Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
781Visninger
AA

5. Tvillingerne

Pi

Døren til værelset blev smækket op med et brag. Forskrækket sprang jeg op fra puderne med et lille udbrud, parat til at flygte. Jeg var halvejs henne ved vinduet, da jeg lagde mærke til mine omgivelser. Jeg befandt mig ikke på loftet af biblioteket som jeg troede; jeg stod midt i et pigeværelse med en masse plakater og postkort hængende på væggen. Jeg havde ikke rejst mig op fra nogen puder der var lagt i forlængelse af hinanden, men var sprunget op fra en seng. Og det var ikke nogen fra biblioteket, håndværkere eller andre til fare for mig der havde smækket døren op- nej, det var en pige på ca. 7 år. Hun kiggede en smule forvirret på mig og spurgte så med lille stemme: ”Hvad laver du?”

Jeg sendte hende et lille beroligende smil. ”jeg blev bare forskrækket”, jeg bed mig lidt i læben, usikker på om hun købte den. ”Nårh”. Hun lyste op i et stort smil så man kunne se hendes små hvide mælketænder. Hun gik tættere på mig, men stoppede så brat op. ”Puh, du stinker altså!”

Forundret kiggede jeg ned af mig selv og opdagede at snavset sad i kager på mig. Den lille pige var fin og ren.

”Victoria, kom nu herned og lad være med at forstyrre din søster!” lød en morgentræt stemme ned fra. Pigen – Victoria – løb hurtigt hen mod døren, men vendte sig så lige om en sidste gang. ”Du skulle altså tage et bad!” sagde hun og pilede så ud af døren.

Et bad? Hun sagde det bare så skødeløst, som om det var noget alle gjorde hver dag. Jeg havde fået omkring ét bad om måneden, hvis jeg var heldig, i alle de år jeg havde levet.

Først nu opdagede jeg at jeg stadig stod og glanede ved vinduet. Jeg satte mig i bevægelse og fandt så instinktivt badeværelset. Det var som om at jeg havde gået den vej en million gange før. Jeg så mig omkring og opdagede et såkaldt toilet, en håndvask, et lille skab på væggen og en brusekabine. Ivrig efter at prøve hvordan sådan en virkede, smed jeg hurtigt tøjet og sprang ind i bruseren. Som om jeg også havde prøvet det hundrede vis af gange før, tændte jeg vandet. Med et lille hvin hoppede jeg forskrækket tilbage, da noget skoldhedt vand, ramte mig i hovedet. Hurtigt skruede jeg ned for vandet og straks fik det den normale iskolde temperatur. Veltilpas skyllede jeg mit hår med to forskellige ting som jeg fandt vældig interessant. Shampoo og balsam. De lugtede begge af æbler.

Da badet var færdigt gik jeg ud og bandt et håndklæde om livet. Så fandt jeg tilbage til Mais værelse. Jeg åbnede et skab og så et væld af tøj stablet op derinde. Hurtigt hev jeg noget ud og tog det på. Da jeg var på vej til at gå ud af døren, faldt mit blik på en lille taske der stod foran et spejl. Nysgerrig åbnede jeg tasken og kiggede ned på indholdet. En børste, elastikker, mascara, eyeliner og en mini hårtørrer. Endnu en gang hjalp bladende i kioskende mig til at genkende tingende. Jeg tog børsten op og trak den prøvende gennem håret. Inden den var kommet en centimeter hang den fast i en ugle. Jeg sukkede; det kom nok til at tage sin tid at få redt alle uglerne ud.

Endelig, efter ti minutters hård kamp med børsten, var mit hår nu redt igennem. Så tog jeg hårtørreren op og satte den i en stikkontakt. Straks spyede den varm luft ud og lidt efter var mit hår tørt. Derefter samlede jeg en elastik op og snoede den rundt om håret som jeg havde set så mange turister gøre det. Det endte med en fin hestehale.

Nu havde jeg prøvet de tre af tingende, så hvorfor ikke også prøve de sidste to? Jeg samlede mascaraen op og tog den prøvende op til mine lyse øjenvipper. Efter et par minutter hvor jeg havde prikket mig selv i øjet med pinden mindst tre gange, satte jeg låget på og betragtede tilfreds mit værk. Efter mit forsøg med mascaraen kiggede jeg mistænkeligt på eyelineren og bestemte mig så for at det ikke var nødvendigt.

Da det var besluttet gik jeg ned af trappen og ind i køkkenet hvor Victoria og kvinden fra i går sad og spiste. Jeg trak en stol ud og satte mig rådvild. Hvad var det meningen jeg skulle gøre?

”Godmorgen skat”, smilede kvinden. Jeg nikkede forsigtig til hende. Hun stillede en tallerken med et stykke brød med smør foran mig. Hurtigt spiste jeg det, og gav mig så til at vente på at de andre skulle blive færdige med at spise.

