Beyond Normal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
Jess tror ikke at den tankegang Jess har, vil blive accepteret. Jess tænker mere filosofisk, og har har sat en facade op.

- Historien er færdig.

0Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

5. Jeg tror

Efter at have stået og tænkt tingene igennem, åbner jeg døren og træder ind i gangen. Jeg kan hører snak inde fra stuen af. Gulvbredderne under mig knirker, og får stemmerne til at stoppe. ”Jess, er det dig?” Jeg smiler for mig selv, da jeg hører den grådkvalte kvindestemme. ”Ja mor, det er mig” Jeg ligger ekstra tryk på det sidste ord. Hun styrter hen mod mig, og hendes kraftige duft omringer mig. Jeg prøver diskret at trække mig ud af hendes omfavnelse, uden held. Til sidst slipper hun, og jeg kan trække vejret igen. ”Mor og far” Der er alvor i min stemme, og det samme i mit blik. Min mor kigger overrasket over at hører min seriøse tone. ”Hvad er der skat?” Min mave krymper sig sammen. Hun kommer nok ikke til at kalde mig skat efter det her. Jeg bliver trist ved tanken, og muligheden for at miste mine forældres tillid og støtte. ”Jeg .. jeg har noget jeg godt vil snakke med jer om” Min hals er tør, og mine hænder er våde af sved.  Jeg tager to skridt mod dem, med blikket i gulvet, før jeg så stiller mig foran dem og kigger dem begge i øjnene, hvor efter jeg så forklare det hele. Forklare hvordan jeg har følt, hvordan min synsvinkel på verden er anderledes, og hvordan jeg har været bange. Da jeg er færdig har de ikke sagt et eneste ord. Ikke en eneste indvending, eller et eneste spørgsmål. Stilheden er næsten værre end alt andet. Der går lang tid hvor vi bare står, og ingen siger noget. Jeg er ved at give mig selv ret i at det her var den største fejltagelse, og de ikke ville acceptere mig, før min far bryder tavsheden. ”Hvorfor sagde du ikke det noget før?” Min kæbe ryger til gulvet, og mine øjenbryn til loftet. Jeg får taget mig sammen til at svare, men min stemme ryster så meget at det er svært at snakke. ”Så i .. i har det okay med det? At jeg løj over for jer?” Min mor nikker, og jeg ånder lettet ud. Det her er mere end jeg havde forventet. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme at jeg tog fejl, så tror jeg på mirakler nu.  Jeg tror på mig selv, og jeg tror på kærligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...