Popular {Eric Saade}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 26 maj 2013
  • Status: Igang
Den berømte Eric Saade har ikke kun fans, det ser man tydeligt da hans limousine sprænger i luften midt ude i ingenmandsland. I starten tror han at det var et fysisk uheld, men senere skimter tanken ham, at det måske ikke var. Længe har der været nogle efter ham, dog har han altid haft super god beskyttelse. Men ikke denne gang. Da han er på vej til sit livs største koncert, sprænger limousinen i luften, og hans chauffør dør, men noget mystisk får chaufføren sagt inden eksplosionen tager fat. Eric møder da en skøn pige på en gård der ligger helt øde i markerne. Og en smuk kærlighed blomstre mellem dem. Men hendes familie har strenge regler og vigtige traditioner, som Eric må leve op til.

5Likes
1Kommentarer
515Visninger

2. kap 2


Eric's synsvinkel

 

Endelig slog jeg øjnene op, og indså med det samme noget jeg ikke havde regnet med. Jeg var i live. Men hvordan kan det være muligt? Bilen nærmest sprang i luften, og nu sidder jeg her, næsten helskindet. Det er jo umuligt. Jeg tog mig overvældet til hovedet og opdagede at jeg faktisk blødte end del. Jeg tog en dyb indånding, og overvejede kort situationen. "Hvad gør jeg?", var den eneste tanke der strømmede gennem mig. Da rykkede jeg lidt på mig og mærkede tydeligt en stor smerte sprede sig i min ryg, en smerte jeg først lagde mærke til nu. Det gik nu rigtig op for mig at limousinen vendte på hovedet og at jeg rent faktisk sad fast. Jeg måtte ud her fra. Smerten strømmede igennem hele kroppen på mig, da jeg prøvede at kravle ud af det knuste vindue på den ødelagte limousine. Jeg skar mig på et af det ødelagte vindues glasskår, da jeg kravlede igennem, men smerten var intet i forhold til den smerte jeg følte i ryggen. Først da jeg kom ud tillod jeg mig at se rundt: Der lå stumper fra limousinen overalt, da gik det op for mig hvor heldig jeg har været at sidde bagerst i limousinen, hvis jeg havde siddet oppe foran hos George var jeg helt sikkert ikke i live nu. Vent. George! Jeg kiggede målrettet til alle sider, men jeg kunne ikke se ham. "George!" Skreg jeg højlydt, i håb om at han var overlevet så vel som jeg. "George!" Prøvede jeg igen, men fik intet svar. Mit hjerte bankede på fuld drøn, jeg vidste hverken om jeg skulle gå til højre eller til venstre, jeg var så forvirret. "George!" Skreg jeg i håb om at han ville høre mig denne gang. "Svar mig nu...." Lød det svagt gennem mine læber. Jeg satte mig opgivende ned på jorden, og så til mens limousinen brændte en smule, der sad jeg og stirrede ind i flammerne. Men jeg var ikke parat til at være taknemmelig for at være i live endnu, ikke før at jeg fandt George, ikke før jeg ser at han er i live. Jeg tog mig til mit hoved og kunne nu mærke at jeg blev lidt svimmel, da jeg tog hånden til mig igen så jeg at der igen lå en klat blod. Jeg rystede bare svagt på hovedet "Jeg når aldrig til den koncert...." - " Jeg dør her ude, og ingen finder mig nogensinde.... Hvorfor skulle George også lige tage en omvej?". Jeg smed mig irriteret tilbage så min ryg ramte jorden, og så tog jeg mine arme op under min nakke og så ellers bare op mod himlen. I sekundet jeg smed mig ned på ryggen tænkte jeg ikke på den smerte der spredte sig i min ryg tidligere, men nu vendte den tilbage. Jeg ignorerede den først, jeg havde brug for at slappe af og lod det så ligge. Jeg prøvede at tænke mig om, jeg prøvede at tænke mig frem til hvor George kunne være. Og så tænkte jeg tilbage på dengang jeg så CSI: En bil kørte ind i en pige, og hun røg flere meter bagud. Måske havde trykket fra eksplosionen ramt George så hårdt at han var flere meter væk? Jeg satte mig i det samme op. Jeg tror faktisk jeg har fat i noget her, måske, måske var trykket så hårdt at han fløj flere meter bagud. Jeg satte mig i det samme op, og prøvede at regne ud hvilken retning han ville ryge hen. Vi kørte midt på vejen, og George sad foran, bomben blev helt sikkert afløst da George gjorde den dér bevægelse. Så bomben må have været tæt ved ham, så dybets set ville han flyve foran. Og i betragtningen af at jeg heller ikke kan se den forreste del af bilen, må den være knækket af af resten af bilen... Åh gud, stakkels George. Jeg håber virkelig af alt i mit hjerte at han er i live. I det samme jeg fik regnet det hele ud, begyndte jeg at gå frem af. Hvor ville jeg dog bare ønske at vi havde taget en cykel med, men nej, jeg måtte benytte mig af mine ben.

 

~{¤}~

 

Jeg kiggede nu på min mobil for 8. gang, klokken var blevet 02:34, hvilket vil sige at jeg havde gået rundt herude i 4 timer. Jeg var efterhånden blevet meget træt i mine ben, men tvang alligevel mig selv til at gå, jeg ville ikke stoppe, jeg måtte bare finde ham. Jeg kunne ikke klare tanken om at han garanteret sad fast i den anden del af limousinen lige nu, og led meget mere end jeg gjorde, helt alene ude af stand til at hjælpe sig selv. Jeg rystede den skrækkelige tanke af mig og gik videre med faste skridt. Jeg må og skal finde ham. Jeg trak min hånd gennem håret og indså hvor meget jeg egentlig svedte, i betragtningen af hvor varmt der er her ude på sådan en sommerdag, undre det mig faktisk ikke. Jeg så derfor ned af mig selv, og undslap et lille fnys da jeg så at mit tøj var gennemsvedt.

