Min Engel

Ved havet søger Ingrid tilbage til sin grusomme fortid, men kan hun se fortiden i øjnene?

1Likes
0Kommentarer
516Visninger

1. Min Engel

Stenene knasede under mig da jeg begav mig ned af grusvejen og ned mod stranden. Det var en efterårsdagsdag. Det var køligt, himlen var grå og blæsten tudede i mit øre. I hånden havde jeg den med, dukken. Jeg kastede et blik på den. Den havde en kort kedelig leverpostejs frisure, buttede kinder og blå glasøjne der stirrede på mig. Den var beskidt og snavset. Et af de tegn på at jeg ikke havde passet så godt på den, som jeg måske skulle have gjort. For det ville hun have haft sat pris på. Jeg tog den op i favnen og knugede den indtil mig.

Frem for mig dukkede havets vilde bølger frem. Jeg stoppede op. Var det her nu en god idé? Jeg havde jo ikke været her siden dengang og minderne skubbede sig frem for mit indre, i en iver efter at blive kigget i. Men jeg skubbede dem væk, som altid. Efter alle de år havde jeg troet at jeg var kommet videre. At jeg var kommet mig over det. Men nu, hvor jeg stod her tøvede jeg fuldstændig. Psykiaterne sagde at jeg var nød til det. De sagde at det ville hjælpe mig videre, men ville det virkelig det? Eller ville det bare gøre det hele værre? Jeg tog et tøvende skridt og så et til, og et til. Men så stoppede jeg igen. Jeg så hende for mig. Hendes lange krøllede nøddebrune hår, der indrammede det så pæne porcelænshvide lillepige ansigt. Hun havde røde æblekinder og det sødeste hvide smil, med tilhørende smilehuller. Hun havde de klareste krystal blå øjne, de smukkeste jeg endnu havde set. Hun var så køn.
Jeg skubbede mindet væk, tog en dyb indånding og pustede ud og mærkede smerten i hjertet forsvinde. Jeg gik målrettet mod den store velkendte sorte sten, som lå hvor den plejede. Jeg lagde dukken ned og strøg den kort over kinden, inden jeg vendte mig mod havets rasen.

”Esther! Læg nu dukken fra dig! Kom nu med ud!” Bølgerne slog mod mine knæ. Esther sad på stenen, med dukken vuggende i sin favn. ”Jamen Ingrid, jeg har ikke lyst og jeg kan ikke bare lade Ann-Marie ligge helt alene” jeg sukkede opgivende og traskede ind mod land. ”Kom nu Esther!” sagde jeg og rakte en hånd frem, ”du kan godt lade Ann-Marie ligge på stenen lidt. Du skal nok komme tilbage til hende, okay?” Esther nikkede tøvende og kiggede et par gange mod dukken. ”Godt så. Smid tøjet, så hopper vi i bølgen blå!” sagde jeg og sendte Esther et opmuntrende smil. Jeg satte mig på knæ foran hende, så mit ansigt var ud for hendes. ”Op med armene, min lille skat” bad jeg hende og hun kastede sine små, hvide samt tynde arme op. Jeg trak den lyseblå, blonde kjole af hende. ”jeg lover dig at jeg nok skal passe på dig ikke? For storesøster kan godt svømme ”jeg blinkede til hende og trak hende ind i min favn. ”Jamen Ingrid er det ikke koldt?” spurgte hun mig. Jeg trak på skuldrene og tog hende i hånden eller nærmere, hun tog fat i min pegefinger, for så små tynde fingre havde hun og sammen vandrede vi stille og roligt ud i bølgen blå.

Jeg faldt på knæ ned i det våde sand. Tårerne pressede på og minderne skar mig i hjertet. Jeg kunne tydeligt høre mit åndedræt, der overdøvede vindens, tuden i mine ører. Jeg skulle aldrig have taget hende med ud, aldrig. Den dårlige samvittighed skyllede over mig som en faretruende bølge, klar til at drukne mig. Og da jeg kiggede frem for mig så jeg hende. Hun var iført den samme lyseblå blonde kjole og hendes krøllede lokker legede tagfat med vinden, der rasede omkring hende. Bølgerne steg, og det samme gjorde vandet omkring hende. Bølgerne legede om hende, de lå på lur, klar til at drukne hende og trække hende med ned i dybet. Jeg mærkede panikken falde over mig og uden at jeg vidste af det, var jeg oppe på benene igen og på vej ud til hende, skrigende efter hende, bedene efter at hun skulle komme ind til stranden igen. Men hun stod stille og betragtede mig med sine tomme blå, dukkeagtige øjne. Jeg skreg igen og rakte ud efter hende. Bølgerne slog om hende, de var der og jeg nåede lige at skrige hendes navn en gang til, inden jeg så bølgen skylle ned over hende og trække hende med ned i dybet..

Jeg plaskede vandet på hende og hun svarede tilbage ved, at plaske tilbage, lige ind i ansigtet på mig. Vi grinede. Hun havde det sødeste grin, der mindede om det sødeste musik. Et grin der altid fik mig til, at smile og som sendte en varme rundt i kroppen og gjorde mig stolt over at hun var min lillesøster. For mere end perfekt var hun. Hun var en engel. ”fang mig hvis du kan!” råbte Esther og dykkede under vandet og begyndte at plaske væk fra mig. Jeg rystede smilende på hovedet. Det var jo let at få hende ud i vandet. Hun elskede det efter et par minutter. Hun skulle nok blive en rigtig vandhund.

