Rumors | Larry Stylinson fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2013
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Næsten lige siden at One Direction opstod i 2010, har der været rygter om at der skulle være mere end venskab imellem de to drenge, Harry Styles og Louis Tomlinson.
Hvad hvis de rygter taler sandt? Hvad hvis der faktisk er mere end venskab imellem dem?

82Likes
111Kommentarer
14764Visninger
AA

6. Rumors - Part 6

Harry's P.O.V

Tiden gik, og drengene holdt op med at spørge efter Louis. Jeg havde bare fortalt dem at han fik det skidt, da jeg egentligt ikke havde lyst til at fortælle dem noget som helst om det der var sket. Også selvom de var mine bedste venner. Efterhånden som klokken blev mange begyndte de stille at tage hjem, og til sidst var det bare mig og Natalie der sad i sofaen, og så en eller anden plat, romantisk film, som Natalie åbenbart synes kunne være hyggelig at se. Hendes hoved lå på min skulder, og hendes arme var viklet omkring mig, imens jeg bare lidt akavet havde lagt min ene arm omkring hende. Jeg kunne mærke hvordan mine øjenlåg blev tungere og tungere, og efterhånden var det svært at holde sig vågen, til den kedelige film. Det var der at jeg mærkede Natalie's kølige læber på min hals, hvilket sendte kuldegysninger ned langs min rygrad. Hvorvidt jeg nød det, vidste jeg dog ikke. Jeg lod hende dog bare gøre det. 

Natalie blev vidst lidt desperat da jeg ikke kom med en reaktion på hendes kys, og lidt efter mærkede jeg hvordan hendes ene hånd gled op under min t-shirt. Da min varme hud kom i kontakt med hendes køligere, fik jeg igen kuldegysninger. Hun tog det vidst bare som om at jeg nød det. Det var først da hun begyndte at trække op i min t-shirt, at jeg reagere ordenligt. "Jeg er ved at blive træt, så jeg tror jeg smutter i seng." Sagde jeg hurtigt, viklede mig ud af hendes arme og rejste mig hurtigt. "Men.." Var det eneste hun sagde, før jeg afbrød. "Godnat." Jeg kyssede hende kort i panden, inden jeg luntede ud på badeværelset.

Det første jeg gjorde var at plaske lidt vand i ansigtet. Jeg følte mig fuldstændigt smadret, selvom jeg ikke havde lavet ret meget i dag. Mine tanker stormede derimod rundt, og der var så mange blandede følelser inden i mig, at det var helt uoverskueligt. Jeg elskede Natalie, ja... Men mere som en god ven, end en jeg egentligt havde lyst til at gifte mig med. Jeg havde dog intet valg. Paul havde efter en koncert for lang tid siden, set mig kysse Louis diskret. Derfor hev han mig til siden, hvilket endte i en lang diskussion med en masse forskellige mennesker. Det hele endte med at jeg kunne vælge imellem at ødelægge alt hvad jeg havde med Louis, eller ødelægge bandet. Jeg kunne ikke splitte One Direction ad. Jeg kunne ikke smadre alt det som de andre drenge drømte om, og jeg ville ikke skuffe fansene. Men mig og Louis havde åbenbart ikke været gode nok til at holde vores forhold hemmeligt, og der var startet for mange rygter. Det var derfor at de tvang mig til sætte en ende på "Larry," og finde mig en anden, for at rette op på det hele. Og før jeg vidste af det var jeg forlovet.

Måske var det i desperation at jeg gik med til det. Jeg var ivrig efter at glemme alt om hvad der havde været imellem mig og Louis. Men selvfølgelig bukkede jeg under på et tidspunkt. Det skete da jeg i dag kyssede Louis, og egentligt bare gjorde det hele til et endnu større rod end det allerede var. Og så gik han. Hvor han var, vidste jeg ikke. Hvad han lavede vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke noget. Men at høre at han var færdig med mig, gjorde ondt. Også trods mit forhold med Natalie.

Jeg fik børstet tænder og hvad jeg nu ellers skulle, inden jeg gik ind i soveværelset. Jeg trak min t-shirt af og smed den fra mig på gulvet, hvorefter mine sorte skinny-jeans røg samme vej. Jeg fik dog inden da fisket min mobil op af lommen, inden jeg gik hen og lagde mig i sengen. Ingen sms'er fra Louis, som jeg havde håbet. Men hvorfor skulle han skrive til mig? Jeg var skyld i alt det her. Jeg skulle have fortalt ham hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, men det er for sent nu. Jeg havde vel bare spildt min chance. Et eller andet sted burde det vel heller ikke betyde så meget. Jeg var forlovet med en skøn pige... Men elskede jeg hende? Nej. Ikke på den måde som jeg skulle. Det kunne jeg bare ikke fortælle hende. Ikke nu. Det var bare forsent. Det hele var forsent.

 

Louis' P.O.V

Jeg trak jakken længere op omkring mig, da en kølig vind ramte mig. Klokken var mange, og på grund af årstiden, var temperaturen lav. Jeg gik med trætte skridt igennem den samme park, som mig og Harry havde gået i sammen, dengang vi først begyndte at komme sammen. Der var minder hvorend jeg så hen, men jeg fandt det underligt beroligende at gå her. Det ville dog have været bedre, hvis jeg havde Harry ved min side nu. Jeg savnede ham, meget.... Eller... Jeg savnede den gamle Harry. Jeg kendte knap nok ham jeg forlod for nogle timer siden. Han var ikke den dreng jeg faldt for i starten, og han var i den grad ikke den dreng som jeg kendte som min bedste ven.

