Det sidste skud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
Historien starter i 1940 hvor 2. verdenskrig lige er starten. Emma Pell er en del af den rige overklasse sammen med hendes familie. Hendes kære forlovede Eric bliver indkaldt til hjemmeværnet for at tjene sit fædreland. Eric har aldrig været en favorit hos Emma's far, og ser straks at hun finder sig en anden. Men kærlighed kan klarer alt. Medmindre en ny fanger Emma's opmærksomhed.

1Likes
0Kommentarer
131Visninger

1. Mødet

Den 23. april 1940.

Det var en helt almindelig forårs dag udenfor. Jeg lå stille i min seng, og nynnede fornøjeligt med på de søde små toner fuglene frembragte. Men der kom straks skår i glæden, da jeg vendte mig mod mit gamle egetræsnatbord. Billede af min forlovede stod og smilede direkte til mig. Det mindede mig om, at det var i dag, Eric drog i krig. Der var krig udenfor England, en dyster kold krig. Tyskerne havde allerede startet besætningen. Her for noget tid siden, da jeg sad og snakkede med Eric, fortalte han mig om Danmark og Norge der fornyeligt lige var blevet besat. Han fortalte mig også, om de skrækkelige rygter om forfølgelse af jøder. Jeg satte mig forsigtigt op i sengen og rakte ud efter billedet. Det var kun nogle få måneder siden at billede var blevet taget. Man kunne se det på den ny strøged mørkeblå uniform som han bar, og det var den dag han var blevet udnævnt til jægerpilot. Han smilede, og bar stolt sin uniform. Det bankede let på min dør, og Sophie stak forsigtigt hovedet ind. Sophie var vores stuepige her i huset, hun havde været her så længe jeg kunne huske. Sophie var ved at være godt oppe i årene, og de år havde sat deres præg. Hendes rynker var tunge og mørke, og hendes hår var slidt og gråt. Hun bar enkle kjoler med hvide forklæder til. Hun var som en mor for mig. Minderne om tordens vejr og Sophie der sad på mit værelse og fortalte romantiske historier om den eneste ene, dukkede op i mit hoved. Men nu var jeg voksen og kunne ikke længere have noget forhold til min stuepige, det skar mig i hjertet. Sophie rettede sig op i døråbningen. ”Miss Pell, der er morgente om et kvarter,” sagde hun muntert. Jeg nikkede og rejste mig fra sengen. Da jeg satte mine fødder mod gulvet, kom et kuldegys op igennem mig. Jeg gik på tå spidser over til et stort hvidt bord. Et stort spejl som var indrammet i en guldramme, hang prægtigt over bordet. Jeg satte mig på den silkebeklædte stol, og lod mine fingre fare igennem mit hår. Jeg kiggede mig selv dybt i øjnene. Mine klare mørkeblå øjne. Min far fortalte mig engang, at når man kiggede mig i øjnene, var det som at se den fineste nattehimmel, med de klareste stjerner over det hele. Jeg fjernede blikket fra mine øjne, og kiggede på spejlbilledet af døren. Sophie var for længst gået, og jeg var atter alene igen.

