Frost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 25 maj 2013
  • Status: Igang
Victoria er lige rejst fra USA til det lille, kolde land Sverige, da hun møder den mystiske og charmerende dreng, Jasper. Han trækker hende længere og længere ind i sit "specielle" liv, og pludselig er Victoria en brik i et puslespil der måske ikke kan reddes...

2Likes
1Kommentarer
322Visninger
AA

3. Drengen

Jeg trådte forsigtigt gennem det lille hul i hækken, som jeg anvendte som havelåge. På den anden side af hækken lå skoven; Et overraskende stort areal med store klynger tynde, mørkebrune stammer med en masse grønne blade. Jorden var dækket  af mos og et væld af lysegrønne slyng- og ukrudtsplanter, der gjorde det svært at se hvor man gik. Men jeg havde været her før, og af erfaring vidste jeg, at jeg bare skulle fortsætte ligeud, til jeg nåede det store egetræ, og så dreje til venstre. Så ville der komme en sti, som førte mig resten af vejen til den nye skole. Det var en rar måde at undgå byens larm og trafik. Da jeg nåede egetræet - mit ynglings opholdssted på grund af de smukke omgivelser, og de afslappede lyde, der altid fulgte med en skov som den her - satte jeg mig op af den gråbrune stamme, og tog en pause. Jeg kunne jo lige så godt få bare noget godt ud af min dag, så jeg tog min skitsebog frem, og så ud over den store sø, det strakte sig ud i horisonten. Mit motiv var et stykke af den sydlige bred, hvor der flød en samling åkander. Langsomt formede jeg billedet på mit papir, mens jeg lod tankerne flyve. Jeg måtte have været langt væk, for jeg hørte ikke da han kom og satte sig ned. "Hej", sagde han. "Victoria, ik?" Jeg drejede hovedet, og så pludselig på et ret u-perfekt, kantet ansigt. Hans kindben var en anelse for høje til resten af hans ansigt. Han læbe var en smule skæv, næsen var tynd mellem de store øjenbryn, der lå som et busket slør hen over øjnene. Det var umuligt at se farven på dem, fra min vinkel. Hans hår var et stort virvar af mørke krøller, der pludselig fik mig til at tænke på en dreng fra bandet "One Direction", der hed Harry. Jeg sammenlignede dem et øjeblik; krøllerne klædte ham her bedre.

Pludselig så jeg, at hans blik hvilede på mig. Hvor mange sekunder havde jeg brugt på at bedømme ham? Jeg mærkede min krop forråde mig, da varmen stille sivede frem i kinderne. Da han så det, lo han. Sådan en kort, glad latter. Så så han ned på mit papir. Min tegning var næsten færdig. De mørkeste streger udgjorde den bølgende kant, der var dækket af græs og siv. Åkanderne bølgede let på det store skinnende spejl, der lavede lange, bevægelige kopier af de få træer, der stod klynget skævt ud over det. Faktisk et smukt billede. Men det ville jeg ikke sige højt; jeg havde altid været en ydmyg tegner. "Den er ikke færdig", sagde jeg. Han så op på mig, smilede let, og så så han ned på det sorthvide billede igen. "Du har talent", svarede han: "Er det noget du gør tit?" Jeg gav ham den korte udgave, der indebar at jeg havde tegnet i mange år, og at det gav mig en slags ro i kroppen. Det var sjældent folk fik den lange udgave, men de fleste tog imod den korte, uden spørgsmål, så jeg slap for at uddybe det. Sandheden var, at jeg var begyndt at tegne af en grund. Da jeg var omkring 8 år, boede jeg hos min far, fordi mi mor var på hospitalet. Han havde det hårdt, og arbejdede fra morgen til aften hver dag, så jeg var overladt til mig selv det meste af tiden. Nogen gange skulle han over-arbejde i weekenden, og det gjorde ham af og til vred. Han sagde ting som ikke var de bedste for en 8-årig, og skændte på alle fra arbejdet. Nogle gange beskyldte han mor. Hans opførsel forvirrede mig. Jeg prøvede at give ham et kram, eller hjælpe ham, eller rydde mit værelse op. Men han så det ikke rigtig. En dag tegnede jeg ham og mig på en sofa med en skål popcorn i hånden. Den scene var aldrig fundet sted, men det var et sødt håb. Det så rart ud. Vi smilte. Da jeg var færdig med den, gik jeg ud for at vise ham den. Jeg hev ham lidt i ærmet, og løftede den op foran  hans ansigt. Men han trak i telefonledningen, så han kunne vende sig om, og nøjedes med kort at klappe mig på skulderen. Jeg troede det var fordi han ikke kunne lide min tegning. Det var kunst af den slags man kunne forvente sig af en 8-årig, med farvede streger og sjuskefejl. Men jeg synes da ikke der var noget galt med den. Så prøvede jeg at lave én til. Denne gang stod vi i haven, midt i et blomsterbed. Men da jeg så på ham - helt oplyst af stolthed over mine evner, og af håb - og bad ham kigge, så ham på mig og nikkede 'nej'. Så gik han. Jeg tegnede flere hundrede tegninger. Til sidst fyldte de alle mine vægge på mit værelse, bagsiden af døren, og min opslagstavle. Men de blev aldrig gode nok. Så jeg blev bare ved med at tegne...

Jeg fortalte det sjældent til nogen, af frygt for at de ville mene at det var synd for mig. Det var det ikke. I hvert fald ikke længere. Jeg var kommet videre. Jeg havde glemt ham.

Da jeg slap ud af min gamle karrusel af minder, så jeg til min store skræk at hans blik var rettet mod mig igen. Jeg så ned, og igen blev jeg forrådt af mine blussende kinder. Men pludselig så jeg op. Hvem var han egentlig? Han var bare kommet, og havde gjort mig flov, uden overhovedet at give mig et navn. Jeg havde planlagt at se ham dømmende i øjnene, til han indså sin fejl. Men det havde han vist allerede, og han rejste sig op, og gav mig hånden - en anelse for...gammeldags, måske. Men jeg rejste mig også, og tog imod hans gestus. "Jasper. Jasper Frost. Jeg bor i det lidt overgearede hus for enden af vejen. Jeg går ikke på skolen - hjemmeundervisning. Men jeg vil gerne vise dig rundt i byen, hvis det skulle være." Jeg smilede, og svarede: "Victoria. Lige flyttet til. Ved ingenting. Ja tak." Det sidste fortrød jeg lidt - jeg burde lige lære ham at kende først, men han virkede charmerende på en .... anderledes måde, og han smilede, da jeg nåede de sidste 2 ord så han måtte have håbet på lige netop dét svar. Instinktivt så jeg på mit ur. Shit! Den var 5 minutter i 8! Jeg ville kun kunne nå derhen hvis jeg spænede afsted i samme sekund. Jeg skævede i den tænkte retning. Han fulgte mit blik, og udbrød; "ups... nu kommer du for sent." Jeg smilede. Det går nok, tænkte jeg. Det gør ikke noget at jeg ikke kommer i skole, hvis jeg er sammen med dig. Jeg smed det væk. "...Jeg må løbe", sagde jeg i stedet for, og smilede et lille, skævt smil der ligesom sagde 'undskyld'. Så løb jeg.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...