Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14927Visninger
AA

26. Rumors pt. 2 - Kapitel 1

Louis' P.O.V

Harry stønnede af anstrengelse da jeg fik ham bakset ind over min dørtærskel, efter en langtrukken tur op ad trapperne, der havde taget hårdt på ham.

Han blev udskrevet fra hospitalet for nogle dage siden, efter flere uger, hvor de skulle sikre sig, at alt var som det skulle være. Men da de sagde at han nok ikke kunne klare sig selv, var jeg den første til at foreslå, at han flyttede ind hos mig for en stund. 

Han havde ændret sig en del siden ulykken. Fysisk, for det meste. Han var så tynd, på grund af sin manglende evne til at holde maden i sig, som han led under i lang tid. Han kæmpede stadig med det. Derudover, var han træt hele tiden. De mørke rander under hans øjne, virkede næsten permanente.

Men udover det, var han stadig min Harry. Måske bare en lidt mere slidt udgave. Men han var Harry. Min Harry. Og det var i øjeblikket det eneste der fyldte mit hoved, efter at han i mest bogstavelige forstand, var dødsdømt. Men så utilregnelig som han er, valgte han selvfølgelig, ikke at dø. Selv det, ligner ham en hel del. Og på lige det tidspunkt, kunne jeg ikke sætte mere pris på hans utilregnelighed, end jeg gjorde.

 

"Jeg er træt." Sukkede Harry hæst, hvilket fik hans stemme til at virke dybere. "Det ved jeg." Svarede jeg stille, imens jeg førte ham ind i stuen. Jeg havde min ene arm omkring ham, for at støtte ham. Han var stadig kun ved at få styr på det med at gå igen. Jeg fik sat ham ned i sofaen, men han gled langsomt længere og længere sidelæns, til han lå ned, med hovedet hvilende på en sofapude. Endnu et beklagende klynk undslap hans læber, i det han pressede øjnene lidt sammen. Han var måske lidt af en drama-queen, men fordi han var tidligere døende, så lod jeg ham være sådan. Da det så ud som om han var faldet til ro, forlod jeg lejligheden, for så at gå ned til bilen nede på gaden, og få vores kufferter ud. Jeg havde hentet hans ting hjemme ved hans forældre, hvor de stadig befandt sig, da han aldrig fik fat i dem, inden ulykken. Jeg ville ikke engang tænke på ulykken. Men jeg fik i hvert fald bakset alle vores ting op i lejligheden med noget besvær, da Harry jo ikke kunne hjælpe. Eller, måske kunne han, men jeg nægtede at spørge ham, for han ville bare få dårlig samvittighed, for ikke at være i stand til det. Han kunne knapt nok komme op ad trappen uden at få det skidt, og jeg ville ikke få ham til at slæbe et par kufferter op ad trappen med sig. Det kunne jeg ikke.

 

Men dagene gik, og de virkede alle sammen grå. Udover at vejret var gråt, virkede mit humør også gråt. Harry var træt hele tiden, og vi snakkede næsten ikke. Men jeg kunne ikke bebrejde ham. Jeg lavede mad til ham, distraherede ham så han ikke ville kaste det hele op igen, sørgede for at han hele tiden var så tilpas som han kunne være. Men han blev ved med at virke langt nede. 

"Hvordan har du det?" Spurgte jeg stille en dag, da jeg satte mig ved siden af ham i sengen, som han delte med mig. Han brugte en del tid der, hvilket gjorde, at jeg også måtte bruge en del tid der, for at se efter ham. "Fint." Mumlede han utydeligt. Han lå på siden, dynen trukket op over sig, og med øjnene lukket. Han var stadig hæs. "Nej du er ej." Svarede jeg og himlede med øjnene, i det jeg lænede mig tilbage imod sengens hovedgærde, og trak dynen lidt over mine ben, selvom jeg var fuldt påklædt. "Hvad får dig til at tænke det?" Spurgte han så, hvilket gjorde det her til den længste samtale, vi havde haft længe. Han åbnede endda øjnene for at se på mig. Og det gjorde mig glad, for jeg savnede hans smukke, grønne øjne. "Tja, du har ikke spist hele dagen, du snakker ikke rigtigt til mig, og du ligner en der ikke har sovet i et år, selvom du næsten ikke laver andet." Jeg trak så bare på skuldrene, inden jeg blidt strøg ham henover håret. Jeg længdes tit efter hans nærvær. Altså, han var lige her, men så alligevel ikke. Jeg savnede at han holdt om mig, hans varme, hans smil... Det fik jeg ikke rigtigt noget af i øjeblikket. Af og til mumlede han mig et "jeg elsker dig," når han vågnede om natten med mareridt, og jeg holdt om ham til hans faldt i søvn. 

