Hopelessly devoted to you~One Direction

Hailey er en meget modebevidst og dygtig designer, som har hjulpet popstjerner rundt omkring i verden. Hun elsker det, hun laver, og det har altid været hendes største drøm at kunne gøre det, som nu er hendes dagligdag. Hendes fashion er stilfuld og anderledes. Den skiller sig ud, og det er det, som gør hendes stoffer så fantastiske. Denne 18-årige pige har dog også en anden side af sit ellers så fantastiske liv. Hun drømmer om at finde hendes livs kærlighed. Hun har altid troet på kærlighed ved første blik, men har aldrig følt det så meget som én gang før. Da hun en dag bliver ringet op af et medlem i et band bestående af 5 teenage-pop-idoler, bliver hendes liv en værre rutsjebanetur.

29Likes
10Kommentarer
1555Visninger
AA

6. Act professional


Jeg ser smilende hen på Keila og sender hende et beroligende blik. "Fald ned!" hvisker jeg og prøver ihærdigt at kvæle et grin. Hun ruller øjne og står bare stadig og tripper frem og tilbage. Jeg griner og retter på min knold, som jeg har sat op for at virke professionel.

Drengene burde være her om et par minutter, så jeg forbereder mig på ikke at gå ud af rytmen. Harry skal overhovedet ikke blandes ind i mit arbejde og for den sags skyld heller ikke de andre. "Du skal altså kunne kontrollere dig, hvis jeg skal bruge din hjælp okay?" Hun nikker bare uden rigtigt at sige ja til noget. Jeg er sikker på, at hun lige om lidt vil flippe totalt ud.

Og jeg havde ret...

Et skrig lyder ved siden af mig, og jeg forstår, at drengene er kommet, da Keila går helt amok. "Godmorgen" siger jeg og sender et kærligt smil til dem. "Morgen Hailey" synger Louis muntert. Jeg smiler og går tættere på dem. "Nå, altså, drenge, det her er Keila. Min meget ivrige assistent. Hun er-" "Jeg elsker jer!" udbryder hun, og vi begynder alle at grine. I Nialls fjæs er der klistret et kæmpe smil (okay det lød cheesy), og han går hen imod hende. "Hey Keila" siger han muntert og trækker hende ind i et kram. 

Hun gisper og krammer ivrigt med. "He, he, heey" fremstammer hun. Jeg sender hende et smil og klapper Niall på skulderen. "Vi må hellere komme i gang" siger jeg henvendt til drengene, hvorefter jeg retter mig mod Keila. "Jeg har et job til dig, kom." Hun ser hen mod drengene og ryster kort på hovedet. "Kan jeg ikke blive her?" Jeg giver hende et utålmodigt og bestemt blik. "Keila!" Hun sukker, men kommer endelig fri af Niall. Igen vinder Hailey! 2-0, haha! Loser! Gå hjem til din mor og tud!! 

...Ja... Jeg har det med at lade mig rive med af mine tanker... Hun ser mærkeligt på mig, og jeg smiler undskyldende. "Keila, skat, du kan altså ikke være i nærheden af dem..." Hendes ansigt bliver pludselig trist. "Hvad? Hvorfor?!" Jeg ser på hende med et snert af skyldfølelse. "De skal altså ikke skræmmes væk..." siger jeg lavt. Hun griner falskt og skubber til mig. "Hailey, jeg skal nok opføre mig professionelt!" Jeg ruller øjne, men beslutter mig for at tro hende. "Godt så!" 

Vi går tilbage og jeg krammer dem alle sammen kort. "Undskyld, ordentligt Hej til jer." De nikker forstående og klemmer kort tilbage. "Det var hyggeligt sidst" hvisker Harry hæst i mit øre og sender mig et virkelig uimodståeligt smil. Jeg nikker kort og skynder mig videre. Han griner svagt og blinker til mig, inden jeg med det samme har drejet hovedet. "Lad os komme i gang!" Louis og Niall nikker entusiastisk, og det får mig til at smile stort. "Godt drenge" siger jeg, da vi er inde i designerlokalet.

"Hvordan skal tøjet se ud?" "Har I nogle idéer?" "Altså Lou kommer om lidt, og hun har nok mest styr på det, men... Jeg har faktisk nogle idéer!" siger Louis højt. Jeg nikker og prøver ihærdigt at ignorere Keilas lave hvinen. "Super! Men altså, først og fremmest skal I måles, så jeg ved, hvad vi skal sy efter!" De nikker, og jeg sender dem et kæmpe smil. "Hvis Keila tager 2 af jer, så tager jeg resten." Keila springer op og nikker ihærdigt. "Jeg tager Zayn og Niall!" skriger hun. Jeg bider mig svagt i læben. Jeg ville gerne have undgået at få Harry, da man altså skal være alene i et rum i omkring 5 minutter... 

