Trafic Love | One Direction - A Short Fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2013
  • Status: Færdig
18 årige Alex Reed, har det pænt svagt her til tider. Kvinden, som havde opvokset hende, passet på hende, rettere sagt hendes kære mor, tog bort.
Alex havde lovet selv at besøge hendes mor hver dag. Om hun så bliver forhindret. En skyld træder til, hvis kære mor ikke bliver besøgt. Alex føler sig værdiløs og alene. Ingen kan holde om hende længere..
En dag lader det sig ikke helt, at Alex måske når derhen. Pga. En trafik prop. Forhindrene, ikke ogs'?. Men ikke en helt normal person er også til stede..
Det drejer sig om en speciel person fra et rimeligt stort boyband, kaldt One Direction. Mindst 90 procent af os, kender dem. Men gør Alex også egenlig det? Alex dræber tiden, ved at 'Hænge' på ham. Gøre alt for at nå til hendes afdøde mor. Men vil den charmerende fyr, ikke stå i vejen? Had, eller kærlighed? Holder hun ved sine ord. "Intet kan forhindre hende"? Udnytter hun ham bare? Eller vil charme, og rødmen holde en tilbage? Nyt par, eller nye fjender? Åben bogen, og Find ud af det.

42Likes
15Kommentarer
2390Visninger
AA

2. Nightmare

   

~ Kapitel 1 ~

 

''Mor!'' ¨råbte jeg højt, da jeg kom hjem fra skole. Jeg smed min taske, og løb ind i stuen. Mit blik fangede hver detalje, men der var ingen mor.

''Mor, hvor er du?'' råbte jeg igen, inden jeg løb ind i køkkenet. Igen fangede jeg hver en krog i rummet, men stadig ingen spor af hende. Jeg var virkelig bange. Hvad foregik der? Jeg ringede hurtig til mine nærmeste. Heller de vidste ikke noget..

Jeg havde besluttet at ringe til far. Han vidste garanteret hvad der foregik.

"Far, hvor er du, og det vigtigeste, hvor er mor"? spurgte jeg fortvivlet.

"Jeg..jeg er ked af det skat. Før du går amok, skal du bare vide.. det er ikke din skyld" stammede far.

Hmm? Mor, og far havde heller ikke helt fortalt hvor de var. Og det vigtigeste af alt. Hvorfor gå amok? "Din.. mor.. er.. taget.." stammede far endnu engang. Man kunne høre gråd, og sorg på stemmen. "Taget hvad? Kom nu. Hvor er i"? råbte jeg nærmest på telefonen. Jeg kan ikke lide at råbe på folk. Men det lød seriøst.

"Bort" græd far i telefonen..

Der var lige 2 minutters stilhed. En irriterende stilhed, der pinede mig kom frem. Men ikke kun det. Nej. Det kan slet ikke passe. Mor er i live. Jeg er ligeglad. Mor var ikke taget bort. Det nægter jeg.

Hele verden skal kunne vide det. Kendte, og ukendte.

"Nej du lyver far. Du skal aldrig sige sådan noget igen. Aldrig. Du gør mig enormt bange. Nej" svarede jeg med vrede, på stemmen.

Det kan jeg ikke tillegne. Tvivl begyndte at vokse sig frem. Kunne det mon være sandt?

"Du lyver far, gør du ikke? Sig at du lyver, så dagen kan blive god igen, og at mor bliver rask, og at vi bliver til en dejlig familie igen" græd jeg, nærmest. Jeg vidste ikke engang om det var sandt. Jeg græd altid. Selvom det var sandt eller ej. "Nej jeg lyver ikke, selvom jeg ønskede.

Jeg er dybt, og inderligt ked af det. Undskyld" svarede far, med en trist stemme. En lille tåre forlod mit øje. Jeg havde vidst det. Det var min skyld. Det hele. Jeg begyndte ligeså snart at sparke til den hårde væg.

Smerter spredte sig. Lad smerten brede sig. Det er vel ligemeget. Jeg lagde telefonen hurtig på bordet, og løb op ad trapperne. Hulkende.

"Hallo, hallo søde skat. Er der nogen"? kom  det fra en svag stemme, ved telefonen. Det var ondt af mig, at lade telefonen ligge. Min far havde også været hårdt ramt som mig. Han havde det lige så hårdt.

På min seng lå jeg hulkende. Jeg fatter bare ikke, at.. mor... tog bort? Hvorfor? Hun havde ikke fortjent det.

Hellere at tage mit eget liv, end min mors. Jeg ville tage over til hospitalet, der ikke kæmpede hårdt nok. Jeg havdet snøftet en del gange. En fantastisk person var væk.

En mor. En bedstemor. En datter. En hustru. Og alt i alt, en bedsteveninde.

Jeg tørrede stille den sorte, løbende mascara. Den del ved min arm på trøjen, var blevet kulsort.

Jeg var ikke i humør til at gøre mig i stand. Jeg vendte 80 grader mod spejlet. Jeg så en trist pige, der lige havde mistet hendes mor. Hun var ikke længere værdig. Hun så heller ikke for pæn ud. Jeg så en ødelagt knold, og mascara udover nærmest hele ansigtet. Jeg var for nedtrykt til at glo på den moder-løse pige længere.

Jeg tog stille ned til stuen. Jeg kiggede rundt. Der var så ensomt. Jeg manglede en jeg kunne græde ved. En skulder. En ven.

Ved hoved indgangen, krøb jeg mine fødder ind til de små hvide ballerinaer. Jeg rettede lidt på den lyseblå/hvid trøje, og tog så derefter stille fat på håndtaget. Jeg snøfte de kort. Og rettede min ryg. Jeg blev for ked af det til at indånde den døde luft udenfor. Jeg greb hårdt fat på håndtaget. Jeg trak den stille ned, og hørte en knirken. Der indså jeg jeg en ting..

- Mor var død.

***

Hvor synd for Alex. Jeg føler virkelig med hende. At miste sin mor, havde hun ikke lige regnet med. Stakkels pige. Men gad vide hvad der mon kommer til at ske? Med moren, og Alex?? Hmm...

Selvom jeg kun har skrevet et kapitel, er jeg allerede forelsket mig i den. Dette historie er lidt mere anderledes end jeg egentlig skriver. Det har jeg det helt fint med. Jeg har sat lidt ekstra fokus på den.. Jeg ved at dette kapitel er lidt kort, men hey, det er jo starten. Senere hen kommer det til at være lidt mere dramatisk. Håber at i ville smide et par likes, og feedback. Det ville betyde en del for mig. En del. Tak til jer, der vil bruge tid på den. Hvis i har lyst til at læse noget fra min side af, er det jo bare perfekt. Gå i bare på en af mine sider..

Sophie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...