Uncover | One Direction (14+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 23 sep. 2013
  • Status: Igang
Aimee Watson er 18 år og bor i udkanten af London på et kæmpe stutteri hun har fået af sine rige forældre. Da hun, som den yngste, skal ride OL i London i dressur, støder hun tilfældigvis ind i en af stjernerne fra det mest kendte boyband, One Direction. - Harry Styles.
Aimee og Harry render flere gange ind i hinanden og på den måde begynder et venskab. Langsomt begynder der at være mere end bare venskab mellem dem, men Aimee afviser ham blankt. Der er ikke tid sådanne fornøjelser, når man rider på det officielle landshold. Heller ikke selvom hun gerne ville. Harry begynder derfor at kæmpe for Aimees hjerte, hvilket faktisk ikke er så svært, men hun kan ikke få sig selv til at svigte sine landsholdsteam mates.
Men da flere ulykker rammer den kun 18-årige pige, falder hun falder hun dybt ned. Kan Harry redde den Aimee han kender? Og vil hun nogensinde blive den samme smilende pige igen??

47Likes
11Kommentarer
3905Visninger
AA

22. No way

Aimees synsvinkel:

Jeg stirrede vantro på den lille pille Lucy havde givet mig. Det var løgn det her. Jeg følte mig pludselig pinlig ædru, trods mit efterhånden høje alkoholindtag. Gloede igen på den. Den så nu meget uskadelig ud.. Men vi havde haft om det i skolen. Stoffer altså. Det tågede for mig et øjeblik, og jeg tog mig kort til panden. Kiggede en sidste gang over på Lucy der stod og ventede utålmodigt. Hun havde taget den uden problemer. Denne kæreste var vidst ikke så god for hende?

Hvad er det jeg siger? Jeg skulle have det sjovt! Glemme de her dage. Men skulle det være på den måde?

Kiggede igen tøvende på Luce, der bare stod og så utrolig utålmodig ud. Hun begyndte tilmed at trippe med den ene fod. Som om det kunne være så svært?

Årh, jeg vidste jo godt at det var forkert, og jeg vidste at mine forældre elskede mig. Og jeg ved at hvis jeg ikke kunne stoppe ville jeg ende som et narkovrag. Og det var det der fik mig til at tage min beslutning.

Så beslutsomt på pillen i min hånd og rakte den frem mod hende. Hun så igen vantro på mig.

,,Aimee, pleeeease! Det bliver sjovt!’’ – Jeg rystede på hovedet og gjorde en bevægelse med hånden for at få hende til at tage den.

,,Nej, Lucy! Det er forkert! Jeg kan ikke få mig selv til at… sluge den der..’’ - ,,Fint!’’ Hun lød fornærmet da hun tog pillen ud af hånden på mig. ,,Hvad er det overhoved for noget?’’ - ,,Speed,’’ svarede hun hurtigt, og jeg fangede hendes øjne. Hun løj. Hendes øjne flakkede og hun svarede virkelig hurtigt. OG så var speed i pulver.. Ikke sammenpresset i piller.. Hvor dum troede hun lige jeg var?!

Hold da op, jeg kan tænke i dag! Ahah! Og så i den tilstand, det er jo mere end fantastisk!

,,Jeg spørger igen.. Hvad ér det?!’’ lød måske lidt sur, men når hun heller ikke kunne tale sandt om det, ja så havde jeg svært ved at tro på noget af det hun sagde. ,,Mhhhmm,’’ mumlede hun. ,,Undskyld, hvad?’’ - ,,FINT! Hvis du absolut VIL vide det, så TROR jeg at det er ecstasy,’’ – jeg stirrede på hende og hun trak på skuldrene. Hvad fanden for fucking helvede havde hun gang i?! Jeg var skuffet.. ,,Luce, er du godt klar over at der kan være rottegift i det lort der,’’ Mentalt skulderklap til moi! Gud, hvor følte jeg mig klog.

,,Jaja,’’ svarede hun hurtigt og rullede med øjnene. Jeg kiggede fornærmet på hende. ,,Så det er det, huh? Det er det du vil have mig til? Lucy, jeg troede.. jeg troede du vidste bedre. Jeg er faktisk lidt skuffet,’’ slog blikket ned i jorden da jeg sagde det sidste med en såret tone. Hvorfor? Spørgsmålet fløj forvildet rundt i min lille hjerne, der aldeles ikke kunne tænke rigtig klart på grund af alt det skide alkohol hun også havde hældt på mig.

Fornemmede ud af øjenkrogen, at hun trak på skuldrene og gloede rundt i rummet som om hun var ligeglad. Sukkede en gang, og kiggede op. Fangede hendes øjenkontakt, og borede mine dybblå øjne ind i hendes.

