Uncover | One Direction (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 23 sep. 2013
  • Status: Igang
Aimee Watson er 18 år og bor i udkanten af London på et kæmpe stutteri hun har fået af sine rige forældre. Da hun, som den yngste, skal ride OL i London i dressur, støder hun tilfældigvis ind i en af stjernerne fra det mest kendte boyband, One Direction. - Harry Styles.
Aimee og Harry render flere gange ind i hinanden og på den måde begynder et venskab. Langsomt begynder der at være mere end bare venskab mellem dem, men Aimee afviser ham blankt. Der er ikke tid sådanne fornøjelser, når man rider på det officielle landshold. Heller ikke selvom hun gerne ville. Harry begynder derfor at kæmpe for Aimees hjerte, hvilket faktisk ikke er så svært, men hun kan ikke få sig selv til at svigte sine landsholdsteam mates.
Men da flere ulykker rammer den kun 18-årige pige, falder hun falder hun dybt ned. Kan Harry redde den Aimee han kender? Og vil hun nogensinde blive den samme smilende pige igen??

47Likes
11Kommentarer
3936Visninger
AA

18. Why?

kring to timers tid efter de var kørt, kunne jeg høre motoren af Porschen gennem det åbne vindue, og det samme kunne Harry. Han lagde og kørte tommelfingeren hen over min mave, hvilket fik det til at skælve hele vejen ned gennem rygsøjlen, og han smilede drilsk da han mærkede det. For helved da.. Aimee, du er da vidst heller ikke så god til at skjule det for ham.. Nej nej.. Lad ham da bare læse dig som en åben bog da.. Jaja, det er da ligegyldigt!

Årh, du er da så dum!

 

Han sukkede kort, hvorefter han rejste sig fra sin side, jeg selv blev liggende lidt. Det havde været vildt. Men helt fantastisk! Han vidste udmærket godt hvordan man skulle tilfredsstille en pige bedst muligt. - Men jeg havde givet efter. Svigtet dem der regnede med mig.

En lidt underlig følelse bredte sig i kroppen, en dårlig følelse. Hvorfor Aimee?

Sukkede lydløst, men smilede så herefter. Det var jo egentlig dejligt nok at være sammen med ham på den måde. Det føltes så underligt rigtigt!

Og det var ligesom det sidste der, der til sidst fik mig til at smile. Ja, det var en upser, men altså.. Jeg er 18. Som om jeg ikke selv kan styre mit behov..

Dumt eksempel.. Foreeh ja.. Det kunne jeg jo tydeligvis ikke, men altså.. ÅRH! I ved hvad jeg mener!

Da jeg skulle til at rejse mig, følte jeg en smerte bredde sig i hele underlivet, og lagde mig hurtigt tilbage med et hvin, der var lidt for tydeligt, for Harry så nu på mig med drillende øjne.

Det havde været for lang til siden jeg havde været sammen med en dreng, og det kom satme ogs til udtryk nu da!

Auch!!

Han havde dog et udtryk fuld af medlidenhed, og kom hen og aede mig på kinden.

Jaer. Jeg var tydeligvis ikke vant til hans størrelse.. Pinligt altså!

,,Er du okay, babe?’’ han smilede, og skulle anstrenge sig for ikke at grine.

Fuck da ham!

,,Ja, hvad ligner det?!’’ svarede jeg surt, men blev blødet lidt op af hans smil. ARGH! HVORFOR skulle han være så skide træls?! Og han var åbenbart ikke påvirket på samme måde, for han havde allerede tøj på…

Fuck. Ham.

Han lod kærligt en hånd glide over min kind, og bare det at mærke hans hud mod min, fik det til at brænde. Urgh.. Forfærdelig trist!

Lå og så op på ham, og hørte motoren stoppe.. Nu havde jeg travlt, hvis ikke de skulle finde mig sådan her!

,,Ja, hvad med lidt hjælp her, tak!?’’ spurgte jeg med en lidt spids stemme. Han grinede kort. Fuck ham! 

