Auraer

Pi: Pi lever i storbyen Mexico City. En dag da hun har gjordt et vellykket arbejde går hun på restaurant, men efter hun har blundet et par øjeblikke, vågnet hun op i en fremmed piges hus. Pigen bor i Danmark og på mystisk vis kan Pi forstå hvad alle siger til hende. Hvad værre er, at hun ligner pigen på en prik og de har den samme farv aura.

Mai: en mystisk person skriver til Mai en aften hvor hun sidder foran computeren. Personen fabler om noget der hedder skæbnekontrol og matrix. For sjov spiller Mai med, men ender pludselig - og helt uventet - i en storby, hvor folk jager gadebørn og ikke vasker sig. Mais eneste ønske er at slippe væk fra dette mareridt og finde hjem.

7Likes
20Kommentarer
706Visninger
AA

9. Dårlig samvittighed

Pi

Jeg stod helt paralyseret og stirrede på den store menneskemængde foran mig. Jeg havde aldrig set så mange mennesker på ét sted før. Mentalt rettede jeg mig selv: jeg havde aldrig set så mange rige mennesker på et sted før, for det var de her mennesker tydeligvis. De havde alle enten dyrt mærketøj eller jakkesæt og meget alvorlige ansigtsudtryk. Og så var der jo også lige familierne med børn klædt i T-shirt og klipklapper, men dem var der ikke så mange af, da det jo lige havde været sommerferie og de fleste havde været ud og rejse. 
"Hvad er der med dig Mai? Glæder du dig virkelig så meget til at komme på udveksling? På den anden side kan jeg godt forstå det... London... Hvorfor er det ikke mig der skal til London?" spurgte Ali mig med bebrejdelse i stemmen. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige og stirrede bare på hende, og det affødte selvfølgelig en frustreret reaktion fra hendes side: "Hvad er der med dig, Mai? Det var jo bare for sjov!" Hun sukkede og trak mig så hen mod en kiosk.

"Selvom du opfører dig underligt er du stadig min bedste veninde... Og jeg har brug for selskab i den der laaangt kø!" Sagde hun og pegede sigende op mod kassen hvor en ældre mand var i gang med at betale for en pakke cigaretter. Jeg lo og daskede til hende, så hun nær havde tabt den stak af slik hun havde i armene. 

"Pas på din lille...!" grinede hun og og begyndte så at gå op mod kassen. Jeg fulgte efter og smilede stadig stort da Ali betalte den vrantne kvinde bag disken. Da Hun lagde sin pung tilbage i tasken væltede en helt ustyrlig trang ind over mig. Det var som om det var en naturlig del af mig; en refleks. Jeg kunne se pungen stikke op over taskens kant og at gå op på siden af hende og fiske den op uden hun opdagede det var næsten var næsten for let. Hun lo og snakkede som et vandfald og lagde slet ikke mærke til at hendes pung nu var væk og lå i min lomme. Idet samme lød der et råb fra Tobias: "Hvor har I to finisende sladretanter været? Vi skal boarde om ti minutter og gaten ligger i den anden ende af lufthavnen!"

Vi satte alle i løb men hver vores lille rejsetaske - i mit og Alistilfælde, håndtasker - hoppende op og ned over skuldrene og i hændernede.Da vi få minutter efter var nået ned i til gaten og roligt kunne stille os i kø for at komme ind i flyet, kunne jeg høre at Ali  og Tobias prustede som to blæsebælge på overarbejde, på hver side af mig.

"Hvorfor er du overhovedet ikke forpustet Mai? Du plejer da at være elendig til idræt!" udbrød Tobias stakåndet. Jeg kunne jo ikke så godt fortælle ham at det var fordi jeg var et gadebarn fra Mexico City og derfor var vant til at flygte fra psykopatiske rigmandssønner der jagtede mig med pistoler som et andet dyr.

"Jeg må vel tilstå at jeg har trænet en smule..." Sagde jeg og præsterede enda et flovt smil. Tobias begyndte at grine. "Det er da ikke noget at være flov over!"

Jeg smilede og rystede på hovedet og prikkede ham så på skulderen da det blev hans tur til at vise sin billet og sit pas. Han kom igennem uden problemer og så var det min tur. Jeg sank en klump, og gik frem mod kvinden der skulle se mit pas og min billet. Jeg var virkelig nervøs, for det var jo ikke mit pas - passet tilhørte en pige der hed Mai og som jeg af en eller anden mystisk grund; Men lignede jeg hende nok til at myndighederne ikke lagde mærke til at jeg ikke var hende?

Kvinden tog passet ud af min hånd. Jeg holdt vejret. Hun kastede et enkelt blik ned i det og rev så noget af min billet af.

"God tur," sagde hun og smilede venligt til mig. Jeg åndede lettet ud og fortsatte efter Tobias ind i flyet. Jeg fandt min angivende plads og konstaterede at jeg skulle sidde med Ali på min højre side og en dreng fra parallelklassen - som jeg ikke rigtig havde fået fat i hvad hed - på min højre. Jeg følte mig en smule klemt inde, men jeg håbede jeg hurtigt ville vende mig til det, for ellers ville det blive en lang tur til London.

🌞

"Kan du ikke lige se hvor lang tid der er til at mad vognen kommer, Jeppe?" spurgte Ali hen over hovedet på mig. Drengen der sad i sædet ved siden af mig hed åbenbart Jeppe, og han brummede irriteret over at blive afbrudt af den trance den musik han hørte, havde bragt ham i. Alligevel rettede han sig op i sædet og kastede et blik over skulderen.

"Nå?" spurgte Ali igen - denne gang utålmodigt. 

"To sæder," snerrede han irriteret tilbage. 

"Tak," smilede hun sarkastisk. Hendes eneste svar var en rullen med øjnene og en utydelig mumlen om, hvorfor læren havde valgt at sætte ham på samme række, som to ulidelige piger.

Ali bukkede sig ned efter sin taske og roede lidt rundt. 

"Fuck," lød det, "jeg har mistet min pung!"

Jeg stivnede i sædet. Det var jo mig der havde taget hendes pung. Og jeg havde jo... Nej, jeg havde ej! Jeg havde da ikke brug for den? Jeg havde alt hvad jeg kunne ønske mig lige her. Den dårlige samvittighed ramte mig som et kølleslag. Jeg var frosset helt, men alle de år som lommetyv i Mexico City havde lært mig at tænke hurtigt, så jeg fiskede forsigtigt pungen op af min lomme og bøjede mig forover og kastede så hurtigt pungen ind under mit sæde.

"Jeg hjælper dig med at lede," sagde jeg til Ali der febrilsk ledte i hendes taske vedsiden af mig. Efter ti sekunder rettede jeg mig op med pungen i hånden, og udbrød triumferede: "Jeg har den! Jeg har den!"

Stolt rakte jeg en hånd i vejret og fremvise den 'forsvundende' pung frem. "Tusind tak, Mai! Du har reddet mit liv!" sagde Ali, og tog pungen ud af min hånd. Tilfreds lænede jeg mig tilbage i sædet og fandt penge frem da vognen kom forbi.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...