I Am Awkward - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed er ikke som på film. Det er svært at være teenagepige nu til dages, især når du er håbløst forelsket i en fyr, der ikke engang ved du eksistere. Og det gør det ikke nemmere, at han er verdensberømt. Men man er ikke herre over noget i den her verden. Ting kan vende rundt på en mønt, fra det ene minut til det andet uden du opfatter det.
Izabell er en almindelig engelsk collageelev på 18 år, og som så mange andre er hun dybt forelsket i den populære charmetrold Harry Styles. Izabell har været vild med Harry alt for længe nu, men er for genert til at snakke med ham. En tilfældig dag føler hun sig modig, og tager sig endelig sammen, og pludselig er det ikke så svært at være forelsket mere. En fantastisk periode i Izas liv ser ud til at være ved at begynde, men som sagt er man ikke herre over noget, og ting kan vende på en mønt. Harry dummer sig, og vil holde det hele hemmeligt, men Iza finder ud af hvad han har gjort, og hvad gør man som pige i sådan en forfærdelig situation?

54Likes
22Kommentarer
1867Visninger
AA

2. A Different Day

Jeg havde godt hørt at mit vækkeur havde ringet, men det var mandag morgen, og som om jeg havde lyst til at stå op til endnu en lortemandag. Jeg strakte mig, og mit lår gik i krampe.
Jeg satte mig halvt op, tog mig til låret, og lavede en lille mærkelig lyd, mens jeg holdte vejret på grund af smerten. ”Hvad laver du Iza?” lød det stille fra døren. Det var min lillesøster, Nathalie, der var blevet sendt ind for at vække mig. Jeg trak vejret hurtigt ind. ”Krampe” sagde jeg og holdte vejret igen. ”Der er morgenmad nu siger mor” sagde Nathalie stille og gik igen.
Krampen var forsvundet og jeg smed mig tilbage i sengen, men jeg slog hovedet ind i væggen, så den lille mærkelige lyd kom igen.
Jeg gider ikke i skole. Jeg får alligevel ikke noget ud af det, det er alt for svært, og jeg er alt for dum. Og jeg har ikke lavet lektier. Fuck. Lortedag. Igen.
Jeg havde virkelig ondt af mig selv. Men det synes jeg selv der er en god grund til.

Jeg rejste mig fra sengen, og gik over til min kommode der stod i modsatte hjørne af værelset end sengen. Der var ikke rigtig noget system i den kommode, så hvis man havde travlt, og skulle finde noget specielt, havde man brug for en helt del held, hvis man skulle finde det hurtigt.
Måske skulle jeg snart sortere og lægge mit tøj i orden, men jeg er for doven. Jeg tog bare det første og bedste som altid. Et par trusser, en BH, et par sorte sokker, et par mørkeblå jeans, en sort kedelig top og en sort strik cardigan. Kedeligt kluns, men jeg magtede ikke lige andet på en mandag morgen. Jeg tog det hele under armen, og fik bevæget min trætte krop ud på badeværelset der lå lige ved siden af mit værelse.

Jeg satte mig på toilettet og skiftede trusser mens jeg tissede. Jeg lænede mig frem og lagde panden på mine knæ. Jeg kunne virkelig ikke stoppe med at tænke på ham. Og det irriterende mig grænseløst, for jeg vidste jo inderst inde godt at jeg aldrig ville få ham. Jeg var alt for genert til at snakke med ham, og hvis jeg en skønne dag ville få nosser nok til at snakke med ham, ville han jo ikke se det som noget. Jeg er jo bare endnu en af det almindelige piger der prøver at komme i kontakt med ham.
”Izabell! Kom så. Klokken er snart mange” råbte min mor.
”Ja!” råbte jeg tilbage og gjorde mig færdig på toilettet.  Jeg var vågnet lidt mere nu, men gad stadig ikke i skole. Jeg gik ud i køknet og satte mi ved køkkenbordet. Nathalie sad der allerede, og min mor kom og satte sig efter et par minutter.
”Har du sovet godt skat?” spurgte min mor. Jeg tog hænder op til ansigtet, kørte den ned over mit ansigt mens jeg sagde en træt brumme lyd. ”Ja, fint nok” mumlede jeg, og hældte nogle cornflakes op i den skål min mor havde sat på min plads. Jeg hældte mælk og sukker på, og begyndte at spise. Cornflakes er noget af det kedeligste og tørreste man kan spise. Lige ud over tvebakker. Jeg kan kun lide tvebakker hvis der er et ton smør eller smøreost på.
Jeg undrede mig lidt over hvorfor min mor stadig var hjemme. Normalt køre hun når jeg er stået op. ”Skal du ikke på arbejde i dag mor?” spurgte jeg men munden fuld af mælk og cornflakes. ”Jo, men jeg møder sent, så jeg kan køre dig og Nathalie i skole” Pis. Jeg hader, når min mor køre mig i skole. Det er altid så pinligt, fordi hendes bil er mindst 100 år gammel, og hun råber altid efter mig, så alle kigger mærkeligt og griner. Heldigvis møder hun sjældent sent, så jeg tager for det meste bussen sammen med Nathalie og følger hende i skole først ”Det gør ikke noget mor. Jeg kan sagtens tage bussen” sagde jeg og håbede på at hun ville sige at det var okay. ”Nej, nu møder jeg for en gangs skyld sent, så jeg køre jer”
Øv.

