Natteflugten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
Det er vel bare en natteflugt....

0Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

3. 3. kapitel

Den endte ud til en park. Jeg havde været her en gang før. Dengang hvor Leo og jeg skændes, om hvem der skulle sidde ved siden af mor på bænken. Vi endte begge to med at tude i et kvarters tid.

Min flugt var gået ret godt ind til videre. Men hundenes gøen lød tættere og tættere på for hvert sekund. Ligesom jeg skulle til at standse og regne med at det var forbi, skete et mirakel. Eller, for mig var det en slags mirakel. For lige dér, på jorden, lå der en halvt smadret cykel. Den var ikke mere end fem meter væk. Jeg tog en slutspurt derhen, slog røven i sædet, og trampede i pedalerne.  Jeg så tilbage. Politiet og deres hunde var lige akkurat kom ind i parken. Nu skulle der hurtigt findes en vej ud, og væk. Jeg var ved at miste pusten og håbet, da endnu en lille sti dukkede op. Dette var min chance for måske at ryste dem helt af mig. Jeg svingede skarpt til højre, og var lige ved at miste balancen. Der var ikke særlig mange sten og rødder på denne sti, heldigvis.

Jeg havde nu opsamlet en helt masse fart og kunne næste ikke styre cyklen. Alle de små bump gjorde det meget sværere at holde ordenligt fast. Pungen havde jeg tabt for længst. Den larmende gøen blev lavere. Stien endte endelig, ud til en stor vej. Jeg så mig for (lidt fornuftig er jeg vel), og der kom en bil med fuld fart drønende. Min hånd klemte automatisk omkring håndbremsen. Det føltes som at skøjte hen over jorden. Bremsen var gået i stykker.

Intet menneske ville have en chance i denne situation. Heller ikke mig. ’Jeg dør nu’. Bilen kom fejende. Mit armbåndsur viste 02: 42. ”Undskyld Leo”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...