Hov.. Det havde jeg faktisk sagt mange gange allerede? Hvad sker der lige for det?

Hm, whatever!!

Han tog rundt om mine skuldre, og jeg trykkede kroppen ind til ham. Lagnet var imellem os.

Heldigt siger jeg bare!!

Han begyndte roligt at trække mig opad, så jeg til sidst kom op at sidde.

Smerten var ubeskrivelig. Som om tusind knive stak gennem mit underliv. Aaauv!

Borrede mine negle ned i hans ryg, og måtte bide mig i læben for ikke at komme til at sige noget meget grimt. Mærkede hvordan en tåre smuttede ufrivilligt ud af øjenkrogen.

HEY! Det var jo ikke meningen det der! Jeg skulle jo ikke græde! IIH! STOP!

Tørrede hurtigt den salte dråbe væk, inden han så det. Dog havde jeg bidt mig så hårdt i læben, at den metalliske smag af blod hurtigt bredte sig. Adr!

Jeg var da kommet op at sidde. Så langt så godt. Bad ham om at gå lidt væk, og svingede benene ud over sengekanten.

Lavede en underlig grimasse af smerte, der fik Harry til at grine kort. Gav ham dræberblikket, og han løftede forsvarende begge hænder.

Hvis øjne ku’ dræbe, Harry. Så var du død nu.

 Ej, det gas! Det holdte jeg for meget af ham til at gøre! Aldrig i livet. Heeh.. Smil.

Kunne høre døren gå op i gangen, og så skræmt på døren. Harry stod og kiggede på mig.

,,Jamen så gå dog ud og hold dem hen lidt, din spade!’’ vrissede jeg lavmælt af ham, hvilket endnu engang fik ham til at smile.

Viftede lidt irriteret med hånden hen mod døren, og mærkede kort hans læber mod mine, inden han satte kursen mod døren, og videre ud mod gangen.

,,Eeeey! Hvordan var turen?’’ hørte jeg hans stemme inden han lukkede døren til gangen, og hans ord blev til en mumlen i stedet for.

Okay, Aimee. Nu havde du travlt! Du ved jo hvor nysgerrige de er!

Tog en dyb indånding og rejste mig hurtigt op. Rigtig hurtigt faktisk! Hvilket hjalp en smule på de fucking smerter der.

Begyndte med stive skridt at samle mit tøj sammen, og tog det på. Fuck, hvor gjorde det ondt!

Men jeg måtte bide smerten i mig, og bare se at blive færdig.

Da jeg havde fået alt tøjet på, og redt sengen, sat mit hår osv. Gik jeg en sidste gang forbi spejlet.

PYH! Han havde ikke gjort de grimme mærker værre! Pyh! Endnu engang!

Tog fat i dørhåndtaget, og tog en dyb indånding hvorefter jeg hurtigt fik strukket de sammenspædte muskler en smule bedre ud.

Årh, det gjorde ondt!

 

Harrys synsvinkel:

Jeg havde hjulpet hende op at sidde. Hendes negle havde boret sig ned i rygmuskulaturen, som de var gjort tideligere. Bare på en anden måde. Denne gang var af smerte, og før var det af nydelse.

Men det føltes lige smertefuldt.

Men jeg havde vel fortjent det.

 

Hun bad mig om at skride, da drengene kom, og jeg havde bare stået og set smilende på hende. Hun havde bedt mig om at gå igen, inden de fattede mistanke, men helt ærligt. Mon ikke de gjorde det i forvejen? Hm. Hun var nok optimist.  

Jeg havde hurtigt plantet et kys på hendes læber inden jeg gik, hvilket så ud til at få hende til at slappe lidt mere af. Hah!

 

Gik drengene i møde, da de havde sat deres overtøj i garderoben, og smidt deres sko i skoreolen.

Smilede stort.

,,Eeeey, hvordan var turen?’’ lod smilet blive siddende. ,,Ret fedt, tak!’’ lød Nialls stemme.

Lou så skeptisk på mig. Jeg smilede bare.