Da vi var færdige med morgenmaden ryddede vi af bordet, jeg hentede min taske og satte mig ud i bilen. Min mor og Nathalie kom lidt efter. Da vi havde kørt lidt og var ved at være ved min skole, sagde jeg at hun bare kunne smide mig af ude ved vejen. Hun svarede ikke så jeg håbede at hun hørte det. Men det gjorde hun åbenbart ikke, ellers ignorerede hun mig bare.
Der var mange mennesker da min mors skrotbunke raslede ind på parkeringspladsen, og mange af dem kiggede mærkeligt.
Hun skulle absolut køre så tæt på døren som overhovedet muligt. Min mor begyndte at rulle vinduet ned, så jeg skyndte mig ud af bilen. ”Tak, og hav en god dag” sagde jeg hurtigt og halv løb op af trappen til hovedindgangen uden at kigge tilbage. Hun nåede heldigvis ikke at svare.

Jeg gik ned af gangen lang skabene mens jeg kiggede ned i gulvet. Jeg gik i mine egne tanker da jeg pludselig hørte Harrys stemme foran mig. Jeg kiggede hurtigt op og der stod han med sin flok af venner og veninder. Jeg begyndte at svede, og mit hjerte slog hurtigere da jeg passerede dem.
Tag dig sammen Izabell.
Jeg gik hen til mit skab, og fandt mine bøger til den første time. Jeg lukkede mit skab igen, tog min telefon op ad lommen for at tjekke klokken. 2 minutter til at jeg skulle møde. Jeg gik hen til klassen og gik ind. Claire og Michelle, mine to bedste og eneste veninder, havde holdt en plads mellem dem til mig.
”Jeg gik forbi i ved hvem lige før” sagde jeg og kiggede skiftevis på dem. ”Ej Iza, du ved jo godt det kun er en drøm” sagde Claire til mig med et skævt smil. Jeg kiggede på Michelle og hun hentydede til at hun var enig med Claire. ”Ja, men stadig” sagde jeg stille og kiggede ned i bordet.
Læreren brasede ind ad døren, og smed sin taske på bordet. Jeg tror jeg sov det meste af timen for pludselig ringede klokken, og alle begyndte at rejse sig.
Jeg kiggede op, og Michelle prikkede til mig og sagde ”Kommer du sovetryne?”. Jeg kiggede op på hende og rejste mig uden at svare. Vi gik ud af klassen, og hver til sit fordi vi ikke havde skabe det samme sted.
Jeg gik igen langs skabene, og kiggede ned i jorden. Jeg tænkte på Harry, og tog mig selv i at gå og smile lidt. Jeg kiggede op da jeg vidste jeg var ved at være ved mit skab, og så at Harry og hans flok stod og spærrede for mit skab. Åhh nej. Jeg blev nødt til at gå der hen, for mine bøger til næste time lå i mit skab.
Jeg rettede mig op, og gik selvsikkert der hen. De stod og grinede. Ikke af mig tror jeg. ”Undskyld må jeg lige komme til” sagde jeg da jeg kom hen til dem. Jeg begyndte at svede, og mit hjerte bankede hurtigt igen. Hvorfor sker det altid når han er i nærheden?

Hold op Iza!

Harry kiggede mig i øjnene, og smilede mens han sagde ”Selvfølgelig, kom venner. Lad damen komme til” ”Tak” sagde jeg, og smilede. Jeg kiggede væk da jeg mærkede varmen stige til mit hoved. Jeg vidste at jeg var ild rød i hovedet, og derfor ville jeg ikke kigge mere på ham, for hvis han så det ville han jo godt kunne regne ud at jeg var totalt vild med ham. Men alligevel kunne jeg ikke lade være, med at kigge efter ham da de gik. Jeg stod lidt, og kiggede på ham, da han vendte sig om og vi fik øjenkontakt. Han smilede til mig, og det hele gik så stærkt at jeg kun nåede at give ham et akavet smil inden jeg vendte mig om mod mit skab, og kiggede ned i gulvet. Jeg tog mine bøger, og gik til næste time.
”You know who smilede til mig lige før ved mit skab!” råbte jeg nærmest da jeg mødte Claire og Michelle igen. De kiggede mærkeligt på mig og Michelle begyndte at grine. ”Er du sikker på det var til dig søde? Ikke for at være ond, men altså. Hvad er chancen?” sagde Claire. ”Det var til mig!” sagde jeg med en hård tone, og kiggede ondt på dem. Jeg forklarede lige præcis hvad der skete, men var stadig ikke helt sikker på at de troede på mig.

