Tiger Cage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 23 maj 2013
  • Status: Igang
Den kigger på mig med det dér blik, som gør mig usikker. Jeg forestiller mig, at det er en kat. Eller bare noget mindre farligt. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvem jeg er som person, men nogle gange er jeg også hende den svage, som har brug for omsorg og kys. Den ligger sig på maven, iagttager mig, som er jeg dens næste bytte. Dog er jeg i sikkerhed, ligemeget hvor meget hvor ondt det gør i min mave. Den er fanget. Spærret inde. Dog kan jeg godt blive lidt misundelig på den. En tiger får jo maden serveret hver eneste dag og skal slet ikke tænke over livets konsekvenser. Heldigt.

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. T U E

Jeg træder ud på altanen med bare fødder og et nogenlunde humør. Solen blænder mig, og en tung luft, blandet med stilhed, kommer mig i møde. Jeg lukker øjnene i nogle sekunder og nyder at være alene for en stund. Min cremefarvede kjole flagre i vinden og kærtegner forsigtigt mine ben. Mine knaldrøde læber er tørre, og jeg drømmer mig væk i varme og trygge arme, som holder om mig.

En banken lyder fra hoveddøren, og jeg kaster mig ud af mine forestillinger og hen til entréen. Jeg tager et kig i dørspionen, men må stå på tæer for at kunne se det hele. Udenfor står en langhåret knægt iført nogle hullede bukser og en yderst nuttet skjorte. Han har heller ikke sko på. Er det ikke Tue? Jeg puster til en tot pandehår, som havde listet sig ned i øjnene på mig, og jeg mister nær balancen, da jeg gør forsøget. Jeg kigger igen. Han skal lige til at banke på endnu engang, da jeg næsten åbner døren i hovedet på ham. Et smil breder sig på hans læber, så jeg kigger ham dybt i hans glade og overraskede blå øjne.

"Jeg havde aldrig troet, vi skulle ses igen.." griner han, og jeg føler en lille trang til at omfavne ham. Det er Tue. Opkørt over hans tilstedeværelse, trækker jeg ham ind og lukker døren i.

"Hvad laver du dog her?" spørger jeg nysgerrig og trækker ham yderligere et par meter ind i stuen. Først her går det op for mig, at vi befinder os i et hjem, der ikke er værd at vise frem. Jeg føler mig en smule forlegen, men Tue ser til gengæld ikke ud til at opfatte mine nervøse træk. Jeg har ikke overskud til forklaringer og uendelige samtaler, så jeg søger tilflugt i køkkenet. Det er flere år siden, jeg sidst så Tue. En dag var han bare væk. Jeg har ikke hørt meget om hvorfor, udover at det var meget spontant. Jeg har ikke haft kontakt til ham siden. Nu sidder han inde i vores gamle palisander sofa, som om intet er hændt. En dråbe af sved sniger sig langsomt ned af den ene kind, men jeg tørre den hurtigt væk med hånden. Jeg koger, også selvom jeg står i løs kjole og uden sokker. Jeg griber en pakke mariekiks på køkkenbordet og prøver at finde mig selv, da jeg med forsigtige skridt tripper tilbage til stuen.

"Jeg er alene, Sarah." siger Tue så. Han ser ned i gulvet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

"Er dine forældre hjemme?" Han kigger sig omkring og læner sig tilbage i sofaen.

"Nej, de er vidst nok på kaffebar resten af eftermiddagen." fortæller jeg, og jeg sætter mig ved siden af ham. Jeg åbner kiksene i en hurtig bevægelse og tager et par af dem op af posen. Jeg ligger dem på bordet, så han kan tage en. Men han bliver bare siddende.

Jeg bider mig i læben. Stuen har oprindeligt hvide vægge, men med årene er de blevet mere og mere grå. Det er nok derfor, jeg altid har set stuen som mørk og kedelig. Den er heller ikke særlig stor. Men det er vores lejlighed ikke generelt. Der er plads til en skænk, hvor der står to billedrammer. Det ene billede er af min mor og far, da de blev gift. Der er de begge meget glade. Det er mere, end hvad de er i dag. Det er sjældent, jeg ser dem begge smile på en gang. Det andet billede er af mig som fire årig. Jeg har en gul regnjakke på og sidder sandsynligvis i en park. Jeg var meget glad. Derudover står her et gammelt sofabord og en kasse af et fjernsyn i det ene hjørne.

"Jeg er blevet smidt ud," sukker Tue. "De gider ikke have mig mere, de vil bare glemme mig. Jeg er ikke længere deres barn. Det sagde min mor."

Jeg får en urolig følelse i kroppen. Jeg er ikke god til det med ansvar, slet ikke. Jeg vil helst undgå det. Jeg tager et nervøst kig på klokken. Den nærmer sig fem. Hvad har Tue lavet? Jeg ved at drengen kan være en smule pålidelig på visse tidspunkter, men i den grad, som jeg ser for mig? Jeg kender ham, som den afslappede og intetanende type, men han kan jo have ændret sig meget på fire år.

"Tue, det er jeg ked af at høre. Men hvordan i alverden har du fundet mig?" spørger jeg, uden at skænke ham et blik.

"Internettet. Det er ikke så svært, som man skulle tro." klukker han, og endelig læner han sig frem og tager en mariekiks. Han gnasker den omhyggeligt, inden han synker den i en mundfuld. Hans hår er fedtet, og jeg har aldrig set ham så tynd før. Jeg vil ikke vide, hvordan han har levet indtil nu.

"Jeg fandt en internetcafé samme dag, som jeg blev smidt ud. Jeg fik en halv time for mine sidste lommepenge, som jeg lagde i min venstre sko." Han virker ikke særlig påvirket, hvilket bekymre mig lidt. Tue og jeg har været venner siden første skoledag. Da han pludselig var væk, græd jeg som aldrig før. Men livet gik jo videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...