All the Unspoken ϟ One Direction

Samme tid. Samme episode. Men det er to forskellige personer, der oplever det - nemlig den verdenskendte Liam Payne og 20-årige Ciera Faye. Efter de kommer ud for en bilulykke og støder på hinanden i Limbo, verden mellem liv og død, før de igen bliver bragt til live, har de svært ved at glemme et ansigtsløst menneske, som efterlader dem med en mærkelig deja vu-følelse, de ikke rigtig kan identificere. Ligeledes har de en tendens til at udføre de samme handlinger på nøjagtig samme tidspunkt, trods de er flere tusinde kilometer væk. Men hvad sker der, når et skæbnesvangert møde bringer dem sammen igen? Vil de usagte ord nogensinde slippe over deres læber, eller vil de leve et liv i uvished?

380Likes
380Kommentarer
24786Visninger
AA

2. Prolog


Lynene udenfor kunne tydeligt høres, da jeg stod foran disken i McDonald’s. Mit blik gled hurtigt hen over de mange menuer og skimmede ordene, inden jeg besluttede mig for at bestille en Big Tasty Bacon menu. Jeg var kun sammen med Niall, eftersom de andre drenge var taget på en anden restaurant. Stædig som Niall var, havde han nægtet at tage med, fordi ’McDonald’s kaldte på hans mave og udmeldte sit savn’, som han havde sagt. Det ville nok have lydt meget poetisk, hvis det ikke havde været om fastfood.

  ”Hvad skulle det være?” En ung pige på omkring 16 år smilede muntert til os.

  ”En Big Tasty Bacon menu, tak,” svarede jeg og gengældte hendes smil, inden jeg vendte mig mod Niall. ”Og hvad skal du have?”

  ”En Big Mac til mig!” lød det ivrigt fra ham, og jeg rullede med øjnene over, hvor sulten han så ud. Man kunne nærmest bare se ordet ’hunger’ stå malet i hele hans ansigt.

  ”Javel,” svarede hun og trykkede et par gange på den skærm, hun stod foran, inden hun igen rettede sit blik på mig. ”Spiser I her?”

  Jeg kiggede over på Niall, som rystede på hovedet, inden jeg svarede: ”Nej.”

  ”Maden kommer lige straks,” meddelte hun, og jeg nikkede med et smil, hvorefter jeg fandt et par kontanter frem og betalte hende. Derefter vendte jeg mig mod Niall og trådte sammen med ham et par skridt væk fra disken, så andre kunne komme til og bestille. Der var dog ikke mange mennesker i lokalet, da jeg spejdede rundt, og det var nok også derfor, jeg ikke blev overfaldet af fans. Det lignede i hvert fald ikke, at den overvægtige mand i hjørnet, som proppede sig med mad, var særlig interesseret i at få et billede med mig.

  ”Jeg fatter ikke, at jeg er her, når jeg kunne være på en eller anden vildt fancy restaurant med de andre drenge,” betroede jeg Niall med et suk, men han lo bare af mig.

  ”McDonald’s er da også fancy,” sagde han med et forarget udtryk i ansigtet. ”Måske er her ikke tjenere og alt muligt, men maden er da god!”

  ”Og så usund, at man kan dø af at spise det i en måned,” tilføjede jeg, og han himlede med øjnene.

  ”Ja-ja, men vi spiser det jo heller ikke hver dag, hr. Negativ,” pointerede han. ”Det er bare dig, der er alt for kritisk efter at have set Supersize Me. Når jeg har lyst til McDonald’s, skal jeg også have lov til McDonald’s.”

  ”Selvfølgelig,” sagde jeg og daskede ham på skulderen. ”Det er også derfor, jeg er her. Nogen skal jo babysitte dig.”

  Niall skulle til at svare igen, da vi hørte en stemme sige: ”En Big Tasty Bacon menu og en Big Mac menu!”

  Vi gik igen over til den smilende pige, og hun rakte os glad de to poser med mad. Jeg skulle til at vende mig om for at gå ud af restauranten, da hendes stemme stoppede mig. ”For resten!” Jeg kiggede bagud for at se, at hendes smil nu var blevet lettere ydmygt og genert. ”Jeg bed mærke i, at I er Niall Horan og Liam Payne fra One Direction, så er der nogen chance for, at jeg kan få et billede med jer og eventuelt en autograf?”

  ”Ja da!” svarede jeg og gik over til pigen endnu en gang. Hun smilede lettere nervøst, da hun rakte Niall sin iPhone 4S, og jeg lagde min arm omkring hende i en beroligende bevægelse, inden jeg smilede til kameraet. Da jeg hørte den lavmælte lyd, der indikerede, at billedet var blevet taget, tog jeg imod telefonen og tog så et billede af Niall og pigen.

