I'm a SLUT and proud of it (1og 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Igang
Den over klasse prostituerede Emily er en virkelig cold bitch når det gælder sex! Men at skulle være det over for den lækre udimodstålige Simon er det svært at holde facaden. Simons bedste ven Christopher bliver venner med Emily over Facebook og lige pludselig står han foran hende.

OBS: Denne novelle er der meget sex i og kan virke anstødeligt eller grænseoverskridende for nogle. Så hvis du ikke er til sådan noget så kig på min andre noveller :-) For din egen skyld!

111Likes
361Kommentarer
47669Visninger
AA

23. Kapitel 23

Jeg betragtede Simon lå og sov jeg nussede hans hår. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg vidste godt Simon var lækker og kunne slå benene under hver en pige bare ved at smile. Det var lyst udenfor. Simon kiggede på mig med søvnige øjne. Jeg kiggede på ham. Han lagde armen om mig. "Hva med Sofie?" Han fugtede sine læber "det er os to" Jeg havde lyst til at græde og give ham et kæmpe kys. "Mener du?" "Ja, vi to skal være sammen, jeg elsker dig Emily. Jeg har været et kæmpe idiot. Da Christopher fortalte mig det med pengene og Sofie. Kunne jeg ikke få dig ud af hovedet" Hans øjne løb i vand. "Du fortjener meget bedre end det kæmpe fjols jeg er" Jeg mærkede tårene presse på. "Jeg burde ikke være så heldig overhovedet, du er smuk og du fortjener en du kan stole på,ikke mig" Han mumlede noget. "Vi har været gennem meget men vi stopper ikke her Simon jeg elsker mere end du aner" Jeg placerede mine læber på hans og mærkede den velkendte følelse skylle som et vandfald igennem mig.

 

Simon rejste sig og gik ud for at finde noget morgenmad. En sygeplejeske kom ind, "Hej jeg hedder Lela" Hun havde kort lysthår og hendes øjne lyste op. "Jeg kan se efter din sidste scanningen, så er du gravid" Jeg kneb øjne sammen "A hvad?" "Ja tillykke Victoria Boldson" "Ømm....Jeg hedder Emily Ross?" Hun kiggede chokerede på mig, "Øhh...undskyld" Hun rødmede og gik ud. Jeg sad og tænkte lidt over det. Ej tænk hvis jeg var puhha..., jeg havde ikke noget imod børn men jeg havde ikke lyst til at skulle have nogle.

 

Simon kom ind med en bakke med toast skiver. Jeg følte mig slap i hele kroppen og jeg havde ikke lige frem lyst til at spise en masse. "Der kom en dame ind ligefør" Simon kiggede nervøst på mig og tog en bid af sit toast brød. "Hun sagde, hej efter din sidste scanningen kan vi se du var gravid" Simons øjne blev store og han var nær ved at tabe sit toast brød "Tillykke Victoria Boldson". Han åndede lettede op og han begyndte at grine. "Seriøst?" Jeg nikkede og havde lyst til at grine med men jeg havde ikke energi nok. Jeg smilede og Simon lagde sig tæt op af mig. Jeg mærkede hans hånd glide langs min hofte. Jeg lukkede øjne og lige da jeg ved at sove mærkede jeg Simons læber mod min kind. 

 

Jeg vågnede og kunne ikke få øje på Simon nogle steder. Jeg kiggede ud på gangen og han stod og snakkede med Anna. Hun kiggede på mig og vinkede. Hun gik ind og satte sig på sengen. Hun sukkede "Du havde nær skræmt livet ud af Simon var?" Jeg smilede og fnes. Hun tog en vase og fyldte den op med vand og satte nogle blomster ned i. "Emily?" mumlede hun. "Ja?" "Hvad hvis nu jeg gerne vil have det?" Hun pegede ned på hendes mave. "Har du ikke fjernet det endnu?" Hun kiggede usikkert ned i jorden. "Du er kun 22 Anna du kan tage ansvar når du også har jobbet". Hun så skuffede ud og hun sukkede dybt igen. "Anna jeg vil støtte dig i dit valg ligemeget hvad" Hun smilede men smilet forsvandt hurtigt. "Hvordan har du det?" sagde hun opgivende. "Fint" sagde jeg og trak på skulderen.  "Emily Christopher vil gerne snakke med dig" hun kiggede væk. "Udelukket" sagde jeg. "Kom nu" Jeg kiggede på Christopher som stod udenfor. Vi kiggede på hinanden. "Fint" mumlede jeg. Anna gik ud og Christopher kom ind.

 

Han var usikker og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. "Christopher hvad vil du?" Han kiggede på mig "Undskylde" Jeg kneb øjne sammen for at lytte "Christopher hvis du begynder på dine lange undskyldning brækker jeg mig" Han fugtede hans læber og gik ud. Jeg magtede ikke at hører på hans lorte undskyldninger. Hende lægen fra tidligere kom ind "Hej Emily" ""Hej" "Hvordan har du det?" "Jeg føler mig slap ingen appetit" Hun skrev noget på et stykke papir "Er du sikker på det var et uheld det med den der kørte dig ned?" "Ja, han er min kæreste" "Der findes mange eksempler på vold eller mord på flere kvinder på den måde" Jeg blev irreteret på hende og det var ligesom hun ikke forstod det. "Du kan melde det til politiet og få penge plus.." Jeg afbrød hendes sætning "Ikke nødvendigt" sagde jeg irreteret. Hun så forbløffende på mig. "Du kan snart komme hjem men du skal tage nogle forskellige piller" Jeg nikkede. "Har du tænkt dig at snakke om den ulykke med nogle?" "Nææ det er ikke nødvendigt" mumlede jeg. "Jo du er sårbar og har brug for at snakke. "Nej tak" sagde jeg og jeg råbte næsten. "Det er ellers godt" "Jeg har det fint sådan tak!" Vrissede jeg. "Nå" sagde hun og gik ud. 

Min mobil ringede og jeg gad ikke snakke med nogle. Jeg fik øje på displayet der stod "Lucas" jeg overvejede at tage den men han lagde sikkert besked. Der gik 2 minutter og der stod der var en besked jeg lyttede til den "Hej Emily, jeg håber du får det bedre. Næste uge tager vi til Paris hele butikken. Vi har fået nogle kunder derovre og jeg håber du kan deltage. Giv mig et kald, vi er forhåbentligt væk i en uge" Jeg kom i tanke om sidste gang jeg var i Paris drømme byen. Jeg skrev til Lucas at jeg ville med. Det bliver dejligt at komme væk fra det hele.

 

LIKE LIKE LIKE LIKE LIKE LIKE LIKE! Jeg ved godt der ikke skete det helt store i det her kap. But Paris well....Emily er det nu så klogt alligevel? Find ud af det i næste kap. Hvad jeg mener :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...