Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14915Visninger
AA

28. Rumors pt. 2 - Kapitel 3

Harry's P.O.V

Kald mig bare skrøbelig, men damens ord der på parkeringspladsen, trængte virkelig igennem til mig. Det var ikke fordi jeg var en lille dreng der ikke vidste, at det var et tabu, at være anderledes på specifikke måder. Hvem man elskede, var en af de måder. Desværre. Men det havde aldrig rigtigt ramt mig før nu, og oveni ulykken, virkede det næsten for uoverskueligt at skulle tage sig af.

Men jeg var dårlig til at prioritere min tid, så istedet for at koncentrere mig om at få det bedre, brugte jeg nu det meste af dagen i Louis' seng, med min laptop på skødet, hvor jeg læste folks tweets til mig. Der var en del der ønskede mig god bedring, og de varmede mit hjerte. At tænke på at folk på den anden side af Jorden bekymrede sig for mig, var ikke en ubehagelig tanke. Hvad der derimod var ubehageligt, var tweets som "Du er fucking klam, Louis er fucking klam og alle som jer er klamme og ryger i helvede." Andre var mindre komplicerede. Andre var bare enkelte, som fx, "faggot." Den sved dog ikke desto mindre stadig.

 

"Hvad læser du?" Spurgte Louis kort, i det han gik igennem døren til værelset. Hurtigt klappede jeg bærbaren sammen, og rystede let på hovedet. "Intet spændende." svarede jeg hæst, og trak let på skuldrene, inden jeg lænede mig tilbage imod sengens hovedgærde. Jeg var iført sweatpants og en t-shirt, men dynen var trukket op over mig, så man kunne kun se t-shirten. "Må jeg ikke se?" spurgte Louis, og satte sig ved siden af mig i sengen, med sit ene øjenbryn let hævet. "Ehh.." Startede jeg, og skævede til bærbaren. Jeg ville ikke have at Louis læste de kommentarer, og jeg ville ikke have at han vidste, at jeg læste de kommentarer. I bund og grund, var Louis måske mere moden end mig. Han forstod at holde sig helt væk fra det. Hvilket jeg nok også burde gøre. Louis himlede med øjnene, inden han tog bærbaren over på sit skød, åbnede den og lod blikket glide nedover skærmen. "Harry, hvad er det du har gang i?" Spurgte han så, med en mere bekymret tone, end for et øjeblik siden. "Intet... Jeg... Ville bare tjekke min twitter." Svarede jeg, hvilket i princippet var sandt nok. Men der er det med den slags, at det virkelig fanger en. Det gør ondt at læse folks hårde ord, men man bliver ved med at vende tilbage til det. Ikke nødvendigvis for at pine sig selv, men bare for the hell of it.

Louis' blik hang ved skærmen lidt, imens han læste hvad folk skrev. "Jeg fatter ikke at de kan få sig selv til at skrive den slags..." Mumlede han, nok mest for sig selv. "Det er internettet. Alle er ret ligeglade med alle andre." Svarede jeg lavmælt, nok også mest en mumlen. Jeg havde altid modtaget nogle ret nasty kommentarer. Det havde alle drengene i One Direction. Men nu hvor mig og Louis' forhold var blevet offentligt, havde det virkelig taget til. Og selvom jeg hadede at indrømme det, gik det mig virkelig på. Det gjorde ondt. Det eneste jeg ville, var at få lov til at elske ham. Var det virkelig for meget forlangt?

"Hey..." Sagde Louis så stille, da han så det bedrøvede udtryk i mit ansigt. Han stillede bærbaren fra sig, lænede sig ind imod mig, og lagde sine arme omkring mig. Selvom han var mindre end mig, føltes det alligevel beroligende. "Du skal ikke lytte til dem, okay? Aldrig." Hans stemme var lav. Jeg forstod ikke hvordan han kunne lukke af for kommentarerne på den måde. Det var som om de ikke rørte ham, selvom de sikkert gjorde. Men jeg var nu alligevel misundelig på måden han alligevel ikke lod dem slå ham til jorden. Jeg var svag. Psykisk, og i øjeblikket også fysisk. Jeg var stadig ikke ovenpå efter bilulykken, og jeg gik nu til tjek på hospitalet et par gange om måneden, hvor de sagde, at det kunne tage lang tid før alt var sig selv igen. Jeg kunne ikke klare at være så skrøbelig længere. Det var forfærdeligt.

"Hvorfor hader de mig, Louis?" Hviskede jeg og så ned på mine hænder. Jeg bed så hårdt ned i min underlæbe, men måtte slippe, da jeg ville tale igen. "Hvorfor hader de os?" Min stemme var ekstra hæs nu, fordi jeg blev følelsesladet. Åh Gud, jeg blev nød til at se et brydning-marathon på tv eller sådan noget, for at rette op på min maskulinitet, efter det her. 

"De hader dig ikke, Harry. De hader deres teori om hvad alt det her er. De ved ikke bedre." Sagde han stille, og nussede mig blidt på skulderen og overarmen. "Mange af dem er måske endda jaloux, fordi de ikke kan få dig." Tilføjede han lidt efter, og puffede blidt til mig. Det var ikke fordi jeg kun var til drenge. Det var jeg blevet enig med mig selv om for længe siden. Jeg kunne stadig se på en pige og finde hende attraktiv. Men ikke nogen jeg ville droppe Louis for. "Ti stille, Louis, du ved godt at det sidste ikke er sandt." Sagde jeg så stille og rystede svagt på hovedet. Louis trak bare på skuldrene. 

