Lev livet mens du kan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 23 maj 2013
  • Status: Igang
En dagbogsfortælling jeg afleverede i skolen. Fik et sikkert 12-tal for den, så håber I kan lide den :)

0Likes
0Kommentarer
282Visninger

2. 2.

Kære Dagbog

Jeg ligger på sygehuset. Jeg vågnede her for en halv time siden. Jeg har det helt underligt. Mor, far og Marie sad og kiggede på mig med et underligt udtryk i ansigterne, da jeg åbnede øjnene. De sagde, jeg havde ligget bevidstløs i to dage! Lige nu er de et smut i cafeteriet. Marie er hos mormor. Der gad jeg faktisk godt være, jeg savner hendes klejner... Jeg kan komme derop, når jeg er færdig med det her sygehuspjat!

- Lena

 

Lena lukkede dagbogen og kiggede lidt rundt. Lige nu gad hun godt spille fodbold. Hun ville løbe med en bold, score et mål og høre jubelbrøl imens. Det ville være en fed følelse. 

Da Lenas mor og far kom tilbage så de noget bekymrede ud. Lægen kom ind lige bagefter og lukkede døren til stuen. Lena lå med halvåben mund og kiggede fra den ene til den anden. De så meget bekymrede ud. "Jeg synes, vi skal sige det nu," sagde Lenas far der stod og rystede svagt med sin hånd, så kaffen var ved at svulpe over. "Sige hvad?" spurgte Lena, selvom hun ikke vidste, om hun ville høre, hvad de havde at sige. "Lena, min skat," sagde moren, der blev stoppet af tårer, der løb ned ad hendes kind. Så begyndte lægen at snakke: "Lena, jeg kan desværre fortælle dig, at du aldrig kommer til at gå igen." 

Fra da af stod Lena helt af. Selvom lægen sagde meget mere på hospitalssprog, og hendes mor lagde sig indover hende med en hulkende krop, kunne Lena ikke andet end at kigge ud i luften stadig med halvåben mund. Hun mærkede dog et par tårer presse løbe nedad kinden. Nu kom hun jo aldrig til at besøge mormor mere, og hun kom aldrig til at spille fodbold. Hun ville gå ud med titusind skraldespande for at kunne gå.

 

En måned efter Lena var kommet hjem fra hospitalet, lå hun på sofaen og så film. Nu hvor hun sad i kørestol, kunne hun ikke komme op på sit værelse, så de vigtigste ting var flyttet herned. Alle nætter lå hun og prøvede på at bevæge sine ben, men intet hjalp. Hun lå og græd resten af nætterne og det meste af dagene. Marie var blevet så bange, at hun også græd, og hun blev nødt til at blive hjemme fra børnehave den første uge. Lige nu sad hun ovenpå og læste historier med mor. Far var blevet nødt til at tage på arbejde. "Bare et par timer," havde han sagt, men Lena var sikker på, han først kom hjem imorgen. Det gjorde han altid. Han følte, det var ulykken var hans skyld, fordi han ikke havde kørt Lena i skole. Lena havde fået masser af "God Bedring"-kort fra klassen. Amalie, Lenas veninde, havde været forbi med den kort efter ulykken. Lena havde læst dem mange gange, men hun fik det altid dårligt. Hun begyndte tit at hulke af gråd, og måtte lægge kortet fra sig kort efter. Hun vidste, det ikke hjalp at græde. Men hun vidste også, at det ikke ville hjælpe at smile og være glad. Hun vidste bare, at hun ville væk. 

Lena havde altid beundret udsigten fra sin families hus og ud til havnen. Man kunne se alle de små både ligge opad hinanden. Der var kun 50 meter derned, og det var en asfalteret vej, perfekt for en kørestol. Lena skrev på et lille stykke papir og satte sig op i kørestolen. Hun havde lært, hvordan man gjorde, de havde trænet det hele sidste uge. Hun kørte ligeså stille og lydløst ud af huset og ned ad vejen, ned mod havnen. Hun kørte ud til kanten - og lidt længere

 

Kære mor, far og Marie

Jeg ved godt, jeg giver op hurtigt, men jeg vænner mig aldrig til livet lænket til en stol.

- Lena

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...