Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
698Visninger
AA

8. Lossepladsen

Mai

Da først var kommet et stykke væk fra den sure gamle dame, holdt mit hjerte op med at opføre sig som om det havde skumle planer om at banke sig vej ud gennem min brystkasse. Jeg satte farten ned og lænede mig forpustet op ad en mur. Jeg trak vejret og talte langsomt til ti inden jeg kiggede op fra jorden og så mig omkring. Jeg kunne ikke genkende noget af de huse der var rundtomkring mig - eller, jo, alting lignede hinanden heromkring. Jeg rettede mig op og gik i et lidt mere afslappet tempo ned i enden af gyden. Her var der mindst lige så mange huse, men én fangede min opmærksomhed.I vinduet hang en masse stjerner og måner og en blå silkedug lå foldet ud i karmen med en masse bøger om universet og stjerner. Over døren hang et skilt hvor der stod Astronomien - og du skal ikke spørge mig hvordan jeg kunne læse spansk, jeg undrede mig selv en del over det.

Jeg vidste at jeg havde set butikken før, men jeg blev en smule svimmel da jeg huskede mig selv gå ind gennem døren. Var jeg virkelig gået ind af den dør før? Nej, det mente jeg helt bestemt ikke. Hvorfor havde jeg så et tydeligt minde om det? Men inden jeg kunne nå at tænke mere over een sag, gik min indre stedsans amok. Jeg fik en ubærlig trang til at gå mod venstre. Jeg adlød den altovervældende trang og satte i trav ned af gaden. Jeg kom igennem små gyder, baggårde og store pladser. Der var mennesketomt bortset fra et par drukkenbolte der kom ud fra små kasinoer og barer. De gange jeg fokuserede på de farver der omgav dem indvandrede en dundrende hovedpine mit hovede, så jeg opgav og kiggede istedet bare lige frem for mig. 

Endelig stoppede mine ben og jeg så mig omkring for at danne mig et overblik over hvor jeg var. Jeg kunne genkende lossepladsen fra mit falke minde, men jeg kunne ikke se noget hus. Jeg gik ned mellem bunkerne af skrald og kiggede efter at hus, men bunkerne var så høje at jeg ikke ville kunne se om der stod et hus bag ved dem,selv hvis jeg stillede mig på tæer. Jeg blev mere og mere stresset eftersom mit indre ur - ja, man har åbenbart en meget stærk fornemmelse for tingene her i Mexico - nærmede sig 00.00. Endelig, da der kun var få minutter til midnat, dukkede huset op forude. Jeg skulle lige til at stikke i et glædens hyl da min irriterende indre stemme stoppede mig.

Jeg spurtede hen til huset og satte min fod i vindueskarmen mens jeg tig fat om bliktaget højere oppe. Så fandt min ene fod et hul i væggen hvor jeg så satte min fod. Så hev jeg min overkrop op over kanten af taget og sprællende så pludselig hjælpeløs i luften med benene. En en eller anden fat i mine arme og hev mig det sidste stykke ind over taget. Denne gang var den indre advarsel ikke stærk nok; jeg satte i et forskrækket hyl og hev mine arme til mig.

"Forfanden Pi! Så hold dog mund! Vil du have folk med pistoler på nakken igen?" hvislende Lionels stemme gennem mørket. Jeg smækkede munden sammen med et hørligt 'klik' og stirrede så på ham, lettet over at det ikke var en eller sindssyg psykopat der havde hevet i mig.

"Og, hva' fanden Pi . Du plejer da ikke at have problemer med at komme op på så lille en ting? Du har da forceret ting der var mindst tre gange så høje!" sagde han så. Jeg var ret sikker på jeg aldrig havde klatret op på noget der var tre gange så højt som det her hus, men jeg anede ikke hvad jeg skulle svare, så jeg besluttede mig for at skifte emne.

"Jeg hedder altså ikke Pi. Jeg hedder Mai."

"Kan du huske dit rigtige navn?" spurgte Lionel forbavset.

"Selvfølgelig! Det har jeg da kunnet hele livet!" 

"Hvorfor har du så ikke sagt det?" spurgte han mistroisk.

"Øh... Det ved jeg ik'..." Var mit geniale svar. Hvorfor kunne jeg ikke bare have en samtale hvor den så ikke tog en drejning hvor jeg igen ikke havde noget svar på spørgsmålet?

"Nå, men jeg foretrækker nu altså Pi," sagde han så med et stædigt udtryk i øjnene som for at sige, at hvis jeg havde intentioner om at få ham til at kalde mig andet, så kunne jeg godt glemme det.

Jeg trak på skuldrene. "Tjah, det er da bedere end Yrsa..."

Der opstod en pinlig tavshed, mens vi ventede på at den anden skulle tage ordet. Endelig brød Lionel tavsheden.

"Nå, men her er den computer du bad om," sagde han, og rakte en computertaske med indhold hen mod mig. Jeg tog ivrigt imod pakken og åbnede den og tændte den bærbare computer der havde været dernede. Den så ret dyr ud, men jeg ignorerrede min samvittighed der var begyndt at røre på sig. Da der poppede et ord op på skærmen og jeg havde læst det, bandede jeg lavmælt for mig selv; jeg havde helt glemt at man skulle bruge en adgangskode. Ud af øjenkrogen så jeg Lionel sende mig et underligt blik, inden han tastede et ord i kassen hvor man skulle skrive koden. Et baggrundsbillede med en masse programmer poppede igen op på skærmen. Jeg klikkede på det blå e og glædede mig over at der var internetforbindelse - det var nu også, hvad jeg havde bedt Lionel om, men man kunne jo aldrig vide.

Da Google's startside kom frem på skærmen, tastede jeg 'facebook' og straks kom siden frem. Jeg klikkede oppe i feltet hvor jeg skulle skrive min mail og skrev mai12@gmail.com. Så skrev jeg adgangskoden og ventede. Endelig, efter hvad der havde føltes som timer, kom min profil frem. Jeg kunne se alle mine venner havde skrevet om hvor de skulle hen på udveksling. Pis, jeg havde helt glemt at det var på mandag, jeg måtte hellere se at få pakket... Vent, jeg var i Mexico og ikke hjemme. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og gik så ind i min sidste chat. Det var med den mystiske Pi, og jeg læste for en sikkerhedsskyld igen instruktionerne, inden jeg tog en dyb indånding og trykkede 'shift, ctrl, home og end' nede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...