Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
699Visninger
AA

7. Kakao med skumfiduser

Mai

Efter den forvirrende og uventede nyhed fra Tobias', var vores lærer - hvad det så end var - kommet ind i klassen og råbt hen over larmen, at vi skulle sætte os ned. Cece skyndte sig ud af klassen og Tobias og Ali gik hen og satte sig på, for mig at se, tilfældige pladser. Jeg selv stod lidt fortabt tilbage og kiggede på de sidste tre tomme stole. 

"Vil du være venlig at sætte dig ned, Mai?" sagde læren en smule strengt. Jeg sank en klump og bevægede mig forsigtigt hen mod en plads nede bagerst. Ali og Tobias kiggede underligt på mig og så klappede Ali på stolen ved siden af hende som tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg undslap et lettelsens suk, reddet! Hurtigt lod jeg mig glide ned på stolen og rettede så opmærksomheden mod læren der var begyndt at tale:

"I dag skal I tage jeres engelskbøger frem og læse om for jeres sidemakker, side 98-99." Jeg så mig hurtigt omkring og kopieredes så de andres bevægelser. Jeg rakte ned i min taske og trak nogle bøger op. Overraket over mig selv kunne jeg læse det. Blue cat 9. Hm, det var ikke en dansk bog så det måtte jo være engelskbogen. Til min lettelse var det også den bog alle andre havde taget frem. Jeg slog op på den rigtige side.

Til min store overraskelse forstod jeg ordene, som hvis det var skrevet på spansk. Jeg havde kun lige vænnet mig til at jeg kunne tale flydende dansk, og også skrive det, men at kunne læse og forstå engelsk - jeg gættede på at jeg også kunne tale det flydende - var bare for mærkeligt! Kunne jeg nu ligepludselig forstå alle verdens sprog eller hvad?

"Skal vi gå igang eller hvad?" spurgte Ali ved siden af mig.

"Hvad? Ja!" svarede jeg hende jeg lidt fortumlet, "eller nej vent lige!" Hun kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Jeg tog en dyb indånding.

"Du har vel ikke noget der er skrevet på et hvilket som helst sprog udover spansk, engelsk og dansk, vel?" spurgte jeg så. Hun rystede på hovedet af mig, men dykkede så ned i sin skoletaske og hev en bog op. 

"Det er altså min franskbog? Du har tysk så jeg håber virkelig ikke at du forventer at du kan forstå det..." sagde hun en smule bekymret, men rakte mig så alligevel bogen. Jeg tog imod den med bævende hænder og slog op på en tilfældig side. Den eneste tanke teksten foran mig vakte var, volapyk. Jeg kunne lige så lidt forstå det som hvis hun havde stukket mig en bog med kinesisk i hånden.

"Tak", hviskede jeg med lille stemme, "må jeg spørge dig om noget?" 

"Tjah, okay", svarede hun med et vagtsomt udtryk i ansigtet, som om jeg hvert andet sekund kunne finde på at rejse mig fra stolen og forvandlede mig til et uhyre og grine spottende af hende, haha, der fik jeg dig! mens jeg slog mig på lårene af grin. 

"Kan du forstå alt hvad der står på siden som om det var skrevet på spa-... Øh... Dansk?" Spurgte jeg så med spag stemme. Først stirrede hun mærkeligt på mig, men brød så ud i latter. "Om jeg fatter hvad der står!? Du ved da godt jeg er den der er aller dårligst til engelsk i klassen. Selvfølgelig gør jeg ikke det!"

Jeg holdt et forskrækket gisp tilbage. Det kunne ikke være sandt! Så original var jeg for Guds skyld da ikke! Eller var jeg? Jeg kastede min sidste skrøbelige redningsline ud: "Tror du at der er andre i klassen der kan det?"

"Det ved jeg ikke, men vi kan jo spørge", storsmilede Ali, "hey, Tobias! Forstår du alt hvad der står i bogen som hvis det var skrevet på dansk?" 

Han sendte hende et forvirret smil, men svarede så alligevel: "Tja, det meste, men der er selvfølgelig et par ord jeg lige skal slå op. Så nej, ikke helt som dansk..." svarede han, men rynkede så panden, "hvorfor?"

