Et FREMMED Sted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
"Kender du det, når man ikke længere hører til i sig selv?"

Dette er historien om en enkelt nat, der ændrede alting for hovedpersonen. Dette er historien om, hvordan hendes egen krop blev et fremmed sted.

Baseret på billedet "Centrumpladsen i Vester Åby"

0Likes
0Kommentarer
283Visninger
AA

1. Kender du det, når man ikke længere hører til i sig selv?

Et Fremmed Sted

Kender du det, når man ikke længere hører til i sig selv?

 

Asfalten er kold og våd imod min gennemblødte, venstre sok. Jeg går skævt, fordi jeg stadig har den høje guldsko på højre. Foran mig ville fortovet kunne føre mig til et hvilket som helst kendt hus her i min hjemby, men selvom jeg går, står jeg stille. Jeg kan ikke tro, det faktisk er blevet morgen. Natten syntes uendelig, men nu er det virkelig blevet morgen. Himlen er skjult bag et gråligt slør af triste sensommer skyer, gaderne er tomme, forladte. Omkring mig sover byen stadig bag de fortrukne gardiner. Tavse huse, sælsomme vejskilte og en ujævn kantsten er mit eneste selskab. Jeg er alene, men samtidigt så fyldt op med andre mennesker. Alt omkring mig er fremmed, jeg har boet her hele mit liv, gået af dette fortov flere gange, end fuglen pipper, men med nattens hændelser er jeg ikke engang kendt ved mig selv længere. Alt er nyt, alt har ændret sig, intet er det samme, i mig. Mit liv er blevet vendt på hovedet, og uden at vide, hvor jeg er på vej hen, går jeg videre, forbi byskiltet og fortsætter imod det ukendte, der pludselig er blevet mig mere kendt end min egen våde, venstre fod.

 

      Alting har en begyndelse, og det havde natten som end også. Jeg skulle til fest hos min kusine, hende der altid havde været mindre end mig, selvom hun faktisk ikke var det længere. Jeg havde ikke klædt mig på, som jeg plejede, for jeg plejede ikke at tage til fest, så i et forsøg på at skabe en "plejer", iklædte jeg mig det, der faldt mig ind at være festligt: Kjole, en stram én, købt i en genbrugsbutik, og et par guldsko, jeg havde arvet fra min farmor. Jeg fortrød min påklædning allerede på vej ned af trappen. Jeg var for fin, var jeg ikke? For fin i forhold til mig selv, og måske også for fin i forhold til resten af festen? Men der var ingen vej tilbage, kun frem. Men var det forkert? At iklæde mig min kønneste kjole, når jeg ikke engang var interesseret i at score nogen af de andre gæster? Men det var trods alt min kusines fest... Ja, hun bekræftede det allerede, da hun åbnede døren.

      "Hold da op, hvor ser du godt ud!" halvråbte hun med udslåede arme under rynkede bryn.

      Make-uppen? Kjolen? Skoene? Det hele var for fint.... Jeg havde aldrig dyrket nogen af delene, men nu var det pludselig mig, der stod dér, over-dressed i forhold til festens kommende midtpunkt, min kusine. Jeg vidste ikke bedre, hvordan skulle jeg have kunnet det, når fester var et fremmedland for mig. Jeg skulle aldrig have prøvet at være andet end mig selv...

      Forsigtige, tilbageholdne forsøg på at følge musikken, alt for ædru til at turde give mig ordentlig i kast med at danse. Jeg vidste, jeg ville føle mig sådanne: Udenfor. Som om alle de andre, de festvante, de fulde, havde deres egen fest, hvor jeg var med som tilskuer. De kendte hinanden stort set alle sammen, festede i byen hver weekend, havde udviklet forskellige fællesdanse til forskellige sange, talte et fælles sprog. Jeg drak lidt sodavand, lidt vand, lidt energidrik og håbede på, at de ikke bemærkede det. Bemærkede, at jeg ikke drak. Jeg prøvede at holde mig i skyggen af min kusine, gøre som hun gjorde, tale som hun gjorde. Men hun fløj rundt over det hele, var alles bedste ven, og skiftede sit selskab som en kvinde skifter sko. Der var overflod af drenge, og de fleste af dem så ud til at være nogle år ældre end mig, så jeg forsøgte at holde mig til de to andre piger, imens min kusine var alle sted, over det hele. Men de lod mig ikke ind i deres lukkede kreds. Selvom de også forsøgte at følge min kusine, ligesom jeg, var de overhovedet ikke interesserede i mig. Egentlig var jeg heller ikke særligt interesseret i dem, jeg havde genkendt dem fra gymnasiet, hvor jeg havde stemplet dem som sminkedukker, jeg ikke havde lyst til at bruge tid på. Nu prøvede jeg desperat at blive lukket ind for ikke at stå alene på dansegulvet, men kunne gemme mig imellem dem. Det lykkedes mig først at udveksle nogle få, kostbare ord med dem, da min kusine kaldte os alle sammen på toilettet til venindetisseri. Vi var samlet på deres stilrigtige toilet, alle festens fire piger, men det eneste, der holdt os sammen var min kusine på brættet.

