Mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
En pige som intet selvtillid har, har aldrig haft det godt høre stemmer i hendes hoved der altid nedgøre hende, og samtidig med det hader alle på hendes skole hende og hun bliver mobbet.

OBS ved ikke om jeg har sat aldersgrænsen rigtig :/

Det her er en stil til skolen så please giv mig noget konstruktiv kritik osv ^^

Fik et 10 tal :3

1Likes
0Kommentarer
346Visninger

1. Novelle

At vågne om morgenen og bare blive liggende i sengen, om weekenden kunne det være op til flere timer, i hverdagene var det kun nogle få minutter. At hade sit liv og bare ønske at det hele snart ville ende. Jeg hadede de vågne timer i mit liv, for jeg hørte altid de forfærdelige stemmer i mit hoved så klart som hvis der var en der stod og hviskede mig blidt i øret. Den grimme stemme som altid fortalte mig hvor dum, grim og fed jeg var. Og det værste ved det hele var at jeg troede på de afskyelige ord som jeg blev fortalt dagligt. For hvorfor skulle jeg ikke tro på de ord? De ord som jeg hørte i mit hoved og de ord som alle eleverne på min skole altid sagde og kaldte mig. Det eneste der hjalp mig var den lille blå dagbog som jeg skrev alt ned i, den eneste ven der ikke hadede mig, som gad ”lytte” til alle de kedelige detaljer i min dag.

Mandag morgen klokken 7:30 ligger jeg stadig i sengen, lytter bare til de ”søde” ord som stemmen i mit hoved fortæller mig. Jeg står langsomt op og klæder mig på. Klokken 7:45, er jeg klar. Jeg går ud i køkkenet, tager et æble og smutter så ud af hoveddøren for at nå bussen, jeg når det lige. Da jeg går ind i bussen spejder jeg efter en ledig plads, og som altid er der en ledig plads bagerst i bussen, mærkeligt at jeg egentlig altid kigger efter en ledig plads når jeg ved at den er der bagerst. Jeg går derned, og ser det lige i sidste sekund, men for sent. Bang så ligger jeg på alle fire, de grinede alle sammen af mig, selv buschaufføren grinede med hans brummende latter. De griner stadig af mig, kan de ikke bare stoppe? ”Haha du falder for det hver dag! Er du dum eller hvad din fede pige” stemmen håner mig. Lige i det her sekund hader jeg dem alle sammen mere end noget andet, ville ønske at de alle sammen bare ville lade mig være i fred! Ville ønske at den dumme stemme bare ville forsvinde! Jeg skubbede mig selv op og vaklede ned til den ledige plads. Dumme MM gør det hver morgen, spænder altid ben for mig. Nede på min plads tager jeg dagbogen frem og begynder at skrive alt hvad der er sket i morgenens løb. Jeg kigger op og ser at Alex kigger på mig med medlidende øjne 10 minutter senere stoppede bussen og alle strømmer ud. Alex kigger stadig på mig men står så af.

 

Som den sidste stod jeg af bussen, jeg snublede lige for næsen af buschaufføren ”Din fede pige kan du ikke engang stige ud af en bus uden at falde?” chaufføren grinede af mig og kørte videre. Jeg gik med tunge skridt hen mod skolen, da jeg kom ind banede jeg mig vej hen mod klassen, blev skubbet og mast af alle. Jeg skyndte mig hen til mit skab og fik mine bøger, så spænede jeg hen mod klassen og nåede det lige inden klokken ringede. De kiggede alle sammen på mig ”Se de kigger på dig, fede pige”. Jeg gik stille hen og satte mig på min plads. Alex stirrer på mig.

 

Klokken 8:00 ringede klokken som altid, Mrs. Jones kom ind og timen startede som alle andre dage. Helvede. Som altid kunne jeg ikke koncentrere mig. Ikke med den grimme stemme i mit hoved og heller ikke med alle de våde papirs klumper som jeg fik spyttet med i hovedet og i nakken. De larmer alle sammen med deres skriblende blyanter, jeg kan ikke klare det! Larmen driver mig til vanvid, Mrs. Jones skingre stemme gør ondt i mine øre, jeg vil væk derfra, jeg kan ikke klare larmen mere. Pigerne bagved hvisker om mig, hvad hvisker de mon om? Er det om at jeg er fed? Eller er det fordi at jeg ikke har det pæneste tøj? Hvem ved? I hvert fald ikke mig. ”Hver ikke dum, vi ved begge at de taler om dit fede hoved der er i vejen” mit fede hoved? Er jeg virkelig så fed at de ikke kan se tavlen?

Jeg sad og skrev i min dagbog ingen lagde mærke til mig på nær Alex. Folk lagde kun mærke til mig, når der ikke var andre at bagtale. Hvis bare jeg var mere normal, så lille jeg nok have flere venner. Hvis jeg overhovedet havde nogle venner selvom det nok ikke ville hjælpe. Ingenting ville have hjulpet mig.

