Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
745Visninger
AA

4. En tjeneste

Mai

”Pi, Pi, kan du høre mig!” Navnet Pi trængte gennem tågen af spørgsmål. Lyden af klask; en smertende kind og følelsen af, at hovedet røg hårdt til højre.

Da jeg åbnede øjnene, så jeg det blå omrids af Lionels aura med et stænk af bekymret sortbrunt omkring. Det var Lionel, der råbte og ham, der havde klasket mig en lussing.

”Hold op!” Hviskede jeg. Der var helt mørkt. Vi var stadig i kloakken. Kun Lionels svage blålige aura og min egen i guld lyste svagt i mørket.

Lionel stoppede. ”Hva’ sker der for dig. Du begyndte pludseligt at ryste og skrige højt. Har du sniffet lim eller taget LSD?”

”Nej… Lionel, du må hjælpe mig,” røg det ud af mig.

”Jeg tror ikke på dig; du er på et eller andet.” Lionel trak sig væk.

”Nej Lionel, hør på mig.” Jeg greb ud efter hans arm.

”Du er selv ude om det. Du ender som Djadjock.” Straks viste der sig et billede af en skelettynd junkie sig for mit indre billede.

”Du skylder mig en tjeneste, Lionel. Det ved du,” kunne jeg høre mig selv sige. Lionels blå omrids fik en skygge af orange vrede.

”Jeg skylder ingen pige noget. Hvad mener du”. En begyndende ophidselse kunne spores i stemmen.

”Hvis jeg ikke havde hjulpet dig herned, havde Nathan fanget dig.”

Lionel langede ud efter mig. Jeg dukkede mig instinktivt. Hans aura lyste faretruende orangemørkt.

”Uden din ære, har du ingen respekt i kvarteret Lionel; det ved du.” Det var lidt som at opleve en film inde i hovedet. Jeg hørte mig selv sige ting, jeg ikke anede noget om, før jeg havde sagt det. Det var mig, der talte, og så alligevel ikke. Jeg kunne på ingen måde regne ud, hvad jeg var ved at sige.

”Satans tøs,” hvæsede han. Han lagde bånd på sin vrede, det var i hvert fald tydeligt. ”Ok, så siger vi det. Jeg skylder dig en tjeneste.”

Det svar, var det sidste, jeg havde ventet. Han virkede ret hård. Hvad var det med ære, og hvorfor gik han med på den.  Jeg – eller Pi, som han jo kaldte mig – måtte have et eller andet i baghånden, han havde respekt for. Jeg kunne bare ikke komme på, hvad det var.

”Nå, hvordan skal jeg så hjælpe dig?” Det gav et sæt i mig. Hjælpe mig. Hvad kunne jeg bruge lige nu?

”Du skal hjælpe mig med..” – hvad i al verden skulle jeg sige – ”det her…” trådte jeg vande.

”Ja,” sagde han lettere irriteret. Bare han nu ikke skiftede mening. Jeg tænkte på Allerød, på min historie, på den mærkelige chat. Pludseligt slog det mig. Ctrl Shift Home End. ”Skaf mig en computer med internetadgang; ikke kun computeren, men også koden til den og nettet”.

”Hvad. Den slags plejer du da ikke selv at have problemer med at skaffe. Hvorfor mig?”

”Så er det jo en nem tjeneste, ikke?” Jeg var selv overrasket over mit hurtige svar.

”Ok Pi. Så mød mig i Los Huevos ved midnat.” Som en ørn, der iagttager jorden så jeg pludseligt et improviseret bliktag på en stor losseplads for mit indre øje. På en eller anden måde vidste jeg, at dette bliktag var Los Huevos.

”Lad os se at komme op igen. Arbejdet venter ,” sagde han med let ironi i stemmen.

Jeg krøb efter Lionels blå omrids. Han fulgte kloakstrømmen, mens han hvæsede af rotterne. Selvom stanken, rotterne og mørket virkede særdeles frastødende i forhold til Allerød, var der alligevel et eller andet velkendt og trygt over det her sted. Instinktivt vidste man bare, at her var sikkert.

Efter noget tid kravlede Lionel op af en stige til gadeplanet. Da han skubbede kloakdekslet til side, kunne jeg tydeligt se omridset af hans hoved og dernæst krop mod det måneoplyste nattemørke. Og så var han væk.

”Los Huevos efter midnat,” hørte jeg ham hviske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...