Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14760Visninger
AA

7. Rumors - Part 7

Harry's P.O.V

Der var ikke meget der var ændret, siden jeg fortalte drengene at mig og Natalie var forlovede. Intet, udover at Louis havde mødt denne her fyr... Sam, tror jeg han hed... Jeg brød mig ikke om ham. Jeg var ikke jaloux, nej... Han virkede bare... Okay, måske var jeg lidt jaloux. Men det spillede ingen rolle, for Louis holdt tydeligvis meget af ham. Han var helt væk i den fyr. Bare den måde han så på ham... Det var den samme måde som han plejede at se på mig, indtil jeg knuste hans hjerte. Men selvom jeg havde Natalie nu, gjorde det stadig ondt at se dem sammen. Især nu hvor Louis næsten aldrig snakkede med mig. Jeg følte mig udskiftet. Fuldstændigt. 

Mig, Niall, Liam og Zayn sad samlet i studiet, som vi gjorde så tit. At Louis ikke var her, var ikke noget nyt. Han hængte sikkert ud med sin lille kæreste, eller noget i den stil. 

Jeg sad med benene smækket op på et skrivebord, og griflede idéer til sangtekster ned på et linjeret papir. Mine tanker var og et helt andet sted, så de fleste gange måtte jeg strege idéerne ud igen, fordi de ganske enkelt ikke gav nogen mening. Et højt, frustreret suk undslap mine læber, inden jeg smed papiret fra mig, og lænede mig tilbage i stolen. "Hva' så?" Spurgte Niall, og vendte sig imod mig. "Jeg kan bare ikke koncentrere mig..." Svarede jeg kort, og så ned på min mobil, som jeg lige havde fisket op af bukselommen. I det samme gik døren op. Jeg behøvede ikke engang se op for at vide hvem det var, for lugten af røg fyldte med det samme rummet. "Louis! Hvor har du været?" Udbrød Liam, og jeg himlede bare med øjnene. "Lidt rundt omkring." Louis stemme var hæs, og det krævede ikke ligefrem mange hjerneceller at regne ud at han havde været i byen natten før. Sammen med Sam, hvis jeg ikke skød helt ved siden af. Jeg fnøs lidt af hans svar, og så op fra min mobil. "Men det var da godt at du fandt tid til at møde op." Svarede jeg i en sarkastisk tone. Bandet var 2. Prioritet nu. "Du skal bare være glad for at jeg overhovedet kom." Næsten snerrede Louis tilbage. Jeg gad ham virkelig ikke, når han var sådan der... Jeg holdt virkelig af Louis. Ikke ham der lige var trådt ind i rummet, men den Louis som var min bedste ven og største kærlighed. Ham her var blind. Han kunne ikke se hvad han var blevet til, og hvad han gjorde. Det var vel trist, på en måde. Men det var sket, og jeg anede virkelig ikke hvordan jeg skulle få den gamle Louis frem i ham igen.

Mit blik vandrede rundt i det store, lyse rum. Louis stod lænet op af den nu lukkede dør, og Liam, Zayn og Niall sad fordelt rundt i rummet. "Louis, du kan ikke ryge herinde!" Udbrød Liam pludseligt, og jeg vendte igen blikket imod Louis, der havde tændt en cigaret. Det var noget han var begyndt på for nyligt. Om det havde noget med hans forhold med Sam at gøre, vidste jeg ikke. Jeg kunne vel også være ligeglad. Kunne. "Bland dig uden om." Mumlede Louis, og så ikke engang op. "Seriøst, man. Det kan godt være du er ligeglad, men der er andre der ikke gider at tage hjem med en røgforgiftning." Zayn brød langt om længe ind i samtalen, og hans ord fik Louis til at komme med et overdrevent, beklagende suk. "Fint." Brummede han, og lod cigaretten falde til gulvet, hvor han så trådte på den for at slukke den. Han var bare for meget.