"Godt så..." overgiver jeg så til sidst. "Lou, Harry og Liam kom med mig." De nikker og går lige bag mig. "Okay... Det bliver en af gangen og jeg starter med..." Mit blik glider rundt på de tre smukke fyre. Det er ret sindssygt at de alle sammen er 19 eller over, fordi de ligner slet ikke nogen på den alder. Der er absolut ingen urenheder i deres ansigter, men  det har vist også noget at gøre med, at de er blevet opfrisket med en masse pudder og andet. De har begge hver deres charme. 

"Louis" siger jeg så endelig, og Louis følger med mig ind i rummet. Han ser smilende på mig og venter på, at jeg fortsætter. "Bare stil dig hen på den der." Jeg peger mod et målebånd, hvorefter han med det samme adlyder. Jeg går hen og skubber blidt til ham. "Stå ordentligt!" fniser jeg og ryster på hovedet. Han griner og laver en åndssvag grimasse. "175cm" mumler jeg for mig selv og skriver noget ned på et stykke papir.

"Nå Hailey" siger Louis med et smørret smil, imens jeg befaler ham til at løfte armene. "Mmh?" mumler jeg og måler roligt videre. "Harry er ret sød synes du ikke?" Jeg bliver stille, og jeg kan tydeligt mærke varmen stige i mine kinder. Jeg går hen for at hente noget af måleudstyret og har derfor heldigvis ryggen til. "Jo..." siger jeg lavmælt og drejer forsigtigt hovedet. "Det er Niall også" siger jeg så, for at få det til at lyde mere henkastet. Han griner kort og nikker så. "Det var ærgerligt, at du gik så tidligt sidst" fortsætter han. Jeg trækker på skuldrene og sender ham et smil. "Problemer derhjemme" lyver jeg. Han nikker og følger mine næste instrukser. Jeg er ved at blive godt irriteret over Louis' nysgerrighed, og det næste spørgsmål gør det ikke bedre. "Så du er vild med Harry?" spørger han igen, og jeg ser overrasket på ham. Skuespil var et af mine stærke fag i skolen, når jeg altså ikke rødmer. "Er jeg?" spørger jeg, som om jeg har ingen anelse om, hvad han snakker om. Han griner og nikker så.

"Hailey, vi 5 drenge fortæller hinanden alt." Jeg sukker og begynder så at rødme igen. "Det var ikke meningen, at NOGEN skulle høre det..." sukker jeg. Han lægger en varm hånd på min skulder. "Hailey, alle bliver forelsket." Han smiler meget kærligt til mig. Jeg ruller øjne og beslutter at lade det ligge. "Ja det er godt Louis." Han ser stadig på mig og smiler lige så kraftigt som før. "Hailey, jeg mener det." Jeg nikker og erklærer os færdige. Han klapper mig på skulderen og sender et blink, inden han går ud. 

Jeg skal lige til at gå ud for at hente en af de andre ind. Og for at være ærlig, har jeg tænkt mig at vælge Liam og så håbe på, at Keila bliver færdig til at kunne tage Harry også. Men tingene skulle åbenbart ikke gå efter mit hoved, for selvfølgelig har Louis fortalt Harry, at det var hans tur nu, og for lige at gøre det hele en tand værre, så da jeg er på pvej ud, støder vi lige ind i hinanden, så vi begge falder ned på jorden. Jeg ligger ovenpå ham. Tingene går så hurtigt, at jeg ikke opfatter noget, før jeg ligger og ser ind i de smukkeste øjne nogensinde. Jeg ligger der ovenpå ham og ham under mig, og selvom at det er den mest upassende stilling, rejser jeg mig ikke. Jeg ved ikke, hvad fanden der sker med mig. Jeg er som en død fisk. Han gør dog heller ikke noget for at få mig væk, så vi er nok lige gode om det.

Langt om længe fumler jeg mig selv op og rømmer kort. "Jeg går ud fra, at du havde tænk dig at være den næste" siger jeg med hævede øjenbryn. Han griner. Og fuck hvor er det dog det dejligste grin i hele verdenshistorien. Det grin vil jeg allerhelst bare tage med hjem og have sex med altså! Det er så charmerende og fucking sexet. Jeg bider mig svagt i læben, men tager mig sidst sammen til at gå ind igen.

"Godt så..." starter jeg, da vi begge står i lokalet. Jeg peger hen mod samme sted, hvor jeg før havde guidet Louis hen. Han stiller sig op af væggen og sender mig det charmerende smil, som jeg slet ikke kan stå for. Jeg går hen til ham, men står dog stadig lidt på afstand. "173" siger jeg og nikker kort. Jeg kan mærke hans blik bore sig ind i mig. Ikke på en ubehagelig måde og så alligevel. Det er som om, han ser dybt ind i mig. Ind til min sjæl. Som om han kan læse alt, hvad jeg tænker. "Hailey..." Jeg ser op i chok og sender ham et smil. "Ja?" Han har et kæmpe smil på læberne og ryster på hovedet. "Ingenting" fortæller han så, og jeg foretrækker en forvirret mine. "Øh okay" siger jeg og sender ham et sødt smil. Dog ser jeg ham ikke i øjnene, for det har jeg stadig meget svært ved.

