Natteflugten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
Det er vel bare en natteflugt....

0Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

2. 2. kapitel

”PETER! KOM!”. Der kom små vejrtrækningsstød fra kvinden som tydeligvis var rystet over et eller andet. Chokket kom som skudt ud af en kanon. Var det mig hun havde opdaget? Eller noget simpelt som en edderkop? (der er vel nogen som reagerer så voldsomt på edderkopper). Mens mit hjerte hamrede af sted, kom manden ind i værelset. ”Hvad er der sket her?” spurgte han rystet. ”Der er jo blod udover hele sengekanten!”. Og dér vidste jeg hvor blodet kom fra. Da jeg tideligere havde hamret benet ind i sengekanten. Men havde det virkelig blødt så meget? Jeg mærkede efter med hånden og følte noget slimet overalt på mit ben. Det gjorde enormt ondt nu hvor jeg tænkte over det. ”Jamen hvordan i alverden er det kommet der? Og fra hvem?” Imens begyndte manden at sætte sig på hug. Mit hjerte slog et slag over. Nu ville jeg med sikkerhed blive opdaget. Og rigtigt nok skete det, som absolut ikke måtte ske.

Den såkaldte ’Peter’ kiggede ind under sengen. Vores blik mødtes. Hans øjne var tomme og frygtfulde. At se et menneske så bange, gjorde mig endnu mere bange. Der gik lang tid hvor vi bare stirrede på hinanden. Og jeg, en fremmed sekstenårig dreng som aldrig skulle have brudt ind, lå bare dér og var næsten lige så skræmt som familien Bregendahl. Der stod i hvert fald Familien Bregendahl på deres postkasse. Den hånd med pungen i, svedte. Mine tanker blev afbrudt. ”Øh.. er der noget galt Peter?” spurgte den skræmte fru Bregendahl stille. Manden rejste sig op i en fart. ”Der er nogen under sengen” sagde han hurtigt og bestemt. De hviskede noget til hinanden som jeg ikke kunne høre. Hvad skulle jeg gøre? Nu ville de højst sandsynligt ringe efter politiet, og jeg ville blive arresteret. Eller?.... der var én anden mulighed. At flygte. Jeg måtte væk i en fart. Før det var for sent. Men hvordan? De ville nok få mig hvis jeg bare løb ud. Kvinden var gået ud af rummet, nok for at ringe efter politiet.

”Peter, kom lige ud i stuen!”. Manden sukkede og gik ud af værelset. Det var dumt af ham, for nu havde jeg chancen. Jeg maste mig væk fra sengen, og løb. Løb alt hvad tøj og remmer kunne holde. Jeg styrtede ud til entréen, flåede døren op, og spurtede ud i den lune nat. Jeg havde knap nok nået at opfatte hvordan jeg var kommet ud af huset. Mit ben gjorde overraskende ikke så ondt som da jeg lå under sengen. Tæt på lød en politisirene. Det var lige meget om jeg kunne finde rundt i de mørke gader, for jeg var vel selv svær at se, selvom det var månen skinnede lidt. Da jeg var nået et par gader væk, var sirenerne meget tæt på.  Lidt efter slukkedes de. Politiet måtte nu være ved huset. Efter kort tid, og da jeg var nået endnu et par gader væk, var det hundenes tur til at larme. Jeg løb ned af en sidevej. Mit hjerte hamrede som om jeg skulle til at besvime.

Blind vej. Men jeg kunne ikke bare vende om. Heldigvis var der en smal sti til venstre. Sådan én som man ikke skulle tro nogensinde var blevet brugt. Med mirabelltræer og bøgebuske. Et par gange var jeg ved at snuble over de store rødder som lå på tværs af stien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...