Hopelessly devoted to you~One Direction

Hailey er en meget modebevidst og dygtig designer, som har hjulpet popstjerner rundt omkring i verden. Hun elsker det, hun laver, og det har altid været hendes største drøm at kunne gøre det, som nu er hendes dagligdag. Hendes fashion er stilfuld og anderledes. Den skiller sig ud, og det er det, som gør hendes stoffer så fantastiske. Denne 18-årige pige har dog også en anden side af sit ellers så fantastiske liv. Hun drømmer om at finde hendes livs kærlighed. Hun har altid troet på kærlighed ved første blik, men har aldrig følt det så meget som én gang før. Da hun en dag bliver ringet op af et medlem i et band bestående af 5 teenage-pop-idoler, bliver hendes liv en værre rutsjebanetur.

29Likes
10Kommentarer
1560Visninger
AA

2. Prologue


Jeg tager en kæmpe bid af det knaldrøde æble, som før lå så fint og urørt på det hvide designerbord. Jeg kan ikke lade være med pludseligt at tænke på snehvide, og mine øjne bliver store. Måske er æblet forgiftet?! Eller også er det bare et MEGET rødt æble, hmmmm? Måske vil min assistent dræbe mig, så hun kan overtage min plads?! Ahaaa! det var derfor, hun havde handsker på, da hun afleverede æblet til mig som en "gave". Hendes fingeraftryk kan nemlig ikke identificeres, når hun ikke rørte æblet direkte. Hun er afsløret! Hun skal aldrig se dagslyset igen, muhahahahahaha!

Ej okay, blev vist grebet for meget af stemningen. Plus at jeg må have set aaalt for meget Sherlock Holmes OG Snehvide! Nå, men skidt pyt, det smager fantastisk, sådan af noget syrligt blandet med den saftige søde smag, perfekt. Egentlig var det virkelig klogt af den onde stedmor. Hun forgifter kun den ene side af æblet, så hun kan demonstrere med, at det er et helt normalt æble.

Jeg vil også være lige så klog engang, men lige nu ejer jeg mit eget design som 18-årig, og det er pretty awesome. Det er også noget af det, jeg elsker allermest. Designer har altid været min drøm lige siden jeg var lille, og nu er drømmen endelig virkelighed. Den er blevet til noget, men det er fordi, jeg har kæmpet for det, troet på det. Lige siden mine fødder var plantet i gulvet, har jeg tegnet. Tegnet små bikinier, som jeg havde set i den nyeste barbiefilm, eller tegnet Cirkelines røde kjole med sorte prikker. Jeg har tegnet ting på papir, pap og nu stof, læder og tylstof.

Pludselig farer jeg op af stolen, da det går op for mig, at nogen banker på. Mine øjne falder hen mod den meget svagt egebrune dør. "Kom indenfor" synger jeg i en venlig og glad tone. Dengang jeg var lille, så jeg altid sure lærere, sure tandlæger, sure kontordamer og sure chefer over alt, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ALDRIG ville blive en af dem. Derfor er jeg aldrig sur på arbejdspladsen. Indeni kan jeg dø af irritation og vrede, men det kommer aldrig ud. Jeg kan blive trist, skuffet, irriteret og få lyst til at rive hovedet af en eller anden, men jeg lader det i sidste ende aldrig gå ud over andre. Det kommer nogengange ud, når jeg sidder alene derhjemme, hvor min vrede kan blive hjulpet på vej af den tristhed ved, at jeg stadig lever i min lejlighed helt alene.

Når jeg bliver sur indeni, så tager jeg altid en dyb indånding, tæller til ti og sætter smilet op igen. Det er mig, altid positiv og frisk. Det er ikke engang noget, jeg selv siger som en eller anden selvfed bitch, men noget som min assistent og de andre på jobbet har fortalt mig. Og jeg må indrømme, at jeg bliver lige glad hver gang. Mine læber formes i det største Hailey smil, så mine glimtende, hvide tænder ikke er til at overse.

Keila kommer ind af døren med hendes perfekte slangekrøller klæbende til halsen. "Godmorgen Hailey" siger hun med det største smil nogensinde. "Godmorgen, hvorfor så glad i dag?" griner jeg lavt, da hun er ualmindeligt lykkelig, det er tydeligt. Hendes smil forbliver bare på læberne, hvorefter hun ryster på hovedet og rækker mig nogle papirer uden at give et svar på mit forrige spørgsmål. "Du har nogle nye klienter." fortæller hun i en lysende stemme og ser spændt på mig. Jeg nikker og finder det meget mærkeligt at Keila pludselig er så lalleglad.

