All the Unspoken ϟ One Direction

Samme tid. Samme episode. Men det er to forskellige personer, der oplever det - nemlig den verdenskendte Liam Payne og 20-årige Ciera Faye. Efter de kommer ud for en bilulykke og støder på hinanden i Limbo, verden mellem liv og død, før de igen bliver bragt til live, har de svært ved at glemme et ansigtsløst menneske, som efterlader dem med en mærkelig deja vu-følelse, de ikke rigtig kan identificere. Ligeledes har de en tendens til at udføre de samme handlinger på nøjagtig samme tidspunkt, trods de er flere tusinde kilometer væk. Men hvad sker der, når et skæbnesvangert møde bringer dem sammen igen? Vil de usagte ord nogensinde slippe over deres læber, eller vil de leve et liv i uvished?

380Likes
380Kommentarer
24790Visninger
AA

4. The place where life and death crossed each other's path.


Jeg husker ikke meget af min sjælerejse, da den forlod den menneskekrop, der nu kun var en tom skal. Jeg ved bare, at jeg vågnede op på en frodig græsmark fyldt med de mest farverige blomster i verden. Over halvdelen af dem havde jeg aldrig set før, men jeg var heller ikke den største blomsterekspert, så det var klart. Alligevel var der noget i mig, som fortalte mig, at disse blomster ikke var normale. De fandtes ikke på den planet, alle mennesker levede på. Der var noget magisk over alle disse planter. De havde de klareste, mest fortryllende farver i modsætningen til jordens kedelige, triste, ensartede blomster.

  Da jeg slog øjnene op, vidste jeg, at jeg var i Limbo – verdenen mellem liv og død. Spørg mig ikke om hvordan, for den viden sad ligesom bare i mit hoved. Det var, som om jeg havde vidst det hele livet, selvom jeg godt nok aldrig havde hørt om fænomenet ’Limbo’, nu når jeg tænkte over det. Jeg havde aldrig set det som andet end en leg, hvor man skulle under en pind. Jeg havde det, som om denne her verden var levende. Den kunne komme ind i mit hoved og dermed også bilde mig ind, at jeg var i Limbo. Denne verden var ikke som enhver anden – hvis der da fandtes flere verdener end den, vi mennesker levede på, og Limbo – for der var noget magisk over den. Alle farverne havde en eller anden effekt på mig. De gjorde mig ualmindeligt glad; gav mig lyst til bare at springe rundt og synge.

  Jeg tog mig selv i at undre mig over, om man mon kunne være trist i denne verden. Alt virkede som en helt perfekt drøm, men alligevel var der noget, jeg syntes at have glemt. Jeg var død. Jeg var klar over, at jeg var død, imens jeg bevægede mig rundt i den store blomstermark, men det generede mig ikke synderligt. Det var, som om jeg ikke forstod alvoren i det. Jeg var død. Jeg var blevet ramt af en bil. Min sjæl havde forladt min krop. Hvordan kunne jeg være så ligeglad? Hvordan kunne jeg have det så fantastisk i denne mærkelige verden, når jeg vidste, at jeg ikke længere behøvede at ånde for at overleve? Når jeg vidste, at mit hjerte ikke længere bankede?

  Der var et eller andet over det her sted, som bare ikke tillod sure, utilfredse mennesker. Der var ikke noget, der hed ’en dårlig dag’ her. For det var intet andet end fantastisk – ja, med andre ord som taget ud af et eventyr. Selvom der ikke var meget andet end græs og blomster, så var det nok, for det, der virkelig skinnede igennem her, var energien. Man kunne let blive smittet af andres negative energi på Londons gader, hvis de nu råbte et eller andet stødende til en, men her var energien bare udelukkende positive. Jeg modtog ingen hadebeskeder, blev ikke forfulgt overalt, og jeg kunne for en gangs skyld bare slappe af. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at de seneste år ikke havde været udmattende, for det havde de i den grad. Med koncerterne, albummerne, parfumerne og hvad der ellers var havde jeg ikke haft meget tid til min egen familie – ja, i det hele taget bare ingen fritid. Jeg havde ikke lyst til at indrømme det, for jeg var så ufatteligt taknemmelig for det liv, jeg havde – eller havde haft – og jeg ville ikke give mine fans indtrykket, at jeg ikke brød mig om dem, for det gjorde jeg.

  Lyden af ben, der bevægede sig igennem græs, tiltrak min opmærksomhed, og jeg vendte mig om for at følge lyden. Til min overraskelse fik jeg øje på en pige, som så ud til at være på alder med mig. Ligesom mig vandrede hun forvildet rundt og kiggede sig omkring – sikkert på udkig på andre mennesker. Hun havde endnu ikke fået øje på mig.

