Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14773Visninger
AA

27. Rumors pt. 2 - Kapitel 2

Harry's P.O.V

Det er ikke fordi at jeg ikke havde set Louis, de gange hvor han stod ude på altanen og røg hans cigaretter. Det var en vane der var vendt tilbage, i løbet af den tid jeg lå på hospitalet. Jeg ved ikke hvorfor han gjorde det, og jeg ville nok aldrig forstå det, for vi tænkte ikke ens. Måske virkede det beroligende, måske hjalp det ham med at tænke. Men hver gang han stod derude, havde han altid et meget koncentreret udtryk i ansigtet. Så han tænkte i hvert fald på et eller andet.

Jeg lå bare på sofaen i stuen, og så på ham igennem glasdøren, der gik ud til altanen. Et tæppe var trukket over mig, og det var lige nøjagtigt langt nok til at kunne dække hele min lange skikkelse. Louis stod lænet op ad det halv-rustne gelænder der gik langs kanten, og havde en cigaret i den ene mundvig. Af og til tog han den dog imellem fingrene istedet, og en tynd sky af røg undslap hans læber. Han vidste ikke at jeg så det, og jeg havde på fornemmelsen, at han holdt det hemmeligt for mig. Jeg var dog okay med det, for han gjorde det for ikke at gøre mig urolig. Men lige nu troede han at jeg sov, så han gjorde det bare. Men jeg sov ikke, tydeligvis. 

Pludseligt landede hans blågrønne øjne på mig, og fandt mine. Han skoddede hurtigt cigaretten, og jeg kunne se ham sukke, da hans brystkasse hævede og sænkede sig. Han gik så ind til mig, og da han satte sig på kanten af sofaen, kunne jeg lugte cigaretrøgen der var blandet med duften af den cologne han brugte. Der var noget beroligende over den duft, selvom cigaret-røg aldrig kommer på listen over ting jeg elsker her i livet. Ikke at jeg har sådan en liste. 

"Jeg troede du sov." Sagde Louis så, og jeg nikkede svagt, inden jeg kort lod mine øjne glide i. Jeg var utroligt træt, men ikke træt nok til at sove. Så kort efter, åbnede jeg dem igen. "Man bliver efterhånden træt af at sove." Mumlede jeg så, og trak stille på skuldrene, da jeg ikke rigtigt ellers vidste hvad jeg skulle gøre. Derefter var der stilhed i et godt stykke tid, inden jeg mærkede at Louis kørte en hånd igennem mine krøller, der ikke var blevet sat ordenligt i alt for lang tid. Hans fingre strejfede det område hvor håret stadig var kortere, efter at lægerne blev nød til at barbere en plet på mit hoved, for at sy noget sammen. Jeg havde ikke lyst til at tænke på det, for jeg var sikker på, at jeg lignede noget der var løgn. "Jeg tror jeg kører ud for at hente noget at spise." Sagde han så, og rejste sig fra sofaen. "Jeg tager med." svarede jeg hurtigt, og satte mig lynhurtigt op i sofaen, hvilket fik det til at sortne for mine øjne et øjeblik. For hurtigt. "Nej du gør ej." svarede han bestemt, og satte hænderne i siderne, som han altid gjorde. "Hvorfor ikke?" Jeg accepterede ikke bare et nej, hvis ikke han havde en god grund. "Fordi du har brug for at hvile dig, Harry." sagde han så, og bukkede sig ned for at kysse mig på kinden. Jeg lagde dog min hånd på hans brystkasse, og afholdte ham fra at gøre det. "Jeg kan godt, okay?" Insisterede jeg, inden jeg drejede hovedet, og plantede et let kys på hans læber, inden jeg forsøgte at rejse mig op.

Op kom jeg da også, men da jeg ville tage et skridt, vaklede jeg, og var lige ved at falde tilbage i sofaen, hvilket jeg også havde gjort, hvis ikke Louis hurtigt havde støttet mig. "Bare tag det roligt." Mumlede han stille, og hjalp mig ud i gangen, hvor jeg måtte sætte mig på gulvet, for at få mine sko på, så jeg ikke ville falde omkuld endnu en gang. Jeg tog en jakke på, og så smuttede vi ud af døren. Det tog næsten fem minutter at komme ned ad trappen fra lejligheden, og ned på gaden, fordi Louis ikke ville have at jeg gik ned selv. Så han støttede mig hele vejen, og lod mig kun tage ét trin ad gangen. Jeg måtte dog af og til også stoppe for at få vejret, da det var længe siden, siden jeg havde været aktiv på nogen måde. Men jeg var glad for at jeg i det mindste kunne få lov til andet, end at ligge og lade folk have ondt af mig. Jeg savnede at være mig. At være den kæreste Louis fortjente, at være i One Direction, fansene, min familie... Jeg savnede det. Men det ville tage lang tid, før jeg kunne være Harry Styles igen. Og indtil da, måtte jeg bare lade Louis tage sig af mig.