Jeg gik med lette trin hen mod trappen, og stoppede foran det første trin. Huset var gammelt og alting knirkede. Men dette ene trin knirkede lidt højere end alle de andre. Jeg hoppede lystig over det første trin, og forsatte så ned til den store entré. Entréen havde mørkerøde vægge dækket af gobeliner, og loftet var dækket af billeder med engle der svævede rundt. Store hvide søjler i hjørnerne, kastede skygge over alle de dyre møbler i entréen. Min mor gik meget op i at entréen var nærmest pinlig ren. Min mor fortalte mig altid at det første indtryk af en værts hus, var vigtig. Jeg forsatte gennem entréen, og videre ind i testuen. Jeg rynkede på næsen da den sædvanlige stank fra min fars cigar, stak mig i næsen. Min far var en meget velset mand her i byen, det samme var min mor. De gik til selskaber, i teatre eller så brugte de bare en masse penge på ingen ting. Min far var en meget stor fan af dyre og spænende cigarer. Det kunne man i hvert fald tydeligt lugte. Jeg satte mig direkte på stolen, og lod vores butler Mr. Smith skubbe min stol på plads. Der gik ikke særlig lang tid, før hele familien sad sammen rundt om det lille mørke stenpladebord. Jeg vendte mig om mod Sophie der stod i hjørnet med stiv ryg. Sophie var egentlig meget smuk, hvis man så bort fra rynkerne og arene. Men ellers var hun bare en høj, rank pige, med de smukkeste brune øjne. Gad vide hvad min far så i hendes øjne. Han havde nok aldrig så meget som kastet et blik på dem. Han vidste nok ikke engang hvad hendes øjenfarve var. Far var en hård mand, han kiggede ned på andre mennesker der ikke var lige så betydningsfulde som ham selv. ”Skal De havde sukker i teen, miss Pell,” spurgte Mr. Smith sagte. Imens jeg havde været i mine egne tanker, havde Mr. Smith begyndt at sænke teen op. Jeg nikkede og rettede mit ansigt mod det lille selvskab rundt om bordet. ”Hvornår rejser Eric i dag,” sagde mor, som var begyndt at nippe til den varme te. ”Han skal med toget til Sheffield her i aften,” sagde jeg stille. ”Skal ned og sige farvel til ham på perronen.” Mor satte tekoppen fra sig. ” Uhada, hele vejen til Sheffield fra London, det må blive en lang tur for kære Eric,” sagde min mor bekymret. ”Det er kun godt han skal af sted, krigen har brug for nogle unge knægte,” kom det fra min far bag sin avis, London times. ”Jamen hvorfor lige Eric? Og så nu, lige efter jeres forlovelse,” min mor lød oprigtigt bekymret. Min far fnøs, og det fik hele den lille familie til at vende deres blikke mod ham. Jeg vil væde med at Sophie og Mr. Smith også lyttede intenst med. ”Knægten er ikke andet end en sølle jægerpilot, hvis vi er heldige så vender han ikke tilbage fra den nytteløse krig, og så kan Emma finde en mere respektabel mand.” Der blev stille, kun lyden af klirende porcelæn gik igennem rummet. Men stilheden blev brudt da min mor rejste sig op i et ryk. ”Hvordan kan du sige det George? Eric er da en sød mand, og han passer godt på vores datter.” Jeg lænede mig overraskede tilbage i stolen. Min mor havde aldrig sagt sådan til min far, hun havde altid bakket ham op, om alting. Jeg kiggede på min mor, hun stod rank og kiggede bestemt på min far, men hendes øjne viste at hun var lige så overrasket som jeg. Min far lagde sin avis ned på bordet, og rømmede sig. ”Sophie, vil de venligst vise vores datter op på værelset. Jeg skal lige have en snak med Maria.” Sophie nikkede og gennede mig ud af te stuen. Lige da vi lukkede døren, bryd skænderiet ud, det var ikke så meget min mors stemme jeg hørte, mere min fars dybe stemme der rungede i hele huset. Imens havde Sophie vist mig op på mit værelse, og da hun havde sikret sig at jeg var beskæftiget, gik hun nedenunder igen. Der lød et stort brag, efterfulgt af en klire. Jeg kiggede ned i fadet med vand, der stod på natbordet, der var dannet fine små ringe i vandoverfladen.