  Pigen havde isblå øjne, der strålede krystalklart i kontrast til hendes mørkebrune lokker, og de var indrammede af nogle lange, mascarabelagte øjenvipper, en lille, velformet næse og nogle buede, ferskenfarvede læber. Det var svært at vurdere hendes højde, men umiddelbart virkede det, som om hun kun var få centimeter lavere end mig – det ville være let at gå ud fra, at hun var højere, end hun egentlig var, hvis man kiggede på billeder af hende, eftersom hun havde nogle virkelig lange ben.

  Selv fra de mange meters afstand kunne jeg se, at hun var virkelig køn. Da hun efter to sekunder fik øje på mig og sendte mig et smil, som afslørede et sæt hvide, lige tænder, blev den teori kun understøttet endnu mere. Men hun var ligesom mig også død, og det gjorde mig lidt trist til mode at vide, for bare ved at kigge på hende vidste jeg, at hun havde været elsket af sin familie og venner, før hun gik bort.

  ”Hej, kan du fortælle mig, hvor jeg er?” spurgte pigen mig om, da hun stod få meter fra mig. Jeg bed mærke i, at hun havde en anderledes accent end mig – vist nok australsk. Hendes stemme var perlende og melodisk – nærmest som om hun sang, når hun snakkede. ”Jeg er lidt rundt på gulvet, for mit hoved bliver ved med at fortælle mig, at jeg er et sted, som jeg helst ikke vil fortælle dig om, fordi du nok så vil tro, jeg er sindssyg.”

  ”Limbo?” Jeg sendte hende et skævt smil. ”Hvis det er det sted, dit hoved prøver at fortælle dig, du er, så har dit hoved vist ret.”

  Hun rystede på hovedet. ”N-nej, det … Det kan altså ikke passe. Der er ikke noget, der hedder Limbo. Sådan noget overtroisk pjat er noget værre sludder.”

  ”Jeg er heller ikke særlig troende selv,” betroede jeg hende, ”men det ser ud til, at det her Limbo vel findes.”

  Jeg slog demonstrerende ud med armene ud mod den grønne mark. ”Tro mig, jeg er skam også lidt forvirret selv.”

  ”Vent …” Hun gned sig i tindingerne og kiggede så op på mig igen. ”Siger du, jeg virkelig er død?”

  ”Det er jeg bange for,” mumlede jeg beklagende, selvom det kom ud i et gladere tonefald end forventet. ”Jeg er selv lidt forvirret over alt det her, men så vidt jeg ved, så er Limbo verdenen mellem liv og død, og det må vel betyde, at vi er døde – eller noget midt imellem.”

  Da ordene havde forladt mine læber, tog hun hånden op til sin mund med et chokeret ansigtsudtryk, inden hun igen rystede kraftigt på hovedet. ”Det her sker ikke, det her sker ikke!

  Hun begyndte uroligt at vandre frem og tilbage uden at møde mit blik en eneste gang.

  ”Hey, rolig nu,” prøvede jeg på at berolige hende, men hun fortsatte sin urolige gang.

  ”Jeg er rolig! Det er det, der er problemet.” Hun slog ud med hænderne med et fortabt udtryk i ansigtet. ”Det giver ikke mening, at jeg er så glad og afslappet over det faktum, at jeg er død. Det skræmmer mig.”

  ”Jeg tror ikke, det er dig, der er skyld i det,” sagde jeg trøstende og trådte et skridt frem for at gøre afstanden imellem os kortere. ”Det er den her verden. Jeg har det på samme måde, og jeg aner ikke hvorfor. Selvom jeg er død, så har jeg aldrig følt mig mere levende.”

  ”Jeg har ikke lyst til at være død,” indrømmede hun og stirrede ned på en blomst, der var besat med nogle smukke, violette blade, med en gul midte. ”Jeg havde så langt et liv foran mig. Er det virkelig gået tabt?”

  ”Jeg ved, hvordan du har det,” sukkede jeg og tænkte på alle de mange fans, der sikkert ville få knust deres hjerte, når de nu fandt ud af det. Hvis 13 mennesker begik selvmord på grund af Michael Jacksons død, så … ja, det havde jeg slet ikke lyst til at tænke på. Det var simpelthen for tragisk. Jeg havde ikke lyst til at være skyld i et menneskes død – især ikke en af vores fans’. ”Jeg tror vist heller ikke, det er det bedste, at jeg er … død – det er det vel aldrig.”