,,Eehm, Harry?’’ han smilede svagt. ,,Hvor er Aimee?’’

Jeg åbnede munden for at sige noget for at forsvare mig, men lukkede den hurtigt igen, da et højt stumpt bump fra den anden side af døren lød.

Vendte mig rundt, og kunne høre en svag mumlen. Døren gik nu op, og ud af den kom Aimee. Det gik hurtigt?

Hun gik med en hånd for panden og mumlede et eller andet uforståeligt.

,,Lorte væg!’’ sagde hun, da vi alle så overraskede på hende. Niall fnes kort, og snart brød en latter stilheden. Hun så bare surt på os og holdte sig stadig for panden. Hah!

Skævede over til Lou, der stadig så skeptisk på mig. Han kom nærmere og spurgte så interesseret.

,,Hvad har I så lavet i den tid vi har været væk?’’ – han smilede.

,,Vi har-’’ - ,,Set gyser.’’ Afsluttede Aimee min sætning.

Hun havde i mellemtiden bevæget sig hen til dvd-afspilleren og viftede med et cover til en dvd. Pyh. Tak Aimee!

Hun himlede kort med øjnene, og smed coveret fra sig.

,,Jeg troede ellers ikke du kunne lide gysere?’’ sagde Zayn der lignede ét stort spørgsmålstegn.

,,Det kan jeg heller ikke!’’ svarede hun lidt efter og fangede hans øjenkontakt. Hun smilede kort, og satte hovedet lidt på skrå.

Zayn så bare forvirret på hende, og kløede sig lidt i nakken. Men de måtte være hoppet på den. Hah.

 

 

Aimees synsvinkel:

Jeg grinede. Bare hans udtryk! HAAAH!

Okay. Forestil jer en dreng. Pff, sjovt nok Aimee, han er en dreng.

Whatever!

Og forestil jer så en forvirret dreng. Eller.. Ikke forvirret, men MEGET forvirret dreng. Jaer. Sådan så han ud.

Sjovt nok fordi han var forvirret, og han var en dreng. Eller… Det er han stadig, men…

Årh Aimee drop det.. Du forvirrer dig selv. Pff!

 

Jeg smed mig i sofaen, og tog en sukkede højt. - Mærkede straks alle drengenes blikke på mig.

,,Hvad?’’ sagde jeg i en tone, der lød lidt for blank. Jajajaa, Aimee… Bare lad dem tro du er totalt blank.. Jajaja.. Det var jo også fordi at det er det du er… Årh. Seriøst.

Himlede med øjnene over mig selv, men Liam må have opfattet det som om jeg gjorde det af dem..

Han så smilende over på mig. Hvorfor gjorde han det? Hvorfoooor?!

Så lad da vær’ med at stirre på mig!

 

Og straks vendte de blikket væk.

,,Javel.’’ Lød Harrys grinende stemme. ÅRH STOOOOP!

Du skal fanme heller ikke til at tænke højt, Aimee!. Det er simpelthen for pinligt! Og de vil ikke vide de tanker du render rundt med.. Ehehehe.. Nej, okay stop..

 

De begyndte at snakke, og jeg fandt min telefon. Sært. Hallie havde ringet 4 gange.

Trykkede hurtigt hendes nummer ind, og ringede hende op.

Der blev stille på værelset, da jeg begyndte at snakke, og snart faldt alles opmærksomhed på mig igen. Himlede igen med øjnene, og de smilede. Så la’ da væææær’!

 

,,AIMEE?!!’’ Hallies stemme lød højt i telefonens speaker. ,,DU ER NØDT TIL AT KOMME!! HURTIGT!!’’

Auch.. Måtte tage mobilen lidt væk fra øret. ,,Hallie, slap af!! Træk vejret.’’ Smilede til drengene der var ved at sætte sig i sofaerne. Harry ved siden af mig. Selvfølgelig..

Fnis..

Ej, stop!

Hendes vejrtrækning var hurtig og hendes stemme oprevet. ,,Aimee! Du er nødt til at komme hurtigt!’’ Hun råbte ikke mere, men havde tydeligvis grædt.

