Endless Hope.

Dette her er en fortsættelse af Endless Love.

Prolog.
Ayleen og Spencer's kamp fortsætter, da de finder ud af, at en lille en er på vej. Narzli savner sin forlovede mere, og mere, mon han kommer tilbage til hende? Ayleen møder sin gamle forlovede igen, Richard. Ville Richard skabe problemer for Ayleen og Spencer? Hvad med den lille? Bliver den født? For den problemer? Læs med i Endless Hope!

0Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

1. Jeg er glad for, at jeg faldt.

Det kolde sne begyndte at falde på jorden, igen. Vi er midt i December nu, det er meget snart jul. Alle forberedelserne er igang, landsbyen pynter flot op i boderne og vejene, og alle hygger sig, selv de små børn leger med sneen. Det bliver altid så hyggeligt når Julen er på vej.
"Narzli, Arzi! Skynd jer så" råbte jeg ude fra døren af, jeg tog stille mine træsko på, og ventede på dem, "Hov, hov!" råbte moder, "Hvor skal i hen?" spurgte hun, "Moder, jeg føler mig en smule svimmel, vi skal bare besøge lægen" sagde jeg. Jeg tog min hætte på over min røde kjole. "Så er vi her" råbte de, og kom springende om bag mig, "I forskrækkede mig" sagde jeg. De tog deres hætter på, "Skal vi gå?" spurgte jeg glad, "Kom så" sagde Arzi, vi gik ud af døren, imens Narzli var igang med at tage sine sko på, "Vent på mig!" råbte hun, mig og Arzi grinede, og gik videre. Hun overhældede os, "Hvor skal du hen?" råbte jeg, "I gik jo uden mig" sagde hun. Vi løb over til hende. Arzi tog fast i min arm, "Av" sagde jeg, "Hvad er der?" spurgte hun, "Ikke noget" løj jeg, det var mit blå mærke. Hun stoppede. Hun tog fat i min arm igen, "Arzi stop! Det gøre ondt!" sagde jeg, hun træk min ærme op, "Hvad er der sket?" spurgte Narzli, jeg kiggede på Arzi, jeg tror nok hun kunne genkende det, "Var det ikke Spencer?" spurgte hun, jeg blev stille, "Ayleen!" råbte Narzli, "Han var fuld" sagde jeg, og træk min ærme ned. Vi gik videre. De gik sammen, jeg gik lidt langsomt. De drejede til siden, og jeg var stadig bagud. Jeg så Spencer og Niklas, jeg bøjede mine knæ stille, og kiggede så op, men hvad var det? De ignorerede mig fuldstændigt. Jeg stoppede, vendte mit hoved, og kiggede på ham, han så mig. Jeg vendte hurtigt hovedet igen. Jeg gik et par skridt, og begyndte at hoste. Måske kunne det få hans opmærksomhed? Jeg vendte mig om, han vendte hovedet til siden, han skulle til at kigge på mig, men alligevel vendte han hovedet. Jeg vendte mig om skuffet, jeg gik lidt igen, jeg gled hurtigt, og faldt ned på ryggen "Av!" skreg jeg. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, og åbnede dem igen. "Frue? er de okay?" spurgte nogle af menneskerne. Jeg prøvede at rejse mig op, men kunne ikke fordi jeg gled hele tiden. Jeg kunne mærke, en bag mig bærer mig, jeg kiggede hurtigt på personen, og så Spencer, "Har du det fint?" spurgte han, "Jeg er glad for at jeg faldt" sagde jeg, "Hvorfor dog?" "Ellers ville du ikke havde talt med mig" sagde jeg, han grinte lidt, og satte mig ned ved de andre piger. "Tak deres majestæt" sagde jeg, "Hvor skal i hen?" spurgte han og smilede, "Ayleen skal til lægen, for at se hvad der er i vejen med hende" sagde Arzi, "Er der noget galt?" spurgte han mig med store øjne, "Nej d-deres højhed" sagde jeg, "Je-jeg føler mig en smule svimmel" sagde jeg igen, jeg krammede ham, en tårer faldt ned af min kind, jeg begyndte at græde. "Ayleen? hvad er der?" spurgte han, "Undskyld, jeg kan bare ikke" sagde jeg, jeg træk mig, han tørrede mine tårer væk, "Må jeg så se det smukke smil, der fremhæver dine chokolade-brune øjne?" spurgte han, jeg smilede, og han smilede også. "Ayleen faldt, så jeg bærerede hende op" sagde han, "Undskyld Spencer, jeg mener deres majestæt" sagde jeg, "Kald mig Spencer" sagde han, jeg smilede. Han krammede mig, "Jeg har sådan savnet dig" sagde han, og træk sig igen, "Jeg har også savnet dig" sagde jeg. "Hvad skal i lave til Jul?" spurgte han, "Jo, nu hvor vi har hele familien på besøg, holder vi en lille Julefest" sagde jeg, "Det lyder hyggeligt" sagde han, "Du er velkommen, hvis du lyster" sagde jeg, "Jeg ved ikke rigtig, jeg har meget arbejde foran mig" sagde han, "Kom hvis du får tid" sagde jeg, "Det gør jeg skam" sagde han.
Arzi's synsvinkel.