  ”I det mindste er jeg da ikke alene i døden,” sagde hun og trak på skuldrene, inden hun sendte mig et genert smil og rakte sin højre frem imod mig. ”Mit navn er Ciera.”

  ”Jeg hedder Liam,” svarede jeg og tog imod hendes hånd. ”Det er virkelig hyggeligt at møde dig.”

  ”Fornøjelsen er på min side!” smilede hun, inden hun lagde hovedet let på skrå med smalle øjne. ”Men har jeg ikke set dig før et eller andet sted henne? Jeg føler, jeg kender dig. Jeg har haft nogle problemer med hukommelsen, siden jeg vågnede op her, så jeg ved ikke helt, om det bare er mig, der er helt væk.”

  ”Det kan godt være, du har set mig før,” nikkede jeg. ”Måske giver det mere mening, hvis jeg giver dig et hint? One Direction?”

  I et kort øjeblik stirrede hun bare uforstående på mig, og jeg kunne se i hendes øjne, hvordan hun indeni kæmpede med at lokke sin hukommelse frem. ”Liam … Starter dit efternavn med P?”

  ”Jep!” Straks lyste Ciera op i et tilfredst smil.

  ”Okay, lad mig tænke! Jeg har den lige på tungen!” Hun kiggede op mod himlen, som var lyseblå og fri for skyer. Det var heller ikke muligt at spotte solen, men alligevel var der lunt. Vejret var virkelig perfekt; svag varme med en let brise.

  ”Payne!” udbrød hun triumferende med lys i øjnene. ”Det er Payne, er det ikke? Liam Payne?”

  ”Jo,” tilkendegav jeg, og hun begyndte næsten at springe rundt af glæde – formentlig primært fordi man blev så ekstatisk over alt i denne verden. ”Og hvad er dit fulde navn?”

  ”Ciera Faye,” svarede hun. ”Men jeg er ikke en verdenskendt popsanger, så du kender mig nok højst sandsynligt ikke – især fordi jeg bor i Australien. Eller ja … det gjorde jeg.”

  ”Australien? Der skal mit band faktisk forbi på vores turné. Men op med humøret,” opmuntrede jeg hende, ”vi er i Limbo! Og her ser det ikke ud til, at man må, eller rettere sagt kan, være trist. Måske vi bare skulle få det bedste ud af det her. Vi har jo endnu ikke undersøgt, hvordan her er. Jeg ved heller ikke helt, om der er meget andet end græs og blomster.”

  ”Det tror jeg ikke, der er. Jeg har gået rundt i ret lang tid uden at finde en eneste ting, der kan give det mindste indtryk af, at den her verden ikke bare består af én stor græsmark.”

  ”Jeg tror, at der er andet i denne verden,” spekulerede jeg, ”men det er ikke meningen, vi skal lede efter det. Måske skal vi i virkeligheden bare bruge vores fantasi.”

  Jeg vidste ikke, hvor ordene var kommet fra. De faldt mig bare naturligt ind, som om jeg hele livet igennem havde været lidt af en drømmer, hvilket jeg aldrig havde været. Jeg følte mig lidt som Peter Pan, da jeg sagde det, for det lød virkelig som taget ud fra en Disney-film. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så vis – men nu var jeg jo heller ikke ligefrem i live længere.

  ”Luk øjnene,” sagde jeg, og hun rynkede brynene.

  ”Hvorfor?”

  ”Bare gør det.” Jeg sendte hende et forsikrende smil, og efter lidt tids undrende stirren gjorde hun det endelig. ”Og forestil dig så, at du er hjemme hos dig selv.”

  ”Okay …?” Hun trak ordet ud, og jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, at hun stadig var en smule skeptisk over for mine ord. Men hun gjorde det. Hun forestillede sig sit hjem, og det vidste jeg kun, fordi omgivelserne begyndte at smelte sammen for at danne en ny form.

  ”Og åbn så øjnene igen,” sagde jeg, og hun adlød. Først åbnede hun det ene øje på klem, men da hun så sine omgivelser, spærrede hun straks øjnene op med et forbavset udtryk.

  ”Hvad i al …?” Chokket var malet i hendes ansigt, og som hun drejede rundt i en lykkelig bevægelse, var det tydeligt, at hun savnede livet. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor jeg selv var så rolig ved situationen. Hvorfor havde jeg ikke flippet ud, da jeg havde fundet ud af, at jeg var død, ligesom Ciera havde gjort? Hvorfor var jeg så rolig ved denne situation? Hvorfor nød jeg at være død?

