Is this the end? -One shot-

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
Det her er mit bidrag til billede konkurrencen, jeg har valgt at skrive om billedet med færgen.
I denne historie vil du møde Sophie og hendes storebror Michael som har et meget stærkt søskende forhold, Sophie hygger sig med sin bror og nyder hans nærvær men hun føler sig pludselig overvåget. Finder hun ud af hvem der overvåger hende? Hvad med hendes bror? Og hvad sker der på den her tur?

0Likes
0Kommentarer
354Visninger

1. Hello..

 

Mit navn er Sophie Dricher, jeg er 17 år gammel og har et meget stærkt forhold med min storebror. Vores forældre omkom for længe siden og derfor har mig og Michael kun hinanden. Michael er 22 og passer meget på mig, til tider kan det blive lidt for meget men han kender mine grænser og jeg kender hans. Vi har altid holdt sammen, da vores forældre døde mens vi begge var meget små, jeg var 5 og Michael var 9. Vi har været i adskillelige plejefamilier men vi fandt aldrig den rigtige, altid var der noget galt. Da Michael var gammel nok tog han forældre myndigheden over mig og derfra var det farvel til ringe falske plejefamilier. 

Hvert år præcis samme dag som vores forældre gik bort tager vi væk, tager på en lille mini ferie, væk fra det hele. I dag er det den 4. Juni, præcis 12 år siden vores forældre gik bort. Derfor har vi endnu en gang arrangeret noget væk fra alt, i år skal vi ud og sejle. Jeg havde allerede tjekket web siden ud og det så virkelig godt ud, der var selvfølgelig forskel på priser og værelser. Michael havde booket et 1. klasses værelse, jeg glædede mig som et lille barn til at skulle ud og mærke havsalten i mit ansigt og vinden dominerene rive i mit hår.

Michael kom gående ind af døren og fortalte mig at han skulle have mine kufferter nu, da vores chauffør var her. Det første du sikkert tænker når du læser alt det her med 1. klasses værelse og chauffør er nok at vi ikke ligefrem mangler penge og du har delvist ret. Vi mangler ikke penge, men vi er heller ikke i overskud af dem. Vi bruger hele året på at spare op til den tur vi skal på og sætter stor begrænsning på hvad vi køber. Jeg har fuldtidsjob ligesom Michael og tjener godt og vel 170.000 om året, staten tager så halvdelen hvilket efterlader mig med omkring 85.000 tilbage hvor vi både skal betale el, vand, varme, mad, andre udgifter og oven i købet vores specielle rejse. Så der er ikke et kæmpe overskud af penge men vi klare os da helt fint. 

Grunden til at jeg kaldte det en chauffør er dog ganske enkel, det lyder langt sejere end at vores taxa er her..

"Jorden kalder Sophie! Er der nogle hjemme?" Grinte Michael i baggrunden, jeg kiggede op på ham og smilte let. Jeg vidste mine smilehuller kom frem hver gang jeg gjorde det og at han ikke kunne stå for det, han smilte igen.

"Hvad?" Spurgte jeg med et spørgende udtryk i ansigtet, endnu engang grinte han.

"Jeg spurgte bare hvor frøkenen havde været så smart at stille sine kufferter?" Jeg begyndte at grine højlydt, jeg kunne ikke holde min latter tilbage når han kaldte mig frøken.

"Eder kan finde mine kufferter under min seng" Fortsatte jeg med grin i stemmen og en meget højtidelig stemme, mine ting havde været pakket længe og derfor havde jeg lagt dem under sengen da jeg ikke ville gå og snuble i dem. Og ja, for en klodset pige som mig kunne det altså let ske. Vi skulle tidligt afsted for at nå vores skib i tide og jeg ville skyde på at klokken var omkring 07:30.. Jeg er altså på ingen måde et morgen menneske! 

Michael fandt mine store kufferter frem og kiggede chokeret på mig, jeg forstod ikke hans blik før han åbnede munden.

"Vi skal kun være afsted i 3 uger Sophie, hvor meget tøj har du brug for?" Hans stemme gemte en anelse drilleri og hans mundvige pegede lidt opad, selvom han tydeligvis prøvede at lyde seriøs.

"Og lige præcis derfor er det logik for burhøns at jeg skal have tøj med til mindst 4-5 uger, da jeg nemt kunne ombestemme mig under turen.. Duh?" Svarede jeg som om det ikke var rimelig åbenlyst, det var det da også!

Han rystede bare på hovedet og grinte hæst.

"Få nu bare nogle sko på og ryk din røv nedenunder.." Jeg samlede min dagbog op og rejste mig fra gulvet, spørg mig ikke hvorfor jeg sad der, det gjorde jeg bare altid når jeg skulle skrive. Det var som om jeg fik bedre koncentration til at tænke og derefter skrible ord ned på de blanke sider i den lille mørke blå notesbog, med hvide blomster på forsiden syet ind i stoffet. Min dagbog blev lagt ned i min håndtaske og jeg greb ud efter min mobil og et par sorte ballerinaer. 

Jeg kom ned af trappen og ud på gaden hvor Michael stod og fortalte vores chauffør hvor vi skulle hen, jeg satte mig ind bagved. Da de begge fandt ud af jeg var der, smuttede Michael hen og låste hoveddøren, satte sig ved siden af mig og vognen begyndte at trille mod havnen.

 

***

En halv time efter stod vi foran et rimelig stort skib, på web sidens billeder havde det set mindre ud. Jeg fik en albue i siden og vendte mig straks om mod Michael.

"Glæder du dig?" Spurgte han mens en eller anden mand var fuldt optaget af at få bragt vores kufferter ombord på færgen. 3 ugers ferie, here i come! Jeg nikkede og rettede endnu engang min opmærksomhed på det store metalmonstrom foran mig.