Jeg blev med det samme revet ud af mine tanker, da jeg ramte noget. Hurtigt så jeg op, og foran mig stod en skikkelse. En ung mand, for at være helt præcis, som så ud til at være omkring min alder. "Øhm, undskyld.." Mumlede jeg, og sendte ham et undskyldende smil. "Det er okay, jeg skulle også have set mig for... Men hvad laver du overhovedet herude så sent?" Svarede manden, og jeg trak bare kort på skuldrene. "Jeg kunne spørge dig om det samme." Svarede jeg, og jeg hørte en hæs latter forlade hans læber. "Ja, det kunne du jo." Svarede han, og rystede stille på hovedet. Så stod vi bare og så på hinanden. "Nå... Men jeg må også se at komme videre." Mumlede jeg, og sendte ham et kort smil, inden jeg gik forbi ham. Der gik dog kun få sekunder før jeg mærkede hans fingre låse sig om mit håndled, og jeg blev trukket tilbage til ham."Jeg er Sam." Sagde han, og grinede kort imens han stille slap sit greb om mit håndled. "Louis." Svarede jeg, og så kort ned på hans hånd, da han igen trak den til sig. "Det ved jeg." Var det eneste han svarede. Nå, så han havde ikke gået glip af det omvandrende vrag af en popstjerne, kaldet Louis Tomlinson. "Og hvad laver du så herude?" Spurgte Sam igen. Jeg kunne lige så godt sige det. Desuden, hvem ville alligevel tro ham, hvis han skulle sige det videre? Der var allerede en god flok teenagepiger der ville fortælle alt og alle at Larry var ægte, uden nogen form for bevis.

"Ham jeg elsker skal giftes med en anden, så jeg havde lige brug for at samle tankerne. Hvor cliché det så end lyder." Svarede jeg, og sukkede tungt. Tøvende så jeg op, og lod mig selv se Sam ordenligt. På grund af den manglende belysning, var det svært at se hvilken øjenfarve han havde. Men jeg kunne sige at hans øjne var mørke, og det samme med hans hår, som var pænt sat med hårvoks. Et skævt, meget charmerende, smil spillede omkring hans læber, hvilket næsten lyste hans ansigt op. Han var iklædt en sort t-shirt og et par tætsiddende jeans. Udenover hang en læderjakke, da det jo som sagt, ikke længere var helt varmt. "Det er jeg ked af, Louis..." Lød Sam's svar endeligt. Jeg håbede ikke at han havde lagt mærke til den måde jeg så på ham... For han var... Ja... Han var smuk. "Hør... Hvad med at vi går en tur?" Foreslog han, og sendte mig endnu et smil, som fik en varm følelse til at brede sig inden i mig. Fedt, nu lød jeg som en lille pige der havde fået et crush. 

Stille nikkede jeg, og vi begyndte at gå. Vi snakkede sammen, men det var dog Sam der måtte holde gang i samtalen, da jeg selv ikke ligefrem var i humør til at sludre løs om vidt og bredt. Men Sam's uforklarlige glæde hjalp mig alligevel. Den fik mig til at tænke på andet end Harry, og han fik mig for en gangs skyld til at grine og smile, og generelt bare føle mig nogenlunde glad. Allerede der følte jeg at jeg skyldte ham meget. 

Kort efter tog vi plads på den samme bænk, som mig og Harry havde sat os på for lang tid siden. Men jeg havde glemt alt om Harry, og det der skete den nat. Nu var det Sam, og den måde han fik mig til at føle mig hel igen. Men nu tav vi begge, og sad bare og så ud over søen foran os. Af og til skævede jeg over til Sam, og hver gang rødmede jeg en anelse, hvilket jeg virkelig håbede at han ikke kunne se. Jeg lagde dog mærke til at han fiskede noget op af bukselommen, og jeg fandt hurtigt ud af hvad det var, da han satte cigaretten til hans læber, og tændte den med lighteren i hans hånd. "Nårh, vil du også have en?" Spurgte Sam, da det gik op for ham at jeg sad og så på ham. "Ehm... Ja... Tak." Svarede jeg, og sendte ham et kort smil. Jeg røg ikke normalt... Men hvad havde jeg at miste? Én cigaret slog mig vel ikke ihjel på stedet. Jeg fik stukket en cigaret i hånden, og Sam tændte den med det samme. I lang tid sad jeg bare og så tøvende på den, inden jeg løftede den op til mine læber. Smagen i sig selv føltes kvælende, men alligevel fik jeg en underlig følelse af uafhængighed. Sam lagde vidst mærke til det sjove udtryk på mit ansigt, da han spurgte om jeg ikke røg normalt. "Nej, det gør jeg ikke..." Svarede jeg bare kort, og trak lidt på skuldrene. "Men så er det også på tide at du lærer det." Lød Sam's stemme, efterfulgt af et grin.

 

Mig og Sam tilbragte de næste timer sammen, og jeg glemte alt. Jeg glemte alt om den tid jeg havde med Harry. Jeg glemte alt om hvor forelsket jeg egentligt var i ham. Jeg glemte at han skulle giftes med sin billige undskyldning for en kæreste. Sam var ny, spændende... Sam var bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...