  ”Det her er jo sindssygt,” mumlede Ciera for sig selv, imens hun sugede alle omgivelserne til sig. Vi befandt os nu i en stilet lejlighed. ”Hvor er det vildt.”

  Hendes hjem var virkelig hyggeligt. Rundt omkring hang nogle malerier i harmoni med hinanden, så de matchede hendes køkken, som hang sammen med stuen. Stuen var formentlig det, der fyldte mest med et lille bord i midten, som var flettet, så det lignede en firkantet kurv. Overalt var der vindueskarme, som var store nok til, at man kunne sidde i dem, men så ville man højst sandsynligt brænde sig på de stearinlys, der stod på en fin række. Det var virkelig lidt af en newyorkerlejlighed. Farverne var ligeledes bløde, og lyset var dæmpet, så stearinlysene oplyste det hele flot.

  ”Du har en virkelig flot lejlighed.”

  ”Tak! Jeg har altid elsket at indrette steder. Jeg er bare lidt halvfattig, så jeg har ikke råd til alt muligt fancy, selvom jeg nu elsker designermøbler,” svarede hun.

  ”Jeg synes, her er fancy nok.” Jeg begyndte at gå lidt rundt for at kigge mig lidt omkring. Det hele var så flot og velindrettet. Alt var gennemtænkt til den mindste detalje.

  ”Nå, men væk fra min lejlighed!” sagde hun efter noget tid, da hun sikkert begyndte at føle sig lidt utilpas ved den måde, jeg snusede rundt på. ”Din tur til at forestille dig noget! Det bedste, du kan tænke på.”

  Jeg lukkede øjnene. Tænkte og tænkte. Forestillede mig det scenarie, jeg gerne ville se. Jeg åbnede først øjnene, da en masse skrig nåede min øregang. Ciera vendte sig imod mig, inden hun igen kiggede på den store mængde af unge piger. ”Er det det bedste, du kan tænke på?”

  ”Jep,” bekræftede jeg. ”Det er det.”

  Jeg var omringet af Niall, Zayn, Louis og Harry, men det virkede ikke, som om de på nogen måde bemærkede mig, imens jeg stod der på scenen. Jeg var usynlig. Det var vel også klart, for de var ikke virkelige.

  ”Tænk at opleve det her hver dag,” mumlede Ciera for sig selv og stirrede igen forbløffet på publikum. ”Du udlever virkelig din drøm.”

  ”Udlevede,” rettede jeg hende med et lille, næsten sørgmodigt træk i smilebåndene. ”Vi er ikke længere i live, Ciera.”

  ”Jeg fatter ikke, at alt det her med The Beatles har gentaget sig,” sukkede hun. Vi stod nu igen på den store græsmark uden den mindste lyd af pigeskrig. Det eneste, jeg kunne høre, var Cieras stemme og græsstrå, som strøg mod hinanden på grund af vinden. ”Dine fans vil blive knuste, når de finder ud af alt det her.”

  Jeg kiggede ned på mine hænder. ”Tja, sket er sket.”

  ”Jeg fatter ikke, at jeg har gået og beklaget mig over, at jeg har mistet mit liv, når dit er så meget vigtigere.”

  ”Mit liv er da ikke vigtigere end dit,” sagde jeg hovedrystende. ”Ciera, du har jo også venner og familie, der holder af dig. De har også mistet en vigtig person i deres liv. Det kan godt være, at jeg har nogle fans hist og her, men din død er lige så betydningsfuld som min. Ingen tvivl om det.”

  ”I sidste ende hjælper det vel ikke rigtigt noget at diskutere, hvis død der er mest betydelig. Det vil ikke bringe nogen af os tilbage til livet,” mumlede hun med et træk på skuldrene. ”Så måske burde vi bare acceptere det her. Det er vi alligevel nødt til før eller senere.”

  ”Det har du ret i,” samtykkede jeg. ”Lad os prøve at se positivt på det hele. Vi er jo heldigvis ikke alene!”

  ”Heldigvis ikke,” smilede hun. ”Tænk, at mit møde med en af tidens største popstjerner skulle foregå i døden. Der kan man bare se.”

  ”Du behøver altså virkelig ikke at omtale mig som ’en af tidens største popstjerner’,” lo jeg. ”Jeg hedder Liam. Det kan du bare kalde mig.”

  ”Det er bare virkelig overvældende, nu når jeg tænker over det,” sagde hun. ”Det er jo dig. Jeg er ikke en skør fan eller noget, men det er stadig vildt. Et af dine hårstrå er sikkert mere værd end hele min bolig.”