Vores kufferter vidste jeg ikke hvor var henne, men Michael sagde han havde fortalt dem vores værelsesnummer så jeg håbede de stod der når vi engang selv fandt det. Jeg var faktisk enormt træt allerede, jeg vidste ikke hvorfor da jeg havde sovet lidt i bilen tidligere. Klokken var 08:10 så vi var ved at være parate til afgang. 

Lige som jeg skulle til at fortsætte op af trappen som førte ind i selve skibet blev jeg stoppet, en eller anden idiot løb direkte ind i mig! og ramte min skulder hårdt. Jeg vendte mig hurtigt om.

"Pas dog lige lidt!..." Jeg rettede mit blik op og blev fanget af de smukkeste mørkebrune øjne jeg nogensinde havde set, mine smilehuller viste sig for anden eller tredje gang idag.. Jeg mistede fuldstændig kontakt til omverdenen. Drengen der stod foran mig havde det sødeste smil, de varmeste øjne og mørkebrunt hår der stod perfekt dertil. Han rakte kejtet sin hånd frem og åbnede munden så jeg kunne se hans perfekte tandpastasmil.

"Stephen" Han smilte igen. Han spurgte om mit navn, og lige som jeg åbnede munden blev jeg afbrudt.

"En du skal holde dig langt væk fra!" min bror havde taget ordet og stod nu lige ved siden af mig, jeg kiggede irritabelt op på Michael. Stephen's smil falmede og det samme gjorde mit, hvis jeg kendte min bror ret ville han ikke lade en tilfældig fyr komme imellem vores årlige ferie. Hvor er det typisk.. 

Jeg vendte øjne da Michael bare trak mig i armen og førte mig mod vores værelse, hvad gik der dog af ham? Jeg mener han plejer at ville kende de fyre jeg hænger ud med, men ikke ligefrem hive mig væk fra dem før de overhovedet får fat i mit navn! 

"Hvad er der galt med dig?!?" Spyttede jeg ligeså snart vi var inde for døren, han skulle ikke tro han slap så let.

"Hvad snakker du om?" Spurgte han og spillede dum, jeg kiggede uforstående på ham.

"Du har lige trukket mig væk fra en fyr som ikke engang fik mit navn?" Han gloede på mig som om jeg selv skulle kunne se fejlen ved det hele, og tro mig det kunne jeg skam også! Fejlen hed Michael og stod ikke mere end en spytklat væk fra mig. Gad vide om jeg kunne ramme ham i hovedet hvis jeg kom nok fart på, det var egentlig forsøget værd.. Men eftersom det ikke ville gavne situationen, lod jeg være.

I stedet blev jeg tvunget til at pakke vores ting ud, det ville tage mindst en time med alt det vi begge havde med. Michael tjekkede skibet ud mens jeg stod med al vores baggage. fedt! Jeg kunne komme ud når jeg var færdig..

Lige som jeg skulle til at fjerne den sidste kuffert fra gulvet tabte jeg den, jeg mærkede en lille smerte og straks tog jeg min ringefinger op til munden og jamrede ynkeligt over min brækkede negl. Meget muligt er jeg ikke normalt så tøset, men det her gjorde fandeme ondt. Det værste ved det hele var dog at alle mine negle lige havde nået samme længde og jeg var ikke sikker på om jeg fik min neglefil med mig hjemmefra. Øv, så måtte jeg trives med en skarp ødelagt negl.

 

Tænk engang at jeg fik pakket alt ud på under en time, jeg havde virkelig skyndt mig da jeg meget gerne ville følge Michael's eksempel og se mig lidt omkring. Han havde sagt efter mødet med Stephen at hvis jeg gik nogle steder skulle jeg meddele det til ham. Men han var væk og hvad han ikke vidste, ville han ikke få ondt af. 

Jeg havde sat mig på en af sol stolene og nød udsigten, jeg havde aldrig sejlet før så det var en underlig følelse af at flyde på vandet og bevæge sig så hurtigt, helt uden at blive våd. Jeg sad i mine egne tanker da jeg pludselig fik et kæmpe chok, nogen satte sine hænder foran mine øjne og den første jeg tænkte på var selvfølgelig Michael, men det var kun indtil jeg hørte en sexet stemme hviske hæst ind i mit øre.

"Må jeg få dit navn nu hvor din bror ikke er til syne?" Jeg genkendte straks den charmerende  stemme fra i morges, det var Stephen. Hans hænder slap foran mine øjne og han satte sig ned ved siden af mig. 

"Sophie, Sophie Dricher" Svarede jeg stolt, som om der var noget at være stolt af. Mine forældre døde for 12 år siden, jeg droppede ud af skolen efter 9.klasse for at kunne bidrage der hjemme og nu lister jeg mig væk fra min bror.. Ding, ding, ding! Vi har fundet en vinder.

Stephen sad bare og kiggede på mig og selvom han var utroligt tiltrækkende gav det mig faktisk lidt myrekryb. Han rykkede sig kun engang imellem og ellers havde han låst mine øjne fast med hans, de var virkelig fortryllende. 

Stephen fjernede igen sit blik fra mig og vi begyndte at snakke sammen, vi snakkede faktisk rigtig godt men jeg havde hele tiden min bror i baghovedet, der havde nærmest været en elektrisk ladning da de to mødte hinanden og jeg snakker altså ikke om den romantiske slags. Mere en ladning som sagde Hvis-du-krummer-et-hår-eller-nærmer-dig-min-søster-flår-jeg-dig-levende-blik, det tydede ikke helt godt det her.

Jeg kiggede på et ur der hang på ydersiden af færgen, klokken var snart 10.00! Jeg havde næsten siddet og snakket med Stephen i en time, jeg måtte tilbage inden Michael var færdig med sin egen lille rundvisning og det kunne kun gå for langsomt! Stephen lagde mærke til mit lidt foruroligende blik og spurgte straks ind til det.

