Tankerne bliver på færgen, ikke?

Mit bud til "Historien om maleriet".
Baseret på billedet med færgen: Ulrik Møller. Færge, 2013. Olie på lærred, 190 × 240 cm (foto: Anders Sune Berg)

God læselyst.

4Likes
8Kommentarer
443Visninger

1. Uden dig..

Tågen har taget sit tag på båden. Den kvæler os, suger livet ud af os. Sådan føler jeg det. Havet er et uvejr i dag. Helt sort og bundløst. Ligesom mig, lige nu. Uden dig. Bølgerne skvulper op ad færgens sider. Jeg ryster bare ved tanken om hvor koldt det er. Det er helt tomt her på dækket. Ingen, udover mig. 

 

Jeg begynder at gå frem og tilbage. Jeg vidste godt hvad der skulle ske nu. Jeg havde forladt alt jeg kendte til. Alle mine håb og drømme. Brændt alle sine broer som man siger. Det vil passe meget godt til mig. Det var nok også det eneste. Måske ville såret passe godt - eller tom. Men hvorfor skulle jeg ikke føle sådan? Efter alt så knuste du mig. Men alligevel så kan jeg ikke klare at vi er adskilt. Jeg tror ikke at jeg kan leve. Uden dig...

 

Jeg beslutter mig for at sætte mig på den nærmeste bænk. Jeg lukker øjnene og hører skibets tuden. Fut, Fut. Tænk på hvis alt det her ikke var sket. Så vil jeg slet ikke være nød til at rejse væk. Så vil jeg ikke skulle starte på ny.  Jeg mindedes ved din latter, den får mig stadig til at smile - også selv om at der ikke er nogen grund til det. Men det er noget specielt der hører til dig. Du kan få alle til smile, selv når de har det dårligt. Jeg mindedes hvordan jeg selv skulle prøve at få dig til at smile, når vi gik ind i den kolde vintertid. Absolut ikke din favorit. Jeg ved faktisk ikke om det lykkedes eller ej. Jeg finder nok aldrig ud af det. 

 

Jeg åbner øjnene og føler et stik i hjertet, skyldfølelse. At vide at den drøm vi havde ikke bliver til noget. At jeg selv skal udleve den i den helt fantastiske storby, der hvor de snakker et helt fantastisk sprog, med den bedste accent på hele kloden. At den lille lejlighed til to, nu skal bruges af en enkelt ubetydelig person. En tårer glider ned ad min kind, og jeg kan mærke den salt smag. Alle de minder vi har og alle de minder vi skulle skabe. Puf, så er de væk. Ligesom guldfisken i Harry Potter.

 

Mit blik fanges af de mennesker der lige er trådt herop på dækket. Vi er snart fremme nu. Jeg mindedes det digt jeg engang skrev til dig. "I love you.." At vide at du løj for mig, for mig til at tvivle på om alt det vi oplevede sammen egentlig var en løgn. Jeg elskede i hvertfald hvert øjeblik og jeg troede at jeg var havnet i himlen.

 

Min krop løfter sig selv og begynder at gå ud til færgens ræling. Jeg kigger ned i det dybe vand og ser mit spejlbilled. Det er det samme ansigt på alle billederne med dig. De billeder har jeg forladt hjemme hos dig. Så kan du se hvordan vi havde det. Jeg kigger ud i tågen og skimter en masse lys komme tættere på.

 

Nu er jeg her, i vores drømmeby. Jeg efterlader tankerne her, i håb om at du tager den selv samme færge for at finde mig. De har ihvertfald at blive her, for jeg kan ikke brænde den sidste bro, hvis jeg stadig ejer dem. Det er den bro som holder mig oppe ligenu. Men jeg bliver nød til at give slip, fordi ellers så havner jeg på bunden af det her kolde vand. Og det har jeg ikke lyst til.

 

Færgens sidste futtelyde lyder højt igennem luften og menneskerne begynder at gå over til havnen. Mine ben tvinger mig afsted, det er så det sidste farvel. Og jeg slutter det af med den sidste del af digtet.

 

"As long as the sun shines"..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...