  ”Tusind tak!” hvinede pigen, da jeg havde givet hende sin mobil tilbage og signeret coveret. ”Hav en god dag!”

  ”Tak, i lige måde,” smilede jeg, inden Niall og jeg begav os udenfor, hvor bilerne ræsede forbi os. Det regnede voldsomt, og på få minutter var vi godt gennemblødte. Lynene var taget til og lød nu højere og mere faretruende. Jeg havde altid været en smule bange for torden, fordi jeg havde hørt og læst om så mange episoder, hvor folk var blevet ramt af et lyn.

  ”Det er i disse øjeblikke, hvor jeg ville ønske, man måtte parkere på sidevejen,” sukkede jeg og skævede til den gule linje, som med andre ord sagde: ”Parkering forbudt!”

  ”Jeg har allerede prøvet at få fjernet min bil én gang,” påpegede Niall. ”Det må altså ikke ske igen. Jeg vil ikke miste min kære Range Rover.”

  ”Vi må vel bare holde regnen ud,” mumlede jeg og trak min grå hætte over hovedet. ”Er du klar til at løbe?”

  ”Lad os gøre det,” svarede han, og så farede vi ellers af sted i det voldsomme uvejr. Jeg kom dog ved et uheld til at støde ind i en anden mand, som reagerede ved at stirre vredt på mig.

  ”Wallah, se dig dog for!” skældte han irriteret. Han havde nogle udenlandske træk, og det var heller ikke svært for mig at gætte, at han var indvandrer, grundet sproget. Hans blik var stadig anklagende, da han vendte sig om og løb videre, så vandpytterne, han trampede i, gav sig til at fortære hans slidte sko.

  ”Undskyld,” mumlede jeg en anelse forvirret efter ham. Jeg kiggede over på Niall, som var flad af grin over episoden. Selv var jeg bare lidt befippet.

  ”Du skulle have set dig selv eller rettere sagt: du burde se dig selv lige nu!” klukkede han.

  ”Det var ikke med vilje, jeg stødte ind i ham,” mumlede jeg og stirrede på den vandpyt, han havde vadet i. ”Han var da lidt aggressiv.”

  ”’Wallah, så se dig dog for!’” imiterede Niall manden og rullede derefter med øjnene. ”Han havde vist noget, han skulle nå.”

  ”Eller også prøvede han bare at komme hurtigt hjem ligesom os,” indskød jeg. ”Vi burde nok fortsætte med at løbe. Hvorfor er vi stoppet op?”

  ”Du har en pointe,” nikkede Niall og satte i løb. Jeg var hurtig til at følge efter ham, men åbenbart var det bare ikke min dag, for jeg skulle selvfølgelig støde ind i endnu en person, som viste sig at være en gammel dame.

  ”Undskyld!” udbrød jeg panisk, da hun stirrede på mig med store øjne uden at sige noget. Hendes mund formede et fladt O. ”Det må du altså virkelig undskylde!”

  Men hun blev bare stående uden at foretrække en eneste mine. Det skræmte mig en smule, for jeg var i et kort øjeblik nervøs for, at hun havde fået et hjerteanfald eller noget i den stil – men så ville hun vel ikke stadig kunne stå op, ville hun? Men var hun gået i chok? Var der brug for at ringe efter en ambulance? Den måde, damen bare stirrede intenst på mig med sit rynkede ansigt, skræmte mig virkelig. Det var, som om hendes blik sagde: ”Jeg ved noget, du ikke ved,” og det gik direkte under huden på mig.

  ”Klokken slår, tiden går, disse ord er alt du får; vær på vagt, som du står, når lynet alt på sin vej flår. 19:19, det er der, du døden i øjnene ser. Glem ej de ting, jeg messer nu, om lidt vil dit liv gå itu.” Og pludselig, som om hun lige var vågnet fra et mareridt, skreg hun mig op i ansigtet, så jeg farede flere skridt tilbage og holdt hænderne beskyttende op foran mit ansigt. Da jeg fjernede dem, var damen væk, og der var ikke det mindste spor af hendes tilstedeværelse – altså, bortset fra de hjemsøgende billeder i hovedet af de store, gråblå øjne og den mund, som var fyldt med skæve tænder, så det lignede, at de var blevet smidt ind.

  ”Liam, kommer du?” Niall kiggede undrende på mig med et løftet øjenbryn. Uden at jeg havde bemærket det havde han lagt armene over kors, og nu stod han og trippede utålmodigt med den ene fod, så det fik vandet til at plaske op. ”Eller vil du hellere bare stå og glo ud i luften?”

  ”Vent, så du slet ikke hende damen?” spurgte jeg og gik op til ham, men han rystede på hovedet med et vantro blik i øjnene.