"Jeg har det altså fint." gentog han, inden han så lukkede øjnene igen. Og så var han væk.

 

Senere samme nat, vågnede han op, dækket i sved og med en forhøjet puls. Hans blik var vildt og han hev efter vejret, som om han lige havde løbet for sit liv. Og hans pludselige bevægelser da han satte sig op, vækkede også mig. "Mareridt?" Brummede jeg træt, inden jeg åbnede øjnene. Han nikkede stille, inden han så lagde sig ned igen, og puttede sig ind til mig, hvilket var svar nok for mig. Jeg vidste stadig ikke hvad hans mareridt handlede om, for han ville ikke fortælle mig det. Men den aften, havde jeg tålmodighed nok til at spørge igen.

"Hvad drømmer du om?" Spurgte jeg stille, imens jeg strøg ham henover håret, og ned ad hans bare ryg, som var let svedig. "Biler." Svarede han fjernt, og jeg kunne mærke hans hjerterytme falde til ro, da han var så tæt op ad mig at jeg kunne føle det. "Biler?" Spurgte jeg med et uforstående blik i øjnene, i det jeg så ned på ham. "Eller, ulykken." Forklarede han så, hvilket gjorde det mere forståeligt. "Nårh..." Mere kunne jeg ikke rigtigt sige. Heldigvis, holdt Harry samtalen kørende. Vores samtaler var begyndt at blive længere, hvilket vel var fremskridt. "Jeg ser det bare hele tiden. Lastbilen på vej imod mig. Den smadrede min bil, Lou, ved du det? Fjolset smadrede min bil." Sagde han han så, og lød ret foraget. Normalt ville den slags bringe et smil til mine læber, men lige nu, kunne jeg ikke smile. "Eller også var det mig der var fjolset, Louis. Jeg græd. Jeg kunne ikke se, og jeg var oprevet, og så pludseligt, var jeg slet ingenting. Intet. Og så vågnede jeg op på hospitalet, hvilket kom bag på alle." Fortsatte han. "Selvfølgelig, vi troede alle sammen at du var død." Svarede jeg, hvilket han allerede godt vidste, siden noget af det første Gemma havde sagt til ham da han vågnede, var "hold da kæft, du er ikke død." Det er ret typisk hende. "Nårh ja." Mumlede han, og nikkede så stille.

I lang tid var der ingen af os der sagde noget. Det var bare os to, og lyden af vores vejtrækninger. Hver gang man kunne høre en bil gasse op ude på gaden, gav det et let sæt i Harry, og hver gang, kyssede jeg ham til han faldt til ro.

"Du ved... Det er ikke altid mig." Sagde han så. En dårlig vane han havde i øjeblikket, var at sige hvad han tænkte, uden at forklare det så andre kunne forstå det. "Der hvad?" Mumlede jeg træt. Jeg var træt, men ikke træt nok til at lægge mig til at sove igen. "Det er ikke altid mig der er i mareridtet." Forklarede han, og så for en gang skyld op på mig. Jeg så bare spørgende tilbage på ham, til hans læber igen verbaliserede. "Nogle gange, ser jeg dig i mit sted." Sagde han så, hvilket kom bag på mig, og samtidigt gjorde mig utryg. "Hvorfor?" Spurgte jeg, men jeg fik intet svar på det spørgsmål. "Der må ikke ske dig noget, Louis. Jeg ville hellere dø endnu en gang, end at se det samme ske for dig."

De ord kørte som et ekko i mit hoved resten af den nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...