Jeg holdt virkelig, virkelig af Louis... Jeg ville ikke sige at jeg elskede ham, for jeg havde jo Natalie, som jeg også elskede højt. På en måde, da. Jeg så på Louis, rystede stille på hovedet og himlede igen med øjnene. Han havde Sam, jeg havde Natalie. Jeg burde ikke holde af ham på denne måde... Især ikke nu, hvor han opførte sig komplet latterligt. Men det gjorde jeg. Ganske enkelt fordi jeg ikke kunne lade alle de ting vi havde gennemlevet sammen, gå. Det var umuligt, for den gamle Louis var en kæmpe del af mit liv. "Og hvad er så dit problem?" Spurgte Louis, og så hen på mig med det ene øjenbryn hævet. Igen gled mit blik rundt imellem de andre, og jeg kunne se deres blikke, som var fyldt med forvirring og en smule irritation. "Dig. Du er mit problem." Svarede jeg ærligt. Louis var mit problem på alle måder. Det var ham jeg ikke kunne få ud af hovedet, det var ham som jeg troede, bare var en fase. Det var ham som jeg næsten ikke kunne kende længere. Louis gik stille hen til mig, med et ret så fornærmet udtryk, som han nok prøvede at skjule. Stille fjernede jeg mine ben fra bordet, og rejste mig. Til mit held, var jeg et godt stykke højere end Louis. 

Louis stod lige foran mig. Der var kun få centimeter imellem os, og jeg kunne tydeligt fornemme lugten af tobak omkring ham. Hvad fanden havde Sam gjort ved ham? "Du lukker bare, Styles." Nærmest hviskede han, da han så direkte ind i mine øjne. "Du spurgte." Svarede jeg kort, og et dæmpet, måske lidt flabet, smil bredte sig henover mine læber, da jeg vidste at Louis langt fra var så hård, som han selv troede at han var. Men det brændte åbenbart Louis' lunte ned. "Du er ynkelig, Harry. Du tror du at dit liv er så perfekt... Se på dig selv... Du skal giftes med en pige, som du ikke engang elsker. Hun udnytter dig alligevel, Harry." Louis ord ramte mig mere end de burde, og fik en blanding af vrede og desperation til at vælte frem i mig. "Hold kæft!" Udbrød jeg pludseligt, og skubbede Louis i brystkassen. Jeg havde glemt alt om dem der sad omkring os. "Det var dig der kyssede mig... Den aften, ude i gangen... Det var dig der indrømmede at du kunne lide mig. Og alligevel var det dig der havde godt gang i Natalie, den aften i natklubben. Det her er din skyld!" Sagde Louis, og trådte et skridt frem imod mig igen. Åbenbart ligeglad med at resten af One Direction lige havde fundet ud af alt det der var sket imellem os. Han trak en anelse op i ærmet på sin jakke, og afslørede det lyse af, der tegnede sig henover hans håndled. Jeg kunne tydeligt huske da jeg fandt ham på badeværelset... Blodet, hans livløse krop... Jeg gøs. "Alt det her... Det er din skyld..." Det var det sidste jeg hørte Louis sige, inden jeg bare lukkede af. Jeg hørte ikke mere, og ville bestemt heller ikke høre mere. Stille knyttede jeg hånden, og før jeg vidste af det, sad Louis på gulvet, og tog sig til den ene side af hans hoved. Havde jeg lige slået ham? Mit blik kørte rundt i rummet, og jeg så at Liam og Niall havde rejst sig, og nu så chokerede på mig. Zayn stod ved min side, og greb pludseligt fat i mig. Jeg hørte ikke et ord af hvad der blev sagt til mig, for jeg var i chok. Jeg mærkede dog hvordan Zayn førte mig hen til døren, skubbede mig udenfor, og hørte den smække bag mig, hvilket efterlod mig helt alene.

 

Louis' P.O.V

Jeg mærkede Harry's knyttede næve ramme mig i ansigtet, hvilket fik mig til at træde bagud, og derefter kollapse. Jeg førte min hånd op til den venstre side af mit ansigt, som lige nu var utroligt ømt. Harry havde aldrig slået mig før... Ikke for alvor ihvertfald. Altså, jeg vidste at jeg havde provokeret ham, men det her var uventet. Jeg kneb øjnene i, bed tænderne sammen og fjernede så stille min hånd fra mit ansigt, lige i tide til at se Harry blive ført ud af rummet. Heldigvis. Jeg havde ikke lyst til at se på ham, så hvis ikke han var gået, var jeg. Hvad fanden foregik der oppe i hovedet på ham? 

