Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14874Visninger
AA

29. Rumors pt. 2 - Kapitel 4 *filler*

Harry's P.O.V

Der skete ikke meget mere den aften. Louis fandt aldrig ud af det, præcis som det var meningen. Næste dag gik på samme måde. Mig der læste hvad folk skrev om mig, mig der fik det skidt igen, og mig der så lod det gå ud over min egen krop. Efter nogle dage, begyndte det at føles som en rutine. Og Louis opdagede stadig ikke noget.

Selvfølgelig vidste Louis heller ikke noget om hvor meget kommentarerne gik mig på. Måske var jeg bare for følsom. Måske overreagerede jeg. Men det her var mine følelser, og det var mig der blev såret. Og hvis det var det forkerte at føle, så beklagede jeg, men det var hvad jeg følte. Men jeg måtte sige, at rutinen handlede mere og mere om at pine sig selv, bare for at gøre det. Just for the hell of it. Fordi igen, det var den slags smerte man ikke kunne holde sig fra. Især ikke efter at være blevet overbevist om, at man fortjente den smerte.

 

En morgen midt i juli, kom jeg ud i køkkenet, iført sweatpants og en langærmet trøje. "Godmorgen." Sagde Louis, der stod og var ved at forsøge på at lave scrambled eggs. Men som jeg nu havde erfaret, var Louis ikke ligefrem en kok med en michelin-stjerne. "Godmorgen." Svarede jeg hæst, inden jeg gik hen til komfuret, og tog over madlavningen. "Tak. Jeg tror jeg har gjort noget forkert, jeg har stået her i en evighed, men der skete ikke noget." Sagde Louis så, hvilket fik mig til at se ned på komfuret, og himle med øjnene. Det gjorde mig dog bare svimmel, så jeg stoppede hurtigt igen. Mit hoved var stadig ikke helt på toppen. "Du har glemt at tænde komfuret, så det er måske ikke så underligt." Svarede jeg, og fik tændt for varmen. Jeg kunne næsten mærke hvordan Louis også himlede med øjnene, selvom jeg ikke så på ham. "Sikkert." Mumlede han så, og gik hen for at læne sig lidt op af køkkenbordet, så han kunne stå ved siden af mig.

Efter noget tid, blev jeg færdig med at tilberede æggene, så jeg smækkede det hele over på en tallerken, for så at lade Louis gøre hvad end han nu havde tænkt sig at gøre med dem. "Du er meget stille, Harry." Konstaterede han så pludseligt, imens jeg ryddede alt det op, som Louis havde ryddet ud. "Hvad vil du have mig til at sige?" Spurgte jeg, og vendte mig så imod ham da jeg var færdig. Han trak bare på skuldrene. "Fint, vil du høre en joke?" Spurgte jeg så, og da Louis bare hævede sit ene øjenbryn, tog jeg det som mit stikord til at starte. "Hvad er det der er grønt og har hjul?" Spurgte jeg, og lagde hovedet en smule på skrå. Louis så ud som om han tænkte over det, men trak så bare på skuldrene. Hvem var det nu der var meget stille? "Græs. Jeg løj om hjulene." Sagde jeg så. Fantastisk stand up, Harry. "Den var virkelig dårlig." Sagde Louis efter noget tid, hvor han nok havde tænkt over den. "Jeg spurgte heller ikke om du ville høre en god joke, Boo." Svarede jeg, i det jeg rodede køleskabet igennem efter noget juice. "Lad vær med at kald mig det." Sagde han lidt efter, dog med antydningen af et smil i stemmen, og puffede blidt til mig, inden han tog sin tallerken med scrambled eggs ud til spisebordet. Jeg trak bare på skuldrene, inden jeg lukkede køleskabet igen, med en juicekarton i den ene hånd.