"Stephen, du er virkelig sød og sådan, men jeg kan altså ikke byde min bror det her. Jeg skal alligevel tilbage inden han er færdig med at tulle rundt på skibet, det går altså ikke vi to ses, Undskyld men.. Jeg bliver virkelig nødt til at gå nu, klokken er ved at være mange" Stephen kiggede bare forbavset på mig og sagde ingenting da jeg gik væk fra ham. Det var ikke så rart at sige sådan noget og slet ikke når jeg følte mig virkelig draget af ham, han virkede spændene og anderledes. 

Jeg bevægede mig ind i vores værelse hvor Michael var kommet tilbage, han vendte sig om og så mig. Han så ikke for glad ud.

"Hvor har du været henne?" Spurgte han og gik hen imod mig. Jeg gik lidt tilbage, smilte et uskyldigt smil og forsøgte at snakke mig uden om for mange problemer.

"Jo nu skal du bare høre Michael," Jeg grinte en lidt falsk latter og fortsatte "Det er faktisk sjovt du spørger, fordi lige som jeg blev færdig med at pakke vores ting ud blev jeg meget nysgerrig. Du var her ikke så jeg tænkte det var okay at gå en lille tur." Jeg tvang et smil frem på mine læber og håbede det ville smitte af på ham.

"Er du færdig med at pakke vores ting ud?" Spurgte Michael overrasket, jeg nikkede stille og der kom det smil jeg havde ventet på. Han kiggede lidt rundt og så tilbage på mig.

"Det var alligevel godt sørens, men faktisk ville jeg bare sige undskyld Sophie. Jeg er ked af min opførsel og jeg vil bare ikke have at vores ferie skal blive ødelagt." Indrømmede han, jeg var glad for at han havde sagt undskyld.

"Betyder det så at jeg kan gå uden at sige det til dig først?" Han smilte et varmt storebror smil og nikkede. 

"Men jeg vil altså stadig ikke have du ser ham Stephen, han er ikke god for dig.." Det humør som lige var steget med omkring 110%, faldt meget pludseligt igen med ca. 60%... Hvorfor kunne han ikke bare lade mig se Stephen? Jeg nikkede og forlod vores værelse, jeg havde brug for lidt luft og nu hvor jeg kunne gå uden at skulle fortælle Michael det, havde jeg også tænkt mig at udnytte det.

Lige som jeg gik i mine egne tanker var der noget der hev mig i armen, jeg vendte mig forskrækket om og så Stephen stå med et sødt smil spillene om læberne. Allerede der gav han mig sommerfugle i maven, men det kunne han da ikke efter et par timer, kunne han?

"Stephen! Du forskrækkede mig!" Han kiggede undskyldende på mig og i samme sekund skød et stort smil op igen. Jeg lod et lille fnis ryge ud, hvilket ikke gav nogen mening da jeg aldrig fnes..

"Stephen, min bror kommer sikkert gående samme vej lige om lidt. Jeg har allerede sagt vi ikke kan ses!" Sagde jeg hurtigt inden han kunne få et ord indført, han kiggede sørgmodigt på mig.

"Sophie du kan ikke bare ignorere mig, eller modsige at der ikke er et eller andet her. Både du og jeg ved at det slår gnister når vi ser hinanden, har du virkelig tænkt dig bare at løbe fra det?" 

"Stephen, vi har ikke kendt hinanden i mere end hvad? omkring 2-3 timer. Vi kender overhovedet ikke hinanden, det går over igen og det lover jeg dig." Jeg gik forbi ham og satte farten op.

"Sophie!" Jeg ignorerede ham og små løb videre, vi havde ikke kendt hinanden i mere end en nogle få timer.. Han kommer over det eller finder en anden interessant pige. 

 

***

Jeg havde længe gået rundt på skibet og set næsten hver og en lille smal gang og der var mange skulle jeg hilse og sige, det var faktisk slet ikke så fandens spændene at sejle så længe! Man kunne jo ikke lave noget som helst, og hvis man gik nogle vegne andet end på skibet ville man højest sandsynligt drukne grundet vandet var så koldt.

Vi var lige kommet tilbage fra vores frokost, der skulle være en stor fest i aften og jeg havde flere pæne kjoler med. Så var det bare at vælge. Festen startede klokken 20.00 sharp, men en helt anden ting der havde virket meget mærkværdigt var at lige siden vi stod ombord havde jeg følt mig forfulgt, selv da vi var på vej tilbage havde jeg en underlig følelse af at nogle fulgte mig, men hver gang jeg vendte mig om var der tomt. Det gjorde mig bare endnu mere paranoid ikke at vide hvem det var.

Denne her forfølgelses følelse havde stået på rimelig længe, da jeg skulle ud på dækket og trække lidt friskt luft, da jeg mødte Stephen anden gang, da mig og Michael spiste frokost, ja selv da jeg smuttede på toilettet! Prøv lige engang at krænke ens privatliv..!

Jeg havde flere gange følt mig som en kæmpe idiot da jeg havde spurgt om der var nogle op til 3-4 gange, selvfølgelig kom der ikke noget svar. Men hvem ville også være dum nok til at svare hvis man fulgte efter nogen, det er jo ikke fordi personen lige pludselig hopper ud fra sit gemmested og råber "Hallo, jeg er lige her!" 

Jeg stod i et stykke tid og nød vinden i mit hår og den kraftige duft af havsalt, det var begyndt at blive halvkoldt men jeg nød stilheden der lagde sig om mig som en tyk dyne. Jeg kiggede op og så en helt fantastisk skyfri himmel, månen var ret tydelig i forhold til at det stadig var rimelig lyst. Jeg følte mig helt lykkelig mens jeg bare stod her og beundrede himlen og dens smukke måne. 

