Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
704Visninger
AA

6. En indre kamp

Mai

Los Huevos efter midnat. Jeg havde en vag fornemmelse af et sted, der var beskidt. Mere kunne jeg ikke genkalde mig.

Da jeg stak hovedet op over kloakken var det blevet tusmørke. En varm tropeagtig aftenluft sprang mig i hovedet.

Så vidt jeg kunne se, var det her en lille plads med små hvidkalkede huse i to etager omkring. Der var ingen mennesker på pladsen, og der var skodder for alle vinduerne i gadeplan. Flere huse havde altaner på 1. sal.

Jeg mærkede mig selv kravle hurtigt op ad kloakken og løbe mod en lille gyde i den vestlige ende. Det hele virkede uvirkeligt; som ren rutine i en film; noget, jeg bare gjorde.

Da jeg havde løbet nogle få skridt, så jeg det lille og stærkt ramponerede springvand midt på pladsen.

Stop, sagde jeg til mig selv.

Jeg stoppede, men mine ben var anspændte. Jeg kunne mærke en uro inden i. På en eller anden måde kunne jeg fornemme, at det var farligt at blive stående.

Jeg kiggede ned af mig selv. Lort og pis fra kloakken sad stadig i mit tøj. I Allerød havde jeg aldrig ville have haft fantasi til at forestille mig det her. Ad for h… tænkte jeg.

Her er farligt, gentog en indre stemme og tvang mine ben endnu to spring i retning af gyden.

Stop, sagde jeg til mig selv. Mine ben stoppede modvilligt. Jeg trak vejret dybt. Jeg bliver nød til at få noget vand og vaske mig. Løb nu, sagde den indre stemme. Stiv af angst rørte mine ben igen på sig.

Stop, sagde jeg igen til mig selv, og langsomt satte jeg det ene ben foran det andet i retning af springvandet. Det lykkedes mig efterhånden at tøjle den indre uro.

Vandet var koldt og læskende. Mens jeg drak, dukkede jeg resten af kroppen helt under vandoverfladen i det lille bassin, mens jeg gnubbede på mit tøj for at få de klamme efterladenskaber vasket af. Det tog måske kun få sekunder at blive våd, men fornemmelsen af vand omkring huden fik dem til at føles som en evighed.

Jeg vaskede ansigtet og åbnede dernæst øjnene. Det nærmeste hvide hus have en stor altan på 1. sal. På altanen stod en gammel krumbøjet kvinde. Hun knyttede sin næve ”Kan du så se at komme væk, dit udskud, råbte hun aggressivt.”

Det var nok. Jeg mistede fuldstændigt kontrollen. Mine ben stormede i modsat retning af kvinden og lige imod gyden. Jeg skulle bare væk… nu!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...