Jeg lænede mig frem i sofaen, og mærkede en finger glide op og ned af min ryg. UH! Kuldegysning!

Så tilbage, og rystede på hovedet. Han smilede.

Hans øjne så spørgende på mig, og jeg smilte kort til ham.

,,Aimee….’’ Hun holdt en pause for ikke at råbe. ,,Det’ Sun..’’

Jeg rejste mig med et sæt fra sofaen, hvilket fik drengene til at se underligt på mig. ,,Hallie, jeg kommer så hurtigt jeg kan!’’

Lagde på, og så undskyldende på dem. Alle sammen.

,,I’m sorry guys, men jeg bliver nødt til at smutte!’’

Harry lænede sig frem og tog fat om mine ben. ,,Aimee, den der bruger du bare ikke på os..’’ hans stemme lød skuffet. Jeg så ned på ham, og viklede hans arme fri.

,,Harry, det er ikke et trick. Jeg mener det. Hallie har problemer. Du hørte hende selv!’’ jeg så bebrejdende på ham. Han nikkede bare, og gav så helt slip.

Jeg kunne se skuffelsen i hans øjne, men det var ikke lige det jeg fokuserede allermest på. Hallie havde nævnt Sun. Min dejlige smukke Sun. Jeg kunne ikke bare blive og lade som ingenting, når hun havde brug for min hjælp.

Og ja! Jeg kan faktisk godt være klog!

Det er vidst bare ikke så tit det sker.. ARHG, underordnet!

 

Jeg kiggede rundt på de andre. De så lige så skuffede ud.

Det gav et stik i hjertet, men jeg kunne ikke bare lade Sun i stikken! Han var min bedste ven, for fa’en!

,,Louis?..’’ min stemme var lettere oprevet. Han nikkede, men undlod at se mig i øjnene. ,,Nøglerne?’’ jeg prøvede at smile, men tror ikke det blev til noget godt. Han rakte dem frem, og jeg snuppede dem hurtigt. Så rundt på dem. De kiggede enten på hinanden, eller ned i gulvet. De var skuffede, det kunne jeg se.

Årh det gjorde ondt, men igen.

Jeg. Ville. Ikke. Lade. Hallie. Stå. Selv. Med. Sun.. Punktum.

 

Jeg fik hurtigt mine sko på, og satte solbrillerne i håret. Så på klokken. 14.58. Hold da op… Så havde jeg også været her længe! – Så en sidste gang ind i stuen og fangede Harrys skuffede blik. Jeg prøvede at smile, og løftede hånden for at sige farvel. Han rystede bare på hovedet og rejste sig fra sofaen.

Jeg så ned. Bed mig let i læben. Rystede dog tanken ud af hovedet. Nu var det Sun det gjaldt. Så måtte jeg rette op på det her senere!

Jeg smækkede døren i, og halvløb ud til bilen. Satte hurtigt nøglen i, og drejede rundt. Kiggede en sidste gang op i vinduet. Harry stod med armene over kors, og et stenhårdt blik.

Jeg kiggede væk. Hvorfor betød det så meget for ham? Det passede jo!

Hvorfor kunne han ikke se det?

Rystede tankerne ud af hovedet, og mærkede et stik af sorg, da hans blik nåede hjertet.

Var det det sidste jeg så til ham? – Det håbede jeg ikke!

Trykkede hårdt på speederen og mærkede bilen arbejde. Men jeg tænkte ikke over det lige nu. Lige nu skulle jeg bare hjem. Hjem og se hvad Hallie mente.. Hjem og se om min Sun havde det godt.

 

Harrys synsvinkel:

Jeg stirrede efter bilen til den forsvandt. Skuffelsen var tydelig at mærke i brystet. Der hvor hun næsten lige havde ladet sit hoved hvile. Og så brugte hun den klassiske…

’Åh, der er noget galt, jeg må gå’ – trick.