 

Klokken 9:55 jeg sidder bagerst i lokalet, helt stille med lukkede øjne, lytter til de andre. De larmer meget med alle deres råb og skingrende latter. En dreng råber at Mr. Johnson er på vej ned af gangen, det lyder som PN. Folk begynder at finde deres pladser og sætter sig så stille ned, endelig er der blevet stille. Mr. Johnson kommer ind i klassen. Han begynder at tale og forklare ting, det kedeligt. jeg kan høre nogen grine, jeg kigger op og ser så SG spytte en papirs kugle på mig.  Den er våd, meget våd. Lækkert. De griner alle sammen af mig. ”Gør dog noget ved det ynkelige unge, lad dem ikke gøre det her hver dag! Kæmp imod! Eller måske er du bare den fede grimme ynkelige unge som intet kan gøre selv!” Jeg fjerner den hurtigt og kaster den tilbage på SG, men i stedet kommer jeg til at ramme Alex. Skynder at kigge ned i mit ”hæfte”, kan mærke at han kigger på mig. Han siger ikke noget stirrer bare lidt på mig, og så kigger han væk, det er godt. ”Hvorfor tror du at han stirrer på dig? Fordi at du er lige så hæslig som en heks! Nej vent heksen er pænere end dig” Mr. Johnson lagde ikke mærke til noget, han lægger aldrig mærke til noget. Hvorfor gør han ikke det?

Mr. Johnson begynder at fortælle os om det nye gruppe projekt som vi skal lave, alle jubler af glæde, det er de vidst glade for. Han fortæller om hvad det går ud på og alle virker meget nysgerrige, kun et par stykker heriblandt mig er ikke så nysgerrig. Grupperne skal være på tre, han begynder at sætte alle i en gruppe. Han overser mig. Alex kigger på mig, skal lige til at sige at jeg ikke er blevet sat i en gruppe, jeg ryster med hovedet og kigger ned, han genovervejer det og siger så ikke noget alligevel. Tak.

 

Klokken 12:00 idræt, folk begynder at stille tingene op. Pigerne stiller volleyball nettene op i den ene side af hallen, drengene finder boldene frem.

Jeg sidder alene ude i sidelinjen, ingen har lagt mærke til mig på nær Alex. Han kigger hele tiden over på mig. Hvorfor?

Jeg har ikke brug for at han stirrer på mig, hvis han bliver ved med det lægger MM mærke til det, hun kommer efter mig. Det vil jeg ikke have. Jeg vil ikke have at hun ser mig. Jeg vil bare være usynlig. Så hvorfor bliver han ved med at kigge over på mig?

Jeg hører en høj larm og en masse råb. Jeg kigger op og ser Alex er kommet til skade han bliver sendt hen for at sidde ude i sidelinjen. Jeg bliver ved med at kigge ned i min dagbog. ”Hej” sagde han til mig, ”Svar ham ikke, du ved hvad MM vil gøre” jeg svarede ham ikke. ”Hvorfor er du begyndt at ignorere mig?” Spørger han mig så om igen, stadig intet svar. Jeg hører ham mumle noget til sig selv. Har svært ved at høre det men får fat i ”Forstår... de ... taler sådan om dig.” Han vender sig om, mumler et par andre ting til sig selv som jeg ikke får fat i.

 

13:55 er på vej hen til mit skab, folk står på gangene og taler med hinanden, hører mit navn hist og her, blikkene falder på mig når jeg går forbi dem. ”Hvis hun døde ville ingen ligge mærke til det” høre jeg en stemme sige, kigger efter stemmen og ser at det var MM og SG. De hader mig, hvorfor? ”Fordi at du er en lille afskyelig unge” Jeg skynder mig at gå videre, kommer hen til mit skab. Alex står henne ved det, hvorfor gør han det? Kommer i tanke om at hans skab i lige ved siden af mit. Må nok undskylde så han ikke forbliver sur på mig. ”Nej gør det ikke…MM....” jeg ignorerer stemmen.

”Undskyld at jeg ignorerer dig… Har det bare lidt svært for tiden” siger jeg til ham med en lille mine. Han kigger uforståeligt på mig, smiler så med et stort smil ”det gør ikke noget, hvis du har brug for det er jeg der for dig!” svarer han og giver mig et klap på skulderen. MM kommer hen mod os, skynder at vende mig om og går med hurtige skridt hen mod klassen.

Hele timen fik jeg kastet papir på mig, på de fleste sedler stod der ting som ”du burde bare dø” ”hold dig væk fra Alex” ”dø nu” ”hvis du døde ville ingen lægge mærke til det” da jeg læste det sagde stemmen i mit hoved ”Det er sandt ingen ville lægge mærke til det, du vil ikke være savnet.”

 

På vej jeg fra skole løber MM og SG efter mig, jeg prøver at slippe af med dem men min kondition er ikke lige den bedste. Jeg snubler over vejkanten, de er lige i hælene på mig ”giv op fede ko du er ikke hurtig nok” jeg mister lysten til at løbe væk fra dem, de fanger mig. Hiver mig hårdt i håret så jeg falder, de sparker til mig mens jeg ligger på jorden. ”Jeg sagde at du skulle holde dig væk fra Alex! Fede ko!!!” Hun blev ved med at råbe ting af mig, sparker mig hele tiden. ”Tal til ham igen og du er død!” Siger hun som det sidste og går væk med SG.

Tror at der gik 2 timer før jeg fik taget mig sammen til at stå op og gå hjem. Kommer hjem, der er ingen det er helt mørkt, de er begge på ”arbejde.” Står alene i mørket ude på gangen, hører en lyd ser at det er telefonen der ringer. Går hen og tager den, ”hallo det er….” når ikke at sige mere før jeg høre MMs stemme. ”Hold dig væk fra Alex eller du dør” hun lægger på. Hvorfor fortæller hun mig det igen?

”Gør det nu! Du er helt alene” jeg overvejer det ikke engang, går bare ud i garagen og finder det frem, går med tunge skridt hen mod mit værelse. Står der i et par minutter, binder det fast til  en bjælke i loftet, tager det rundt om halsen og hopper.

 

 

SLUT

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...