Frost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 25 maj 2013
  • Status: Igang
Victoria er lige rejst fra USA til det lille, kolde land Sverige, da hun møder den mystiske og charmerende dreng, Jasper. Han trækker hende længere og længere ind i sit "specielle" liv, og pludselig er Victoria en brik i et puslespil der måske ikke kan reddes...

2Likes
1Kommentarer
237Visninger
AA

2. Paranoid

Jeg vågnede alt for tidligt - mit vækkeur prøvede at bilde mig ind, at klokken kun var halv seks - badet i sved og med en følelse af ikke at kunne trække vejret. Jeg havde drømt, og det overraskede mig, hvor paranoid min underbevidsthed var.

I drømmen var jeg inde på en gammel skole. Der var mørkt. Tomt. Det var indrettet som et af de der lidt overdrevne spøgelseshuse. Stedet her manglede bare de effekter hvor stolen flyver, eller bestikket falder ned af bordet, eller at kaffekoppen pludselig går i tusind skår på det hårde, knirkende gulv. Eller den døde kat, der snitter lange åbne sår i de blegnede blå bomuldsgardiner. Alle de små, diskrete lyde der var. De var der ikke. Så dukkede en mand pludselig op - tydeligvis matematik- eller fysiklærer, med sin gråtone-stribede skjorte og den lasede bog han havde under armen, men her fremstod han mere som en overophedet dæmon. Han skulede til mig med et af de der "hvis-blikket-kunne-dræbe"-blik, og skubbede mig hårdt ned i et sort hul. Mørket omringede mig i samme sekund jeg endte i det. Det tog mig flere lange sekunder at orientere mig, og opdage at jeg faldt. Pludselig blev jeg fyldt med panik og vrede. Panik, over min forfærdelige situation. Det var vel slut nu? Alt var væk. Her var kun mørke. Vrede, over den åndssvage dæmon der havde skubbet mig herned. Han kunne vente sig, ku' han. Men panikken overstrømmede hurtigt vreden - den idiotiske vrede, for jeg ville aldrig få chancen for at give ham én på skrinet - og endte med at sluge mig hel. Den omfavnede mig så længe, at jeg næsten nåede at vænne mig til tanken om døden.

 

Så var jeg vågnet.                                                                                                             Et øjeblik overvejede jeg, om min paranoide underbevidsthed kunne kureres af en psykolog. Men den tanke opgav jeg hurtigt. Da min vejrtrækning nåede en stabil rytme, stod jeg op. Jeg vidste at jeg godt kunne bruge noget mere søvn, men jeg havde ikke tænkt mig at risikere at ende i det sorte hul igen. Jeg tog mine grå jeans på, og en ny, alt for tyk sweater.  Så gik jeg ud i mit nye køkken og klaskede to spejlæg på panden. Mens jeg ventede på min morgenmad, gav jeg mig til at undersøge det lille, småt forsynede rum. De nederste skabe var tomme, på nær nogle marmeladeglas, og en pose kartofler. I ovnen stod en tør chokoladekage som åbenbart var en velkomstgave fra ejendomsmægleren. På lågen til det øverste skab sad en lille, enevældig edderkopi sit silke-spind og hoverede over sit rige. så dér skulle jeg ikke nyde noget af at stikke hånden hen. I den sidste opbevarings-mekanisme - nemlig mit råhvide køleskab, stod mine egne medbragte madvarer; en pose chips, 2 liter mælk, 5 æbler, noget mystisk kød fra den centrale købmand og en pakke chokoladekiks.

Da jeg havde spist op, var der stadig for lang tid til skolen startede, til at gå direkte mod målet, men i stedet for at sidde hjemme i min brune sofa og bekymre mig, valgte jeg at gå en omvej. Jeg trak i mine vinrøde vans og en tyk, stribet regnjakke. Så greb jeg paraplyen og den skinnende sølvgrå nøgle, og drejede den i låsen. Det knirkede i nøglehullet som svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...