Trust is something, that must be earned - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
Zuri er en helt normal pige. Hun bor i England i Wales med sin familie, men da hun en dag skal i biografen med sine to veninder, bliver hun kidnappet af den magtliderlige 'Sir', som beslutter at hun nu er hans. Efter flere års misbrug og tortur, vælger hun derfor at lave et flygt forsøg med sin bedste ven, Mudi. Men hun farer vild i skoven, og må søge ly i den første hytte hun ser. Men er de 5 drenge i hytten med hende eller imod hende, og hvad skal der til for at overleve flugten fra en morder?

1Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Prolog - Kidnapped

Prolog - Kidnapped

England, Wales 2007

 

”Det er altså bare helt vildt fedt at dine forældre lader os tage alene i biografen!” siger Chris smilende.

”Ja, mine forældre ville aldrig have ladet mig tage alene i biografen med mine veninder! De siger at jeg først må tage alene med toget når jeg fylder 15.” Fortsætter Pierre.

Jeg er på vej i biografen med mine veninder, og det er første gang jeg tager alene af sted. Eller det vil sige uden voksen. Jeg fylder nemlig 10 år i dag, så derfor har mine forældre givet mig en tur i biografen med mine to bedste veninder. Vi skal ind at se Terabithia – et hemmeligt land, og jeg har glædet mig helt vildt meget til at se den.

Vi trasker ind i biografen med favnen fuld af popcorn og sodavand, og når først lige at sætte os før der bliver helt mørkt. Og så begynder reklamerne.

”Jeg synes altså at der er altid alt for mange reklamer!” siger Pierre surt. ”Hvis jeg nogen sinde får min egen biograf, vil jeg aldrig nogensinde have reklamer i den!”

”Hmh…” mumler Chris som er fuldt optaget af sine popcorn. Jeg sidder og stirrer lidt på mine egne, og tager så en enkelt. Der skal jo også være nogle til når filmen starter.

”Jeg elsker popcorn!” siger jeg lavmælt.

”Hva’?” fremstammer Chris mellem popcornene.

”Jeg elsker popcorn!!” råber jeg for at overdøve reklamerne, men i det samme stopper de. Selvfølgelig. Men mine to søde veninder bryder bare ud i grin, mens jeg selv sidder og kigger på alle de hoveder der lige så stille vender sig og sender os dræber blikket.

”Jeg elsker popcorn!” aber Pierre efter, og jeg kan mærke varmen stige mig til hovedet.

”Schhh!!” hvæser en gammel mand der sidder foran os. Og i samme nu starter filmen.                                                                                                 

 

        ***

 

”Jeg skal tisse.” hvisker jeg til Pierre og Chris der nikker stille, men fastholder blikket på skærmen.

”Ok,” siger Chris men fjerne stadig ikke blikket fra skærmen, ”jeg skal nok fortælle hvad der er sket når du kommer tilbage.”

Jeg lister forbi mængden af mennesker der sidder og kigger spændt op på skærmen, og når lige at flytte hovedet, da et kæmpe monster svinger frem og redder hovedpersonen fra at falde ned fra hytten. Underlig film.

De jeg er listet ud af døren er lyset utrolig skarpt. Jeg kniber øjnene sammen og fortsætter ned mod toilettet. Hold da op hvor er her stille. Jeg tror man ville kunne høre en vingummi falde på gulvet nu.

Da jeg er nået toilettet rækker jeg hånden frem og skal til at tage i håndtaget, da jeg mærker en hånd gribe mig om munden og maven, og før jeg ved af det, bliver jeg hejset et par centimeter op fra gulvet hvor jeg så hænger og spræller, og prøver at skrige om hjælp.

Drømmer jeg?

Jeg kan se at det begynder at sortne for mine øjne. Jeg mærker mine ben blive slappe, og jeg kan mærke at jeg pludselig bliver meget træt. Nå, men søvn er jo også godt.

 

                                                                                  ***

 

Jeg fryser. Jeg fryser, jeg fryser, jeg fryser! Jeg lader hånden glide ned langs sengen i søgen efter min dyne, men må indse at jeg nok har smidt den på gulvet. Igen! Jeg sætter mig op og gnider mine øjne. Hold op hvor er her mørkt. Klokken må jo være midt om natten. Jeg svinger fødderne ne –

AV!

”Av!!!” Min fod ramler ind i noget meget hårdt og jeg kigger forskrækket ned. Gulv. Flisegulv. Hvor er mit lysegrønne gulvtæppe gulv henne? Jeg kigger på min seng, og ser til min forskrækkelse at min seng også er væk, og i stedet erstattet af en lille madras.

”Moar!?” råber jeg, og kan mærke tårerne presse på. ”Mooaar!” Hvad sker der her!?

Jeg kigger mig fortvivlet rundt i søgen efter noget velkendt, men ser ikke andet en grå fliser og grå vægge. Og min madras. Eller vent. Var det en trappe. Ja, der er en lille trappe. Puha, jeg er bare nede i kælderen. Jeg må være gået i søvne igen. Haha. Det må jeg fortælle mor og far om i morgen.

Jeg rejser mig op og går hen mod den lille trappe som fører op til stuen.

Gad vide hvorfor der ligger en madras nede i kælderen? Hmh…

Jeg når ikke at tage mere end et skridt op ad trappen før døren bliver åbnet, og det vælter ned i kælderen med lys.

”Nå du er oppe kan jeg se.” En fremmed mand står og kigger ned på mig med et underligt smil. Han så ikke særlig glad ud.

”Hvem er du?” spørger jeg forvirret.

”Mit navn er Sir.”

”Kender du min mor?”

”Nej min kære. Jeg kender ikke din mor. Hun er død. Jeg er din eneste familie nu. Din mor ville ikke have dig. Jeg er den eneste der vil have dig.”
Hvad? Min mor er ikke død! Det kunne hun ikke være. Og hvad med min far. Eller mine bedste forældre? Hvad med min familie?

”Hvad?” spurgte jeg uforstående.

”Du er min nu. Okay? Og du skal gøre som jeg siger. Hvis du er sød, er jeg sød, men hvis du er ond, er jeg dobbelt så ond. Så gå nu ned og læg dig igen. Jeg kommer lige om lidt.”

”Nej!” Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, og jeg kunne mærke mit hjerte synke ned i maven. ”Jeg vil hje –”

Slam!

Slaget ramte mig på siden af hovedet og fik mig til at miste balancen, så jeg faldt ned fra det trappetrin jeg stod på, og landede på ryggen, så al luft blev slået ud af mine lunger.

”Gør som jeg siger!” befalede Sir. ”Hvis du er sød, er jeg sød, forstået!?”

Jeg nikkede kort. Av mit hoved. Alt var omtåget, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg så hans skikkelse bevæge sig hen imod mig, og prøvede ihærdigt at få styr på arme og ben så jeg kunne komme væk fra ham. Men lige meget hjalp det. Mine arme og ben ville bare ikke samarbejde lige nu.

”Schh… Rooolig.” Sagde han lavmælt. Som om han snakkede til et vildt dyr. ”Nu skal du bare ligge helt stille okay? Bare slap af. Du skal ikke sige noget. Alt bliver godt igen.”

Han kørte langsomt sin hånd op ad mit ben, og skilte dem langsomt ad. Jeg ville være løbet, men i stedet lå jeg bare musestille som et dådyr kid der skjuler sig i krattet mens dens mor er ude at lede efter mad. Jeg lå og ventede på at min mor skulle komme og redde mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...