”Skat, kan du ikke følge Victoria i skole i dag?” brød kvinden tavsheden. Skole? Gik jeg i skole? Da jeg ikke svarede, kiggede kvinden op fra sin avis og sendte mig et spørgende blik. Hurtigt nikkede jeg til hende. Da Victoria endelig var færdig med hendes brød rejste hun sig op og gik ud i en gang og jeg fulgte efter. Hun begyndte at tage overtøj på, og igen efterlignede jeg hende. Så greb hun en lille pink taske med nogle dansende ponyer på og åbnede døren. Jeg skulle lige til at følge efter hende da jeg mærkede en hånd på min skulder.

”Glem nu ikke din taske”, smilede kvinden. ”Øh… nej… selvfølgelig ik’…”. Jeg greb tasken og fulgte så efter Victoria ud af døren.

Vejen hen til skolen virkede velkendt og jeg stirrede nysgerrigt på alle de travle mennesker der skulle nå på arbejde – gik jeg da ud fra. Da vi stod i lågen ind til skolen overvældede alle lydende og larmen fra skolegården mig så jeg gik helt i stå. Og alle de nye auraer! Det gav mig jo næsten hovedpine!

”Kommer du?” spurgte Victoria og vendte sig om. Hurtigt fulgte jeg efter hende. Hun begyndte at kigge mærkeligt på mig da jeg bare gik med hende, men sagde ikke noget. Så forsvandt hun ind bag en dør og vinkede forsigtigt til mg. Helt lost stod jeg så og stirrede på alle de legende småbørn omkring mig.

”Mai? Hvad laver du hernede?” råbte en stemme gennem gården. Hurtigt kiggede jeg op for at lokalisere stemmens ejermand. Den tilhørte en pige på min alder som jeg – igen – instinktivt vidste hed Cecilie. Hun havde mørkebrunt hår, grønne øjne og en lille mund. Hendes aura var samme farve som himlen. Jeg rynkede panden da jeg så at en kant af tyrkisblåt dækkede kanten af hendes egen aura. Normalt havde folk kun én farve.

”Hvad laver du Cece?” lød endnu en stemme. Dér kom svaret på mit spørgsmål. En pige der lignede Cece – som måtte være Cecilies kælenavn – på en prik, bortset fra et lille modermærke lige over anklen. Hendes aura var tyrkisblå med et strejf af himmelblåt i kanten. De måtte være tvillinger. Som regel havde hver tvilling deres egen farve, men fordi de altid havde været så tæt sammen, var en smule af den andens aura smittet af på dens tvilling.

”Jeg så bare lige Mai, stå og se en smule lost ud, så jeg tænkte jeg lige ville hjælpe hende”, smilede Cece drillende, mens hun trak mig hen mod hendes tvilling der hed Alicia. ”Hvor er dine briller for resten?” spurgte hun så. Inden jeg nåede at gå i panik over spørgsmålet, svarede Alicia for mig: ”Hun begyndte da at gå med kontaktlinser for en måned siden, fjolle!”

De tog begge fat i en af mine hænder og hev mig hen mod en stor bygning i den anden ende af skolegården. Videre gik det ind gennem en dør og op af en trappe. Tilsidst endte vi inde i et stort lokale med en masse stole og borde plus en tavle. Lige idet vi trådte ind af døren, farrede en høj muskuløs dreng frem mod os. Han stoppede op foran os og udbrød glædestrålende: ”Vi har fået at vide hvilken by vi skal bo i! jeg skal bo i Birmingham, lige hvad jeg havde ønsket mig! Ali du skal vist bo i en lille landsby der hedder Cheddar, Cece du skal bo i Nothingham og gæt hvor du skal bo Mai?” spurgte han spændt. ”Øh… Paris?” spurgte jeg forsigtigt. Det var den eneste by jeg kunne navnet på ud over Mexico City og nu Allerød. Pludselig slog det mig at drengen hed Tobias.

De kiggede alle underligt på mig og så svarede Tobias leende: ”Paris er sgu da Frankrigs hovedstad, Mai! Vi skal jo alle bo i England! Du skal bo i Englands hovedstad, London!”

Tvillingerne kiggede misundeligt på mig, og ærlig talt anede jeg ikke hvorfor. ”Bo?” spurgte jeg forvirret Tobias. ”Ej, nu må du altså lige følge med, Mai! Selv tvillingerne ved det og det siger ikke så lidt!” De kiggede begge skulende hen på ham. ”Vi skal jo alle sammen hen og bo hos en værtsfamilie i to uger. Du skal bo hos en familie i London. Og måske skulle du se at få pakket. Vi rejser altså på mandag!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...