"Godt så. Nu skal du op med armene" guider jeg. Han tager dem helt over hovedet og ser på mig med et skævt smil. "Sådan her?" Jeg griner og ryster på hovedet. "Nej..." Han sætter en lille latter op. "Ehm... Hvordan så?" Jeg går hen til ham og tager om hans hænder. I det øjeblik jeg stille får dem i rigtig position, får vi øjenkontakt. Og denne her gang snakker jeg øjenkontakt, øjenkontakt. Rigtig øjenkontakt, hvis I forstår. Han lægger forsigtigt sine hænder oven på mine og ser bare ind i mine øjne. Han går et skridt tættere på mig. Jeg står stadig bare helt stille. Der er ikke mere end 10 cm imellem os. Hans hoved nærmer mit. Jeg gør intet. Vores næser rører hinanden.

Mine øjne glipper, og det går op for mig, hvad vi skulle lige til. Jeg rømmer mig kort, går et par skridt tilbage og fjerner mine hænder fra hans. Hvad fanden sker der Hailey?! Han skulle til at kysse dig! Var det ikke det, du ville? Du forvirrer mig Hailey. "Godt, de skal være i forlængelse med hinanden" siger jeg så og lader som om intet er sket.

Han ser skuffet hen mod mig, og jeg kan simpelthen ikke andet end bare at se væk. "Ved du hvad, jeg tror det er nok mål." Jeg går hen mod  døren og åbner den hurtigt. "Liam, vi er færdige." Jeg sender Harry et hurtigt blik og træder til side, så han kan komme ud af døren. Du er syg Hailey. Du har en sygdom. Og det er at flygte fra lækre og søde mennesker. Det er desværre en sygdom, som ikke kan kureres. Så held og lykke med at leve Hailey. Farvel tanker.


Jeg går ud af døren og ser skuffet tilbage mod Hailey. Hun havde afvist mig. Hun havde afvist MIG! Øjeblikket virkede ellers så rigtigt, men det var jeg åbenbart den eneste, der syntes. Jeg var så tæt på. Så tæt på at kysse hende, men det var som om, at hun ombestemte sig midt i det hele. Lige nu er jeg ikke andet end skuffet. Jeg er aldrig rigtig blevet afvist før. Eller ikke sådan mange gange.

Jeg ser Liam gå ind med Hailey og drejer hen mod Louis. "Hva' så? Du ser ikke så glad ud?" Jeg ser på Louis og trækker på skuldrene. "Er der sket noget?" spørger han, og jeg ryster bare på hovedet. Det er simpelthen for ydmygende at fortiælle, at Hailey afviste mig, så jeg kan ikke engang få mig selv til at fortælle det til Louis, min bedste ven. Jeg skal nok få det kys. Om hun vil det eller ej! Eller... Altså, jeg vil selvfølgelig gerne have, at hun har lyst til at kysse mig.

"Overhovedet intet?" spørger han mistroisk med et løftet øjenbryn. "Slet ingenting" fortæller jeg bestemt og sætter mig ned. "Hvorfor skulle der også ske noget? Jeg mener, hun skulle jo bare måle os" siger jeg, og jeg kan tydeligt høre, at min stemme er usikker.

"Du kyssede hende!" udbryder han og ser overrasket på mig. "Du kyssede hende!" gentager han højt igen, og jeg tysser overdrevet på ham. "Hold kæft Lou!" Han dæmper stemmen meget, men hans øjne er stadig meget nysgerrige. "Så det passer altså?" hvisker han. Jeg sukker, men beslutter mig så for at ryste på hovedet. "Der skete intet." Denne her fejl lader jeg forblive en hemmelighed. Han lader det ligge, men jeg kan se på ham, at han ikke tror mig. Vi sidder omkring 5 minutter i stilhed, inden Louis igen ser på mig. "Du kyssede hende" begynder han igen.

Jeg sukker og undlader bare at svare, men da han igen spørger klarer jeg det ikke mere. "Hun afviste mig okay!" råber jeg irriteret og ser den anden vej. Ved siden af mig lyder et højt gisp. "Så du prøvede at kysse hende?" hvisker han. Jeg nikker kort og begraver mit ansigt i mine hænder. "Ja..." mumler jeg og ser forsigtigt op på ham igen. "Der var det her intense øjeblik, men... Det forsvandt hurtigt." Han ser nysgerrigt på mig og lægger en beroligende hånd på min skulder. "Hun er bare lidt forvirret, det er alt Harry. Jeg ved, at hun er vild med dig!"

Jeg skubber til ham med et ryst på hovedet. "Som om" siger jeg irriteret og ruller øjne. Han nikker ivrigt. "Tro mig Harry! Virkelig!" En lille gnist af håb kommer op i mig, men jeg gider ikke, at lade den stige mig til hovedet. "Okay..." siger jeg, som om det er fuldstændigt ligegyldigt. 

"Harry, vi mangler nogle mål..." lyder det pludselig fra døren. Jeg ser derhen og sætter et svagt smil op. Da Liam går ud af døren, blinker han kort til mig. "Du kan takke mig senere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...