Bundet på hænder og fødder

Hvordan ville du have det, hvis en du elskede, var døende? Og det eneste du kunne gøre, var at se livet forsvinde fra personene, i takt med at dagene gik.

4Likes
4Kommentarer
550Visninger
AA

1. Bundet på hænder og fødder

Bundet på hænder og fødder

Jeg kiggede atter op på det store ur, blot for at konstaterer, at den store viser endnu ikke havde rykket sig. Jeg sukkede og kiggede ned i linoleumsgulvet. Her var stille. Kun de mange underlige lyde, fra de forskellige apparater, kunne hørers. Jeg skævede op, da en sygeplejerske kom ud fra en af stuerne. Hun sendte mig et forsigtigt smil, og gik så videre ned ad gangen. Jeg foldede mine hænder i mit skød, og lænede mig tilbage i stolen. Min ryg gjorde ondt. En af de mange bivirkninger ved at sidde på en plasticstol for længe.

Jeg tillod mig at lukke øjnene. Bare i to skekunder. Jeg lod mit hoved hvile op ad den hvide væg og tog en dyb indånding. Der gik ikke lang tid, før jeg balancerede mellem virkelighed og drømmeverden.

Jeg vågnede med et sæt. Først vidste jeg ikke, hvor jeg var, men kom så endelig i tanke om det og så op mod uret. Jeg havde været væk i en lille halv time, det var slet ikke nok. Jeg tørrede noget savl væk fra det ene mundvig og hvilede hoved i hånden.

Gangen lå stadig ødet. Jeg rømmede mig uroligt i stolen. Jeg kunne ikke finde en behagelig måde at sidde på.  Så var det vel tid til at hente en kop kaffe.

Jeg traskede hen til maskinen, og selvom jeg godt vidste, at valgmulighederne ikke havde ændret sig, lod jeg stadig mit blik glide hen over de forskellige navne. Jeg smed et par mønter i, trykkede på den sædvanelige knap, og så på den brune væske blive hældt ned i plastikkruset. Jeg lod kruset stå, indtil de sidste dråber var faldet i. Jeg sukkede, inden jeg tog kruset, og satte mig tilbage på min plads. Som forventet smagte kaffen forfærdelig.

Da jeg var færdig, stablede jeg kruset op i de andre. Jeg havde formået at få lavet et lille tårn. Nu skulle jeg bare vente på at kaffen skulle live mig lidt op.

Jeg rejste mig, da jeg havde brug for at strække benene, og gik ned af gangen. Først, da jeg skulle til at dreje om hjørnet, så jeg mig tilbage over skulderen. Hvad nu hvis døren blev åbnet, mens jeg var væk? Jeg trippede lidt på stedet, men gik så tilbage igen. Det gik ikke.

Jeg følte mig pludselig træt igen. Jeg kiggede på døren og prøvede, ved hjælp af tankernes kraft, at åbne den. Til min store skuffelse, lå jeg ikke inde med sådan evne. Jeg faldt tilbage i stolen, og kiggede op i lysstofrørene. På grund af det skarpe lys, begyndte mine øjne at løbe i vand. Jeg tørrede irriteret nogle tåre væk fra min kind, så ærmet, på min trøje, fik en mørkere nuance.

Jeg kiggede på mine tørre hænder, da lyden af en dør, der blev åbnet, fik mig til at fare op. En dame fra nabostuen kom ud. Hun kiggede på mig, for derefter at sende mig et lille smil, som jeg kun lige havde kræfter til at gengælde.

Hun satte sig i stolen ved siden af, lagde det ene ben over det andet og fiskede et blad og en kuglepen frem fra sin taske. Jeg tog blikket til mig igen. Hvis bare vi alle kunne være så forberedte.

Damen var for længest gået, så jeg sad atter alene tilbage. Jeg vred mine hænder og gøs ved den tørre lyd. Jeg slikkede mig om munden og sank en gang. Mine læber var ligesom mine hænder. Tørre.

Døren gik endelig op, blot for at lukke endnu en sygeplejerske ud. Hun kiggede op fra sine papirer, og bad mig, med en håndbevægelse, om at følge efter hende ind på stuen. Jeg tøvede lidt, men fik så endelig taget mig sammen og fulgte efter hende.

Lyset i rummet var holdt på et minimum, og gav derfor rummet en underlig atmosfærer. Væggene var som i gangen, hvide og bare, og ovre mod vindduerne, hvor gardinerne var trukket for, stod der en jernseng. Jeg næremde mig forsigtigt, bange for det syn jeg ville møde. Men jeg nægtede at gå nu, det kunne jo være at det her, blev det sidste besøg.

Jeg nåede endelig helt hen til sengen, og så på den lille pige. Det gjorde ondt. Hun smilede stort op til mig, som om intet var galt, så jeg kunne se alle hendes fine tænder. For første gang i dag, smilede jeg et ægte smil. Jeg lod forsigtigt min hånd røre hendes kind, bange for at det måske gjorde ondt. Men i stedet grab hun den, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned.

Selvfølgelig gjorde jeg, som hun sagde. Hun pegede på noget bag mig, og jeg vendte mig om for at se, hvad det var. En lille bog med et omslag af en bror og søster, lå på et bord. Jeg smilede skævt ned til hende, da jeg med rystende hænder fik slået op på den første side. Bange for at hun ville forsvinde, hvis jeg tog øjnene fra hende, begyndte jeg stille at læse. Jeg blev overrasket over hvor svag min stemme var, og hostede et par gange, for at få den til at lyde normal.

Jeg havde fået læst lidt for hende, og sad nu bare og spurgte hende om forskellige ting. Hun havde fået et nyt bånd til hoved. Jeg komplimenterede det, selvom jeg synes, det var det mest afskyelige. Men jeg tror ikke jeg narrede hende, hun havde det med gennemskue mig.

Hun gabte og blinkede kraftigt med øjnene. Hun var allerede træt. Jeg tog begge hendes hænder i mine og kiggede hende i øjnene. Hun kiggede opmærksomt på mig med sine trætte øjne.

”Du ved godt jeg elsker dig?” Sagde jeg, og sendte hende, det bedste smil jeg kunne præsterer. ”Jo”, svarrede hun svagt, ”det ved jeg godt.”

Lidt efter faldt hun i søvn. Jeg kyssede hende på panden og kiggede ekstra godt på hende. Jeg ville have alle detaljerne med. Fra hendes fine lyse hår til hendes bryst der stadig hævede og sænkede sig.

Jeg fik en knude i halsen, og vidste at det var tid til at gå igen. Jeg nåede lige at fange et medlidende blik fra sygeplejersken fra før, så stod jeg ude i den hvide gang igen. Jeg kunne høre døren lukke sig bag mig, og jeg lukkede øjnene. Det brændte hele vejen ned gennem halsen. Jeg skulle virkelig tage mig sammen. Jeg fik sat det ene ben foran det andet og kom tættere og tættere på udgangen.

Jeg fik aldrig set hvad klokken var blevet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...