,,Ved du hvad Lucy? Denne gang er det mig der skrider.. Jeg kan ikke klare det lort der!’’ og som det var sat, vendte jeg rundt på hælene og satte kursen mod udgangen. Fik mig mast gennem menneskemængden, da jeg hørte hendes kaldende stemme. Bed mig i læben for ikke at komme til at græde. Hun havde virkelig såret mig denne gang. Ikke kun med hendes egne handlinger, men også bare den måde hun havde… ja.. jeg kunne ikke tage det mere nu. Godt nok var mit liv noget rod, men stoffer ville jeg aldrig i mit liv begynde på! Om de så skulle proppe det ned i halsen på mig, ville jeg gå direkte ud og brække det op igen. Fanme nej..

Var nu så småt ved udgangen. Gav dørmanden et kort smil, inden jeg, dum som jeg er, vrikkede rundt i mine høje stilletter. Et mindre gisp kom fra mig, og jeg greb fat i det nærmeste jeg kunne for ikke at vælte fuldstændig. Holdte stadig ved hvad det nu end var jeg havde fat i indtil jeg fik begge stilletter af. Kiggede op for at se hvad jeg i min forvirring havde grebet fat i, og min krop stivnede.

 

Lucys synsvinkel:

Hun havde bare givet mig den tilbage, og så gået den bitch! Jeg stod og så forarget efter hende hvorefter jeg kaldte en enkelt gang, men hun lod ikke til at høre efter. Irriteret sparkede jeg til et tabt glas der lå på jorden. UUURGH, hvor var jeg træt af hende!! Det var næsten lykkedes! NÆSTEN! Øv for fucking helvede hvor var det trælst! Helt seriøst.. Hvad var oddsene for at hun ikke ville springe i med begge ben? Seriøst, den var lig med 0! Og alligevel valgte hun kraftedeme bare at skride! BITCH siger jeg jer! Begyndte at gå efter hende igennem menneskemængden. Nu skulle hun fanme skulle hun.. Hun slap ikke afsted med det her! Hun skulle knækkes helt! Helt ned på bunden og skrabe som jeg havde været det da hun droppede mig for popfjolset. Hende og hendes fucking perfekte liv.

Jeg skubbede en del for at komme gennem menneskemængden, men stoppede brat da jeg så hvem hun støttede sig til. Fuck.. Fuck fuck fuck..

 

Harrys synsvinkel:

Jeg var egentlig kun kommet her i aften fordi drengene synes jeg havde brug for en smule opmuntring. Aimees reaktion havde taget hårdt på mig, og jeg følte mig egentlig ikke noget værd. Hun havde ramt mig med sine ord, og det var tydeligt for enhver. Selv managementet havde fornemmet at jeg ikke havde været helt ved mine fulde fem, og det irriterede mig faktisk en smule, at hun på så kort tid havde fremkaldt de følelser i mig som hun havde. Sukkede irriteret da en sorthåret tøs greb fat i min arm fordi hun vrikkede rundt på sine høje stilletter. Men altså helt ærligt! Hvem tog også så høje sko på når man skulle i byen? Jeg fattede ikke piger og deres sko. Ventede utålmodigt til pigen havde fået skoene af og var blevet en del mindre. Hun så op, og hendes krop stivnede. Hun åbnede munden for at sige noget, men endte med at se væk, tage sine sko, og skynde sig videre. Dog var jeg hurtig til at gribe fat om hendes håndled. Jeg kendte de øjne der. Hun vred sig om mit greb. Hvad var det nu? Trak hende hen mod mig, og tog fat om hendes hage for at trække hendes ansigt frem i lyset. ,,Aimee, hvad er der sket med dig?!’’ min stemme var bekymret, og jeg følte virkelig at det her var min skyld. ,,Ikke noget, Harry, slip! Det gør ondt!’’ gør ondt? Jeg havde næsten ikke fat i hendes håndled. Hendes langærmede kjole skjulte dog noget da jeg kastede et enkelt blik ned på min hånd om hendes håndled. Kjolen røg lidt op, og jeg gjorde store øjne hvorefter jeg trak længere op i ærmet på hendes kjole. Det måtte bare ikke være rigtigt det her…

,,Aimee, hvad er det her?’’ spurgte jeg endnu mere bekymret end før, og hun trak hånden til sig.

,,Ja, hvad ligner det Harry?! Huh? Hvad ligner det?!’’ hun hævede stemmen. Og jeg tyssede kort på hende. Hun havde råbt så højt at resten af drengene nu havde vendt sig mod os. 8 øjne blev straks store af overraskelse. Og jeg forstod dem godt. Hun lignede slet ikke sig selv..

,,Harry.. Slip. Mig.’’ Sagde hun hårdt, men jeg hørte ikke efter. Det eneste jeg kunne tænke på var grunden til de små røde streger var mig. Mig og mig alene.

