Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14833Visninger
AA

30. Rumors pt. 2 - Kapitel 5

Twenty One Pilots - Car Radio

 

Harry's P.O.V

Min hænder var kolde og klamme. Jeg blev nød til at knuge dem sammen, for at stoppe dem fra at ryste. Har du nogensinde været så langt nede at... Så langt nede, at du ikke er i stand til at få vejret længere? Som om væggene lukker sig sammen omkring dig? Som om du langsomt bliver kvalt af noget som du ikke selv ved hvad er? Det er forfærdeligt.

Men hvad der var endnu mere forfærdeligt, var, at jeg vidste at jeg var grunden. Folk skrev hvad de skrev, men hvorfor skulle de lyve? Hvorfor skulle de lyve over for en person de ikke kender, og ikke har noget at miste over for? Præcis. Det ville de ikke.

Alle ordende... Ubrugelig. Ligegyldig. Spild af tid. Faggot. Grim. Talentløs. Spild af oxygen. Det rammer en, okay? Det ramte i hvert fald mig. Hårdt. Lige i brystkassen, og det slog luften ud af mig, hver eneste gang jeg læste de bestemte ord. Og måske overreagerede jeg. Måske var jeg svag og ynkelig. Men det her var min smerte. Det var mine følelser og det var hvad jeg følte. Kunne det virkelig være så forkert? Så måtte nogen sige det til mig, for jeg var ikke i stand til at ændre det på egen hånd. Jeg havde brug for hjælp. Jeg havde så desperat brug for nogen til at fjerne den kvælende følelse af sorg og skyld og dårlig samvittighed. Alle følelser der var kommet ud af ingenting.

 

Jeg sad på badeværelset, på kanten af badekarret. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet der, men mit haleben var ømt og jeg kunne ikke rigtigt mærke mine ben længere. Louis var ikke hjemme. Jeg overtalte ham til at tage i byen med sine venner, fordi jeg havde holdt ham tilbage så længe. Jeg var en byrde for ham. Altid i vejen. Altid så fandens hjælpeløs. Og jeg hadede det. Jeg hadede mig selv. Så langt var jeg kommet ud. Til det punkt, hvor jeg tillod mig selv, at sige, at jeg hadede mig selv. Eller, ikke sige. Jeg sagde aldrig noget. Hvorfor skulle jeg? Så Louis kunne få noget mere at bekymre sig om? Så folk kunne se hvor ynkelig jeg egentligt var? Nej. Det var langt bedre bare at holde det hele her hos mig selv, inden i mit hoved. 

Min vejrtrækning var hurtigere end normalt og mit hjerte hamrede hårdt i min brystkasse. Jeg havde en klump i halsen og mine hænder var kolde. Jeg havde det så skidt. Jeg kunne ikke klare de ord længere. Intet værd. Forfærdelig. Skændsel. Til grin. Fuck, jeg bad til at nogen ville få det til at gå væk. Men hvem skulle handle, hvis ikke de vidste hvad der foregik? Ingen vidste noget endnu. Endnu. Jeg vidste udmærket godt, at nogen ville finde ud af det før eller siden. Enten ville jeg langt om længe knække, og bare spilde alle mine tanker ud over en eller anden uskyldig person. Eller også ville de se det selv. Se at jeg faktisk ikke var okay. Hvad ville jeg gøre på det tidspunkt? Græde? Ville jeg på det tidspunkt være kommet så langt, at jeg måske ville kunne holde sammen på mig selv? Ville jeg være så stærk?

 

Ude fra gangen hørte jeg hoveddøren blive låst op. Intet "hej" fra Louis. Han troede sikkert at jeg sov. Jeg havde ingen idé om hvad klokken var, udover at det var sent, og jeg havde tydelige rander under øjnene. Jeg fik rejst mig, strukket mine ben, og gik så hen og så mig i spejlet, hvor jeg lod mine fingre kører igennem mit mørkebrune hår. Jeg trængte virkelig til at blive klippet. Det hang ned over mit ansigt hvis ikke jeg gjorde noget for at forhindre det. Jeg vendte så rundt, og forlod badeværelset, lige i tid til at støde på Louis i gangen. Det gav et set i ham, da han, igen, forventede at jeg sov. "Harry, hey." Sagde han så. At dømme ud fra den let slørrede tone i hans stemme, kunne jeg regne ud at han havde fået noget at drikke. Ikke enormt meget, men et eller andet havde han drukket. Det skulle han jo også have lov til engang imellem. "Hey." svarede jeg, og fremtvang et let, skævt smil. Mine øjne var blanke. Ikke meget, men lidt. Jeg var let rød på kinderne og under øjnene, efter at have kæmpet imod tårerne så længe. Jeg hadede at græde. Jeg følte mig så skrøbelig når jeg græd. Derfor var det noget meget personligt og meget privat for mig.

