Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
749Visninger
AA

2. Pi

Mai

Uret tikker på natbordet. Tiden står helt, helt stille. Lidt som om pendulet i det gamle ur tager et skridt frem, et skridt tilbage, et skridt frem, et skridt…

Sådan føles det ofte, når jeg får skriveflow… verden forsvinder. Mon de kan li’ det, jeg har skrevet? Gadebarn i Mexico City – fed idé – men også lidt fjern fra min virkelighed.

Kigger på chatten. Besked fra en, der hedder Pi står der skrevet. Nysgerrigt klikker jeg ind og åbner chatten:

Pi - Hej, det er Pi. Jeg lever :-)!

Forskrækket kigger jeg på beskeden, og svarer så:

 Mig - Ja, ja, den er god. Hvem er du?

Pi - Pi fra Mexico ;-)

Mig - Fuck dig!!! Jeg har skrevet hele dagen og er træt. Hvem er du?

Pi - Jeg er Pi, og du skriver på min historie :-)

Mig - Ja, ja og jeg er Lady Gaga i lyserødt.

Pi - Jeg har brug for din historie. Derfor har du fået min skæbnekontrol. Har jeg ikke et fedt liv, her i Mexico?

Mig - What! Kvajhoved!!!???

Pi - Hey, det er altså rigtigt! Gør nu bare som jeg siger...

Mig - Ja, ja, ja flopper. What’s next?

Pi - Mexico er en matrix. Danmark er en matrix. Jeg kunne godt tænke mig at prøve din.

Mig - Wallah moses. Fed fantasi til fantasy...

Pi - Ja ikke; og det her er ikke bare en spøg. Du behøver ikke vente længe…

Mig - OK, du er fjong. Hvor trykker jeg like?

Pi - Du har brug for min historie. Derfor skal jeg have din skæbnekontrol. Jeg vil hellere have dit liv i Danmark.

Mig - Ja, ja – og hvad gør jeg så, for at give dig den der kontrol...?

Pi - Vent lidt. Jeg skriver lige på din historie. Om lidt lægger du dine briller på bordet. Dernæst holder du ”shift ctrl home end” nede. Mens du stadig holder på tasterne lukker du øjnene og tæller ned fra 10.

Mig - Jeg begynder at kunne li' det her. Hvem er du, fjocker?

Pi - Pi fra Mexico ;-)

Mig - Ja, ja, go’ joke. Nu gør jeg, hvad du siger, og så skriver du, hvem du er, ik’… 10, 9, 8, 7, 6, 5…

Pi - Ok boddy.  Pi stod for Papadocs. Jeg er nu…

Mig - 4, 3, 2, 1

Pi - Guld Mai!

En lyd af afsindighed. En lugt af fabrik. Et syn af skinner. En berøring af varme. En smag af kalk. En landing i sjette sans…

”Hva’ fanden laver du her, kreaturunge!” Det her var vist alligevel ikke en god aften. Den ællingegule aura var slet ikke ællingegul med is kold og blå. ”Jeg har da lige spist din mad?” Han stopper. En blodåre i hans tinding begynder at dunke. ”Hvad fa’en bilder du dig ind, din tyvetøs, jeg skal fa’me gi dig klø, du”

Mere hører jeg ikke. Jeg afværger hans angreb ved at kaste det forreste cafébord ind foran ham. Fem spring, jeg er ude af caféen, rundt om hjørnet, nede gennem Sløjserstræde, dernæst Skidenstien, videre ned af Stinkgyden og over muren for enden. Her sætter jeg mig mageligt til rette i affaldsbunken på den anden side.

Da jeg har fået pusten, begynder jeg at kigge mig om. Hov, der er noget uvirkeligt virkeligt ved det her. Det er slet ikke som Pi’s historie. Her er ligesom meget mere beskidt og gråt. Ad for helvede, hvor er her egentligt klamt! Hvordan fandt jeg bare det her sted? Som om mine instinkter kendte vejen – men det er slet ikke, som i Pi´s historie. Meget mere gråt, ulækkert, beskidt…!

Lionel kommer rundt om hjørnet i fuld spurt. Han har ikke noget i hænderne, ingen tyvekoster. Hans ansigt er desperat. Han behøver ikke råbe. Jeg ved det. Ved, hvad det er. Jeg mærker min puls dunke stakåndet, da jeg kaster mig tilbage over muren, mens jeg finder min rustne skruetrækker frem.  Idéelt værktøj til at lirke kloakdækslet op på under seks sekunder. Jeg er allerede halvejs nede, da Lionel kommer til syne over muren. To spring og han klatrer over mig. Den skingre lyd af brønddækslet, der trækkes tilbage på plads, larmer lidt for meget til ikke at røbe os.

Der er fuldstændigt mørkt hernede; det lugter og det kribler. Jeg ved, at vi skal væk fra hullet. De sataner skyder gerne i blinde ned i kloaken, hvis de har mistanke om, at vi sidder hernede. Jeg går med strømmen, mens jeg hvæser stille i mørket, så rotterne holder afstand. Bag mig kan jeg høre Lionels åndedræt. Det er hæftigt. Han har løbet hurtigt.

Lidt nede af kloakkanalen kommer vi til en af udvidelserne med afsatser på siden. De fungerer fint som siddepladser, mens man venter på fri bane. Vi sætter os. Langsomt begynder tankerne at komme tilbage. Jeg er sgu´ da en dansk pige fra en mindre dansk provinsby med to danske forældre og to søde missekatte. Hvad er det her?

”Pi, har du noget mad” pruster Lionel. Pi – ja, det er jo det hun hedder i historien, men… ”Pi, for helvede, du hugger bedre end jeg, og jeg er pisse sulten!” Han lyder truende; jeg ved, hans temperament kan eksplodere. Næsten automatisk stikker jeg hånden i min hoftetaske. Der ligger en stump brød. Jeg siger intet, da jeg stikker ham den.

Jeg tænker. ”Shift Ctrl home end” nedtælling. Det må på en eller anden måde have virket… Men det her er slet ikke som den historie, jeg skrev om Pi. Det er langt mere… klamt. Hvordan ved jeg, hvordan jeg skal flygte – det er ligesom om mit instinkt bare ordner sagen.

”DAKADAKADAKADAKADAKADAKA….!!!” Jeg holder mig for ørerne mens den frygtelige lyd af maskinpistoler runger gennem kloakerne. De må have løftet dækslet og skyder nu ned i hullet. Heldigvis plejer de ikke at komme ned i kloakerne, og vi er uden for skudvidde.

”De var vildt klamme de der gringoes.” Jeg farer sammen med et sæt. Havde helt glemt Lionel. ”To af dem havde ligesom en sort farve om sig.” Jeg trækker benene helt op på afsatsen, da jeg hører horden af rotter fylde kloakløbet under mig i flugt fra maskinpistolen. ”Især ham, de andre kaldte Nathan, var klam!”

Pludseligt begynder jeg at ryste uhæmmet. Det her er bare for virkeligt, men slet ikke, som da jeg for lidt siden skrev om Pi. Er jeg i Mexico? Hvordan kan jeg pludselig blive gadebarn i en kloak? Hvem er de folk, der jagter os? Hvor meget af Pi’s historie er rigtig – har jeg virkeligt adgang til et bibliotek? Kan jeg overhovedet læse? Hvordan får jeg mad (min mave rumler)?

… og hvordan kommer jeg hjem til mit eget liv igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...