      Efter et par kedsommelige timer med utallige mislykkedes forsøg på at falde til, blev musikken slukket. Vi skulle spille sandhed eller konsekvens, og det var det bedste, der skete indtil da, for jeg fik endelig snakket lidt med drengene, da vi kommenterede forskellige ting eller grinte af de konsekvenser, telefonen spyttede ud. Vi sad i en cirkel, og for et kort øjeblik følte jeg mig en del af festen.

      Efterhånden som vi havde måttet smide lidt tøj, og  de andre havde fået tømt adskillige flakser, døde legen dog hen, så musikken blev tændt igen. Jeg opgav at trænge mig ind hos de to tøser, så jeg fulgte efter min kusine i stedet, det vil sige; indtil hun forsvandt igen. Jeg havde fået en lille smule at drikke, mere end jeg nogensinde havde fået før, og her var der ingen, der kendte mig, ingen, der ville genkende mig... I stedet for at sætte mig ned eller lade som om, jeg skrev til en eller anden, som jeg havde gjort alle de andre gange, hun havde været væk, blev jeg denne gang på gulvet. Jeg fik øjenkontakt med en fyr, slog øjnene øjeblikkeligt væk i frygt for, at han skulle misforstå det, men kiggede så tilbage og for første gang dansede jeg med nogen. Efterhånden blev der dannet en cirkel, som flere kom til. Jeg blev ved at stå overfor fyren, men omkring os meldte flere sig stadig.

               "Jeg er ikke kun en tilskuer", tænkte jeg og ledte ubevidst efter min kusine i cirklen, men hun var der ikke. Jeg var alene, men jeg havde styr på det, jeg festede løs til sange, jeg aldrig havde hørt før. Og dog. Pludselig begyndte en velkendt melodi at spille. En akustisk guitar alene indtil vokal og trommer satte ind. Jeg gav den hele armen, for dér var en sang, jeg kendte! Der var noget kendt på et fremmed sted. Jeg lukkede cirkelen ude, alle ansigter på nær fyren over for migs, skubbede skibet fri af kysten og fyrede op under brændet. Jeg dansede, som jeg før kun havde turde danse derhjemme foran spejlet...

      Jeg kom vist til at drikke lidt mere, for efterhånden blev jeg rundtosset, men det kunne lige så godt være fordi, jeg dansede omkring som en anden tornado. Efterhånden som herskabet fik nok af at efterligne sangerne fra MTV, begyndte tingene at ske, de sære, vilde ting. Tingene længe efter min sengetid.

      Jeg kommer aldrig til at kunne gengive de følgende timer af natten til mindste detalje, ikke kun fordi jeg aldrig har skammet mig så meget over noget i mit liv før, men fordi jeg faktisk ikke helt har styr på, hvad der skete. Jeg kan huske, at vi rendte rundt ude på marken i undertøj, mig og fyren. Indtil vi faldt omkuld i det våde græs, og han tog min mødom. Jeg kan mindes at have danset rundt på et glasbord, der smadrede under mig. Jeg kan huske, at jeg brækkede mig i en sofa og væltede en lampe. Men værst af alt kan jeg huske, at jeg fandt min kusine sammen med ham på toilettet... Jeg kan huske, at jeg greb ud efter et eller andet, hvad som helst faktisk. Jeg kan huske, at jeg pandede ham så hårdt med toiletrenserholderen, at han gik i gulvet med et ordentligt sår over tindingen. Jeg efterlod min kusine hos ham, fastfrosset, som naglet til gulvet, stirrende på det nøgne svin, jeg efterlod, hvorefter jeg tog mine ting og gik. Det vil så sige; jeg glemte en sko, for jeg var på vej i seng, da jeg hørte dem igennem døren. Sådanne et satans svin, to svin. Hvorfor skulle hun også absolut invitere mig til sin lorte fest?

      Tomhed. Jeg har så meget at skamme mig over, så mange ting at fortryde og hade mig selv for, men jeg er i chok. Det eneste, jeg føler, er tomhed.

      Jeg løfter lidt op i min taskestrop, så den ikke glider ud over skulderen. Et eller andet sted derinde i intetheden, ved jeg, at jeg har ødelagt mig selv. Hele det selv, jeg havde bygget op, hele det selv, jeg troede, jeg altid skulle være, har jeg smadret på en enkelt nat. Jeg stopper op og tøver et øjeblik. Drejer hovedet for at kaste et sidste blik på mit gamle liv, mit gamle hjem, mit gamle jeg. Dernæst smider jeg den anden guldsko i vejkanten og fortsætter ud i den svagt tiltagende tåge uden noget som helst andet end tomhed og visheden om, at jeg snart vil blive slået omkuld af fortrydelse, at jeg snart vil indse, hvor forfærdelig en skæbne, jeg vævede den nat. Hvor forfærdeligt et liv denne fremmede mig har skabt sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...