All the Unspoken ϟ One Direction

Samme tid. Samme episode. Men det er to forskellige personer, der oplever det - nemlig den verdenskendte Liam Payne og 20-årige Ciera Faye. Efter de kommer ud for en bilulykke og støder på hinanden i Limbo, verden mellem liv og død, før de igen bliver bragt til live, har de svært ved at glemme et ansigtsløst menneske, som efterlader dem med en mærkelig deja vu-følelse, de ikke rigtig kan identificere. Ligeledes har de en tendens til at udføre de samme handlinger på nøjagtig samme tidspunkt, trods de er flere tusinde kilometer væk. Men hvad sker der, når et skæbnesvangert møde bringer dem sammen igen? Vil de usagte ord nogensinde slippe over deres læber, eller vil de leve et liv i uvished?

380Likes
380Kommentarer
24788Visninger
AA

3. Prolog


Lynene udenfor lyste hele McDonald's op i et hvidt skær, og lidt efter lød et ordentlig tordenbrag. Jeg havde været fanget herinde i snart en time, og vejret fortsatte - ikke at det var helt nyt, for sådan var vejret tit her i Australien, når det var sommer. Den kolde vind ramte den varme, og så opstod der sådan et vejr.

Det var sikkert virkelig lummert udenfor lige nu, men hvis jeg bevægede mig derud, så ville det kun gøre mig syg. Jeg var udmærket klar over hvor dårligt et immunforsvar jeg havde, og nu når det var sommerferie, så ville jeg ikke ligge syg.

Jeg fulgte langsomt en regndråbe med øjnene, mens jeg prøvede at fokusere på, hvad Hayley, min bedsteveninde, sad og snakkede om, men ligesom regndråben flød sammen, da den ramte enden af vinduet, så flød Hayleys ord også lige forbi mine øre.

Det havde været en lang og trættende dag. Sommerferien var lige begyndt, og at fejre det på McDonald's var ikke ligefrem, hvad jeg havde i tankerne. Der var en stor fest i aften, og var det ikke for vejret, så var vi nok allerede ved at gøre os klar nu.

"Jorden kalder, Ciera?" Hayley viftede med sin hånd, foran mit ansigt, hvilket hun vidste jeg hadede. Jeg trak mig derfor hurtigt tilbage og kiggede opmærksomt på hende.

"Wow, du er sådan en god lytter Ciera," hun rullede med øjnene og trak på skulderne. "Nogen gange ville jeg ønske jeg kunne følge med dig ind i den verden du altid forsvinder ind i," sagde hun og tog ved sin pung.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Tro mig, du går ikke glip af noget."

Hun kiggede kort på mig, som om hun ikke helt troede mig. Det varede dog kun et kort øjeblik.

"Jeg ved ikke med dig, men jeg vil ikke gå glip af den fest, og så længe du har jordforbindelse, så rammer lynet dig ikke. Så hvad siger du til at vi skrider herfra og sætter gang i vores første sommerferie som 20-årige?" Hun løftede det ene øjenbryn og gav mig ikke engang tid til at svare, før hun rejste sig op.

Jeg kiggede med et langt blik ned på den menu, som jeg endnu ikke havde fået spist, og nu var det for sent. En Big Tasty Bacon kunne altid gøre mig i bedre humør, ikke at jeg var i dårligt humør, men noget sagde mig bare, at i dag ikke var som alle andre. Jeg havde haft en underlig følelse hele dagen, men jeg havde haft den før. Jeg havde sagt farvel til alle mine venner og veninder, selvom jeg så dem igen, men det ville ikke blive særlig meget. Jeg var i gang med en bachelor i design, og trejde år ville blive helt anderledes. Det ville blive meget mere praktik, og jeg skulle også et halvt år til London. Det blev fedt, men lige nu var det  en ret deprimerende følelse mixed med en alt for overvældende følelse. Jeg var og havde aldrig været god til at sige farvel. Heller ikke bare for en stund. 

Well, som Hayley ville sige: "det skal drikkes væk!" og det vidste jeg hun havde ret i. Vi skulle starte sommerferien med et brag.

Jeg sendte drengen bag disken et smil. Jeg havde altid haft et godt øje til ham, hvilket nok også var grunden til jeg kendte denne McDonald's ud og ind, og hans vagtplan, hvilket måske ikke var en detalje at blære sig med, men hey, han kendte også min menu nu.

Men han var sød, og at flirte lidt skadede vel ikke? Jeg var trods alt 20 år.

"God weekend," råbte han efter mig, hvilket fik mig til at kigge tilbage på ham med røde kinder. Jeg ville åbne munden for at sige det samme til ham, men min skulder bumpede ind i en anden, hvilket fik mig til at gribe ud efter døren, for ikke at vælte.

"Wow, det er jeg ked af!" sagde manden og kiggede undskyldende på mig. Jeg rettede mig op og genfandt balancen. Han var helt gennemblødt, så der var ikke noget at sige til at han stormede ind af døren.

"Det var min fejl," sagde jeg derfor og sendte ham et smil. Han gengældte det hurtigt og tog ved døren der var ved at glide i.

"Er du sikker på du vil udenfor i det vejr?" sagde han bekymret. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hayley stod lige ude for døren, og hun frøs virkelig.

"Jeg har vidst ikke noget valgt," sagde jeg og sendte ham et taknemmeligt smil og gik ud af døren.

"Hvor fanden blev du af?!" spurgte Hayley og rakte ud efter min hånd.