"Tak Keila, men jeg ser på det senere. Jeg har en smule travlt." Hun laver et trist suk og ser på mig med det mest triste hundeøjne. "Pleeeease, kan du ikke se på det nu??" Det er så typisk Keila at ville have sin vilje. Hun er sådan en rigtig teenagepige, med det lange lyse krøllede hår, de sindssyge vipper, makeup til at det er til at brække sig over, men på en eller anden måde klæder det hende ualmindeligt meget. Hun er 16 og meget, meget ung i denne her branche. Jeg er trods alt 3 år ældre. Men hun er god til sit job.

"Hvis jeg ser på det nu, får jeg så fred bagefter?" spørger jeg med vilje for at drille hende lidt. "Jaja, se på det! Se på det!" Med et kort nik bladrer jeg igennem stakken af papirer, indtil et navn dukker op. "One Direction" mumler jeg og lader blikket glide op på Keila igen. "Og hvad er der så specielt ved dem?" Hun gisper dramatisk og tager sig til munden. "Er du seriøøøøøøs!???!!!!!" Hun ser på mig, som er jeg fra det ydre rum. "De er ligesom det bedste boyband in the world!! De hotteste sexy beasts ever survived! Hvor er du fra? Mars eller sådan noget?!!" Hun fnyser og drejer om på hælen. "Du skal ligesom style dem!!!"

Jeg nikker ligegyldigt og smiler flabet til hende. "Skal du ha' en autograf så?" Hun efterligner mig med en forvrænget stemme. Så blev lille Keila tøsefornærmet. "Jeg ville faktisk spørge, om jeg ikke kunne komme med?" Hendes stemme ændres pludseligt til en bedende og lys stemme. Jeg trækker på skuldrene og giver hende et skævt smil. "Hvis du kan opføre dig ordentligt!"

Vi begynder begge to at bryde ud i et grineflip. Jeg lød som min mor, ikke godt. Hun løber hen i mine arme og giver mig et kæmpe kram. "Taaaak Hailey!!!" udbryder hun i en voldsom storm. Jeg griner og nikker bare kort. "Alt for dig kære." fortæller jeg ironisk med en forvrænget bedstemorstemme. Hun ruller øjne og går hen mod døren igen. "Tak og god arbejdslyst."

Keila og jeg har altid haft et meget udadvendt forhold til hinanden. Jeg er ikke hendes chef i hendes øjne. Jeg er hendes søster. Hendes 3-årige ældre, pisseirriterende møgsøster, som hun alligevel elsker meget højt. Og hun er min lillesøster, som er en kæmpe bitch til tider, men den bedsteste veninde når hun føler for det.

Jeg er selv enebarn, så jeg har aldrig haft en rigtig genetisk søster. Keila er det tætteste på søster, som jeg nogensinde kommer. Det er også fint for mig, for hun er helt igennem fantastisk. Min mor og far kalder hende endda "deres datter", selvom det er jo mig, tsk.

Jeg rejser mig efter noget tids tænken og går ud mod "arbejdspladsen". Hver gang jeg har nogle følelser indeni, der skal ud, eller at jeg ikke har noget at foretage mig, så går jeg altid hen og laver spontane designs. Bare en meget hurtig skitse og så ellers i gang med nål og tråd. Tit bliver tøjet ikke overdrevet proffesionelt, men noget som jeg går med selv. Det er pænt, men ikke gennemtænkt. Dog får jeg nogengange de vildeste idéer dom ender med at blive vores helt nye kollektion. "Jeg ruller!"

"Hej Josh" undslipper jeg automatisk fra læberne med et venligt smil. Han svarer med et "hey" og det flirtende blik, som han altid sender mig. Josh er kendt som det her steds største player. Får tøserne med i sengen og smider dem så ud i skraldespanden bagefter. Bruger den der replik: "Jeg ringer til dig" og guess what? Han ringer aldrig. Han har prøvet at knække mig i virkelig, VIRKELIG lang tid, og jeg må indrømme, at han er tiltrækkende, men jeg bøjer ikke under. Jeg vil finde min true love ikke et eller andet klamt engangsknald.

"Fokusér nu på arbejdet ikke!" råber jeg efter ham med en hovedrysten og rullende øjne. Han vender sig om og laver den mest typiske Josh-replik evaa. "Du er mit arbejde" hvisker han og blinker til mig. "Du er simpelthen for klam Josh. Du ved godt, at jeg har mulighed for at fyre dig ikke? Og oh, jeg kan finde en ny til dit job, som er dobbelt så lækker, dobbelt så sød og dobbelt så klog."

Det er virkelig svært at holde mit grin inde, da jeg ser hans ansigtsudtryk, hvorefter han vender sig om, og jeg kan svagt høre hans mumlen: "tsk, piger". Ha! Jeg ville nu hellere sige: "tsk, drenge!" Hvorfor skal drenge altid kun gå op i sex, patter og røv? Hvorfor kan man ikke finde en fyr, som både er sød, betænksom, lækker (det er ikke et krav, men altså... Det skader ikke) og dejlig? Altså, hallo, det ville de score 100 gange mere på end at være total gusten og cheesy, duuuh. Men whatevaaa!