Ayleen og Spencer gik hen bag væggen, så det var kun mig Narzli og Spencer's ven tilbage. Jeg kiggede på Spencer's ven, intenst. Han kiggede nu også på mig. Et lille smil kom frem på min læbe. Hans læber gav sig også til at smile. Hans flotte gul/grønne øjne stirrede dybt inde i mine brune. Det holdte i et lille øjeblik, og han kiggede væk. Var jeg forelsket? Forelskelse ved første blik? Nej, umuligt. Jeg kunne ikke være forelsket, eller kunne jeg? "Hvad er dit navn?" spurgte jeg ham. "Niklas" svarede han, og så sig omkring. "Arbejder du så også på slottet?" spurgte jeg igen. - Jeg ville bare hvide mere om ham. Kunne jeg virkelig blive forelsket i en, jeg ikke engang kender? "Jeg er kriger" svarede han igen. Han lød en smule kold men hvorfor? Var han allerede gift? Havde han et forhold til en anden kvinde? "Narzli" hviskede jeg, og tog mit hovede tæt på hende. "Ja?" spurgte hun, "Narzli, spørg ham om han er gift" sagde jeg, hun overvejede om det. Men gjorte det alligevel. "Har du nogle børn?" spurgte hun så. Et ret godt spørgsmål at starte med. "Jeg har ingen, jeg er kun 18. Jeg har dog heller ikke en kone" sagde han. Jeg blev glad indeni.
Ayleen's synsvinkel.
"Spencer, Narzli's forlovede er væk, eller vi ved ikke hvad han laver nu, og Narzli savner ham virkelig, hvis du kan finde ham, ville det gøre mig virkelig glad" hviskede jeg, "Jeg skal prøve" sagde han, "Tusind tak" sagde jeg, og krammede ham hurtigt. "Fortsat god dag Spencer, jeg er nød til at gå før de forsvinder" sagde jeg og smilede, "Og en herlig dag til dig" sagde han. Jeg nejede, "Eller du kunne også komme med?" spurgte jeg, han smilede, og gik bag mig. Jeg løb efter pigerne. "Hvorfor går i så hurtigt?" spurgte jeg dem, "Det er dig der skaber lidt romance med Spencer" sagde Arzi drilsk, "Ti stille!" sagde jeg, Spencer nåede frem. "Skal han også med?" hviskede Narzli til mig, jeg nikkede.
"Hvem banker på?" spurgte jeg, "Jeg gøre det" sagde Arzi. Hun bankede på. En kvinde åbnede døren, "Er lægen her?" spurgte jeg, "I er sørme kommet forkert piger, det er ovre på den anden side" sagde hun, "Tak" sagde jeg. Hun lukkede døren i, vi grinede alle tre, "På den anden side" sagde jeg. Vi gik over på den anden side. "Jeg banker på" sagde jeg, og bankede, "Kom ind!" råbte hun, Arzi åbnede døren, og gik ind, jeg gik bag hende, og Narzli bag mig, og Spencer til sidst "Hvad kan jeg hjælpe sådan nogle tre smukke piger med?" spurgte lægen, og så Spencer, hun rejste sig op, og nejede hurtigt, "Hun har et blåt mærke" sagde Narzli hurtigt, jeg kiggede på Spencer, han kiggede tilbage på mig, "Sæt dig her" sagde lægen, "Tusind tak" hviskede jeg Narzli, "Det var så lidt" hviskede hun tilbage. Jeg satte mig. Hun træk min ærme op, og så mærken. Hun begyndte at presse på den, "Av!" skreg jeg, hun pressede en gang til, jeg prøvede at holde mig, men mit ansigtsudtryk gad ikke at holde sig tilbage. "Jeg er så ked af det" sagde Spencer, jeg nikkede stille, og holdte munden åben. Det gjorde så meget ondt. "Ayleen, jeg beder dig, tilgiv mig" sagde han, "Du er tilgivet" sagde jeg. Hun lagde noget grønt vand på, "Det her kommer til at hjælpe" sagde hun, "Tak" sagde jeg igen. "Ellers andet?" spurgte hun, "Jeg føler en stor svimmelhed" sagde jeg, "Og jeg får hele tiden en træng til at kaste op" sagde jeg igen, "Læg dig ned derovre" sagde hun, og pegede over på en lille træ seng, med forehæng. Jeg lagde mig ned. Hun træk forhænget for, og tjekkede mig.
"Du må sætte dig ned igen" sagde hun. Jeg rejste mig op, og gik over til pigerne, og Spencer. Arzi sad på min plads, hun rejste sig hurtigt op. Jeg satte mig. "Hvad er dit navn igen søde?" spurgte hun, "Ayleen" sagde jeg, "Sikke et smukt navn" sagde hun, "Tak". "Jeg har gode nyheder" sagde hun, jeg kiggede på hende, "Du er gravid, og det har du været i en hel måned nu" sagde hun, jeg blev stille, og kiggede på Spencer, "Ayleen?" spurgte Narzli, "Ayleen, skete der noget mellem jer to den aften?" spurgte Arzi, "Spencer?" spurgte jeg, "Ayleen.." sagde han. Jeg blev stille, og holdte mig på maven, jeg nikkede, "Ayleen, hvis fader opdager det slagter han jer, som to gede!" råbte Narzli, "Barnet skal væk, nu!" råbte Narzli igen, "Nej, det skal det ikke!" råbte Spencer, "Det er mit barn, og jeg ville beholde det" sagde jeg, "Og hvad med fader?" spurgte hun, "Jeg fortæller det ikke til ham" sagde jeg, "Men barnet vokser fra dag til dag, han ville kunne se det!" sagde Narzli, "Der er en lov her i landet: Man må ikke få en abort hvis barnet's fader ikke acceptere det" sagde lægen, "Og jeg acceptere det ikke" sagde Spencer. "Der kan du se" sagde jeg, "Ville du være sød ikke at sige det til fader?" spurgte jeg, hun nikkede, "Tak" sagde jeg, og tog fast i Spencer's hånd bag mig. Jeg rejste mig op. "Jeg er gravid!" sagde jeg glad, og krammede Spencer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...