"Hvorfor er du oppe nu?" Spurgte Louis og trådte tættere på. "Jeg kunne i princippet spørge dig om det samme." svarede jeg, med det samme spil på læben. Men det var et sygt smil. En af de falske smil, der næsten er værre end tårer. Men det var sent og Louis var ikke i stand til at gennemskue det i sin egen tilstands aka beruset. "Jeg har en god undskyldning, hvad er din?" Spurgte han igen og jeg himlede med øjnene. "Jeg var ikke træt." Louis så på mig et øjeblik, og trådte så en smule tættere på, hvilket fik mig til at træde et tilbage, til min ryg ramte væggen. "Du ser træt ud." Svarede han lavmælt. "Det er jeg ikke." mumlede jeg, inden jeg mærkede Louis presse sine læber imod mine. De var bløde og varme og smagte en smule af alkohol. Det var rart. Louis havde altid været mit getaway. Ligemeget hvad problemet end var. Han var der altid. Hvad der gik mig på, var, at jeg måske ikke altid var i stand til at være der på samme måde for ham. 

Hans hænder gled ned over min brystkasse, samtidigt med at mine øjenlåg gled i. Et øjeblik, handlede alle mine tanker om den berusede dreng og hans berusende læber. Og det føltes godt. En god form for tomhed i mit hoved og en god form for varme i resten af min krop. Jeg lagde en hånd bag Louis' nakke, og trak ham tættere på. Mine læber skiltes en smule ad da jeg mærkede hans tunge strejfe min underlæbe, og jeg lod ham tage styringen. "Jeg elsker dig." Gispede jeg imellem kyssene, og jeg kunne mærke hans smil imod mine læber kort efter. "Det ved jeg." svarede han hæst, inden han tog min hånd, og trak mig med ind i soveværelset. Normalt, ville jeg ikke være helt med på det her, fordi han var beruset. Men lige nu, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg havde brug for at tænke på noget andet, der ikke ville slå mig til jorden om og om igen. Jeg havde brug for Louis lige nu.

Han skubbede mig ned på sengen efter at have trukket min sweater over mit hoved. Den lå nu et sted på gulvet. Louis var bøjet ind over mig, og han holdt mine hænder fast til madrassen under mig, hvilket afholdte mig fra at røre ham. Dog pressede han igen sine læber imod mine, hvilket lettede noget af den inderlige længsel efter fysisk kontakt.

Hans hænder holdt stramt om mine håndled, og sårene brændte. Jeg kunne dog ikke tænke klart. Jeg var ligeglad. Jeg burde ikke være ligeglad, jeg skulle stoppe det her, og lade Louis få sin søvn. Han havde nogle tømmermænd at sove ud. Han måtte have kunne føle noget under sine håndflader, for pludseligt slap han mine håndled, og trak sig en smule. Hans læber var dog ikke længere fra mine, end at jeg kunne mærke hans varme vejrtrækning på mit ansigt. Hans blik flakkede hen på mine håndled, der snart var mere røde end faktisk hudfarvede. "Hvad er der sket?" Spurgte han med en svag stemme. Jeg så bare op på ham. "Intet." svarede jeg lavmælt. "Hvad er det der så?" Han nikkede til mine håndled. "Intet." Gentog jeg. Han nikkede så svagt. "Vi snakker om det her i morgen tidlig." Mumlede han, inden han fjernede sig fra mig, og smed sig ned i sengen ved siden af mig. Mere sagde vi ikke til hinanden den nat.

 

Hey.

Så, det her er nok et lidt... Specielt... Kapitel.

Idk, jeg havde nogle ting i mit hoved, og det virkede som en udmærket måde at udtrykke det på, da jeg ikke rigtigt er typen der snakker.

Derudover fik i også lidt Larry-action, hvilket vidst har manglet i historien i lang tid.

Derudover lagde I måske mærke til det der står øverst på kapitlet. Det er en kunstner og en sang. Det er sangen jeg lyttede til, imens jeg skrev det her kapitel. Og ja, jeg tænkte at det måske kunne være sjovt at se den slags. Måske lytte med imens man læser. Jeg begynder måske at gøre det fremover. Det med sangtitlerne, altså.

Mange tak for at have læst!

Del/like/whatever gerne historien.

- Olivia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...