*knæk* Jeg vendte mig lynhurtigt om og kiggede rundt på det helt forladte dæk, det så helt uberørt ud men denne gang havde jeg hørt noget. Alle gæster var på det andet dæk da det var der solen skinnede lige nu. Jeg vidste der var nogen, bare ikke hvor mange der var eller hvem det var.

Hvis ikke personen ville mig noget ondt havde han eller hun vel trådt frem og sagt noget, men ingenting rørte sig. Jeg bakkede langsomt bagud og holdte mine øjne godt åbne så jeg ikke ville misse noget, jeg nåede hen til den tunge dør der førte ind igen. Ligesom jeg havde vendt mig om og skulle tage fat i håndtaget stivnede min krop, jeg hørte en hæs men samtidig forførende stemme. 

"Hvor tror du, du skal hen smukke?" grinte personen bag mig, tydeligvis en mands stemme. Jeg snurrede langsomt rundt og stod ansigt til ansigt med en meget tiltrækkende jævnaldrene fyr, han skræmte mig men alligevel var der noget der ikke trak mig væk. Han udstrålede fare og selvsikkerhed, han var fascinerende i mine øjne.

"Mit navn er Caleb, får jeg dit?" Spurgte han og jeg forsvandt i hans karamel farvet øjne.

Jeg manglede spænding i mit liv og han lignede bestemt en der kunne give mig det, men da han pludselig tog hårdt fat i mit håndled røg jeg ud af min trance, jeg kiggede tilbage og så pludselig nogle øjne som havde ændret sig fra charmerende til skræmmende.

"Jeg sagde får jeg dit?" Hans tone var nu vred og han var pludselig ikke så spændende længere.
Hans øjne var nærmest sorte og han så utålmodigt på mig, jeg ville trække min hånd til mig men han var for stærk. 

"Hvem har givet dig lov til at gå nogle steder?" Spurgte han truende.

"Slip mig, eller jeg skriger!" Sagde jeg så hårdt jeg nu kunne, jeg var bare bange for at han kunne se min usikkerhed. Det blev bekræftet da han grinte højt.

"Det hjælper hverken dig eller mig til det bedre, desuden er folk alt for optaget på den anden side og ville slet ikke kunne høre dig" Jeg kiggede skræmt på ham da han trak i mine stropper, de faldt begge ned omkring mine skuldre. Han lynede min lynlås ned i mine shorts og der gik han over stregen.

"Det er vel et forsøg værd!" Sagde jeg og blev overrasket over hvor meget kraft der lå i min stemme. Jeg åbnede munden men kun omkring 2 sekunders skrig undslap mine læber, han nåede at lægge sin hånd over min mund og skærpede lyden.

Jeg strakte min frie arm og slyngede dem med alt kraft lige i ansigtet på ham, han gav slip på min højre arm og jeg veg væk fra ham. Han tog sig til sin kind og der var en lille smule blod på hans hånd, jeg så hans ansigt og fandt ud af at en af mine negle måtte have revet i hans hud. Hvem havde troet at en brækket negl rent faktisk kunne gøre nytte. Men han blev dog ikke væk længe for han så virkelig sur ud efter jeg havde kradset ham i ansigtet.

"Din dumme kælling!" Råbte han vredt og jeg blev ekstremt bange da han faretruende og hurtigt kom imod mig, hvor var Michael når man skulle bruge ham? 

"HEY!!" Drengen der havde godt fat i min kæbe vendte sig langsomt om efter at have givet mig et ondt blik. Bag ham stod 3 drenge hvor jeg genkendte den ene af dem, Stephen! Jeg smilte og fik øjenkontakt med ham. Caleb tog hårdere fat i min arm og jeg klynkede i smerte. Stephen trådte et skridt frem men da Caleb stak hånden ind i jakken og hev en pistol ud stoppede Stephen brat op og hans venner gjorde det samme. Han rettede pistolen mod Stephen og hans venner.

"Tænk engang at du skal have en flok pattebørn til at redde dig, når det eneste jeg ville var at have det lidt sjovt!" Vrængede Caleb ud af sine sammenbidte tænder. Han kiggede ned på mig og smilte ondskabsfulgt.

"Jeg var alligevel færdig med hende, vil i have hende? Så tàg hende!!" Inden jeg registrerede hvad der skete havde Caleb smidt mig tilbage og jeg havde retning mod rælingen, jeg ramte den få sekunder efter og fik overbalance. Rælingen rykkede sig ikke det mindste men det gjorde jeg til gengæld da jeg pludselig røg over og hang på ydersiden af skibet.

"Sophie!" Råbte Stephen.

Mine hænder var svedige og jeg kunne mærke det kolde materiale stikke i mine håndflader, jeg havde ikke kræfter nok til at hive mig selv op og hvis ikke der snart var nogle der hjalp mig over ville jeg falde ned. Jeg kunne stadig høre de 4 drenge oppe på dækket men jeg kunne ikke se dem, jeg hørte Caleb's agresive stemme råbe hårdt til dem.

"Hvorfor lader i hende ikke bare hænge, så kan hun bare kende sin plads!" der blev ikke sagt andet, jeg hørte bare op til flere gange nogle blive slået.

Efter et øjebliks stilhed kunne jeg høre nogle skridt komme imod mig, jeg ventede på at se Stephens smukke ansigt. Men jeg blev mere end skuffet, det var Caleb der kom gående og han så endnu mere sur ud end før.

"Hænger du stadig der? Hold kæft hvor ser du dum ud! Hvordan føles det at være så tæt på døden?" Han satte sig på knæ foran mig og kiggede mig dybt i øjnene, en tåre løb ned af min kind og hans ansigts udtryk ændrede sig som et finger knips. 