Niall kom hen og hjalp mig op, og jeg rettede kort på min t-shirt da jeg genvandt balancen. "Er du okay?" Spurgte han, og jeg gav et kort nik fra mig. "Yeah... Men jeg bliver nød til at gå." Mumlede jeg, og så kort på Niall, inden jeg vendte rundt og forlod lokalet. Døren var kun lige blevet lukket bag mig, da jeg så Harry. Han sad på en stol længere nede af gangen, med ansigtet begravet i hænderne. Jeg kunne god tænke mig til at han var forvirret... Det hele var et stort rod... Men det her var altså lidt for meget. Jeg stak hænderne i bukselommerne, sukkede lidt, og gik så bare ned af gangen, og passerede Harry. "Louis!" Lød Harry's stemme bag mig, og jeg standsede. "Hvad?" Snerrede jeg, og vendte mig om. Mit ansigt gjorde stadig ondt efter Harry's slag. "Undskyld..." Sagde han, og så op på mig med øjne, der bad om tilgivelse. Men der lå mere bag det. Det var ikke kun en undskyldning for at have slået mig. Det var for alt det han havde gjort imod mig indtil videre. "Det er bare for sent nu, Harry." Svarede jeg, og bed tænderne sammen. "Et undskyld ændre forresten ikke på en skid." Tilføjede jeg, og så den yngre dreng vende blikket imod gulvet. "Det ved jeg..." Hviskede han. Kun lige akkurat højt nok til at jeg kunne høre det.

"Jeg ville ønske at det hele var gået op for dig noget før, Harry... Før alt det med Natalie." Sagde jeg stille, og sukkede dæmpet, samtidigt med at jeg rystede på hovedet. "Men ved du hvad, Harry? Jeg er færdig. Jeg er så færdig med dig, og alle dine små julelege. Det er på tide at blive voksen, Harry... Et charmerende smil får dig ikke ud af alting." Tilføjede jeg, og tog et skridt tilbage. Jeg vidste at jeg brugte Sam, for at komme over Harry. Men jeg var ikke som Harry. Jeg elskede Sam, i forhold til ham og Natalie. Jeg havde ikke bare valgt en tilfældig, fordi jeg var desperat. 

"Louis... Jeg... Jeg savner dig..." Lød Harry's dæmpede stemme. Savnede mig? Jeg var jo lige her! "Hvad snakker du om?" Spurgte jeg, og rynkede øjenbrynene. "Jeg savner dig, Louis. Ikke hvad end du er nu, men den Louis som jeg holdt af for så længe siden." Forklarede Harry, og rejste sig. Han trådte hen imod mig, og jeg vidste ikke om jeg skulle træde væk, eller bare blive her. Jeg valgte dog det sidste, da han forhåbentligt ikke havde tænkt sig at slå mig igen. Jeg sagde ikke noget. Mit blik var låst til Harry, og jeg slap ham ikke af syne, på noget tidspunkt. Harry trådte nærmere, der var kun få centimeter imellem os nu. Han løftede stille sin ene hånd, og lagde den på min brystkasse, hvorefter han stille kørte hånden ned af. Mit hjerte hamrede i min brystkasse, og jeg så skiftevis fra hans hånd, til hans øjne. I en hurtig bevægelse, greb han så fat i kraven på min jakke, med begge hænder. Jeg blev trukket tættere på, så jeg nu stod helt op af den højere dreng, som lænede sig en anelse ned imod mig. Mine øjne gled i da hans læber strejfede mine, og det føltes som om alting stod stille. Men så gik det ligesom op for mig hvad der var ved at ske. Han havde mig i sin hule hånd, og jeg måtte ud. Nu. Jeg slog øjnene op, trak mig væk fra ham og kastede så bare et sidste blik på ham, inden jeg vendte rundt, og skyndte mig ned af gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...