Hun skulle lige til at åbne munden for at sige mere, men jeg var hurtigere og pressede mine læber mod hendes, for at få hende til at holde kæft. Et enkelt øjeblik lod det til at hun begyndte at slappe af, men det varede ikke længe, før hun havde viklet sig ud af mit greb, og fik sat hårdt af med sin frie hånd på min brystkasse. ,,Glem det!’’ snerrede hun og vendte rundt og gik. Det gjorde ondt at se hende sådan der. Og det var også det der fik mig til at vende mig mod drengene. ,,Jeg har det ikke så godt.. Kan vi ikke tage hjem?’’ spurgte jeg med et bedende udtryk. Louis nikkede kort og klappede mig en enkelt gang på skulderen. ,,Drenge, I kan bare blive og feste igennem, jeg skal nok tage med ham,’’ forsikrede han dem om, og de nikkede forstående. ,,Er du sikker på at vi ikke skal tage med?’’ lød Liams betænksomme stemme inden Zayn brød ind. ,,Hvis I tager hjem, tager vi med jer!’’ han kiggede over på Niall og Liam der nikkede bekræftende. Jeg rystede på hovedet. ,,Bare fordi jeg har det dårligt behøver I altså ikke droppe jeres aften for min skyld,’’ - ,,Harry, selvfølgelig gør vi det! Det er jo det man har venner for!’’ lød Nialls stemme. Jeg smilede svagt. ,,Jamen fint.. Så lad os tage hjem,’’ sagde Louis til sidst med et nik mod døren. Jeg fulgte bare med.. Kunne ikke tænke på andet end den smukke pige jeg kendte som Aimee Watson. Hendes lange lyse hår, der var blevet brutalt voldtaget og farvet knaldsort, og hendes ansigt det så fuldstændig ødelagt ud.

 

Aimees synsvinkel:

Jeg blev ved med at gå. Bare gå. Jeg ved ikke hvilke retning. Jeg gik bare. Med tårer i øjnene som snart blev til flere og flere. Det var forfærdeligt! Han var bare den jeg havde mindst lyst til at rende ind i!

,,AIMEE!’’ råbte en alt for velkendt stemme, og jeg tørrede hurtigt tårerne væk og vendte mig rundt med et suk.

Hun stod der i egen høje person. Lucy. ,,sig mig, hvad fanden af JEG GIDER DIG IKKE MERE forstår du fucking ikke?’’ råbte jeg fortvivlet. Hun himlede med øjnene og jeg vendte rundt og gik videre. Fanme nej, om jeg skulle snakke med hende! Aldrig i livet! Tog mig til det håndled Harry havde haft fat i og trak lidt op i ærmet. De små streger der så fint gav mig hints om at jeg aldrig skulle stole på nogen, var brudt en smule op. Sukkede kort, inden jeg trak ned i det igen.

,,AIMEE,  nu hører du kraftedeme efter!’’ stemmen var lige bag mig, og snart mærkede jeg en hånd på skulderen. Hun var tydeligt påvirket af det lort hun havde taget tidligere. ,,så gør det lidt hurtigt! Jeg vil ikke ses med et narkovrag som dig!’’ snerrede jeg, og hun så på mig med et blik der slog gnister, og hvilket faktisk skræmte mig en smule. Jeg havde aldrig oplevet hende sådan før…

,,Aimee, du skal bare vide at det var mig det hele,’’ sagde hun sammenbidt, og jeg stod og så forvirret ud. Hvad fanden? Hvad mente hun med det? Var jeg den eneste der fattede hat af det hun sagde? Gav hende et blik der fortalte hende at hun skulle fortsætte, og hun sagde så uden en mine: ,,Det var mig der sørgede for Suns lille stunt, det var mig der gav pressen billederne af Harry og dig, og det var mig der ville have dig helt ned,’’ sagde hun i en lang køre. Uden tone uden noget.

Først fattede jeg virkelig ikke en skid af det hun sagde, men lige så stille gik det op for mig hvad det lige var hun sagde. Hun havde dræbt Sun. Hun havde været den anonyme kilde til pressen og hun havde ødelagt mit liv. Jeg fik tårer i øjnene, men det var ikke fordi jeg var ked af det. Jeg var virkelig vred! Rasende! Jeg så forstenet på hende. Og hun trak på skuldrene som om det bare var ligemeget. ,,DU HAR HVAD?!’’ skreg jeg i hovedet på hende. Hun trådte et skridt tilbage og så forskrækket på mig. Jeg trådte truende et skridt hen mod hende, og hun trådte endnu et smil tilbage.