Jeg kunne mærke skuffelsen stige. Betød jeg virkelig ikke mere for hende det? Havde hun bare leget med mig? Leget med mig, fordi hun så kunne sige til sine veninder, at hun havde været sammen med Harry Styles.. Nej, det kunne ikke være sådan.. Ikke med den måde hun så på mig på.

Men hov. Vent lige… Hvorfor tænkte jeg sådan. Vi var jo ikke sammen sammen. Hun var en smuk pige, det er slet ikke det, men det vi havde, var vel ikke mere end en simpel flirt? Var det? Tvivlen satte lidt ind. Nej… Jeg kunne ikke være forelsket i hende, det måtte jeg ikke. Jeg var næsten lige kommet ud af forholdet med Taylor, så det måtte jeg ikke. Jeg havde næsten lige fået ryddet player-rygtet af vejen. Lukkede øjnene kort, og tog en dyb indånding.

Jeg mærkede en hånd på skulderen, og vendte opmærksomheden væk fra vejen. Niall så lidt medfølende på mig.

Jeg prøvede bare at smile. Men det gik vidst ikke så godt. Han klappede en enkelt gang hvorefter han gik.

Han var vidst lige så skuffet som jeg var. Sukkede svagt, og begyndte at gå mod værelset. Åbnede døren og så rundt.

Hun havde redt sengen og samlet alt mit andet tøj sammen.

Smilede ved tanken. Dog stoppede blikket ved noget hvidt, der aldeles ikke så ud som mit.

Hendes jakke. Hun havde glemt den. Der lå en seddel på sengen.

En adresse.

#Håbede at du måske ville aflevere den her igen? <3 - Aimee # og så en adresse. Jeg smilede kort, men ikke længe. Hun havde stadig brugt tricket, og var skredet sådan uden videre. Jeg ville køre derover i aften. Når jeg var kommet hjem herfra. Det blev alligevel sent mørkt. Og drengene behøvede ikke at vide, at vi var mere end bare venner, selvom de nok havde deres anelser. – Men jeg var ikke forelsket i Aimee. Var jeg?

Rystede tanken ud af hovedet. Det måtte jeg finde ud af på et senere tidspunkt.

 

 

 

Aimees synsvinkel:

Hun ringede igen. Denne gang grædende, hvilket virkelig gav mig bange anelser.  Jeg kørte stærkt. Alt for stærkt. Hvis jeg rendte ind i politiet ville jeg ikke kunne forklare det. Men jeg var faktisk lidt ligeglad.

Jeg skulle se hvad det var Hallie havde flippet sådan ud over.

Bare det dog ikke var noget alvorligt.

Havde sendt bud efter dyrlægen. Han var det samme tid som mig, hvis jeg holdte det her tempo. Og det kan I fanme tro jeg gjorde!!

 

Jeg kørte ind i indkørslen. Hallie sad på en stor sten med ansigtet begravet i hænderne. Hun så op da hun hørte bilen, og rejste sig op. Jeg standsede foran hende, og steg hurtigt ud af bilen, og hun trak mig øjeblikkeligt ind til et kram.

Okay det her var alvorligt.

Jeg havde set dyrlægens bil holde i den anden ende af gården. Han var her åbenbart allerede.

Jeg gik ind i stalden med bankende hjerte. Han stod ude foran Suns boks, med rynket pande.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Bed mig kort i læben. Hørte Hallie snøfte bag mig.

Dyrlægen så på mig med et alvorligt blik. For alvorligt hvis du spørger mig!

Hans mund begyndte at bevæge sig, men jeg fangede ikke et ord af hvad han sagde.

Min opmærksomhed lå på Sun der lagde nedtrykt og så smertefuld ud, som han lå der i boksen. Hans kode sad deformt, og det blødte en smule. Livsglæden i hans øjne var slukkede. Han var tydeligvis bedøvet. Årh min lille Sun!

 

Og nu kunne tårerne ikke holde sig tilbage mere. Rettede langsomt blikket op på dyrlægen hvis mund stadig bevægede sig.

Det eneste jeg fik med var: ,,Jeg kan ikke gøre mere for ham.’’

