Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
708Visninger
AA

1. NathanPipi

Pi

Kassen var det perfekte skjul. I dens skygge kunne man sidde ubemærket, mens man betragtede storbyens travle mennesker og deres smukke farver. Jeg elskede at sidde her og betragte verden.

Men jeg måtte nu indrømme, at det ikke var den eneste grund til jeg sad her. Jeg skulle finde dagens bytte; jeg sukkede og rettede mig op - for at overleve blev man nødt til at være aktiv.

Jeg begyndte at betragte mængden mere intenst, nu var jeg på arbejde. Jeg så Lionel slå til, på den anden side af torvet. Han smuttede ud fra en af de små sidegader med hans mørkeblå farve dirrende af spænding så den fik et grønt skær. Afslappet gik han op på siden af en kvinde, med lyselilla farve, der lige havde købt nogle krydderier ved en af gadehandlerne. Hun var ved at pakke sin pung ned, men lige idet hendes hånd var over tasken, snuppede Lionel den ud af hendes hånd. Så gjorde han det eneste man kunne gøre - løb. Han smuttede hurtigt rundt om en stor mand og videre rundt om en bod, med kvindens skingre skrig i hælene: "Tyv, tyv! Jeg er blevet bestjålet! Fang ham!" Hendes farve var nu blusset op så en hidsig rød farve næsten dækkede den lilla.

Og så er det sikkert her du spørger: hvem er Lionel? Jo, nu skal du bare høre. Når man er i samme branche er man nødt til at kende sine 'medarbejdere'. Derfor var jeg bekendt med hvert eneste gadebarn i byen - altså kun deres dæk navne, såsom ræven, finger, minken osv. Mit eget navn var Pi. Jeg anede ikke hvad jeg hed i virkeligheden, så jeg tog bare det navn til mig, jeg havde fået efter jeg havde bestjålet en gammel dame og vagten så havde opdaget mig.

Jeg var spurtet, som om selveste Satan var i hælene på mig, hen til en gyde og var pilet op af en mur, hvorefter jeg var sluppet fra vagten.

Jeg ignorerrede det normale optrin og skannede så mængden for mit bytte. Dér. En af de der højrøvede rigmandssønner kom ud fra en af kvarterers puber. Jeg forstod ikke hvorfor han overhovedet var kommet ned i denne del af byen. Chancen for at blive bestjålet var stor og man skulle kende alle de små genveje som 'indfødte' kendte, ellers kunne alle se man var en fremmed - eller en af de snobbede rige, som var så dejlig lette at stjæle fra. 
Hurtig smuttede jeg ud fra mit lille skjul og fulgte efter ham som en skygge.

Han spadserede hen over torvet som om hen ejede alt. Hans mosegrønne farve fik det til at vende sig i maven. Så stoppede han ved en bod der solgte lækkerier. Han havde nok en sød tand. Jeg fulgte ham på afstand og gik derfor hen til boden ved siden af der solgte smykker. Jeg observerede ham ud af øjenkrogen og så ham vælge det ene efter det andet - sikke et luksus dyr. Da han tog sin pung op for at betale gjorde jeg mig klar. Han fik givet manden pengene og lagt pungen sikkert ned i lommen igen. Lige idet han trådte ud fra den overdækkede bod satte jeg i løb hen mod ham. Han så mig ikke før at jeg stødte ind i ham. Hurtig som en kobra fiskede jeg hans pung op ved sammenstødet, og væltede så ned på jorden, mens jeg gemte mit bytte i en hemmelig lomme i blusen.

"Hvad fanden laver du!?" sagde han surt, men ignorerrede mig så og gik videre. Jeg rejste mig op og kiggede vredt efter ham - han kunne i det mindste have hjulpet mig op! Da det selvfølgelig ingen effekt havde, surrede jeg rundt på hælen og smuttede tilbage til kassen. Jeg åbnede pungen og talte sedlerne: 250 $! Jeg snappede efter vejret. Tænk at gå rundt med så mange kontanter i den beskidte bydel. Det var ikke bare dumt, det var direkte farligt!

Hurtigt rejste jeg mig op - det var ved at være alt for sent, jeg måtte hjem. Jeg krydsede over torvet for derefter at klatre op på en høj mur. Derfra svang jeg mig op på taget, og sprang så fra tag til tag til jeg nåede et lille loftsvindue der stod på klem. Jeg åbnede det og smuttede ind. Det var ikke et særlig stort rum, men det var hyggeligt. Der var puder og tæpper over det hele i en stor rodet masse for alle andre end mig. For mig var der system i det hele. Jeg løftede en rød pude med grønne frynser og fandt mine yndlingsbøger. Jeg lagde pungen fra mig og satte mig så ned med den der lå øverst i stakken. Jeg kiggede ned på den og så at jeg allerede havde læst den - jeg havde brug for noget nyt.