,,Ja undskyld da!’’ fremstammede hun.. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg løftede hånden og skulle lige til at slå hende, da et hulk stoppede mine handlinger. Mine øjne var som vandfald. De ville ikke stoppe. Det eneste spørgsmål i mit hovedet kredsede rundt.. Hvorfor?.. Jeg så på hende med løbende mascara, og der stod hun kraftedeme med et kæmpe smil og et lusket blik. Mærkede vreden tage over og knyttede den ene hånd. ,,Hvorfor Lucy?’’ min stemme var hård og alligevel så skrøbelig.

,,Jo ser du. Det er faktisk et godt spørgsmål,’’ startede hun provokerende ud, og kiggede forundrende op i luften med en hånd under hagen for at provokere yderligere. ,,Du har fucking ALTID haft det helt perfekte liv, og jeg misunder dig det, det indrømmer jeg blankt. Sagen er bare den, at jeg rigtig begyndte at mærke det, da ham popfjolset kom ind i det liv, og stjal dig fra mig.. Dit liv har altid været FUCKING perfekt, Aimee Watson, og jeg er PISSE træt af det!!’’ det sidste råbte hun, og jeg stod forstenet og gloede på hende. ,,Du fortjente at komme helt ned på bunden efter det du gjorde ved mig da du valgte ham, frem for mig!’’ hun pegede på en skikkelse bag mig. Eller faktisk ikke en men 5.. Jeg vendte mig rundt mod Lucy igen, og gik helt hen til hende. Det måtte være de skide piller der fik hende til at være så skide ærlig. Jeg havde aldrig fået det der ud af hende hvis hun havde været ved sine fulde 5. ,,Så du har taget mit allerkæreste fra mig, som hævn?! Du har taget livet af min bedste ven for sjovt?! For fucking hævn? Og ikke nok med det, tager du Harry, som var det sidste lyse i mit liv og sætter imod mig, fordi jeg bare skulle føle hvordan det var at blive smidt ud?!’’ hun stod lidt og funderede over mine ord, og da det gav mening for hende nikkede hun voldsomt. ,,FUCK DIG LUCY!’’ råbte jeg direkte op i hovedet på hende, så hun trådte et skridt tilbage. ,,Hallo, det var ikke mig der droppede min bedsteveninde for en popstjerne!’’ gav hun igen, og jeg skulle lige til at slå hende, da jeg mærkede noget tage fat i mit håndled, og jeg faldt sammen af smerte. Fangede et par grønne øjne, der var meget overraskede og så det sårede blik han sendte mig. Jeg vred mig fri, og tog mig til håndleddet hvorefter jeg begyndte at løbe da tårerne pressede sig på igen. ,,Aimee…’’ hørte jeg en fortvivlet Harry sige lige inden jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg skulle bare væk fra det her. Væk fra Lucy, væk fra Harry, og væk fra resten af drengene. Bare væk. Jeg ville ikke mere.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde løbet, og jeg var også ligeglad. Havde nu endelig nået indkørslen til huset og jeg gik med tunge skridt mod hoveddøren. Jeg havde det forfærdeligt og det var også det der fik mig til at smide skoene ligegyldigt i gangen hvorefter jeg fortsatte ud på badeværelset. Kiggede mig selv i spejlet, og så ned igen. Jeg lignede lort. Men det var vel heller ikke så svært at regne ud, da jeg havde løbet et godt stykke og grædt alt øjenmakeuppen væk. Sank ned på gulvet på badeværelset og kiggede op, hvorefter et hulk forlod mine læber. Den sølvgrå saks jeg havde brugt til at klippe mit hår, lagde på gulvet. Så ned på den, og tog den op. Studerede den en smule, og trak lidt op i ærmet på den sorte kjole jeg havde på. Begyndte langsomt at bryde de små størknede streger op med spidsen af saksen, og fik en underlig ro i kroppen da smerten bredte sig. Trykkede en smule hårdere og så nu hvordan blodet begyndte at rende uskyldigt ned over håndleddet. Stoppede, og kiggede op loftet med et tomt blik.

Hvordan kunne hun få sig selv til det. Jeg fattede det ikke.. Jeg stolede på hende 100% men det var slut nu. Jeg ville ikke mere. Jeg ville bare væk..

_________________________________

UNDSKYLD VENTETIDEN!!!

 

Så for dælen! Det var jo ikke godt! Bare til en orientering, så prøver Aimee ikke at tage sit eget liv. Hun har bare tanken. 

 

Like for endelig et nyt kapitel? Det ville få mig til at smile! Og uh! jeg har en god nyhed til jer! Nu d denne movella er ved at være ved vejs ende, har jeg gået rundt med tanken om en ny, og denne gang har jeg forsøgt mig med en trailer! Glæd jer for jeg publicere den så snart jeg har coveret! Det ville gøre mig ufattelig glad hvis  gad at tjekke den ud på når den kommer! Jeg har brugt rigtig meget tid på det, eheh.. Dog har jeg denne gang forsøgt mig at skrive om Justin, hæh.. 

 

Kys! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...