Vinden tog til og bølgerne der før var blå, havde nu taget en mørk farve. Jeg så ud mod Esther. Hun var kommet lidt for langt ud. ”Esther! Svøm tilbage!” råbte jeg, men hun hørte mig ikke. Himmelen var grå, bølgerne var høje og panikken bredte sig i mig. ”ESTHER!” brølede jeg. Hun tittede frem fra bølgen. ”Ingrid?!” jeg begyndte at svømme mod hende. Vandet var koldere nu. Jeg gispede kort og råbte til hende, at hun skulle svømme mod mig, ”Jamen Ingrid, jeg kan ikke” peb hun. Jeg så bølgen skylle over hende. Den trak hende under og her gik det op for mig hvad der var ved at ske. Strømmen var for stærk. Jeg kunne ikke nå ud til hende og hun var for svag til, at svømme mod strømmen. Det løb koldt ned af ryggen og tankerne hvirvlede rundt. Jeg gik i panik. råbte og skreg at hun skulle svømme og holde sig oppe. Men Esther hylede. Jeg bad hende om at lukke munden i, så hun ikke ville få vand ned i munden. Men var det for sent? Kunne jeg nå ud til hende i tide? Jeg mødte hendes øjne, de klareste blå øjne, der nu var druknet i sorg og angst. En bølge til overmandede hende og jeg var næsten nær hende. Så tæt på og alligevel så langt væk, for bølgerne gjorde modstand, de ville have hende. Min søster, min engel. Og de havde hende næsten og deres næste træk var at stille mig i skakmat ved, at vælte en bølge over mig. Jeg blev skyllet ned i dybet. Saltvandet fandt vej ind i min mund og ned i mine lunger. Jeg prøvede på, at kæmpe mig op til overfladen igen, men de tog fat i mig, hev i mig. Det eneste jeg kunne tænke på var Esther, der lige nu kæmpede for livet. Hun var der, helt alene. Hun måtte være bange og lige nu råbte hun sikkert på mig. Men der var intet jeg kunne gøre. Jeg lukkede øjnene i og holdte op med at kæmpe. Døden stod rundt om hjørnet og ventede, ventede på min død. Og ikke mindst min engel, Esther. Jeg mærkede pludselig en hånd gribe fat i min arm, de små negle borede sig ind i min hud. Jeg greb fat i hende og trak hende ind i min favn. Livslysten hobede sig op i mig og jeg begyndte at plaske med benene for at komme op til overfladen og det lykkedes.

Jeg stønnede smertefuldt, hostede og prustede. Jeg begyndte at træde vande, bølgerne slog mod os, parat til at angribe igen. ”Esther...” hendes hoved lå mod mit bryst, hendes øjne var halvt åbne. Hun var ligbleg, læberne var blå og hun så hverken levende eller død ud. ”Esther…” prustede jeg og ruskede i hende. En bølge ramte os igen. ”Esther undskyld… Jeg elsker dig. Min lille engel” jeg råbte det for at være sikker på at hun kunne høre mig. Hun svarede ikke, hendes øjne kiggede bare tomt ud i luften. Jeg prøvede på ,at svømme ind mod kanten men bølgerne tog til igen og i et ryk skilte de os ad. Esther faldt ud af mine arme og ned i dybet. Det samme gjorde jeg. Jeg søgte og søgte med hænderne, holdte vejret og slog øjnene op men det eneste jeg så var mørke. Hun var borte, bortført ned i dybet. Tag mig med, tag mig med, var det sidste jeg husker at jeg tænkte. Tag mig med.

Der var et ældre ægtepar, der havde fået øje på os. De havde slået alarm. Redningsfolkene kom og fandt mig livløs i vandet. Esther var død på stedet. Druknet. Jeg lå indlagt i et stykke tid. Psykiaterne var over mig som høge lige fra starten af. Terapi efter terapi efter terapi. Intet af det hjalp på skyldfølelsen eller sorgen over min lille engels død. De sagde, at det ikke var min skyld at Esther døde. At det ikke var min skyld at hun druknede eller at hun kom for langt ud, intet var min skyld, det var intet andet end en tragisk ulykke. Jeg troede ikke på det, for det hele var min skyld og intet i verden ville kunne ændre det. Esther druknede på grund af mig. Jeg slog min engel ihjel..

9 år efter hendes død står jeg nu her. Jeg græder, tårerne har fået frit spil. De løber ned af mine kinder. Salte tårer, hvor ironisk. Jeg stirrer tomt ud på vandet. Det var dér jeg mistede min Esther, min lillesøster, min engel. De tog taget hende fra mig i et, split sekund. Jeg kommer i tanke om dukken, Ann-Marie. Jeg vender mig om og kaster et blik over på stenen hvor dukken ligger. Jeg går hen og samler den op, går ud i vandet, så jeg atter kan mærke de stille bølger, der slår mod mine knæ. Jeg stirrer ud og krammer dukken indtil mig samt indånder den sidste rest, af Esthers duft der er bevaret i den, inden at jeg ligger dukken ned i vandet. Dukken synker stille og langsomt og jeg ser det hele ske, alt imens jeg siger ”Jeg elsker dig Esther. Du vil altid være min lille engel. Min dejlige lillesøster, mit alt. Ha’ det godt. Ingrid elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...