  Jeg klukkede over hendes bemærkning. ”Du overdriver. Stor en værdi har jeg heller ikke.”

  ”Selvfølgelig har du en stor værdi. Du er jo også betydningsfuld,” modsagde hun mig. ”Jeg er dog nødt til at indrømme, jeg ikke kender helt vildt meget til jeres musik. Dengang I var virkelig in, synes jeg altid, jeres målgruppe nærmere var 13-årige, hysteriske piger – sorry, hvis det er lidt fornærmende.”

  Jeg klukkede over den sidste lille kommentar. ”Tja, sådan har mange det med os. Men det er nu også meget rart, du ikke er helt oppe i mit ansigt. Havde det været en fan, var vedkommende sikkert besvimet, og det tror jeg ikke engang, man kan her i Limbo.”

 Ciera var virkelig en sød pige. Jeg kunne godt lide at snakke med hende, og hvis jeg havde været i live, ville jeg højst sandsynligt have inviteret hende på en drink eller måske bare på en kop varm kakao. Det var, som om jeg kun syntes mere og mere om hende, jo mere jeg snakkede med hende. Hun var så nede på jorden. Hun var bare sig selv. I modsætningen til andre løj hun ikke for at give mig et godt indtryk, nej, hun indrømmede bare ligeud, at hun ikke kendte så meget til mig. Og det var virkelig rart.

  Lige som jeg tænkte for mig selv, at det måske ikke var så slemt at være i Limbo, nu hvor Ciera var her, begyndte jeg at mærke en mærkelig dunken i mit bryst. Det var, som om mit hjerte var tiltrukket til en form for magnet, så det var ved at blive tvunget ud af min brystkasse, og det foruroligede mig. Jeg tillod mig selv at kaste et blik på mit bryst og opdagede til min store rædsel, at mit hjerte var væk. Bogstaveligt talt. Der var et stort hul der, hvor mit hjerte engang havde siddet, og hullet voksede kun. Jeg havde det, som om nogen havde hældt en virkelig koncentreret syre på mig, for en kraftig smerte begyndte også at tage til, og inden længe klemte jeg øjnene sammen af pinsel, og da jeg åbnede dem igen, opdagede jeg, at Ciera var i samme situation som mig.

  Hullet blev ved med at vokse uden planer om at stoppe, og jeg kunne mærke mig selv blive opløst i luften. Jeg gik i et med luften; blev til en masse partikler i atmosfæren. Hvad var det, der var ved at ske?

  ”Ciera?” kaldte jeg panikslagent og stirrede bekymret på hende. Et smerteligt skrig undslap hendes læber, inden hun faldt til jorden, hvor hun sprællede desperat, imens hun ihærdigt forsøgte at stoppe sig selv fra at blive opløst. Jeg var hurtig til at knæle ned ved siden af hende, og selvom smerten stadig sad i mig, så fyldte uroen for Ciera mere i mig.

  ”Shh, rolig,” mumlede jeg og lod min ene hånd fange hendes for at give den et beroligende klem. ”Det skal nok gå over. Det lover jeg. Alt bliver godt igen.”

  ”Det gør ondt.” Hun rystede på hovedet og gemte sit hoved i græsset. ”Jeg er bange.”

  ”Det skal du ikke være.” Jeg lagde mig langsomt ned ved siden af og vendte mit hoved imod hende. ”Der sker ikke noget.”

  ”Jeg er ved at dø i døden!” gav hun igen, hvilket på trods af den alvorlige situation fik mig til at smile svagt. ”Hvordan kan du være så rolig?”

  ”Det ved jeg ikke …” indrømmede jeg stille. ”Men du skal ikke være bange. Jeg tvivler på, at der er en Limbo 2, så det skal nok gå over. Måske er det her bare overgangen til den virkelige død – eller Himlen.”

  Min tommelfinger kørte hen over hendes håndryg i nogle lindrende bevægelser. ”Alt skal nok gå.”

  Og vi blev liggende sådan. Jeg blev ved med at gentage mine dæmpede ord. Vores hænder var stadig flettet ind i hinanden – ja, faktisk var det, som om de klyngede sig håbefuldt til hinanden – og det blev de ved med at være, indtil det sidste af os blev opløst. 

ϟϟϟ

Glemte lige at publicere i går, haha sorry

Nå, men jeg håber stadig, den ser lovende ud! Kan I se, hvilke ændringer der er blevet lavet?

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...