Det sidste af skoledagen gik faktisk meget hurtigt, men det var nok fordi jeg sov eller tænkte på Harry det meste af tiden.

Skulle jeg tage mig sammen og sige hej til ham, eller ville det bare være kikset?
Det ville helt sikkert blive akavet, men jeg kommer aldrig til at snakke med ham hvis jeg ikke tager initiativ.
Efter skole havde Claire, Michelle og jeg aftalt at vi skulle ned i byen, og shoppe lidt. Jeg havde egentlig mest lyst til bare at tage hjem, og dø i min seng. Eller måske ikke lige dø, men i hvert fald sove. Men nu havde jeg lovet dem det, og jeg havde ikke nogen god undskyldning for at aflyse, og det ville da nok blive meget hyggeligt.
Der var ikke langt fra skolen til byen, så vi gik bare der ned. Jeg ville gerne finde et par sorte jeans og måske nogle lidt pænere, og mere farverige bluser end dem jeg normalt gik i. De er så utrolig kedelige, og de fleste af dem er også rimelig gamle.
Vi kiggede i en masse forskellige butikker, og vi havde snart været her længe, men der var ikke rigtig noget tøj for mig. Claire og Michelle havde købt en masse. De elskede shopping, men jeg var egentlig ikke så vild med det.
Mens vi slentrede ned ad gaden, og snakkede og grinede som alle andre teenagepiger gør, kigger Claire pludselig på mig med et kæmpe smil og et glimt i øjet, og siger ”Se hvem der kommer der Iza”. Jeg kiggede hurtigt op, og begyndte straks at svede, og ryste lidt. I kan nok gætte hvem der kom gående direkte i mod mig. Yep, det var Harry. For en gangs skyld kun med to venner. Men han kom tættere og tættere på. Han fik øje på os, og lignede en der lige skulle tænke over om han havde set os før. Jeg fik øjenkontakt med ham lidt før han passede mig. Han smilede lidt. ”Hej Harry” røg det ud af min mund. ”Hej Izabell” sagde han ét sekund før han passerede mig, og vores øjenkontakt forsvandt.
Wow, det havde jeg så ikke lige regnet med ville ske. Jeg takker min mund for at have sit eget liv, og gøre det min hjerne ikke ville.
Claire og Michelle stoppede op, og jeg stoppede automatisk fordi de stoppede. ”Og var det så, så svært, hvad?” sagde Michelle. ”Nej faktisk ikke. Jeg er kun lige ved at dø nu! Men han svarede mig, og han kendte mit navn” sagde jeg med et stort smil. De begyndte begge to at grine højt, og vi gik videre.
Det redede lige hele min, indtil lige før, skod dag.
Vi fandt en lille hyggelig café, og gik ind og fik os en kop te og en sandwich, inden vi tog hjem hver for sig.
Jeg fik desværre ikke købt noget den her gang, så jeg må nøjes med mit kedelige tøj indtil jeg finder noget.

Da jeg endelig kom hjem, gik jeg ind i stuen, og sagde hej til min mor. Jeg lavede en kop te til mig selv, og gik ind på mit værelse, og smed mig i sengen. Jeg lå lidt med hænderne for mit ansigt, og tænkte på Harry, inden jeg satte mig op, og rejste puden op bag mig. Jeg tog dynen over mig, og tog min computer op fra gulvet, og satte den på mit skød. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg tog den op, så jeg satte den tilbage på gulvet, og tog en slurk af min sindsygt varme te. Jeg lavede den der lille smerte mærkelige lyd, og rakte tungen ud. ”Av for satan” sagde jeg stille til mig selv, stadig med tungen ude af munden.
Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle lave, så jeg sad bare og stirrede ind i væggen. Klokken var næsten 22, så jeg måtte nok hellere se at komme i seng.

