Junglens Hemmeligheder.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2013
  • Opdateret: 23 maj 2013
  • Status: Igang
Scarlett, Amy og Mads var bedste venner i verden. De går på en helt almindelig skole i et helt almindeligt land. Eller hvad?. For hvem kan forudse at blive sendt ud i junglen? At få venskabet sat på en hård prøve? Og alt det bare på grund af et skænderi med en lære?

1Likes
0Kommentarer
137Visninger
AA

1. Amys synsvinkel- Helt almindelig dag

Jeg gik i den silende regn. Den trommede den på min paraply. Mit tøj var fuldstændig gennemblødt. Nå, jeg må vel hellere præsentere mig selv: Jeg hedder Amy Miabelle Stenbaek. Jeg er 14 år og går i 7. klasse. Jeg harn leverpostejs farvet hår og brune øjne.  Jeg er overhovedet ikke populær i klassen. Jeg bliver heller ikke mobbet. Det er mest sådan at alle er ligeglade med mig. Ingorere mig fuldkommen. Bortset fra i matematik. Der vil alle arbejde sammen med mig. Men kun fordi jeg er mega god til matematik og fik mindst 10 i alle matematik prøver. Det var meget trist at alle var lige med mig. Nej ikke alle var ligeglade. Jeg havde jo SAM. Nej det er ikke en pige der hedder Sam. Det er mig og mine to bedste (og eneste) venner. Vores lille klub hedder SAM. Det er forkortelsen af vores fornavne: Scarlett, Amy og Mads. SAM. Da vi skulle finde på det holdt Mads fast i at vi skulle hedde MAS. Men mig og Scarlett fik overbevist ham om at det var et tåbeligt navn til vores klub. Jeg smågrinede og gik ind ad porten til skolegården.

Da jeg kom op i klassen var der stadig et kvarter til at vi skulle møde. Jeg var ligeglad. Jeg var kommet tidligt med vilje. Det havde vi aftalt så vi kunne være sammen før timen begyndte. Jeg hang min drivvåde jakke på én af knagerne og satte min paraply på gulvet. Min trøje var frelst fra regnen, men mine bukser, og sko var drivvåde. Jeg gik ind i klasselokalet. Dér stod Scarlett og Mads. Mit humør steg til top. Tanken om mit våde tøj blev blæst væk. De to kunne altid redde min dag. Vi kom aldrig op at skændes. Vi havde været venner siden børnehaven. "Amy! Endelig! Vi har ventet i en EVIGHED!". Jeg nåede ikke at opfatte noget før Scarlett kastede sig om halsen på mig i en kram der kunne knuse en bjørn. "Vi har kun ventet 3 minutter" sagde Mads smilende og gik hen til os. Scarlett slap sig tag i mig. Jeg gav Mads et hurtigt kram.

"Hvad har i lavet i weekenden?" spurgte jeg med et smil. "Jeg har været hjemme hos min far ovre i Aalborg" svrede Mads. "Jeg har været på gaden. Jeg bagte en masse kager og gik ned og solgte dem. Det gav gode penge. Ja jeg spiste en del selv..." svarede Scarlett. Min mund løb i vand. Scarletts kager var det bedste. "Din lille sukkergris!" grindede Mads og uglede hendes hår. "Det ville du snart ønske at du aldrig havde gjort!" råbte Scarlett smilende. Hun rakte hånden frem mod ham og bevægede fingrene op og ned. "NEJ! DU MÅ IKKE KILDE MIG!" skreg han grinende og flygtede ud i klasselokalet. Scarlett løb efter ham, og jagtede ham rundt mellem borde og stole. Hun fik med mellemrum fat i ham og kildede ham. Det fik ham bare til at løbe endu hurtigere. Jeg stod tilbage og smilede. Alstå de to!.

"Amy! Kom lige og hjælp mig! Jeg har ham- nej vent jeg har ham ikke- jo, nu har jeg! Hjælp mig med at kilde! Pokkers, kom her!" råbte Scarlett som hun fangede ham og han slap væk. Tilsidst kunne ham ikke mere. Hanfaldt grinende på knæ på gulvet. "NU har jeg dig! Kilde kilde kilde!" grinede Scarlett. Mads skreg af latter. "Hahaha!! Nej nej lad vær'! Hahahaha! Hjælp, haha mig Amy! Hahaha!". Jeg gik hen til dem imens jeg rystede på hovedet og måtte som sævanligt skille dem ad.

De andre i klassen kom så småt dryssende. Inden længe ringede klokken og vi satte os på vores pladser. Vores klasselære kom ind, og smilede til os. "Godmorgen børn!" sagde hun. Hun begyndte at skrive dagens program på tavlen. Alle stønnede. I første time skulle vi have diktat. "Helt ærligt Birgit! Det kan du ikke mene! Vi hader diktat!" råbte Kristian, klassens klovn. Alle grinede og istemte sig enige. Og vi var alle i skole idag. 14 piger og 11 drenge. 25 ustyrlige teenagere. Men Birgit gav sig iklke så let. Hun var kampberedt.

"Hvis bare én brokker sig får hele klassen sjuskefejl i diktaten, og får skrevet det til forældrene!" råbte hun over klassen. Stilheden bredte sig hurtigt som en virus. Snart sad alle og svedte over ditaten. "Ordet i skal skrive er 'Demonstrativ'." sagde Birgit. Jeg kunne ikke helt se hvordan sådan et ord passede ind i resten af teksten. Måske fordi jeg ikke helt vidste hvad det betød. Lige meget. Jeg ville alligevel få fejl. Jeg begndte at skrive og glædede mig allerede frikvarteret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...