Jeg rejste mig, og løb ud af døren, og videre ned af trappen. Døren stod åben ind til te stuen. Jeg satte farten ned og kiggede forsigtigt ind af døren. Sophie sad på hug foran en masse porcelæns skår. Jeg trådte ind, så jeg stod i døråbningen. Sophie kiggede forskrækket op på mig. ”Miss Pell, der har desværre været et lille... uheld,” sagde hun og begyndte at samle porcelænsskårene op i sit forklæde. Jeg smagte lidt på ordet. Et uheld. Jeg åbnede munden for at sige noget, men Sophie rev nærmest ordene ud af munden på mig. ”Din mor sidder inde på sit soveværelse,” hun rejste sig, og fór ud af døren, med forklædet fuld af skår. Jeg gik ud af testuen, og videre op af trappen. Jeg lod mine hænder følge de fine udskæringer i gelænderet. Der var helt stille i huset. Da jeg nåede op til døren, til min mors soveværelse, stoppede jeg op. Bag døren kunne jeg høre hulken. Jeg trak forsigtigt i døren, og lod døren glide op. Min mor kiggede skræmt mod døren, men da hun så det var mig, blev hendes øjne rolige. Jeg gik forsigtigt over til min mor, som sad foroverbøjet i sin seng. Hun havde vendt blikket mod gulvet. Mine øjne fulgte hendes ned i gulvet. Små blodpletter lå på det fine lilla gulvtæppe. Jeg kiggede forskrækket op på min mor. ”Sårede han dig?” Røg det ud af munden på mig. Mine læber blev smalle, da min mors ansigt kiggede direkte på mig. En stor flænge, som bredte sig fra hendes pande og ned til kæben, ødelagde hendes smukke ansigt. Jeg gispede. En masse spørgsmål farede igennem hovedet på mig. Havde far virkelig gjort det? Og hvordan gjorde han det? Jeg kiggede spørgende på min mor. Men hendes ansigt var bedrøvet. ”Din far og jeg har haft et skænderi min kære,” sagde hun stille. ”Tror jeg vil rejse væk i noget tid.” Hendes øjne skinnede på grund af de tåre hun holdte inde. ”Mor hvad skete der, hvordan sårede han dig?” Spørgsmålene væltede ud af munden på mig. For jeg ville vide alt. Jeg havde aldrig set min far slå min mor nogensinde før. Min mor frembragte et lille smil, som bare lignede en grimasse på grund af flængen. Hun løftede sin hånd, og hun strøg forsigtigt mit hår. ”Nogle spørgsmål har bare godt af, ikke at blive besvaret.” Jeg tog min hånd i hendes og pressede den op mod mit hjerte. ”Du må ikke rejse kære mor, jeg vil ikke være alene.” Selvfølgelig havde jeg min far, men efter den her dag, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ordet far mere. ”Mit barn jeg ved det bliver hårdt, men jeg kommer snart tilbage, din far og jeg har bare brug for at være lidt væk fra hinanden.” Hun trak sin hånd væk, og tørrede de tåre der pressede sig ud igennem mine øjne væk. ”Hvornår rejser du?” Tvang jeg mig selv til at spørge. Ordene var så hårde af sige. Jeg var så ked af at min mor rejsete og på den anden side også sur på hende. Hvordan kunne hun bare forlade sit barn, med den mand som lige havde forvoldt hende skade på det groveste. Jeg gemte mit ansigt væk i hendes skød. Hun bøjede sig ned og kyssede min hovedbund. Hendes stemme lød også bedrøvet da hun frembragte ”: Jeg tager af sted i aften.”