Heldigvis mødte min mor tidligt, så Nathalie og jeg tog bussen, og jeg fulgte hende i skole, og tog derefter selv i skole. Jeg var ved at komme for sent, fordi jeg havde gået, og tænkt på Harry hele vejen her hen så jeg havde åbenbart automatisk gået langsommere.
På vej hen til mit skab, mødte jeg selvfølgelig Harry der så ud til at have lige så travlt som mig. Den her gang var han alene, det var mærkeligt. Han havde altid en eller anden med sig. Han gik lige i mod mig, og jeg prøvede at se så godt ud som muligt. Jeg havde på fornemmelsen at det ikke gik så godt. ”Hej Harry” sagde jeg smilende da han var tæt nok på til at kunne høre mig. Han stoppede op.
Hvorfor stoppede han? Det var jeg ikke helt vild med. Nu blev jeg for alvor nervøs.
”Hej Iza. Du har tilfældigvis ikke en blyant på dig jeg kan låne indtil frokost, vel?” sagde han.

Øhh, what? Okay så. ”Øhh, jo det har jeg” sagde jeg mens jeg rodede i min taske. ”Her” sagde jeg. Klokken ringede i det jeg rakte han en blyant.”Tusinde tak Iza, og undskyld, det er min skyld du kommer for sent” sagde han og smilte stort. ”Det går nok, vi ses” sagde jeg hurtigt, og begyndte at gå.
ARGH, min første samtale med ham! Jeg smelter! Og sveder. Og ryster. Og dør lige om lidt.
Jeg løb resten af vejen til klasse, og lige inden jeg tog i håndtaget kom jeg i tanke om at jeg ikke havde mine bøger med.
Fuck det!
Jeg åbnede døren, og trådte ind. Alle kiggede på mig. Jeg gik ned bagerst i klassen, og satte mig ved siden af Claire. ”Hvorfor er du så rød i hovedet?” spurgte hun.
Årh, pis! Pinligt..
”Forklare senere” sagde jeg hurtigt mens jeg smilte.
Timen var utrolig kedelig, så jeg begyndte at lave små papirs kugler som jeg smed i nakken på Michelle som sad foran mig. Hun vendte sig om, og jeg lavede et grimt ansigt til hende, så vi begge begyndte at grine højt. ”Michelle og Izabell!” råbte læren. ”Undskyld” sagde jeg mens jeg stadig grinte. Jeg lagde mig ned over bordet for at skjule at jeg grinte.

Til frokost sad Claire, Michelle og jeg og snakkede om årets højdepunkt som var ved at være på trapperne. Nemlig årets største, og fedeste fest for hele skolen. Hvert år var der et tema, så man skulle finde tøj der passede til temaet. Sidste år var temaet ”Gamle Dage”, så alle skulle se ud som om de levede for 100 år siden. I år er temaet ”Trafik”, så hvis man er single, og klar på at flirte skal man have noget grønt på, hvis man er meget kræsen, men stadig ikke er optaget skal man tage noget gult på, og hvis man er optaget skal man tage rødt på. Det skal nok blive rigtig spændende, for jeg skal selvfølgelig have grønt på, og det skal Claire og Michelle også.
Jeg er bare bange for at Harry har gult eller rødt på. Eller det ved jeg ikke helt. På en måde håber jeg han har gult på, for hvis han er grøn, vil jeg bide mig selv i øret på at alle tøserne render efter ham, og så har jeg ingen chance for bare at få øjenkontakt med ham.
Men i hvert fald, jeg skulle snart på jagt efter en grøn kjole. Også selvom der er to og en halv måned til festen, men jeg gider ikke vente til sidste øjeblik, for så er jeg sikker på at jeg ikke kan finde en flot kjole.
Jeg besluttede mig for at gå ned i byen alene for at se om jeg kunne finde en kjole, men uden held. Det er ikke nemt at finde en kjole i en pæn grøn farve der sidder godt på min tynde krop uden det er en grim sommerkjole. Selvom jeg var tynd, havde jeg store bryster. Det er meget normalt at tynde piger har små bryster, men ikke mig. Og det var jeg egentlig meget glad for på mange punkter. Men når man skal finde en stram bluse eller kjole, er de lidt i vejen. Det er altid mine bryster der ikke kan være der. Eller hvis man skal igennem et eller andet smalt. Det hjælper ikke mig at trække maven ind, for mine bryster er der stadig. Hvorfor kan man ikke trække brysterne ind? Det kunne jeg godt have brug for en gang imellem.
Og hvorfor tænker jeg på mine egne bryster?
Nå, men jeg fandt da et par lækre sorte stiletter med små diamanter hele vejen op ad hælen. De er lidt høje og det gør sikkert forfærdeligt ondt at gå i dem, men så må jeg bare få botox i fødderne.

Ej dårlig idé. Man må lide for skønheden. Tænkt nu hvis jeg scorede Harry på grund af mine nye stiletter?
Det sker nok ikke, men jeg må bare bide smerten i mig for at se godt ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...