"Skal jeg ikke hjælpe dig?" Jeg forstod intet, men jeg kunne heller ikke høre de andre drenge så jeg tog min eneste chance for hjælp, og nikkede.

"Hjælpe dig væk fra rælingen!" Han rejste sig op og skulle til at sætte sin ene fod ovenpå min hånd, men han nåede ikke langt. Han blev slået i hovedet bagfra og faldt sammen på dækket. Jeg kiggede op og så Stephen, hans venner kom gående bag ham og de tog fat i mine arme og hjalp mig over på den anden side.

Jeg tøvede ikke et sekund og sprang direkte ind i Stephen's arme som hurtigt lukkede sig omkring mig. Mit ansigt begravede jeg i hans sorte bluse og straks fik mine tåre grønt lys og strømmede ned af mine kinder. Han strammede grebet om mig og trøstede mig længe.  

 

***


Det tog mig ikke længe at vælge en kjole ud da Stephen havde sagt at hans jakkesæt var sort og hans skjorte mørkeblå, så min kjole passede selvfølgelig til hans skjorte. Michael forstod ikke et huk af hvorfor jeg gjorde så meget ud af mig selv, da han selv bare havde en normal åben sort skjorte på, en hvid bluse indenunder og et par flotte bukser jeg gav ham sidste år, også i sorte. 

Mit outfit bestod af min nye flotte blå kjole (Kjolen er i kommentaren), et par sorte stiletter og et sort sjal til mine skuldre hvis det skulle blive koldt hen ad aftenen. 

Jeg gik før Michael for at finde Stephen, jeg havde sagt vi bare mødtes derhenne. Klokken var efterhånden ved at være lidt i 20:00 og dansegulvet åbnede om lidt. Jeg fik hurtigt øje på Stephen og skyndte mig over til ham, vi krammede og bevægede os mod spisesalen hvor festen blev holdt. Lige da vi kom ind var der allerede godt gang i alle, folk var glade og rente rundt i deres lange smukke galla kjoler.

"Du er den der ser smukkest ud her til aften" Hviskede Stephen i mit øre, jeg grinte kort og kiggede på ham. Han lagde sin hånd på min lænd og trak mig tæt ind til sig, mine hænder blev lagt omkring hans nakke og på hans bryst. Han lænede sig ned mod mig og vores læber rørte lidenskabeligt hinanden, indtil han blev mere grådig og pressede os tættere sammen. Jeg nød hvert og et sekund, det var fantastisk at føle sådan her, det vidste jeg slet ikke et menneske var i stand til. Følelserne tog over og vores ellers så lidenskabelige kys blev mere og mere udviklet for de sekunder der gik. 

Vi blev afbrudt af dørmanden som diskret rømmede sig og lavede et vip med sit hoved, som tegn på at folk ikke havde lyst til at gå forbi os. Jeg smilte sødt til ham og mimede et 'undskyld' han nikkede bare smilene og lod de næste gæster træde ind af døren, Stephen begyndte at grine og efter et stykke tid kunne jeg ikke holde det inde længere og grinte med. 

"Hvad er det der er så sjovt?" Spurgte en alt for velkendt stemme bag os, jeg vendte mig om og ganske rigtigt stod Michael der. Han smilede bare som om ingenting var hændt og rakte hånden frem mod Stephen.

"Mit navn er Michael, jeg er Sophie's bror." Forklarede han, jeg kiggede på Stephen der så mindst ligeså forvirret ud som jeg. Men han rakte hånden pænt frem og rystede Michael's hånd.

"Mit navn er Stephen, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg er til Sophie endnu." Stephen kiggede på mig og blinkede sødt med det ene øje, jeg kunne mærke mine kinder blive varme som jeg stod her og kiggede ham dybt i øjnene.

Rødmen steg men jeg gjorde intet for at skjule det, ikke for Stephen og ikke for min bror. Både min bror og stephen begyndte at grine lidt, jeg stod her som en forvirret and og anede ikke hvad der foregik. Hvornår pokker var de blevet venner? Nå, men det er vel kun en fordel for mig så jeg klagede da ikke..

 

Der var mange mennesker samlet på et sted og her var rigtig varmt, jeg var tørstig og havde derfor valgt at gå efter noget at drikke. Punchen stod i den modsatte side af hvor drengene stod og snakkede og de virkede som om de kom godt ud af det sammen, så jeg så ikke noget problem i at forlade dem et kort øjeblik.

Jeg var på vej tilbage med et fyldt glas i hånden da skibet pludselig sagde en høj og skræmmende lyd, hele skibet gav et ryk og jeg væltede. Punchen ramte ikke min kjole men gulvet, glasset knuste men jeg fik rejst mig op igen. Hvad i...? Endnu engang kom skibet med et ryk, et ryk som var større end før. Denne gang ramte lysekronerne næsten hinanden og en af dem fik rykket sig løs og styrtede mod gulvet, en mand fra dansegulvet opfattede det hurtigt og fik en ung kvinde væk inden hun blev ramt. Lysekronen lå i tusind stykker på det flotte marmor gulv og lyste ikke længere ligesom de andre gjorde. 

Jeg spottede Stephen og løb over til ham men Michael var ikke til at se nogen steder.

"Hvor er Michael?" Spurgte jeg bange og Stephen kiggede uforstående på mig.

"Han gik ud for at finde dig!" Folk var begyndt at råbe og skrige, så Stephen måtte snakke højt. Endnu engang gav skibet efter og rykkede sig, jeg vidste ikke hvad der skete men jeg ville gerne vide det. Jeg rettede min opmærksomhed mod Stephen der uden tvivl kiggede efter Michael, jeg fik en god idé.

"Stephen!" Hans øjne landede på mig igen. 

"Hvis du går den der vej og leder efter Michael!" Sagde jeg imens jeg pegede mod højre.

