Popular {Eric Saade}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 26 maj 2013
  • Status: Igang
Den berømte Eric Saade har ikke kun fans, det ser man tydeligt da hans limousine sprænger i luften midt ude i ingenmandsland. I starten tror han at det var et fysisk uheld, men senere skimter tanken ham, at det måske ikke var. Længe har der været nogle efter ham, dog har han altid haft super god beskyttelse. Men ikke denne gang. Da han er på vej til sit livs største koncert, sprænger limousinen i luften, og hans chauffør dør, men noget mystisk får chaufføren sagt inden eksplosionen tager fat. Eric møder da en skøn pige på en gård der ligger helt øde i markerne. Og en smuk kærlighed blomstre mellem dem. Men hendes familie har strenge regler og vigtige traditioner, som Eric må leve op til.

5Likes
1Kommentarer
524Visninger

1. kap 1

Eric's synsvinkel

 

Jeg sad og spekulerede over hvorfor Gerorge havde valgt at tage den her vej, jeg havde egentlig helt vildt meget lyst til at spørge ham, men jeg lod alligevel vær'. I mellemtiden kiggede jeg ud af vinduet, ikke fordi der var noget spændende at se, det var altid det samme: Træer, Græs, Jord og den slidte vej vi kørte på. Jeg undslap et kedeligt suk. "George..." Spurgte jeg. Det er min chauffør, han er fra London. "Ja?" Svarede han flinkt, som en chauffør nu skal.

"Hvor er vi..?"

"Vi er ved hotellet om 8 timer, hvis det var det du fiskede efter at få at vide"

Han bruger altid de mærkeligste ordsprog... Jeg nikkede bare, selvom jeg godt vidste at han ikke kunne se det, han lod samtalen ligge og fortsatte med at køre. Han er ikke så snak-saglig, men han er nu god nok. Pludselig kunne jeg se at vi satte farten ned, nok på kanten til at stå stille, og jeg blev nu meget nervøs. "Hvorfor sætter vi farten ned?" Spurgte jeg forvirret. Ikke fordi det hastede, men fordi jeg kedede mig, og så dum jeg var, havde jeg ikke taget noget underholende med. Kun min mobil, men der var ingen dækning her ude i ingenmandsland. George vendte sit hoved og kiggede på mig, bilen kørte stadig men det var ikke det der tog min opmærksomhed da vi jo kørte så stille som vi gjorde. Han kiggede på mig med sørgmodige øjne og sådan blev han ved. Jeg stirrede bare på ham. efter et stykke tids stirren spurgte jeg: "George, er du okay?", jeg blev efterhånden meget bekymret for ham. "George?", spurgte jeg igen, da han ikke svarede mig første gang. Der gik endnu et kort øjeblik hvor vi fortsat stirrede på hinanden, men vores blikke var ikke ens. Mit var uroligt og forvirret, mens hans var utrolig sørgeligt. Men pludselig satte han farten op igen, han fjernede sit blik fra mig og rettede det mod vejen. Jeg lod som om at den lille episode ikke betød noget, og stirrede bare ud af vinduet igen. Men denne gang var det ikke græsset og træerne jeg tænkte på, men hans blik. Hvordan han så så sørgmodigt på mig, han så næsten knust ud. Jeg havde altid set George som den glade og smilende, dog lidt stille, men ellers positive mand. Jeg har aldrig rigtig tænkt på ham, bare, som min chauffør. Sådan følte jeg aldrig, min tidligere chauffør var også min ven, såvel som George er. Og sådan sad jeg i et stykke tid og stirrede ud af vinduet, og så på de kedelige træer, der alle var ens. Da George pludselig standsede bilen, han vendte nu hovedet igen. Og jeg så nok endnu mere forvirret ud end før. "Undskyld Hr.", lød det fra ham. Mine forvirrende øjne må have set sjove ud, da jeg så hans blik. De var ikke sørgelige mere, men denne gang var de beslutsomme. "Hvad snakker du om?!" Udbrød jeg forvirret, men han svarede mig ikke og jeg tror jeg var meget tæt på at få et anfald. Hvad var der med ham? Hvorfor var han nu så mystisk? Det gjorde mig nervøs, meget. "George, svar mig! Hvad sker der?", fortsatte jeg, jeg ville ikke stoppe før jeg fik det ud af ham. "Fortæl mig det!". George gjorde en kort bevægelse, som jeg ikke helt forstod, men da jeg hørte et 'Klik', stirrede jeg brat ud i luften. Hvad var det for en lyd? Før jeg vidste af det lød der et kæmpe brag, og jeg blev slynget hen i den anden side af bilen. Mere nåde jeg ikke at se, før alt blev sort.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg undskylder meget for det korte kapitel, men jeg lover at de andre bliver længere. Syntes bare at i skulle have et lille indblik af hvad der skete før ulykken og midt i ulykken. Jeg er også ked af at der ikke er så meget spænding i kapitlet her. Men jeg prøvede så godt jeg kunne ^-^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...