"Vi løber hen til lyskrydset, okay?" denne gang ventede hun på jeg svarede, dog nikkede jeg bare. Som jeg havde forudset var luften lummer, men de få regndråber der ramte mig under halvtaget, var kolde og hårde.

"På tre?" spurgte jeg om, hvilket fik hende til at tælle højt, og så løb vi ellers.

Min jakke, som jeg åbenbart ikke havde knappet ordentlig, fløj op. Min mave var derfor blottet en smule, og det fik hele min krop til at ryste. Jeg prøvede desperat at lukke jakken omkring mig, men endnu et stød mod min skulder fik mig til at kigge op og stoppe alt jeg var i gang med.

"Det må du virkelig undskylde!" udbrød jeg, men min stemme døde en smule hen da jeg så den gamle dame foran mig. Hendes øjne var store og hendes mund blev formet til en et fladt O. Hun skræmte mig. Det var som om hun så lige igennem mig, som om hun så noget jeg ikke gjorde, som om hun vidste noget jeg ikke vidste.

Hun blev bare stående uden at foretrække en mine. Jeg var næsten bange for hende, og derfor prøvede jeg endnu engang at undskylde, selvom det ikke havde en eneste virkning. Jeg blev pludselig bange for hun var ved at besvime. Jeg kiggede derfor hen på Hayley som stod og kaldte på mig.

Kunne hun ikke se damen foran mig? Hun kunne vel lige vente.

Jeg vendte mit blik hen mod damen igen, og før jeg fik set ordentlig på hende, kom en lille lyd ud af hendes mund.

"Klokken slår, tiden går, disse ord er alt du får; vær på vagt, som du står, når lynet alt på din vej flår. 19:19 det er der, du døden i øjnene ser. Glem ej de ting, jeg messer nu, om lidt vil dit liv gå itu." og som om nogen havde slået hende, kom hun til sig selv, og skreg mig op i ansigtet. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage og blinkede et par gange.

Hvad fanden?

Jeg skulle til at svare hende, men da jeg kiggede hen, hvor hun stod for et øjeblik siden, var hun der ikke længere.

Hvad skete der lige?

"CIERA!" skreg Hayley, og denne gang gav jeg hende min opmærksomhed. "Forfanden, jeg gider ikke være syg!" råbte hun, hvilket fik mig til at blinke endnu mere.

"Jamen hende damen hun.-" Jeg pegede hen mod hvor damen havde været, men da jeg så Hayley's blik, klappede jeg i. Jeg orkede ikke engang at fortælle hende det, for hun ville ikke tro mig.

Jeg troede ikke engang mig selv. Jeg var så forvirret i hovedet, så jeg havde nok bare forestillet mig noget underligt pjat.

Der blev pludselig grønt, hvilket fik Hayley til at fare over. Jeg kom denne gang hurtigt til mig selv, men et lyn som slog ned lige foran mig, fik mig til at skrige og hoppe tilbage. Damen ved siden af mig, brokkede sig og sagde et eller andet, inden hun hurtigt gik forbi mig.

Jeg måtte slå koldt vand i blodet. Jeg skulle hjem nu, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg kiggede et par gange til siderne, men der var intet at se. Jeg kiggede derfor hen på Hayley som lignede en der ville flippe ud på mig, når jeg kom derhen.

Jeg satte derfor farten op, og uden rigtig at tænke over det, gled mit blik ned på mit armbånds ur, som var fyldt med vand. Jeg ville have tjekket klokken for at se hvor lang tid vi havde. Festen ville starte klokken otte, og hvis jeg kendte Hayley godt nok, så skulle hun mindst bruge to timer på at gøre sig klar efter sådan en tur.

Pludselig slog mit hjerte et slag over. Min mund blev fuldstændig tør, og lidt efter lød den gamle dames ord i mit hoved. "Glem ej de ting jeg messer nu, om lidt vil dit liv gå itu"

Jeg hørte et højt dyt i mit venstre øre, men det var også den eneste lyd der nåede igennem. Mit blik gled ned på mit ur igen, og pludselig gik alt op for mig, men det var for sent.

En smerte gik igennem min side. Et skrig forlod min mund, og hårdt blev jeg kastet igennem luften. Det føltes som om alt gik i slowmotion. Lydene kom langsomt tilbage. Lyden fra bilen der prøvede at bremse, lyden af folk der skreg, og lyden af mig der skreg, var alt der fyldte mig hoved, lige indtil en stemme brød helt igennem.

"19:19 det er der, du døden i øjnene ser,"

Og med ét blev alt stille. Alle lydene blev lukket ude, men jeg var her endnu. Jeg kunne mærke smerten, smerten som borede sig op igennem min krop, og helt ud i mine fingerspidser. Det var som om mine lunger trak sig sammen, og med den sidste luft jeg havde tilbage, kom et langt hjerteskærende skrig ud, men det var også det sidste jeg hørte, ja det sidste nogen ville høre fra mig, for klokken var 19:19, lynet var slået ned, og jeg havde set døden i øjnene.

Jeg var død.

ϟϟϟ

Juhuuu!!!!! Historien er tilbage, og denne gang har vi i tankerne at afslutte en. Jeg kan ikke vente med at komme i gang igen, og dette er da vidst en god måde at starte på. Jeg håber I kan lide kapitlerne, selvom I måske har læst dem før - men vi har ændret i dem, som Lisa også skrev før. Men ja, juhuu!!!

-T (bare for at eftrabe Lisa)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...