"Så går jeg den vej!" Og pegede denne gang mod venstre. Stephen nikkede og kyssede mig hårdt på munden mens hans hænder lå om mit ansigt.

"Pas på!" Jeg nikkede og vi forsvandt begge mellem de mange mennesker. Jeg løj. Jeg havde ikke tænkt mig at lede efter Michael, ikke at jeg ikke ville finde ham men jeg måtte vide hvad der var galt. Jeg skulle finde kaptajnen! Jeg fortsatte ligeud indtil jeg fandt den rigtige gang, jeg hørte nogle stemmer bag mig men jeg fortsatte. 

"Unge dame, de må ikke befinde dig på dette område! Og slet ikke under disse omstændigheder!" Sagde to mænd der stod og blokerede døren ind til kaptajnen. Jeg prøvede at komme forbi men intet lykkedes.

"Jeg skal tale med kaptajnen!" De kiggede begge på mig som var jeg et 5-årigt barn der havde mistet sin mor og ville finde hende. Ironisk nok, ikke?

"Hvad skal du snakke med kaptajnen om?" Jeg tænkte over en god undskyldning men kunne ikke komme i tanke om noget der kunne få mig ind, men så fik jeg en anden idé. En idé der måske kunne få de to brød væk i stedet.

"Det er forbi en kvinde er blevet ramt af den lysekrone der er faldet ned fra loftet, der er ikke nogle der ved om hun er død og folk kan ikke selv løfte den fordi den er så tung!" De kiggede lidt på hinanden og svarede så.

"Men det er jo slet ikke kaptajnens job?" Jeg kiggede irriteret på dem.

"Nej! Men der ligger altså en såret kvinde og forbløder under en lysekrone og der er ingen der kan fjerne den, jeg løb efter hjælp og fandt jer!" Jeg lavede falske tåre og lod som om jeg græd.

"Den kvinde der er blevet ramt er min mor!" Det gjorde lidt ondt at tænke på mor, derfor virkede det nok også mere ægte. De kiggede trist på mig og den ene lagde en hånd på min skulder.

"Vi skal nok hjælpe din mor, bliv her til vi kommer tilbage." De satte i løb og forsvandt rundt om hjørnet. Ja tak, theater kan få dig langt i livet! Jeg åbnede døren ind til kaptajnen og hans folk, de kiggede mærkeligt på mig. Jeg fortsatte hen til dem.

"Hvad er det der sker med skibet?" Min stemme var overraskende nok, oprigtigt sårbar at høre på. Kaptajnen kiggede rundt engang og da alle nikkede sig enige, kiggede de over på mig. Kaptajnen begyndte at snakke.

"Noget har sat sig fast i en af vores propeller, vi ved ikke med sikkerhed hvad det er men det har slynget sig ind i skibets bund. Den propel som sidder fast står helt stille, og den anden arbejder på højtryk hvilket vil sige at den frie propel arbejder for 2. Normalt er det hvad der sker hvis den ene går i stykker, så køre den anden videre for stadig at få os fremad. Men problemet er bare at der er gået hul i skibet, så imens den ene propel køre på højtryk bliver der pumpet flere liter vand ind i skibet i netop dette sekund. Da skibet pludselig bliver tungere i den ene side grundet alt det vand der ligger der og den anden propel køre, begynder skibet langsomt at få en slags overbalance. Hvilket på et tidspunkt vil gøre at skibet vil vælte og lægge sig på siden, hvis et skib gør det så vil ruderne sprænge og der vil komme mere vand ind end der i forvejen er. Fordi skibet er så tungt vil det vand der i forvejen er der trække det nedad og med ruder der er sprunget vil skibets enorme vægt trykke os ned mod vandet som kommer ind af de åbne vinduer. Og så synker det.." Jeg kiggede måbende på kaptajnen og selvom jeg forstod hvert et ord han havde sagt, fattede jeg ingenting. 

"De tre store ryk der var lige før...?" Jeg blev afbrudt.

"Det var da der satte sig noget fast i propellen, da der gik hul på skibet og da det første vandtætte sikkerhedsrum blev ødelagt." Jeg mærkede en tåre ned af min kind.

"Hvor mange vandtætte rum har skibet?" Spurgte jeg, bange for at høre svaret. Han så uroligt på mig.

"Tre, hun kan flyde med to fyldte. Det andet rum er allerede ved at være halvt fyldt." Endnu engang faldt der tåre ned af min kind.

Jeg ville have spurgt mere ind til det men mit hoved kunne ikke kapere mere, jeg ville bare finde min bror og Stephen og så se at komme væk herfra. Jeg kom ud i spisesalen igen og prøvede at stå oprejst, skibet vippede og gyngede helt sindssygt. Jeg fik øje på Michael men nu var det Stephen jeg ikke kunne finde, Michael havde ikke set mig. Nogle tog fat om min talje og da han kyssede mig på halsen vidste jeg det var Stephen, jeg vendte mig om og blev så glad for at jeg havde fundet ham. 

"Har du fundet Michael?" Jeg nikkede, vendte mig om og pegede ned mod ham, men han var væk. Jeg gik i panik.

"Han var der lige før, jeg sværger!" Stephen kiggede på mig og nikkede. Stephen og jeg fik øjenkontakt et kort øjeblik inden skibet igen gav sig og kom med en høj lyd, denne gang vidste jeg at det var det andet vandtætte rum der var blevet ødelagt. Det var den samme lyd som sidst ved det første rum og kaptajnen havde fortalt mig hvad det var, til mit uheld vidste jeg desværre også at skibet kun kunne flyde med to rum fyldte og nu var det tredje igang med at blive fyldt ud med vand..