 

Det var sent aften. De sløve gadelamper spejlede sig i den våde asfalt. Jeg stod med paraplyen over hovedet, nede på perronen. Hele perronen var indhyllet i damp fra toget. Jeg kiggede mig desperat rundt, for at finde et tegn på Eric imellem alle de andre tusinde mennesker. Mennesker som også skulle i krig, eller bare deres familie som var kommet for at sige farvel. Jeg prøvede at lukke de mange forskellige lyde ude. Lyde fra grædende spædbørn, hulkene kvinder og togets horn. Pludselig kunne jeg høre en velkendt stemme som råbte mit navn op. ”Emma!” Eric kom løbene hen imod mig. I et kort øjeblik glemte jeg alt om alle de andre mennesker på perronen, og kastede mig i armene på Eric, som lagde sine om mig. Vi stod i lang tid uden at sige noget, men til sidst trak Eric sig lidt væk, men ikke uden at slippe mig. ”Årh Emma min kære, hvor ville jeg bare ønske at jeg ikke skulle af sted,” han kiggede bedrøvet ned på mig. Han satte forsigtigt mit hår om bag mine ører, så han rigtig kunne studere mit ansigt. ”Bare rolig Eric jeg skal nok klare mig,” sagde jeg med en opmuntrende stemme. Han åbnede munde for at sige noget, da en mand i en mørkegrøn uniform, trådte op på Erics højre side. ”Mr. Branwell, toget køre om nøjagtigt 5 minutter Det er nok en god idé at De finder deres plads.” Eric nikkede og slap så det sidste varme greb i mig. Jeg følte mig lige pludselig tom, som om han bare gav slip på mig. Eric sukkede, og samlede kræfter til at smile til mig. Han løftede min behandskede hånd, og pressede sine fyldige læber mod den. Hans læber var bløde, jeg kunne huske den første gang jeg mærkede dem. Det var en varm sommer dag, vi sad og små snakkede ude i den gamle bøgetræs skov. Eric sad og fortalte mig om blomsterne, hvad de betød og hvad for nogle han bedst kunne lide. Han lod hånden glide hen over græsset og plukkede let en lille gul tulipan, der lige var sprunget ud. Han satte den forsigtigt i mit hår. ”Ved du hvad den her blomst betyder min kære?,” hviskede han blidt i mit øre. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. Jeg rystede stille på hovedet, for ikke at få blomsten til at falde ned. Han aede blidt min kind. ”En gul tulipan betyder håbløs kærlighed,” sagde han, og fjernede hånden fra min kind og ned til min hånd. Jeg lagde forsigtigt hovedet på skrå. Den gule tulipan dalede langsomt ned på det rødternede tæppe vi sad på. ”Den gule tulipan er nok min yndlings af alle de tusinde blomster i verden,” sagde han muntert og lagde sig ned med hænderne samlet omme bag hovedet. Jeg betragtede hans skinende hud i solens lys. ”Hvorfor er den din yndlings?” Jeg glattede forsigtigt min gule kjole og rettede mig op. Eric kiggede op mod himlen. Hans blå øjne reflekterede i solens lys. ”Åh kære Emma, når jeg ser den,” han smilede lystigt og forsatte. ”Den får mig til at tænke på dig, på vores kærlighed sammen. Den er så dejlig, men også så håbløs, jeg ved godt din far ikke kan lide mig.” Jeg bed mig forsigtigt i underlæben. ”Han ville aldrig acceptere vores kærlighed til hinanden,” hans stemme lød kold. Den lystige stemme før var væk, og erstattet med en kold og følelsesløs lyd. Han tog let de hvide silkehandsker af mine små hænder og lagde dem ned. ”Vi kan flygte sammen,” kom det ud af min mund. Tanken havde aldrig strejfede mig, men nu hvor jeg tænkte over det, lød det som verdens lykkeligste ide. Bare flygte fra min far og hans regler, sammen med den mand jeg elskede. ”Flygte?” Det gav et ryk i Eric. ”Hvor skulle vi flygte hen?” Jeg rejste mig op, og spredte mine arme ud og drejede rundt, så min kjole blæste op i vinden. En dejlig kold og luftig fornemmelse. ”Hvor hen vi vil, vi kunne starte et nyt liv sammen.” Eric grinte muntert og rejste sig op, han stod over for mig i al sin pragt. ”Men, din far ville finde dig, og han ville give mig skylden.” Han rystede opgivende på hovedet. ”Jeg lover dig Emma. Når jeg finder et ordenligt arbejde, så skal alt nok blive godt, og din far vil endelig respektere mig.” Han lagde hårdt sine arme om mig, og kyssede mig inderligt. Hans læber var varme og fyldige. Jeg lod mine læber følge hans og jeg følte at verden omkring os forsvandt, alt var perfekt. Jeg ønskede bare at blive i det øjeblik for altid.