Da jeg træder ind i en duft af stof og læder, føler jeg mig atter hjemme. Home dear home. Jeg skal til at gribe fat i min symaskine, da mobilen i min bukselomme ringer.

"Ja det er Hailey?" min stemme lyder en smule usikker, da jeg inden jeg svarede så, at det var ukendt nummer. Kunder ringer altid til min arbejdstelefon ikke min mobil. "Hej Hailey. Det er Liam. Bandmedlem i One Direction. Vi har fået at vide, at du skal være vores tøjdesigner til den næste Tour, men drengene og jeg vil rigtig gerne møde dig, inden vi kan tage en beslutning. Tag det ikke personligt, men vores designer skal med på Touren, og det ville blive meget svært, hvis vi slet ikke kunne omgås." Jeg nikker kort, da det lyder meget fornuftigt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at få et snert af fornærmelse.

"Så du siger, at I muligvis vil have mig som jeres designer, men at I ikke er sikre? Undskyld mig, men det er ikke mig, der har tigget og bedt om at være jeres hø designer til sådan nogle overfladiske, teenagedrenge, som garanteret kun er kendte på grund af deres udseende og så "lader som om de kan synge". Det er faktisk jeres manager, som har spurgt om reservation, og jeg er ikke sådan lige at booke til en hel Tour, så faktisk burde det være jer, der skulle lægge prøve hos mig!" ophidser jeg. Jeg ved virkelig ikke hvor alt det kom fra. Jeg er overhovedet ikke vred over deres beslutning, men det fløj bare op af mig.

Jeg kan høre at denne såkaldte Liam vist også blev en del overrakset, da der er helt stille i den anden ende. "Undskyld," fremstammer jeg oprigtigt undskyldende. "Jeg har vist bare haft en lidt hård dag. Selvfølgelig kan I møde mig, Ehm... Hvornår passer det jer? Og siden det er dig, som ringer, er det så udenom arbejdet? Det plejer for det første at være manageren som ringer+at det plejer at være på min arbejdstelefon" oplyser jeg, og håber inderligt, at han ikke afblæser idéen på grund af mit lille udbrud. Jeg kan mærke, at han lige skal komme sig over mit råberi, men endelig tager han sig sammen. "Det går nok. Altså det er selvfølgelig ikke bag om ryggen på nogen. Men det er ikke en del af det, at vi skal mødes med dig inden. Det er bare for at få en opfattelse af hvordan du er, og om vi alle sammen kan sammen." Jeg kommer med et lille "mhm" og lytter ellers bare.

"Og altså, siden du jo skal starte allerede på mandag, så ville vi forslå i morgen aften? Hvordan passer det dig?" Jeg smiler svagt over, at han alligevel ikke er helt skræmt over mig... Endnu. "Altså... Jeg tjekker lige min kalender, et øjeblik." Hurtigt hiver jeg kalenderen frem og tjekker 30. Januar 2014. "Mhm... Indtil videre er aftenen tom for mig, så det kan sagtens lade sig gøre!" Han ånder lettet op i den anden ende, og jeg kan høre nogle pusle bag ham. "Så er det en aftale. Hvis du kommer hen til os kl. 18.00 i morgen, så kan vi lige snakke lidt over en middag. Altså os alle 6" retter han hurtigt sig selv. Jeg fniser kort og nikker kort. "Hvad er adressen?" Jeg kan tydeligt høre puslen i den anden ende og en anden dreng tager røret.

"Adressen er, hold godt fast. Vent, har du noget at skrive med?"  Drengen der snakker er formentlig yngre end den forrige. Jeg vil skyde på en 17-18 stykker, og han har en tyk udenlandsk accent. Ret så attraktivt, hvis I spørger mig. Jeg kan høre et par andre drenge grine i baggrunden efter drengens kommentar. Jeg griner kort med og river et hjørne af min kalender. "Man spiller rigtig sjov hva?" driller jeg. Og Hailey er tilbage igen, nu 20x sjovere! "Papir klar." Han opremser en adresse og et postnummer og sikrer sig, at jeg har fået skrevet alt ned, inden han fortsætter.

"Så ses vi Hailey."

                                                                                               

Hej alle sammen, det var så prologen til min movella "Hopelessly devoted to you". Min intention var, at man får et indblik i Hailey måde at tænke og opføre sig på. Jeg har glædet mig meget til at begynde på denne her movella, og jeg håber, at I har lyst til at læse. 

Jeg ville blive super glad, hvis I smider et like og/eller sætter den på favorit. Også hvis I lægger en kommentar med konstruktiv kritik eller ros, så jeg bliver mere motiveret til at skrive, så ville det ikke gøre mig noget (haha).

Nyd det første kapitel.

Xoxo Signe

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...