"Jeg ved det godt Sophie! Og vi skal nok finde ham igen, det lover jeg dig!" Han kyssede mig igen på munden og tvang et svagt smil frem. Jeg kunne se han ikke var så overbevist og han var bange, ligesom jeg. Men jeg lod ham ikke bemærke at jeg vidste det, jeg satte i stedet for retning mod det sted hvor min bror stod før.

Folk vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv, de rente bare rundt med redningsveste på og anede ikke hvad de skulle. Nogle græd, nogle panikkede og nogle andre ledte efter venner og familiemedlemmer. Alle gik ind i hinanden, nogle folk havde ikke engang fundet en redningsvest. Det havde Stephen og jeg heller ikke, men jeg vidste ikke om der var flere tilbage. 

Vi gik længe rundt og ledte efter min bror men kunne ikke finde ham nogle steder, vi havde enda været de samme steder flere gange. Jeg var virkelig urolig, hvad nu hvis ikke vi fandt ham. Hvad nu hvis han var død? Nej! Michael er ikke død, selvfølgelig er han ikke død! Michael kunne ikke dø, han er min bror for pokker. 

Vi ledte og ledte i jeg ved ikke hvor lang tid, vi havde ikke kun været i spisesalen. Vi havde også ledt på vores værelse, i nogle af de mange gange, vi havde ledt i lobbyen og vi havde generelt ledt over alt! Der var begyndt at flyde vand rundt på gulvet og det var alt andet end nemt at stavre rundt i 10cm. høje stiletter, jeg var bange og det kunne jeg ikke komme udenom. Faktisk var jeg rædselsslagen, rædselsslagen for at dø, for ikke at finde min bror, for aldrig at lære Stephen bedre at kende og for aldrig at se dagslyset igen. 

Vi var på vej tilbage til spisesalen for at lede en sidste gang efter ham, Stephen trak mig igennem menneskemængden og lige som vi kom til trappen, blev vi slynget baglæns af skibets enorme bevægelse. Jeg landede med ryggen mod noget hårdt og var sikker på at jeg var røget lige ind i en væg, Shit-fuck hvor gjorde det ondt! Jeg tog mig ømt til min ryg og gav mig selv lov til at pive lidt. Jeg besluttede mg for at nu skulle de sko fandeme af! Ligeglad med at jeg nu rendte rundt på bare tæer.

Jeg kravlede over til Stephen og så hans hoved var under vand, jeg skyndte mig at hive ham op og finde hans puls. Den var meget svag, men den var der. 'duk'..............'duk'............'duk'.............'duk' Der var langt imellem hans slag, jeg satte mig ved siden af ham og pumpede på hans bryst. Der kom lidt vand ud af hans mund og han hostede en smule, han vendte sit hoved mod mig og smilte. 

Stephen rejste sig op og hjalp også mig op, selvom jeg havde en ulidelig smerte i ryggen måtte jeg fortsætte, jeg SKULLE finde min bror! 

"MICHAEL!" Råbte jeg så højt jeg kunne, Stephen gik rundt ved siden af og hjalp med at lede. Vandet var begyndt at gå til mine skinneben og det var pisse koldt! Jeg begyndte at gå hurtigere og da jeg vendte mig om for at tjekke Stephen var med ramte jeg nogen, jeg vendte mig flovt om og skulle til at sige undskyld til personen da jeg opdagede hvem det var.

"MICHAEL!"

"SOPHIE!"
"Jeg var så bange for ikke at finde dig igen!" Blev der sagt på samme tid, jeg begyndte at græde da jeg endelig havde fundet min bror igen. Han krammede mig hårdt og holdte mig tæt ind til sig. Jeg var så glad, jeg havde Michael og Stephen ved min side. 

Endnu en høj lyd lød og jeg kiggede rundt, Michael slap grebet om mig og kiggede rundt. Jeg gik et lille stykke væk og straks begyndte folk at skrige endnu højere, jeg kiggede op og så endnu en lysekrone falde fra loftet. Den hang bagved mig og ville derfor ikke kunne ramme mig, men så kom jeg i tanke om at Michael og jeg lige havde stået under den. Jeg vendte mig om.

"MICHAEL!!!" Lige som han kiggede op blev han ramt af lysekronen.

"NEEEJ!" Jeg løb hen imod min bror der lå begravet under vand og en lysekrone, jeg kunne ikke se ham. Jeg panikkede endnu engang, Stephen kom hen til mig og hjalp med at finde ham. Alle andre var for bange til at gøre noget som helst, men jeg var ligeglad.. Jeg skulle have min bror ud.

Jeg fik med hjælp fra Stephen og en anden mand som havde taget sig sammen, lysekronen løftet. Nogle stod rundt omkring for at se om Michael var okay, andre trøstede deres små børn og nogle holdte sig bare væk fra vinduer og alt andet som umiddelbart virkede farligt. 

Endelig kunne jeg se Michael's ansigt, jeg fik trukket hans hoved over vandet men hans ben sad fast under den store lysekrone. Hans øjne glippede og jeg fik øjenkontakt med ham få sekunder af gangen, jeg klaskede ham stille og roligt et par gange på kinden for han måtte ikke falde i søvn. Vandet under ham begyndte at blive meget rødt og jeg blev virkelig bange, Stephen lagde sin hånd på min skulder og kyssede den blidt.  

"Det skal nok gå" Jeg kiggede på ham og holdte godt fast i Michael, vandet var ved at være ved mine knæ når jeg stod op og der kom kun mere og mere. Jeg fik kort Michael's opmærksomhed da han kiggede op på mig, han lå på ryggen. Han kiggede direkte ind i mine øjne og åbnede munden, der kom ikke meget lyd ud men jeg kunne høre hans hæse stemme tydeligt nok.

"Jeg elsker dig søs" Svarede han næsten uden lyd, jeg tabte en tåre. 