 

..

 

Dagene gik. Kommentarerne forsvandt aldrig, hvilket jeg måske heller ikke skulle regne med. Og Louis blev ved med at fortælle mig, at jeg ikke skulle tænke over dem, men det gjorde jeg. Meget. Mere end hvad godt var. Og det gik mig på. Hvert sekund af dagen.

Men, på den lyse side, var jeg ved at få det bedre fysisk. Hver dag var Louis der ved min side, og hjalp mig. Og jeg fik det bedre og bedre. Fysisk. Jeg fik stadig mareridt, jeg var stadig panisk bange hver gang Louis kørte mig et eller andet sted hen. Jeg havde fortalt Louis om mareridtende. De gav ikke meget mening, det var bare en gengivelse af hvad der skete, dengang jeg kørte galt. Om og om igen så jeg lastbilens forlygter bag mine øjenlåg. Og de skræmte mig hver gang.

Så man kunne sige at mine dage, alligevel aldrig var fri for bekymring. Selvfølgelig var de ikke det. Jeg følte bare at jeg burde være gladere. Jeg havde en kæreste, familie og venner der støttede mig i at få det bedre. Selv en stor gruppe af fansene gad tage sig tid til at skrive til mig. Men desværre var det sjælendt dem jeg fokuserede på, når jeg læste folks tweets. Det var alle dem der sagde at jeg ville brænde op i helvede og ting lignende. Jeg burde fokusere på det positive, men hvis du nogensinde havde været i mit sted, ville du vide hvor svært det var.

Så en aften, gjorde jeg noget rigtigt dumt.

Jeg stod ude på badeværelset efter at have været i bad. Jeg var kun iført et par sorte skinny jeans, da en pakke barberblade faldt ud af toiletskabet, da jeg åbnede det, for at få fat i et eller andet, som jeg hurtigt havde glemt alt om. Mit blik låste sig på pakken. 

Louis havde skadet sig selv engang. Én gang. Og det var min skyld. Dog var jeg stadig vred over det. Både på ham og på mig selv. Jeg var bare holdt op med at tale om det, og det samme var han.

Men hvorfor stod jeg nu, og tænkte på, hvordan det måtte have føltes? Det kolde metal imod huden, der efterlader en brændende smerte, når man trækker det henover håndledet. Mine fingre nærmest sitrede efter det. Jeg blev nød til at prøve. Bare af nysgerrighed. Åh Gud, jeg var så dum. Dum, dum, dum.

Og alligevel fandt jeg mig selv bøje mig ned og samle pakken op i hænderne. Jeg åbnede den, tog tøvende et barberblad imellem fingrene, og vendte det, så lyset blev reflekteret i metallet. Fuck it. Tøvende lagde jeg resten af barberbladende fra mig, og holdt min venstre arm lidt frem imod mig, med håndfladen vendt imod loftet. Jeg drejede den en smule, lod øjnene glide over den stadig rene hud, stort set fri fra skrammer. Jeg pressede så læberne sammen, inden jeg lynhurtigt kørte barberbladet over min hud. Bare en lille linje, ikke langt fra leddet, der delte armen i over- og underarm. Ikke det dybeste, ikke det mest tydelige. Forholdsvist harmløst. Dog gjorde det ondt. Men på den samme måde, som det gjorde ondt, at læse folks hadefulde kommentarer. Det var den slags smerte, som man ikke kunne lade vær med at vende tilbage til.

Så jeg gjorde det igen længere nede ad armen. En smule mere sikkert denne gang. Igen og igen og igen. I sidste ende, fortjente jeg det så ikke? Hvis jeg alligevel skulle brænde op i helvede, så kunne det vel være ligemeget hvad jeg gjorde ved mig selv. Det var jo min krop alligevel, og ingen skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre eller ikke gøre.

 

Så efter fem minutter, løb blodet ned over min arm, og ramte flisegulvet i små dråber. Jeg sænkede stille min arm så den hang slapt ned langs min side, imens jeg tænkte over hvad jeg lige havde gjort. Louis kunne aldrig finde ud af det her. Aldrig. Så jeg var meget omhyggelig med at tørre blodet af min arm, skaffe mig af med papiret og rydde op efter mig, til de eneste beviser på at jeg havde skadet mig selv, var de røde linjer på min underarm. Til slut trak jeg en sweatshirt på, som dækkede over hvad jeg lige havde gjort.

Og derefter forlod jeg badeværelset, som var intet sket.

 

Hola

Så, jeg er langt om længe begyndt at få en idé om, hvor jeg fører kapitlerne hen. Så det skulle gerne holde op med at være lige så rodet fremover. Håber at det har været okay indtil videre.

Derudover, undskyld for den manglende handling i dette kapitel, og den lange ventetid. Jeg skal nok forsøge at skrive noget oftere, men nu starter skolen jo igen i næste uge, og med den nye skolereform, får jeg mindre fritid. Men nu må vi se.

Jeg vil forsøge ikke at lade jer vente så længe på næste kapitel, som i måtte vente på dette.

 

Men inden jeg smutter, så ville det være super, hvis I gad dele historien. Det ville være så fedt at få et bredere publikum, men det er selvfølgelig ikke noget som I skal føle jer tvunget til at gøre.

Vi ses snart!

- Olivia x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...