"Årh, ikke for noget", smilede Ali hemmeligheds fuldt. Han trak på skuldrene og vente sig så igen om mod sin totalt upåvirkede makker, som om at han var vant til at jeg - undskyld, Mai - og Ali ikke indviede ham i deres samtaler. 

Men det tænkte jeg nu ikke så meget over. Mit sidste håb om at alt det her var noget der kunne ske for enhver anden, var knust. Jeg sad i mine egne forvirrende og deprimerende tanker, da lærens ord afbrød mig. 

"Se så at komme igang! Det bliver altså lektier!"

🌞

Mit hovede føltes som om en eller sindssyg person havde gennem banket det med en kødhammer. Hele dagen havde virket som et mareridt. Jeg havde ikke helt mig helt til stede og havde ikke deltaget i samtalerne. Tilsidst var det blevet for meget for Cece og hun havde undrende spurgt mig: "Er der noget galt Mai? Er du syg?" 

Jeg var kort vågnet op af min trance og havde det skam fint og jeg bare var en smule træt. Hun havde godtaget undskyldningen og var gået videre i samtalen. Grunden til min mareridtagtige dag kunne jeg nok give at jeg pludselig var landet i en anden piges liv og at min hukommelse var fuldstændig hulter til bulter. Det var som om at jeg havde levet to liv på samme tid og derfor havde to sæt minder. Det var helt vildt forvirrende især fordi jeg blandede dem sammen og at nogle af minderne overhovedet ikke var der. Fx. havde jeg lige fundet ud af at geografi var mit hadefag. Jeg kunne ikke trække noget ud af mine nye mærkelige minder om det og derfor havde bare siddet og stirret ud i luften hele timen. 

Nu var jeg på vej hjem og jeg havde allerede planlagt hvad jeg skulle lave når jeg fandt hjem. Ja. Fandt hjem. Sagen var nemlig den at jeg ikke kunne finde mit - nej, Mai's - hus. Der kan du se jeg kan virkelig ikke finde ud af hvem jeg er! Det er vildt forvirrende!

Jeg stod midt på en villavej og kiggede helt fortabt ud i luften. En bil rullede forbi ude på vejen. Den kørte et par meter og stoppede så. Vent, stoppede? 

"Hvad laver du her skat?"min 'mor' stak hovedet ud af vinduet på bilen. 

Jeg sagde et eller andet genialt i retning af "øh... Jeg..."

"Dejligt! Hop ind!" Svarede hun glædestrålende som om at det var hendes dags højde punkt. For bare at glemme det pinlige øjeblik tidligere - øh, to sekunder - siden, hoppede jeg ind og spurgte om det første der faldt mig ind: "Hvordan har din dag været?"

"Helt fin, men Ellie var bare uudholdelig! Hun blærede sig med sin nye bil - jeg kan ikke engang huske mærket! - og hvor mange penge den havde kostet. Det er jo ikke fordi hun er rigere end os, vi bruger bare vores penge på noget nyttigt!" svarede hun. Et svagt monde dukkede op i min erindring - en høj mørkhåret kvinde i stiletter. Man kunne ikke se hendes ansigt for bare make-up. Lige den type jeg ikke kunne udstå. Det så ud til at jeg og Mai's mor havd noget tilfælles. Pludselig holdt bilen stille. Jeg hoppede ud og gik op til døren efter min mor, undskyld, Mai's mor. Det var faktisk lidt irriterende. Jeg betragtede hende næsten som en mor. Problemet var bare at jeg ikke vidste om det var mine følelser eller ej. Det forvirrede mig.

Efter jeg var kommet ind af døren, smidt tasken og overtøjet fra mig, gik jeg ind i køkkenet og kiggede i alle skabene til jeg tilsidst fandt hvad jeg ledte efter; kakao og skumfiduser. Jeg kogte noget vand og blandede kakaoen i. S dumpede jeg skumfiduserne ned i den brune drik og gik så op af trappen. Der smed jeg mig i en sækkepude, snuppede en bog fra hylden og begyndte at læse. Lige hvad jeg havde brug for efter sådan en mærkelig og forvirrende dag; afslapning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...