Med livet i hænderne

en dreng, som ivrigt og desperat venter på at lægerne siger at hans far er okay.
er han okay?

0Likes
1Kommentarer
163Visninger
AA

1. Med livet i hænderne

Med livet i hænderne

 

Jeg kiggede ned på mit ur, ventetiden var lang, der var lang tid endnu, og jeg vidste ingenting. Uret gik langsomt og jeg havde ingen anelse om, jeg skulle give mig til at græde mine øjne ud eller ej. Tanken om at han måske ikke var i live længere skræmte mig, fra vid og sans. Læge havde jeg ville være, men ikke efter dette, jeg havde aldrig lyst til at være på et sygehus igen. Hvordan kunne lægerne overhovedet holde den tanke ud at de stod med et andet menneskes liv i hænderne? Hvis de ikke gør det godt nok, så kan patienten ske at dø, ville de virkelig kunne holde til at have det på sin samvittighed? Jeg kunne ikke klare tanken om det mere, og lægeuddannelsen skulle jeg aldrig tage.

”hvorfor går du ikke ind og ligger dig, vi har nok en tom seng du kan få lov til at låne?”

”jeg kan ikke sove” sagde jeg lavmælt, og det kunne jeg ikke, for alle tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Tankerne om at jeg måske aldrig så ham igen. Han betød så meget for mig.

Jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg måtte kæmpe for at hælde en kop kaffe op. Jeg blev nød til at drikke kaffe, ellers kunne jeg ikke holde mig vågen længere. mor, mormor, farmor og farfar, Kasper og Tina, faktisk hele familien sad i venteværelset stort set, men tårer der faldt, sørgelige ord og gråd, kunne jeg ikke holde til. Jeg måtte have håb. Hvis jeg håbede, kunne det være at han gjorde det samme, kæmpede for at komme tilbage. lægerne var i fuld gang derinde, men ingen af os måtte gå derind. De kæmpede for at han skulle overleve, men ingen vidste om det ville lykkes. Gangen var næsten tom, og der var mørkt udenfor nu. klokken var ved at være omkring midnat, og der var ikke så travlt sådan en mandag aften. Jeg har været på sygehuset mange gange, fordi jeg har brækket et ben, testet mine øjne eller noget andet, men jeg har aldrig set på det som et sted hvor folk dør, jeg kan bare ikke tænke andet lige nu. De kan da ikke tage ham fra mig.

 

”Ja, der er koldt, men jeg er altså ligeglad, du skal med alligevel”

”jamen, jeg har ikke lyst til at fiske, jeg forstår ikke at du gider!” lød det fra mig, dengang han tog mig med ud for at fiske, for første gang. Det var hans hobby, og jeg tog kun med, fordi jeg ikke fik noget valg. Fisk fangede vi ikke rigtig, men vi sad der i flere timer. Jeg forstod først der hvorfor han elskede at fiske. Stilheden og friheden i at fiske, det var det han elskede. Fiskene var han fuldstændig ligeglad med. Han kunne ikke engang lide fisk. Stilheden sagde meget, og mens vi sad der, snakkede vi ikke særlig meget, vi nød det bare. Nød alting, dengang det var godt.

 

Lægerne snakkede sammen, kunne man høre. Man kunne høre stemmer fra den anden side af døren. væggene var tykke, men stadig ikke lydtætte, så man kunne høre når de råbte til hinanden, som de gjorde i starten, fordi de var stressede og prøvede på at bringe ham til live igen. Mine ben rystede, og jeg turde næsten vædde med at hvis jeg rejste mig op, ville jeg falde sammen. Nervøsiteten og bekymringen var ved at slå mig ihjel. Alt jeg ville vide var om han overlevede. Han blev nød til at overleve, jeg kunne ikke klare mig uden ham, når han har hjulpet mig så meget. Jeg har allerede mistet nok, der var jeg bare ikke gammel nok til at opdage hvad der skete, men det er jeg nu. livet går selvfølgelig videre, men det bliver sværere, og hårdere når ens støttepæl er væk. Han var min støttepæl, og jeg tror ikke jeg er klar til at leve uden.

På bordet ved siden at min stol lå der nogle gamle ugeblade og et par aviser, men jeg kunne ikke fokusere nok til at læse i dem. jeg hørte skridt fra rummet, døren gik op, men lægen, som hjalp ham, ville ikke engang stoppe op for at tale, selvom jeg ivrigt prøvede at komme i kontakt med ham, ved at råbe. Intet svar fik jeg og lægen fortsatte ned af gangen, indtil jeg ikke kunne se ham mere. Han kom tilbage omkring en halv time efter, hvor han satte sig på en stol på den anden side, så han sad overfor mig.

”Er det dig der er Jakob?”

”Ja” sagde jeg tøvende og jeg prøvede at holde tårende inde, mens jeg klemte de ord ud af mig, som jeg havde ventet på at spørge om i noget der føles som evigheder.

”Overlever han?”

Min stemme rystede og lægen kunne se det på mig. Han forklarede hvordan han lige havde været inde i venteværelset hos min familie, og at det nok skulle gå. Han sluttede af med at sige, at de virkelig prøvede, og de kæmpede for hans liv, men de kunne ikke rede ham, han var væk.

”Hvordan kan du være så rolig, du har lige slået et andet menneske ihjel, har du slet ikke dårlig samvittighed?” spurgte jeg næsten hviskende, jeg var bange.

 

”synes du vandet er koldt?”

”Ja, kan vi ikke godt droppe det?” jeg var en pivskid, og jeg turde ikke hoppe i, selvom Kasper, far og jeg havde snakket om det her i en uge. Vinterbadning var ikke mig, og jeg kunne egentlig ikke særlig godt lide at være i vandet i det hele taget. De trak mig i, selvom jeg prøvede at kæmpe imod, jeg vidste godt at jeg ikke havde en chance mod de to, men jeg prøvede alligevel. Det var iskoldt, og jeg kunne ikke mærke mine ben efter kort tid. Jeg kravlede op af stigen så hurtigt jeg kunne, og lagde mig på badebroen. Jeg skulle ikke i igen, men betragtede de andre der pjaskede rundt i det iskolde vand, man kunne godt se på dem at det var koldt, men de var ligeglade. Jeg nød glæden der var i det. Følelsen af at have udført noget man aldrig troede man skulle gøre, men man tvang sig selv, og endte med at synes det var okay. Den følelse elsker jeg.

 

Jeg forsøgte at rejse mig op for at løbe ind til ham, han måtte ikke være død, men i det jeg kom på benene, faldt jeg sammen. Mine ben kunne ikke holde mig, og jeg besvimte hurtigt.

Lysene skærer i øjnene da jeg vågner op, og jeg ser min mor og Kasper stå over mig, sammen med en læge iført en hvid kittel. Jeg var lysvågen, men jeg kunne ikke rigtig bevæge mig, jeg var stadig i chok.

Intet gik som det skulle.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...