Efter en timestid fik jeg øje på noget der ligne toppen af et tag. Det er bare løgn, er det et hus? Jeg smilte over hele hovedet, og begyndte langsomt at løbe hen mod det der lignte et hus. Da jeg kom tættere på kunne jeg straks se at de tanker jeg havde gjort mig var sande. Det var et hus, Eller mere præcis, var det en gård, men what ever. Jeg løb forpustet op mod fordøren, og bankede på døren, i håb om at der boede nogen. Gården var gammel og nedslidt, alle lys var slukkede og alle gardiner var trukket ned. Så det er svært at sige om gården var forladt eller om de bare sov. Da ingen kom og åbnede døren, bankede jeg på endnu engang, men denne gang hårdere. Jeg blev straks bange da ingen kom. Det er bare løgn, har jeg gået rundt her ude i 5 timer, for at finde en ubeboet gård! Jeg blev en smule hidsig og sparkede irriteret til det der skulle forestille en plante. Og i det sekund jeg skulle til at gå, gav døren sig og der stod en dame i døren. Jeg vendte mig om mod hende, og mødte med det samme hendes trætte øjne. "Gudskelov" Udbrød jeg da jeg så hende. Hun stirrede bare på mig med store øjne, stor øjne der skræmte mig. "Ehh. Mit navn er Eric" Brød jeg tavsheden og rakte min hånd frem for at hilse pænt."Det er sjældent vi får gæster. Hvad laver du helt her ude?" Spurgte hun undrende. Hun ville aldrig tro mig hvis jeg fortalte at min limousine sprang i luften, min chauffør er blevet væk og at jeg har vandret her ude i ingenmandsland i 5 timer. Så jeg fortalte hende en løgn.. "Eh, jeg var ude at køre med min far, men bilen havde ikke mere benzin, så jeg besluttede mig for at lede efter en mulig gård som jeg kunne ringe efter hjælp fra." Jeg smilede skævt til hende, i håb om at hun ville falde for min dumme men ellers kreative løgn. Hun nikkede mistænksomt og kiggede lidt på mig, "Kom ind Eric" sagde hun til sidst. Jeg smilede taknemlig og trådte ind. Huset så lige så gammelt ud indeni som udenpå, men her var hyggeligt, ingen tvivl om det. "Tusind tak, for din venlighed" Sagde jeg smilende, da jeg blev færdig med at studere huset. "Ingen oversa...." Hun blev afbrudt da en mand omkring de 48 år, trådte ind i stuen. "Hvem er det Margaret?", spurgte han og hentydede tydeligt til mig. "Dette er Eric, hans bil er gået tør for benzin. Vi må da kunne hjælpe skat?" Lød det fra damen som åbenbart hed Margaret. Manden stod lidt og stirrede på mig, han var tydeligvis ikke meget for at hjælpe mig, men til sidst gav han sig: "Fint... Men vi må vente til i morgen, Eric du kan sove på gæsteværelset". Jeg var meget taknemlig for at han ville hjælpe mig, men det undrede mig at de havde et gæsteværelse når de jo aldrig fik gæster? "Tusind tak" Sagde jeg, og i det samme fulgte Margaret mig ind på gæsteværelset. "Du siger bare til hvis du mangler noget" Sagde hun smilende og lukkede døren efter sig. Margaret var nu meget venlig, men jeg tvivler på at hendes mand er. Jeg satte mig stille på sengekanten og tog så mine sko af, jeg svang benene op på sengen og lagde mit hoved på hovedpuden. En stærk smerten spredte sig i min ryg igen, så jeg ikke kunne undgå at undslippe et lille klynk. Jeg tog så min jakke af, så jeg kun havde min T-shirt, løse bukser og mine strømper på. Jeg lå lidt og så op i loftet, mens jeg tænkte på George. Det var svært at tænke på at han muligvis ikke var i live. Og først nu tillod jeg mig at tænke tilbage på eksplosionen og det der skete før ulykken:

 

Jeg sad i sofaen og skrev nogle useriøse sms'er til Danny, et skævt smil spredte sig på mine læber da han svarede. Pludselig kom George farende ind af døren, han så meget forpustet ud. "Eric, er du så klar til koncerten i morgen?" Spurgte han og satte sig ved siden af mig i sofaen. "Ehh ja. Selvfølgelig, den koncert betyder jo alt for min karriere" Sagde jeg med et stort smil på læben. George nikkede bekræftende, og strøg sin hånd over panden på sig selv for at tørre svedet af. "Hvae, har du været ude at løbe et maraton?" Jeg kunne ikke undgå at grine lidt, det var ikke normalt for George at træne, han sad altid i sin lænestol og læste ugens avis, mens han så tv. Han fnøs "Nej.." - "Nåår jo, jeg skulle bare skynde mig at give dig den her" Sagde han og rakte mig en kuvert. Jeg tog straks i mod den, og tøvede lidt med at åbne den. Men gjorde det til sidst. "Hvem er det fra?" Spurgte jeg mens jeg tog brevet op fra kuverten. "Det ved jeg ikke, en mand jeg ikke kunne genkende, bad mig om at give det til dig" sagde George bare, mens han så spændt på mig. Jeg nikkede svagt og åbnede brevet, hvor i der stod:

 

Selvom du er nået til top

Vil jeg bede dig holde op

Ellers koncerten i morgen et blodbad vil blive

Men hvis du på trods af blodbadet er i live

Skal jeg nok sørge for at du dør

Men mere end jeg gjorde før

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...