Sløvt rejste jeg mig igen op og krøb hen til det lille hul i den venstre side af vægen. Jeg snoede mig igennem og stod straks på bibliotekets loft. Jeg havde fundet min lille hule jeg en dag var nede og for at låne en bog, men var endt her oppe fordi at den var så gammel de havde lagt den i en kasse på loftet. Så havde jeg opdaget et hul et barn nemt kunne sno sig igennem, som håndværkere efter alt sandsynlighed havde glemt at lukke. Jeg var så smuttet igennem og havde fundet denne perfekte hule - enda med tagvindue.

Irriteret åbnede jeg en kasse og hev en bog ud. Så krøb jeg til age i min lille hule og begyndte at læse.


I aftes da jeg ikke kunne sove havde jeg besluttet mig for to ting jeg skulle bruge mine 250$ på:

På vej til torvet gik jeg hver dag forbi en bod med en spåkone. Siden jeg havde set den første gang, havde jeg ønsket mig at få en spådom. Dette ønske skulle indfries nu.
At komme på en kro. Jeg havde aldrig fået god mad og drikke, så nu skulle der svømmes i mad!

Jeg sprang videre til det næste tag, helt væk i mine egne tanker. Da jeg kom til det næste så jeg op og opdagede jeg næsten var kommet for langt. Jeg satte mig på hug og svingede mig ned på et hegn. Derfra balancerede jeg ned til et par skraldespande jeg hoppede ned på. Så landede jeg på gaden og rettede mig op igen. Jeg traskede ned af gyden og endte på den lille gade hvor jeg havde set boden stå de sidste 10 år. Teltet var helt sort med nogle enkelte hvide barduner. Jeg skubbede flabben til side og kravlede ind i teltet. Der lugtede krydret og var hedende varmt. Jeg gættede på det var den sorte teltdug der sugede varmen til sig. Langsomt begyndte små svedperler at dannes på min næse.

"Hallo?" Kaldte jeg forsigtigt ud i det lille rum. Bag et forhæng klirrede det som om nogen rejste og sig og snart blev forhænget da også skubbet til side af en dame. Hun havde mørkt tøj på der matchede teltet og den næsten sorte farve hun havde om sig gik næsten i ét med teltet. En enkel lædersnor med en pose forenden, hang om hendes buddene hals.

"Ja? Er der noget jeg kan hjælpe med?" Sagde hun med en dyb, hæs stemme.

"Ja... Det tror jeg. Jeg har hørt du laver spådomme?"

"Så har du hørt rigtigt, min pige", svarede hun venligt på mit spørgsmål, "følg med".

Hun gik om bag forhænget igen og jeg fulgte efter. I dette mindre rum jeg var kommet ind i, var der ikke bare hedende varmt. Det føltes virkelig som jeg forestillede mig det var at være i sauna. Damen satte sig på en stol mønstret med både perler og fjer.

"Sid ned", sagde hun så, og pegede på en stol overfor hende. Jeg satte mig og kiggede spændt på hende. Hun rakte ud efter min hånd, og jeg rakte hende den ivrigt. Hun tog godt fast om min hånd, mens hun lod en finger følge strengere i min hånd. Hun begyndte at brumme en underlig monton lyd. Hun rykkede fra side til side langsomt i takt med hendes brummen. Endelig åbnede hun øjnene og stirrede direkte ind i mine krystalblå. Endelig sagde hun, da jeg syntes hendes stirren og den underlige stilhed var foruroligende:

"Søg og find, 
To farver som dine.
Kig efter sind,
Kig efter deres auraer".

Damen gispede og kiggede så igen på mig. Jeg åbnede munden for at spørge hvad alt det skulle betyde. "Jeg ved ikke hvad det betyder", afbrød hun mig, "Alle mine spådomme kommer til mig. Jeg forstår nok mindre af den end du gør. Men ét råd kan jeg give dig. Kig dybt ind i dig selv".

Med disse foruroligende ord gik jeg nu ned ad gaden mod biblioteket, efter jeg havde betalt damen. Jeg fattede intet af hvad det betød, men en ting havde jeg dog gjordt op med mig selv; jeg fandt da ikke ud af noget som helst, hvis jeg ikke fandt ud af hvad auraer betød.

Da bibliotekets røde murstens mure tørnede sig op over mig, smuttede jeg ind gennem døren og gik ned til computerne. Godt nok var jeg et gadebarn, men jeg levede da i det 21 århundrede. Hurtigt fik jeg tastet 'auraer' ind, og op poppede en masse bøger hvor ordet 'auraer' var nævnt i. Jeg klikkede ind på den første, men gik hurtigt ud igen da det bare var en fantasy-bog. Efter at have kigget på ti bøger, alle skuffende, kom jeg endelig til noget der så interesant ud. Hurtigt rejste jeg mig og gik hen mod reolen med de forfattere der startede med M. Endelig fandt jeg den og trak den ud.

Magiske remedier og syn

Jeg slog op på indholdsfortegnelsen og fandt ordet auraer. 245. Ivrigt baldrede jeg om på siden og begyndte at læse.

Auraer er en speciel ting nogle mennesker hævder at kunne se. De siger det er nogle former far farver der lyser ud fra folk alle har deres helt egen farve. Disse farver kalds auraer. Men den afspejler ikke ens personlighed. Den viser også det humør og de følelser personen har.