Min verden stod stille. Alt kørte i slowmotion.

Jeg faldt ned ved Suns side. Han kunne kende min stemme. Hans ører rettede sig frem ved lyden af min stemme. Satte mig på knæ foran ham, og mærkede ham placere sit hoved i mit skød.

Mærkede straks mulehårene borer sig ind i den bare hud på mine lår, men jeg var ligeglad. Tog fat om hans hoved, og så ham dybt ind i øjnene.

Der var intet. Kun en lille gnist ved lyden af min stemme.

,,Sååå rooolig, Sun.’’ Jeg beroligede ham. Kørte langsomt en hånd frem og tilbage over hans hals, og knugede hans hoved ind til mig.

Lod blikket falde på hans ben. Hoven var nærmest knækket af. Hang kun i skindet.

Jeg kunne ikke bære at se på det. Lukkede øjnene, og drejede hovedet.

Mærkede hvordan endnu en tåre fandt sin vej ned over min kind. Dog græd jeg ikke højt. Jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke.

Mærkede en hånd på skulderen, og så i slowmotion op på dyrlægens sørgmodige ansigt.

,,Aimee, han kommer aldrig til at gå igen.’’ Ordene begyndte langsomt at sive ind i mit hoved og give mening.

Jeg spærrede øjnene op, da det egentlig gik op for mig, hvad han egentlig lige havde fortalt mig. Et højt hulk brød mine læbers sammenbidte positur.

Lod hovedet dumpe ned mod hans pande, og mærkede hans åndedræt i mit skød. Mærkede lydløse tårer bane sig vej ned over mine kinder.

Kunne høre dyrlægen pusle ude foran boksen. Han kom tilbage med en sprøjte.

Jeg spærrede øjnene op, og så arrigt op på ham.

,,Dét gør du ikke!’’ stemmen var kold. Så kold, at selv Hallie blev forskrækket. Hun trådte et skridt væk. Og det samme gjorde dyrlægen.

Han så herefter på mig med et overbevisende blik.

,,Aimee, han kommer aldrig til at gå igen! Hvis du ikke giver ham fred, ligger han og har ondt i det ben resten af sit liv! Jeg har prøvet at redde det Aimee, men det kan ikke lade sig gøre. Hans sener og knækket, og knoglen er splintret.’’ Han holdte en pause da jeg knugede Suns hoved ind til mig. Ja, jeg blev beskidt. Men det kunne være ligemeget. Jeg var fucking lige ved at miste min bedsteven her, min soulmate, og det fattede han ikke?! - ,,Aimee, hvis du vil ham det bedste, så lad ham få fred.’’ Hans stemme var rolig. Jeg sukkede en gang, og tog en dyb indånding. Gav lidt slip på hans hoved, og så ham ind i øjnene. Hans mule bevægede sig i cirkulære bevægelser hen over mine lår. Det gjorde ondt på ham.

Tog en dyb indånding. ,,Jeg elsker dig Sun,’’ hviskede jeg, hvilket fik hans ører til at søge lyden af min stemme, og kyssede ham i panden. Lagde armene om halsen på ham.

Nikkede så, og hørte hvordan dyrlægen gik rundt om ham.

 

Snart var hovedet tungt. Jeg havde knuget det ind til mig, og jeg mærkede hvordan den stærke sorte hingsts krop blev helt slap. Tusindvis af tårer trillede ned af mine kinder, da jeg løftede hovedet og så ind i de døde øjne. Knugede herefter hovedet ind til mig igen, og vuggede frem og tilbage. Hulkende.

Årh min Sun. Jeg havde ikke fattet det før dyrlægen lagde en hånd på min skulder. ,,Det var det rigtige at gøre, Aimee…’’ Hans stemme var svag. Tydeligt påvirket af denne episode. ,,Vi kommer og henter ham i morgen.’’ Jeg stivnede.

Ville de have, at jeg skulle kunne se på min elskede hest liggende fucking DØD i sin boks i FUCKING 24 TIMER?! De måtte da være bindegale.

