke, da han sagde at verden bare skulle tage en fucking smoker for en gang skyld”. Det er underholdene at se hvordan folk bare køber løs af slik, kage og sodavand, fordi, du ved, jorden går jo under og alt det. Jeg bliver revet ud af rodebunken kaldet mine tanker, da bartjeneren kommer over til mig: ”En til? Det er på huset. Siden jorden jo går under vil vi ikke spilde god øl.” jeg nikker, og undrer mig over hvad bartjenerene laver på baren nu, hvor de skulle være sammen med deres familie og venner. En alt for velkendt vrede strømmer ud i min krop. For jeg ville være sammen med Lene nu, hvis hun ikke var dø-... jeg mener naturligvis forsvundet. Lene er ikke død. Lene er ude på en rejse, og hun kan hverken skrive eller ringe, for hun har tabt sin mobil i toilettet, og hendes computer er død. Ja, det var Lene i en nøddeskal. Det er synd med telefonen, men hendes gamle Asus har fortjent denne død. Så Lene kan naturligvis ikke ringe eller skrive. Det var selvfølgelig ikke særligt sødt af hende ikke at sige farvel inden hun tog afsted, og endda ikke rydde op i sin lejlighed, så det lignede at der var sket et mord. Ha-ha-ha. Typisk Lene …

En mand nærmer sig mig. Hans næse er rød, håret uglet, og ikke på den sexede måde. ”Sidder der nogen her, skattemus?” spørger han med en hæs stemme, som lyder som om alkohol ikke er det eneste han har indtaget inde for de sidste tolv timer. ”Ikke andre end min værdighed,” er jeg lige ved at sige, men holder igen. Manden er jo bare et andet offer for meteoren. ”Nej, der er frit.” siger jeg, og smiler venligt til ham. Det må se lige så falsk ud som det føles, for han sender mig en grimasse, før han bestiller en drink der vist ikke kommer til at gøre noget godt for hans tømmermænd i morgen. Ikke at han kommer til at opleve i morgen. Det gør ingen af os. Derfor sukker jeg, og tager en slurk fra flasken foran mig. ”Også dig?” spørger manden pludseligt. Hans hoved hænger lidt til siden, og hans drink hviler let i hånden på ham, støttet af hans massive ølvom. ”Hvad mener du?” svarer jeg, og trækker lidt på skuldrene som for at sige: ”Verden går ikke under, det er bare småproblemer”. Men problemet ved dét er, at verden rent faktisk går under. Så streg det. Han spejler mit skuldertræk, og hans øjne ser glasagtige ud for et øjeblik, men så vender hans blik tilbage, og han svarer. ”Jeg ved det egentligt ikke. Er det ikke meningen man skal være sammen med sine elskede her i den sidste tid? Men her er vi, på en bar, mens vi venter på en meteor der vil dræbe os alle.” Det sidste kommer ud nærmest som en hvisken. Der er en halv-komfortabel stilhed i 30 sekunder. ”Jamen så skål for os ...” får jeg ud til sidst. Vi skåler, og driver igen ind i stilheden. Hvordan endte vi her? To sørgelige, miserable, dødsdømte sjæle, på en bar uden familie eller venner. Livet er fedt. Jeg har det som om jeg er låst fast på meteoren der i morgen vil knuse os, og jeg kan ikke slippe fri. Jeg er dømt til at gå ned uden kamp. Og jeg hader det. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...