 

Det gav et sæt i mig da toget hyllede på perronen. Jeg var blevet revet ud af mine tanker, ud af mindet om den lykkeligste dag i mit liv. Mine tanker havde distraheret mig så meget at jeg ikke havde fornemmet at Eric var steget på toget og stod i døren, med bedrøvede øjne og vinkede farvel. Toget satte langsomt i gang. ”Vent!” kom det ud af min mund. Nej han måtte ikke bare rejse, ikke lige nu. Jeg satte af efter toget, men blev standset af den tætte menneskemængde. Jeg pressede mig igennem mængden og løb efter toget. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men toget var allerede sat i gang og var nu uden for perronen. Jeg lod armene hænge ned langs kroppen, mens jeg så toget langsomt forsvinde væk. Tanken om Eric havde fået mig til at glemme alt om regnen. Min hår hang slaskede ned langs min ryg. Jeg kunne mærke mit tøj begyndte at klæbe sig til min krop. Hvordan kunne det her ske, to mennesker i mit liv var nu forsvundet, og her stod jeg så tilbage alene. ”Du står jo og bliver kold miss,” En mørkeblå jakke blev hængt om mine skuldre. Jeg vendte mig med et ryk. En høj mørkhåret mand med grønne øjne smilede direkte til mig. Hans hår var redt tilbage og han bar en ternede skjorte og sorte bukser. Han rakte sin hånd frem imod mig. ”Undskyld jeg bare sådan trænger mig på, men jeg så Dem fra den anden ende af perronen, og De så ud som om De fryste, så jeg tænkte,” Han stoppede sig selv og smilede genert. ”Nu står jeg her og vrøvler,” han trak sin hånd til sig og kløede sig i nakken, imens han kiggede flovt ned i jorden. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hans generthed. Det var længe siden hun havde mødt nogle med så stor generthed over for hende. ”Tusind tak,” var det eneste der faldt mig ind at sige, og det virkede også som om det var det eneste der skulle til. For hans ansigt lyste atter op i et stort bredt smil. Han rakte sin hånd frem. ”Mit navn er Willam Greyhood,” sagde han bestemt. Jeg smilede og tog imod hans hånd. ”Rart at møde Dem Mr. Greyhood, mit navn er Emma Pell.” Vi slap hinandens hænder. Han kiggede undersøgende på mig. ”Er De Mr. Pell's datter, De må havde arvet Deres mors udseende,” han smilede skævt og kiggede mig i øjnene. Hans øjne var store og grønne. Hvis man kiggede godt efter så hans højre pupil større ud end den anden. ”Hvor kender De min far fra?” Spurgte jeg nysgerrigt. Regnen var stoppet og den klare måne brød frem imellem regnvejrs skyerne. Han kiggede sig omkring. ”Deres far står for udtagelsen af soldater her i byen, jeg var selv til udtagelse her for nogle  uger siden.” Han snakkede videre, men jeg hørte ikke efter. Alt blev sløret. Var min far ham der valgte soldaterne til krigen? Så vil det sige at det var ham der sendte Eric... Jeg satte mine hænder op til øjne. Mr. Greyhood stoppede brat sin tale og lagde forsigtigt en hånd på min skulder. ”Er De okay, Miss Pell? Sagde jeg noget forkert?” Han så bekymrende på mig. Jeg rystede på hovedet. ”Tak for Deres venlighed, men jeg er virkelig nød til at gå nu,” Jeg skulle til at tag nakken af, da Mr. Greyhood afbrød min bevægelse med en afværgende hånd. ”Behold den, du har mere brug for den end jeg har,” Han smilede og stoppede sine hænder ned i bukselommerne. Jeg vendte mig om for at gå da han råbte ”:vil De ikke havde et lift?” Jeg vendte mig om og standsede. Han smilede igen genert. ”Jeg mener det er jo blevet sent, og du er jo stadig våd.” Jeg kiggede ned af mig selv. Ganske rigtigt, min tynde mint grønne kjole klæbede sig fast til mine blege ben. Måske var det en god ide at tage imod hans anmodning om at køre mig hjem. Jeg nikkede. Jeg lod ham føre min arm om hans, og han førte mig ud igennem perronens store metal porte. Der var ikke længere nogle menneskemængde at se, kun en enlig mand med hans hund stod foroverbøjet med en avis henne for enden af den store hal, vi var trådt ind i. Han førte mig hurtigt videre og hen hvor en stor sort folkswharken holdt pakeret i skyggen under et stort kastanje træ. ”Jeg ved godt den ikke er så fin,” kom det fra ham, ”men den køre godt på literen, og så var den ikke så dyr.” Han trak let på skuldrene. Han slap min arm. Månen var nu helt fremme på himlen. Alle regnvejrs skyerne var nu drevet videre. Månens lys skinnede direkte ned imellem Mr. Greyhood og mig. Jeg fulgte forsigtigt med ham da han gik hen mod bilen. Han lagde sin hånd på dørhåndtaget og åbnede døren for mig, han bukkede let, og smilede. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans højtidelighed over for mig. Jeg legede med på legen, og lod mine hænder løfte op i den plask våde mint kjole og nejede let. ”Mange tak,” fniste jeg og steg ind i bilen. Da han satte sig ind ved siden af mig i bilen, smilede han stadig. Man kunne se at han bare prøvede at holde grinet tilbage fra før. Han kiggede på mig. Vores øjne mødtes og der var stille i bilen. Han fumlede med nøglerne for at få den i bilens tinding. Det lykkedes ham efter noget der varede en evighed. Vores øjne fulgte stadig væk hinanden. Egentlig var han jo rigtig flot. Han næse bøjede sig let ud fra hovedet. Hans øjne var perfekt runde og grønne. Hans mund folde sig ud til en perfekt amurbue. Hans læber var smalle. Mon de var lige så fyldige som Eric. Eric! Hvordan kunne jeg tænkte det når jeg har Eric, som oven i købet lige er drevet i krig. I krig. Tankerne ramte min far. Det hele var planlagt. Jeg var så oprevet inden i. Hvordan kunne han gøre det, bare sende ham afsted når der var så mange andre der meldte sig frivilligt. Bilen gav et ryk i sig, som fik mig til at rykke ud for enden af bil sædet. Mr. Greyhood havde fået nøglerne i tindingen, og havde nu rettet sine øjne mod rettet. Røgen oste ud af bilens olierør. Jeg satte mig med et ryk tilbage i sædet og rettede mine øjne mod vejen. Der blev ikke udvekslet et ord hele vejen hjem. Og godt det samme, det eneste jeg kunne tænke på var min far. Den sorte folkswharken parkede med et pump oppe på kantstenen oppe foran mit hus. Jeg vendte mit ansigt mod Mr. Greyhoods. Han kiggede stift mod vejen. Jeg bed mig usikkert i underlæben. ”Tak for turen,” var det eneste jeg sagde da jeg bevægede mig ud af bildøren. Jeg gik hen mod havelågen, da han råbte efter mig”:kommer jeg til at se dig igen?” Det gav et sæt i mig. Jeg vendte mig om mod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...