  ”Er du helt okay?” Han studerede mig nøje med et skævt smil. ”Måske har du ret, Liam. Gyserfilm er vist ikke lige det bedste for dig. Det må jeg nok nævne for drengene, næste gang de insisterer på at se Drag Me to Hell.”

  ”Nej, jeg mener det altså seriøst!” sagde jeg og fægtede heftigt med armene. ”Der var en dame lige før, som begyndte at snakke volapyk, så skreg hun mig i ansigtet, og nu er hun så forsvundet.”

  Først da ordene havde forladt mine læber, gik det op for mig, hvor langt ude det egentlig lød. Selvfølgelig ville Niall ikke tro mig.

  ”Lad os nu bare komme hjem,” foreslog han. ”Så kan du fortælle mig mere om denne dame over en kop varm kakao – det kunne jeg virkelig trænge til.”

  ”Også jeg,” indrømmede jeg med et drømmende blik i øjnene. Nu, hvor han nævnte det, så kunne jeg virkelig godt bruge lidt varme og ikke mindste tørke. Det stod stadig ned i stænger.

  Jeg tog min mobil frem, fordi jeg gerne ville tjekke, hvad klokken var, men endte dog med at lægge den ned i lommen igen med det samme, fordi jeg ikke nænnede, at den blev helt gennemblødt. Jeg havde brug for min mobil, så den skulle helst ikke gå i stykker på grund af regnen. Desuden var jeg ret sikker på, at den ikke var så mange minutter over syv om aftenen allerede.

  Da jeg opdagede, at jeg endnu en gang var faldet i staver, kiggede jeg hurtigt rundt for at opdage, at Niall allerede var ovre på den anden side af vejen. Range Roveren var kommet til syne, så det var bare om at komme over vejen og så løbe det sidste stykke. Det kunne jeg godt.

  Jeg kiggede først til højre og så til venstre, og da jeg ikke så nogen biler, luntede jeg over vejen i et hastigt tempo. Et kraftigt lynnedslag lige foran mig fik mig dog til at stoppe op, og skræmt fra vid og sans sprang jeg tilbage med vidt opspilede øjne, imens de gamle dames ord kørte igennem mit hoved flere gange.

  ”Klokken slår, tiden går, disse ord er alt du får; vær på vagt, som du står, når lynet alt på sin vej flår. 19:19, det er der, du døden i øjnene ser. Glem ej de ting, jeg messer nu, om lidt vil dit liv gå itu.” Så hendes profeti var gået i opfyldelse – eller næsten i hvert fald. Jeg var jo heldigvis ikke død af det.

  Troede jeg.

  For lige i samme sekund, tankerne af lettelse strømmede igennem mit hoved, hørte jeg lyden af en højlydt dyttende bil og dæk, der ihærdigt forsøgte at bremse på drivvåd asfalt, og så kom stødet. Jeg nåede kun lige at se et skarpt lys, som højst sandsynligt stammede fra billygterne, før jeg nærmest fløj flere meter væk. ”Liam!” Nialls paniske stemme lød flere gange, men jeg kunne ikke svare ham. Det eneste, jeg følte, var smerte. Smerte, smerte og atter smerte. Den kunne mærkes over det hele i min krop, men alligevel blev den ved med at brede sig. Sekunderne var langtrukne, og alt flimrede forbi mig i slowmotion. Jeg husker, at jeg for mig selv tænkte, at det her da normalt kun skete i film. Det troede jeg da i hvert fald.

  Bilen havde ramt mig hårdt. Voldsomt. Drabeligt. Men intet kunne sammenlignes med det sekund, jeg ramte jorden. For selvom det havde gjort ondt, da jeg fløj igennem luften, som om jeg var vægtløs, så var det meget værre, da jeg ramte den hårde asfalt. Smerten indikerede nemlig, at jeg stadig følte noget. At jeg stadig var i live og ikke bare en tom skal. Smerten var et tegn på, at jeg endnu var fanget i min menneskekrop uden mulighed for at flygte bort. Derfor gik jeg i panik, da jeg ramte den grå cement. Jeg kunne nemlig ikke føle noget, da det skete, og det vidste jeg, jeg i den grad ikke skulle forholde mig roligt til. Det kunne nemlig kun betyde én ting: Jeg var død. 

ϟϟϟ

SÅ fik vi endelig inspiration til at fortsætte denne historie. Her forleden skrev Thea til mig og syntes, det var så ærgerligt, at vi aldrig fik afsluttet denne fanfiction, og det var jeg enig i, så nu er vi i gang igen! 

Vores plan er at udgive et nyt kapitel hver mandag, og lige her for nu bliver det de lidt ældre, som tidligere har været publiceret - vi har bare rettet lidt i dem, så de passer mere til 2015, haha

Håber, I er lige så spændte som os!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...