Køreturen til det nærmeste supermarked, var et mareridt. Jeg knugede mig til min sikkerhedssele, og så panikslagent ud af forruden hele vejen. Hver gang et køretøj kørte lidt for hurtigt og lidt for tæt på bilen, gav det et ordenligt set i mig. Og hver gang, så jeg lastbilens forlygter komme direkte imod mig. Den lastbil, som næsten blev enden på mig. Også selvom jeg vidste, at det ikke var virkeligt. Men billedet blev hængende i mine tanker hele turen.

 

Louis' P.O.V

Det tog kun et øjeblik at handle ind, men Harry virkede fjern hele tiden. Jeg tøvede dog ikke med at holde hans hånd, imens vi gik rundt. Mest for at sikre mig, at han hele tiden var okay. Men også fordi det var rart at vide, at han var lige her. Jeg havde en konstant frygt for at miste ham. Dumt. Spild af tid. Men alligevel. 

"Kan vi ikke bare gå hjem?" Beklagede Harry sig, da vi satte kursen tilbage over parkeringspladsen, til bilen. "Nej." Svarede jeg kort. Efter køreturen herhen, kunne jeg godt regne ud, at han ikke havde det godt med trafik. Det burde jeg have tænkt på, inden jeg valgte at tage ham med alligevel. Men selvom det var som at passe et barn der ikke kunne tage vare på sig selv, var det som regel besværet værd. Så selvfølgelig kunne jeg ikke nægte ham at tage med. "Hvorfor ikke?" spurgte han, og jeg himlede med øjnene. Han skulle da også altid sætte spørgsmålstegn ved alt. "Fordi." svarede jeg kort. Ærlig talt, gad jeg bare ikke gå hele vejen hjem med indkøbsposerne, og Harry ville ikke kunne gå så langt. Han havde allerede lavet mere end han havde i ugevis, bare på den korte tur i supermarkedet. 

Pludseligt lød der et hvin bag os, og vi vendte os begge hurtigt om, til at se to piger og hvad der vel var en voksen. Det var selvfølgelig de to piger der havde skreget, for den voksne, så ret irriteret ud. "Harry!" Hvinede den ene pige, som havde langt, lyst hår. Hun var imellem de 12-14 år. I hvert fald ikke ældre, hvis ikke endnu yngre. Hun styrtede så hen til os, efterfulgt af hvad der nok havde været en veninde, efter de ikke lignede hinanden nok til at være søskende. Harry trådte et skridt tilbage, og selvom han var betydeligt højere end jeg, søgte han om bag mig. Han virkede utilpas, og jeg gav lige hans hånd et let klem, for at berolige ham en smule. "Hey, tag den med ro okay?" Sagde jeg så, da pigerne kom hen til os. "Jeg elsker jer!" Sagde den anden pige, der havde brune krøller, istedet for at sige noget der faktisk var relevant for den samtale jeg forsøgte at føre. "Vi elsker også jer, men Harry har det ikke godt, så vil I ikke nok være søde at holde lydniveauet nede?" Bad jeg så, da jeg var bange for, at de ville tiltrække flere overgearede fans.

"Så I er faktisk kærester?" Spurgte den blonde pige så, og skævede skeptisk til min hånd der hvilede i Harrys. "Jeg troede bare det var et rygte." Sagde den anden. I det samme kom den voksne kvinde der fulgtes med pigerne herhen, og trak dem hurtigt væk fra os. Hun sendte mig et dræber-blik, inden hun så fnyste. "Skam jer. I burde ikke skilte med jeres 'kærlighed' foran så unge fans. Det er forkert." Snerrede hun, og vrængede af ordet 'kærlighed.' Jeg blev mere og mere irriteret, men blev dog distraheret af Harry der løsnede sit greb om min hånd, inden han vendte rundt og skyndte sig hen til bilen. Jeg blev stående et øjeblik. "Rend mig." Var det eneste jeg sagde til damen, inden jeg vendte rundt, og skyndte mig efter Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...