Jeg slap hans hoved med den ene arm, og greb fat i dyrlægens idét han skulle til at vende sig om.

,,Nej.’’ Sagde jeg bestemt. Dog med gråd i stemmen. ,,I skal komme og hente ham nu.’’ – Jeg kan ikke bære at se ham ligge sådan! Han nikkede.

Slap hans arm, og greb om Suns hoved igen. Grædende begravede jeg ansigtet i hans man. Hallie stod lamslået uden for boksen. Hun var tydeligvis påvirket af situationen. Men det var da klart. Hvem ville ikke være det?

Jeg tog mig sammen, og tog en dyb indånding. Løftede hovedet fra Suns man, og tørrede tårerne væk. De skulle ikke se mig sådan her.

Lagde forsigtigt Suns hoved i bunden af boksen, og rejste mig langsomt op. 

Årh hvor jeg dog hadede at græde! Men lige nu kunne jeg ikke holde det tilbage…

Fandt Hallies blik. Hun var chokeret. Forståeligt!

,,Hallie..’’ jeg fik hendes opmærksomhed. ,,Hold en pause. Jeg skal nok selv tage de andre. Bare.. Kom ovenpå, og så snakker vi om det når vi får det lidt på afstand.’’ Min stemme hakkede, men hun forstod hvad jeg sagde.

Snart lagde hendes arme omkring mig, og jeg knugede hende ind til mig. Flere tårer fandt deres vej ned over kinderne, og efterlod salte spor hele vejen ned over mine kinder.

Det var mig der afbrød, da dyrlægen kom ind igen med en telefon i hånden.

,,De kommer om 5 min.’’ Sagde han med en monoton stemme. Jeg nikkede.

Han gik ind til Sun.

Snart lød en saks’ skærende lyd.

Jeg stivnede. Hvad havde han gang i?! Han skulle fanme ikke tage noget af Sun!!

Jeg skulle lige til at blive sur, da jeg så ham komme gående med en tot sort hår. Jeg stivnede og stirrede på totten.

Suns pandelok.

Mine øjne blev igen helt slørede da jeg tog imod totten. Nu skulle jeg i hvert fald ikke se derind igen.

Sun uden pandelok, ååh..

Jeg så hen på Hallie, men hun var ikke at se. Nok inde for at pakke. Lod endnu engang blikket falde på den sorte lok. Salte tårer gled i stride strømme ned over mine kinder.

Det var lige præcis det, der ikke måtte ske. Åh min dejlige Sun. Kommer aldrig tilbage igen. Årh..

Snart hørte jeg en lastbil, og jeg gik ind i hallen. Dyrlægen nikkede forståeligt. Jeg lavede et luftkys mod Sun, og hviskede lavt: ,,Tak for alt! – Jeg vil aldrig glemme dig.’’ Inden jeg lukkede døren til hallen.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid der var gået, men snart hørte jeg små bank mod døren.

,,Han er væk nu, Aimee.’’ Dyrlægens stemme, fangede min omtågede opmærksomhed. Lastbilen var væk.

Og det samme med Sun.

Han var væk.. Væk for altid.. – Suk..

Jeg tog en dyb indånding, og åbnede. Han stod med sørgmodige øjne med sin taske i hånden. – Vi gjorde hvad vi kunne Aimee.’’ Og med disse ord, og han sig om, og gik.

Jeg var stoppet med at græde, da Hallies forældre kom kørende op ad indkørslen. Hun stod selv med en pakket kuffert.

Jeg havde bedt hende om at tage fri. Komme ovenpå igen. Og det havde jeg også selv brug for.

Jeg stod med den sorte lok i hånden og knugede den ind i hånden. Jeg ville ikke græde.

Ikke før Hallie var væk. Jeg kunne ikke påføre hende unødvendig smerte. Nej.. det kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg gav hende et kram inden hun satte sig ind i bilen, og så efter hende, mens bilen forsvandt ud af indkørslen.

 

Og så var det ellers svært at stoppe igen.