Så kom der et afsnit om noget forfatteren kaldte ulim. Jeg svækkede bogen i og satte den tænksomt på plads. De farver jeg normalt så om folk, passede meget godt på beskrivelsen af auraer. Nu havde jeg da idet mindste fundet ud af hvad farverne var.

Så kiggede jeg op på uret og så den var kvart i syv. Biblioteket lukkede om et kvarter og jeg måtte hellere se at få afprøvet en kro.

Solen var ved at gå ned over hustagene - det var et betagende syn. Men jeg havde ikke tid. Jeg havde set det en million gange før og lige nu var jeg mest optaget af at finde en kro hvor jeg kunne finde min middagsmad. Pludselig fik jeg øje på en lille hyggelig kro der lå og puttede sig, næsten usynlig for omverdenen. Små blomsterkrukker i flotte farver var stillet op ude foran og blomsterne i blomsterkasserne var i fuldt flor. Betaget gik jeg nærmere. Priserne var ikke alt for høje, så jeg havde vist fundet det perfekte sted at spise aftensmad.

Jeg skridtede ind af døren og kiggede rundt i lokalet. En dreng på omkring min alder sad og hang i et hjørne. E ægtepar havde lige bestilt dessert. Jeg gik op til baren og stillede mig, mens jeg kiggede afventende på tjeneren. Da han fik øje på mig lyste han op i et stort smil.

"Og hvad kan jeg så hjælpe denne frøken med?" Spurgt han venligt. Jeg bed mig lidt i læben, da jeg jo aldrig havde prøvet at være ude at spise. Desuden viste hans ællingegule aura, at han kedede sig helt forfærdeligt og bare gerne ville have det hele overstået.

"Hm, kan jeg få et bord?" Endte jeg så med at sige.

"Selvfølgelig følg med". Han førte mig ned til et bord bagerst i lokalet. Jeg satte mig ned på stolen og hang min slidte taske hen over ryggen på den.

"Hvad skulle det så være?" Spurgte han venligt om. Jeg kiggede hurtigt ned i menukortet og sagde så: "Gerne en margarita med ost?"

"Det skal du få. Drikke?"

"En stor cola tak".

Han vendte om på hælen og gik ud i køkkenet, hvor han råbte min bestilling til kokken. Efter en smule ventetid vendte han tilbage med min mad. Jeg huggede det grådigt i mig, men så så at de andre mennesker kiggede underligt på mig, og tog den så lidt med ro.

 Efter jeg havde sat maden til livs sad jeg lidt og slog mave. Måske blundede jeg også en smule, for da drengen fra hjørnet satte sig overfor mig fik jeg et chok.

"Hey. Må jeg sidde her?" Spurgte han venligt. Jeg rykkede mig lidt utilpas på stolen, men nikkede alligevel. "Hvad hedder du?" Han så spørgende på mig. "Pi", mumlede jeg, mens jeg kiggede ned i bordet.

"Pænt navn..." En akavet stilhed bredte sig i rummet. "Hør, nu må du ikke blive bange og flygte vel? Det er fordi at ham den rige dreng du stjal fra igår-" jeg rejste mig brat op og skulle lige til at flygte, da han lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede skræmt på ham og skulle til at løsrive mig da han sagde: "jeg siger det ikke til nogen og jeg gør dig altså heller ingen ting!"

Tøvende satte jeg mig igen på stolen, men sad anspændt, klar til at tage flugten endnu en gang.

"Ham du stjal fra er min højrøvede fætter. Jeg var bare med for at vise ham rundt, da jeg bor her i byen, men han forsvandt pludselig. Efter tre timer fandt jeg ham igen igang med at købe en masse for hans alt for rige fars penge. Pludselig var der en pige der løb ind i ham, og jeg syntes godt nok han var uforskammet. Da jeg nåede hen til ham var pigen forsvundet og min fætter havde lige opdaget at nogen havde stjålet hans pung. Det var genialt! Det var virkelig dumt af ham at stikke af fra mig, men at han hele tiden går rundt og tror han er bedere end andre? Det er bare for meget! Jeg er glad for du gav ham en lærestreg!" Sagde han så ud i én lang køre.

Jeg kunne mærke at jeg blev mindre og mindre anspændt for hvert ord han sagde. Først nu hvor jeg ikke hele tiden var parat til at flygte lagde jeg mærke til hans aura; den havde den farve man så på alle de tropiske postkontor med foto af de lækre strande. Pludselig var jeg ikke så utryg mere. Farver jeg godt kunne lide fra starten klingede jeg godt sammen med.

"Hvordan kunne du vide det var mig?" Spurgte jeg så forsigtigt. Han tog det vidst som et godt tegn, at jeg overhovedet snakkede, for han lyste straks op i et stort smil. "Sådan et stort viltert rødt hår er der ikke mange der har!"

Jeg smilede ved hans bemærkning. Det var nok en af de ting jeg bedst kunne lide ved mig selv.

"Kan vi få to øl?" Råbte han op til tjeneren. "Hvad hedder du?" spurgte jeg forsigtigt. "Nathan". Det her skulle vidst vise sig at blive en god aften.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...