"Michael... Hold nu op, du skal nok blive okay igen! Du skal bare væk herfra og så tager vi tilbage til huset og lader som om intet af det her nogensinde er sket! Det lover jeg dig!" Jeg kunne næsten ikke snakke da min hals gjorde ondt af at råbe så meget, jeg græd og tårene piblede ud af øjnene på mig. Jeg kiggede ned på Michael der lå helt stille og sparede på kræfterne.

"Michael vær sød at blive hos mig" Græd jeg "Jeg er ikke gammel nok til at passe på mig selv, jeg kan ikke også miste dig. Så har jeg ingen familie tilbage.." Et hulk røg ud over mine læber da jeg fik øjenkontakt med min lidende bror der lå op af mig. Han vendte hovedet mod Stephen.

"Pas godt på min lillesøster okay? Hun betyder mere end hele verden for mig, Lov mig du passer godt på min guldklump." At sige jeg stortudede ville være en underdrivelse tror jeg, jeg kunne ikke miste min bror. Ikke allerede.

"Michael," Jeg kunne ikke færdiggøre min sætning, det gjorde for ondt. Han smilede det varmeste smil jeg længe havde set og nikkede bare.

"Jeg ved det godt søs, jeg ved det godt" Flere tåre strømmede ned af mine kinder og jeg begyndte at undre mig over hvor mange tåre jeg havde tilbage. Hans krop var fuldstændig forsvundet under vand, lysekrone og blod. Man kunne kun se fra hans mave og op. Han løftede sin ene arm med meget besvær og lagde den rundt om mig, jeg bøjede mig ned over ham og krammede ham i håb om at det ikke var sidste gang.

"Jeg elsker også dig Michael" Hviskede jeg ind i hans øre, da jeg trak mig fra krammet lå han helt stille med åbne øjne, helt bleg og et smil om læberne. Jeg satte hånden for munden og Stephen trak mig ind i et kram, jeg kunne ikke fatte jeg lige havde mistet mit sidste familie medlem. Det kunne ikke være sandt, det måtte det ikke. Jeg sad i Stephen's arme og med min bror henover mig, tårrene strømmede hvis muligt endnu mere ned af mine kinder da jeg lukkede øjnene i på min bror. Stephen ville have mig op men jeg gav ikke slip på min bror, jeg efterlod ham ikke.

"Kom nu Sophie, hvis vi bliver siddende dør vi også!" Jeg rystede på hovedet, jeg efterlod ikke min bror!

"Jeg vil ikke! Få ham tilbage, MICHAEL!!! Kom tilbage!" Jeg lagde mig ind over Michael's krop og holdte hans hoved ind til mig. Få min bror tilbage! Hvis gud virkelig findes, så hjælper du mig nu! Jeg vil have ham tilbage, jeg vil kunne kramme ham igen! Jeg vil kunne grine med ham og se hans smukke smil hver morgen, jeg vil have han skal holde drenge væk fra mig og være overbeskyttende!!! Please, vær sød at give mig min bror tilbage!

"Sophie! Vi skal væk og det er nu!" Jeg rystede bare på hovedet og knugede Michael ind til mig, jeg blev løftet op i armene og mistede grebet. 

"NEEEEJ!!" Michael sank under det blodrøde vand og han var ikke til at se længere, Stephen og hans to venner havde fået mig op og så.

"MICHAAAAEL!" Jeg hulkede, græd og mistede lige så mange tåre som der var vand i en flod. Halvdelen af det vand der var i skibet var sikkert mit! Stephen tog fat om mit hoved men jeg holdte mit blik mod lysekronen, det var den der var skyld i min brors død! 

"SOPHIE!" Råbte Stephen, endelig kiggede jeg på ham med røde øjne og drivvådt ansigt og jeg havde ikke engang været under havvandet endnu..

"Sophie, vi skal nok klare den! Hvis bare du lytter til mig, så skal vi nok komme ud! Okay?" Jeg stirrede tomt på Stephen og han ruskede i mig.

"Sophie! Lover du at lytte til mig?!? Vi skal ud på højre side af skibet, der hænger stadig redningsbåde!" Jeg rystede bare på hovedet, jeg ville have Michael med mig!

"Jeg vil have Michael med" Sagde jeg ligeså stille og sårbart som jeg var lige nu, mit liv var ødelagt! Jeg havde ingen familie tilbage, de var alle sammen døde. Nu havde jeg kun Stephen tilbage, han prøvede at komme i kontakt med mig men jeg reagerede ikke. 

"Lyt nu til hvad jeg siger Sophie, du kan ikke få Michael med! Forstår du det? Du skal selv overleve og det gør du ikke hvis du skal have ham med!!" Jeg forstod hvad han sagde men havde ikke lyst til at følge det, jeg kunne ikke lade min bror være.

"Jeg kan ikke efterlade min bror!" Råbte jeg højt

"Du overlever ikke selv hvis du skal have ham med Sophie!"

"Jeg efterlader ikke min bror til at dø her på skibet siger jeg jo!"

"Han er allerede død! Du kan ikke gøre noget!" Der gik det først op for mig, jeg havde gjort alt hvad jeg kunne. Hvis jeg ville have Michael med ville jeg selv dø, og Stephen ville ikke efterlade mig så han ville også dø. Jeg kunne ikke lade flere af de mennesker jeg elsker dø! Jeg rettede min opmærksomhed mod Stephen der stadig ventede på mit svar.

Jeg nikkede til ham og han vidste med det samme at vi kunne komme afsted, han trak mig i armen igennem alt vandet og ting som lå hulter til bulter. Vandet gik mig til mine hofter nu, jeg kunne ikke gå hurtigt i det og var tit ved at snuble. Mine tåre stoppede ikke, de løb stadig for fulde hammer ned af mine kinder. Stephen og hans venner havde fundet et exit skilt og vi fulgte det, de var sikre på vi ville komme ud den vej! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro på..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...