Jeg græd hjernen ud, hvis man kunne det. Er det ikke noget man siger? At græde hjernen ud? Eller er det at drikke hjernen ud? Årh whatever!

Jeg var gået ind i stalden, og videre ind i hallen igen. Og dér kom det. Følelsen af sorg. Følelsen af t have mistet nogen. Følelsen af kærlighed. Knust kærlighed.

Stikket i hjertet kom også. Ja.. Det her var værre end hjertesorger over en dreng.

Jeg havde mistet min bedsteven…

Knyttede hånden og smadrede den ind i barrieren. Høje hulk og grådkvalte lyde blev højere og højere. Og tårerne strømmede ned af mine kinder som endeløse vandfald.

Endnu engang blev hånden banket mod barrieren. Så ned på den. Blodet piblede frem. Men jeg var ligeglad.

Den her smerte skulle væk!

Skulle lige til at banke hånden mod barrieren igen, men mærkede en hånd gribe fat om mit håndled.

Så forskrækket op, og rendte ind i et par grønne øjne.

Hvad lavede han dog her?

 

Harrys synsvinkel:

Jeg havde bestemt mig for at aflevere jakken tilbage om aftenen. Så nu sad jeg her i min bil, på vej til den adresse der stod på den lille lap papir Aimee havde efterladt.

Vi havde pakket det hele fra hotellet, Lou grinede da jeg viste ham den hvide jakke. ,,Så må du nok hellere komme afsted! Hun savner den sikkert.’’ Havde han sagt, og blinket til mig engang. Jeg havde bare smilet, og taget af sted med det samme.

Så ja. Nu sad jeg i bilen. På vej til den pige der havde brugt tricket på mig, hvilket jeg stadig var skuffet over. Hun sad garanteret og frydede sig over det lige nu.

 

Jeg nåede indkørslen og parkerede bilen ved siden af hendes. Lou havde fanme ret. Hendes bil var fanme næsten lækrere end min. Saaaatans!

Jeg gik op til hoveddøren med hendes jakke under armen, ringede på døren og ventede så.

Men der kom ingen og lukkede op. Åh..

Så måtte hun være i stalden. Åh…

Tog en dyb indånding da jeg stod ude foran døren. Heste var altså ikke ligefrem mit yndlingsdyr. Det var så store.. Og så voldsomme… derfor foretrak jeg katte.

Gik lidt i mine egne tanker, da en hest pludselig stak sit hoved ud foran mig.

Mit hjerte slog et slag over, og jeg sprang et skridt til siden. Uuuuha.. Rystede kort på hovedet, og mærkede en kuldegysning ryste hele rygsøjlen.. Urgh jeg synes de er store!!

 

Dog blev mine tanker afledt af et skrig. Men ikke et skrig-skrig. Et grådkvalt skrig efterfulgt af en banken. Jeg stoppede op og kunne høre hendes stemme. Aimee. Men det var ikke den stemme jeg var vant til at høre.

Endnu et skrig, og endnu et bank lød. Og denne gang gik jeg efter lyden. Jeg fandt hende i en slags ridehal vil jeg tro, med en knyttet næve, med blødende knoer, og en i den anden knugede hun noget der lignede hår hårdt til sig.

Hvad gik det her ud på?

Måske var hun virkelig nødt til at gå?

Skyldfølelsen begyndte at skylle ind over min krop. Og jeg troede ikke på hende..

Hun løftede hånden igen, men denne gang var jeg hurtig, og greb fat om hendes håndled.

Hun så forskrækket op på mig, og et hulk brød hendes læber.

Borede mine øjne ind i hendes dybblå irisser. Hendes øjne var helt opsvulmede og helt røde. Hun havde grædt meget?

Hvad var der lige sket her?

 

______________________________________

 

Det var jo det der ikke måtte ske!... Hvordan tror I Aimees reaktion på Harrys pludselige fremtræden er? 

Like gerne hvis I kan lide den!!

 

Næste kapitel er klar enten imorgen eller søndag!

 

xx Jeanette

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...