 

Senere den dag, havde vi begge smidt os i sofaen, hvor vi så Grease for femte gang den måned. Louis elskede den film. Og jeg måtte da indrømme at den var god, bare ikke lige så god, når man så den for femte gang med et par dages mellemrum. Lidt af spændingen gik ligesom af det, ikke? "Jeg sværger, du opfører dig underligt i øjeblikket." Sagde Louis pludseligt, og satte fjernsynet på lydløst. Noget siger mig, at han havde tænkt mere over det, end han havde fokuseret på filmen indtil videre. "Hvad mener du?" Spurgte jeg, og trak mine ærmer lidt ned over mine hænder, som en refleks. Jeg var virkelig bange for at Louis ville opdage noget, for han ville enten blive enormt vred eller enormt skuffet, og jeg ville ikke opleve noget af det. Han skulle ikke bekymre sig for mig længere. "Jeg ved det ikke helt... Du opfører dig bare anderledes." Stille sukkede jeg, og så så langt om længe hen på ham. "Er der noget du vil tale om?" Spurgte han så, og så bekymret ud. Præcis som jeg ikke ville have. "Louis, jeg... Jeg har det fint, okay?" Eller, så fint som man nu engang kunne have det, når man havde ligget i koma i et par uger. Men jeg havde det vel ganske fint. Der var altid mennesker derude der havde det værre, så jeg fik næsten dårlig samvittighed, fordi jeg ikke var okay. Det burde jeg være. Det burde jeg.

"Er du sikker?" Spurgte han så lavmælt, og så dømmende på mig, som om han ledte efter en ledetråd af en art. Inderst inde, vidste jeg godt, at han ville finde ud af det med selvskaden. Men han havde jo selv gjort det, så hvorfor måtte jeg ikke? Okay, godt nok gjorde han det kun én gang, men det sendte ham stadig på hospitalet. Men på den anden side, var den ene gang min skyld. Så jeg fortjente det her, gjorde jeg ikke? Jo. Jo, det gjorde jeg. Det gjorde jeg helt bestemt. Pludseligt gik det op for mig, at jeg nok burde svare på Louis spørgsmål. Som om jeg ikke virkede mistænkelig nok i forvejen. "Ja, jeg er sikker." Svarede jeg lavmælt, og nikkede svagt, inden jeg rakte ud efter fjernbetjeningen, og tændte for lyden på filmen igen, midt i et musiknummer.

"Hey, hvad er det?" spurgte Louis hurtigt, i det jeg trak armen til mig igen. Hans blik fuldte min arm tilbage, og min inderside frøs til is. Ikke bogstaveligt talt, selvfølgelig. "Intet." Svarede jeg lynhurtigt. "Ved du overhovedet hvad jeg snakker om?" Spurgte Louis så, og rynkede let øjenbrynene. "Hvad snakker du da om?" Spurgte jeg så tøvende. "Jeg troede bare at jeg så noget på din arm." Svarede han. Shit, nogle af sårene havde stukket ud fra ærmet. Han rakte ud efter min arm, men jeg trak den hurtigt til mig. "Louis, det var sikkert ikke noget." Mit hjerte hamrede i min brystkasse, men jeg prøvede bare at forholde mig rolig. Jeg ville ikke se Louis være skuffet over mig. Ikke igen. Jeg havde mistet ham så mange gange, og jeg ville ikke have at det skete igen, og slet ikke på grund af mig. Jeg ville ikke ødelægge ham endnu en gang, som jeg havde gjort så mange gange før. Jeg fortjente virkelig selvskaden. Det gjorde jeg.

Louis tøvede, men lænede sig så tilbage i sofaen igen. Dog blev hans blik på mig. "Harry, hvis der var noget galt, ikke? Så ville du fortælle mig det... Ikke?" Spurgte han så lavmælt. Han vidste det. Og hvis ikke han var sikker på det, så havde han med garanti en idé om det. At det på min arm ikke bare var 'ingenting.' "Selvfølgelig, Louis." Løj jeg så, men fremtvang et smil for hans skyld. Han lænede sig så ind imod mig, kyssede mig blidt på kinden, og hviskede så noget, selvom vi var de eneste mennesker i lejligheden. "Jeg elsker dig. Husk det."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...